Efterløn, beregning af løbende fradrag for pension der er led i et ansættelsesforhold, standsning af efterløn, sandsynliggjort at medlemmet fik udbetalt for meget efterløn (i)
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
§ 4. Bliver en a-kasse bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem ved svig eller ved uagtsomhed med urette har fået ydelser fra a-kassen, skal den standse udbetalingerne fra konstateringstidspunktet. A-kassen skal give medlemmet en særskilt afgørelse herom og begrunde, at udbetalingerne er stoppet.
Stk. 2. Når a-kassen har truffet en afgørelse om sagens realitet, skal den stoppe udbetalingerne af ydelser i overensstemmelse med sin afgørelse eller indstilling.
§ 22. Løbende udbetaling af pension (inklusive tillæg), som er led i et ansættelsesforhold, medfører fradrag i efterlønnen, jf. dog § 41. Det samme gælder løbende udbetaling fra en tilsvarende pension, som er etableret i forbindelse med en arbejdsperiode i udlandet.
§ 25. For et medlem, der går på efterløn før 2-års-reglen i § 11 er opfyldt, skal der ske fradrag i efterlønnen med 60 pct. af det beregnede beløb efter § 21, og 50 pct. af den løbende udbetalte pension før skat efter § 22.
§ 27. Det samlede beløb på årsbasis efter § 25 eller § 26, som skal fradrages i efterlønnen, omregnes til et ugebeløb i kroner og ører, der trækkes fra medlemmets efterlønssats om ugen. Den regulerede ugesats afrundes til nærmeste hele kroner.
§ 42. Et medlem, der har indtægter ved pension, arbejde, øvrige indtægter eller hverv m.v., som er omfattet af denne bekendtgørelse, har pligt til at oplyse a-kassen herom.
§ 43. A-kassen udbetaler efterløn på baggrund af et medlems erklæring på efterlønskortet om arbejde og indtægter. Efterlønskortet kan efter aftale mellem den enkelte a-kasse og Arbejdsdirektoratet erstattes af anden form for afgivelse af oplysninger i elektronisk form.
Stk. 2. Et medlem skal indsende efterlønskortet ved udløbet af hver udbetalingsperiode, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. A-kassen kan beslutte, at medlemmer, der i perioden med efterløn ikke arbejder og alene har indtægter i form af pension efter §§ 21 og 22, i stedet mindst hver 6. måned afgiver oplysninger efter stk. 1. Oplysningerne kan gives på én erklæring. Tilsvarende gælder for medlemmer, der på grund af arbejde ikke får udbetalt efterløn.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003
om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse
§ 74 i.
Stk. 6. Løbende udbetaling af pension, inklusive tillæg, som er led i et ansættelsesforhold, medfører uanset stk. 5 fradrag i efterlønnen uden bundfradrag fra det tidspunkt, den kommer til udbetaling. Fradraget udgør 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb pr. efterlønstime
Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om fradrag for pensioner.
§ 87
Stk. 5. Bliver kassen bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen, jf. stk. 1 og 2, skal kassen standse udbetalingen af ydelser til medlemmet, jf. dog stk. 6, fra konstateringstidspunktet.
Stk. 8. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelse af stk. 1-7.
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001om fleksibel efterløn
Efterløn, beregning af løbende fradrag for pension der er led i et ansættelsesforhold, standsning af efterløn, sandsynliggjort at medlemmet fik udbetalt for meget efterløn
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 14. april 2005.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
A-kassen havde ret til at standse udbetalingen af Deres efterløn for ugerne 17-21/2004.
A-kassen har beregnet fradraget i efterlønnen på grund af Deres pension korrekt.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
– De har fået efterløn fra 21. juli 2003, hvor De var fyldt 60 år,
– De har fået udbetalt en løbende pension som led i Deres ansættelsesforhold,
– De den 23. maj 2004 indsendte et efterlønskort, hvorpå De oplyste, at der var sket ændringer i Deres pensionsforhold,
– De samtidig indsendte dokumentation fra YY Kommune for størrelsen af Deres pension for perioden 1. maj 2003 til 30. april 2004,
– De den 28. maj 2004 telefonisk over for a-kassen meddelte, at De ikke ville indsende de nye pensionsmeddelelser, men De ville indsende samlet, når året var gået. I givet fald måtte a-kassen selv indhente oplysningerne,
– a-kassen den 1. juni 2004 traf en afgørelse om stop af udbetalingen af efterløn for ugerne 17-21/2004, da De sandsynligvis ville få for meget udbetalt på grund af procentvise reguleringer af Deres pensionsordning,
– a-kassen herefter modtog pensionsmeddelelse for april 2004. Det fremgik heraf, at De modtog en pension på 7.449 kr. om måneden,
– a-kassen den 3. juni 2004 traf afgørelse om, at fradraget for pensionen i ugerne 17-21/2004 udgjorde 860 kr. om ugen. A-kassen udbetalte herefter Deres efterløn med det beregnede fradrag, og at
– De har klaget over, at efterlønnen for ugerne 17-21/2004 ikke blev udbetalt til rette tid og over størrelsen af fradraget.
Ifølge reglerne medfører løbende udbetalinger af pension, som er et led i et ansættelsesforhold, fradrag i efterlønnen. Fradraget udgør 50 % af det udbetalte pensionsbeløb.
Desuden skal en a-kasse standse udbetalingen af ydelser til et medlem på det tidspunkt, hvor kassen bliver bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at medlemmet har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen.
Efter ankenævnets vurdering var det overvejende sandsynligt, at De ved udbetalingen for ugerne 17-21/2004 ville få udbetalt for meget i efterløn. Nævnet henviser til, at De havde oplyst, at der var ændringer i Deres løbende pensionsordning, ligesom det var sandsynligt, at der var foretaget procentvis regulering i ordningen.
Nævnet er desuden enig i, at fradraget for ugerne 17-21/2004 skal udgøre 860 kr. Nævnet henviser til, at Deres løbende pension i april 2004 udgjorde 7.449,48 kr. om måneden, hvilket svarer til 89.393,76 kr. om året (7.449,48 x 12). Det vil betyde et fradrag i efterlønnen på 44.696 kr. om året (89.393,76 x 50%) eller 860 kr. om ugen (44.696 : 52).
De har anført, at a-kassens beregning af den årlige pension er sat for højt. De har henvist til den dokumentation, De har fra YY Kommune, Personaleafdelingen, dateret den 28. april 2004, der fuldstændig nøjagtig viser 12 måneders pension, brutto, som på dette tidspunkt, altså den 28. april 2004 udgør 87.725,90 kr. I januar, februar og marts måned 2004 blev der udbetalt et beløb, der var mindre end 7.449,48.
Nævnet bemærker, at pensionsbeløbet, der skal medføre fradrag, er den aktuelle løbende udbetalte pension før skat. Beløbet omregnes på årsbasis. Der er i reglerne ikke hjemmel til en anden beregningsmetode.
Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 30. august 2004.
Der henvises til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 § 74 i, stk. 6 og stk. 11 og § 87, stk. 5 og stk. 8 samt Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 594 af 22. juni 2001 om fleksibel efterløn § 22, § 25, § 27, § 42 og § 43, og Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 470 af 4. juni 2003 om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse § 4.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsløshedskassen
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde
”Det fremgår af sagen at De den 23. maj (sekretariatets rettelse) 2004 underskrev og indsendte Deres efterlønskort for ugerne 17- 21/2004. På kortet angav De ved afkrydsning at der var sket ændringer i Deres pensionsforhold. De oplyste pensionens størrelse til 87.725 kr.
De ringede den 28. maj 2004 til a-kassen. Ifølge a-kassens telefonnotat sagde De, at De ikke ville aflevere nye pensionsmeddelelser, og at a-kassen selv kunne indhente dem. De ønskede at aflevere oplysningerne for 1 år ad gangen, når året var omme. Det fremgik også af notatet at De skyldte 859,23 kr. fra Deres overgang den 21. juli 2003 til den 18. april 2004.
De skrev den 28. maj 2004 til a-kassen at De klagede over, at De ikke havde modtaget efterløn for ugerne 17 - 21 til rette tid.
A-kassen traf den 1. juni 2004 afgørelse om at De havde stoppet for udbetaling af efterløn til Dem. Begrundelsen var at De sandsynligvis havde fået for meget udbetalt i efterløn på grund af manglende oplysninger til a-kassen om de procentvise reguleringer i Deres pensionsordning. A-kassen bad Dem om at indsende kopi af Deres pensionsmeddelelser for den 1. juni og 1. oktober 2003 og for den 1. januar og 1. april 2004. A-kassen bad om at få tilsendt oplysningerne hurtigst muligt, da De ikke kunne få udbetalt Deres efterløn, før a-kassen havde lavet de nye beregninger.
Det fremgår af Deres pensionsspecifikation for april måned, som a-kassen modtog den 2. juni 2004 at De modtog en månedlig pension på 7.449,48 kr.
A-kassen traf den 3. juni 2004 afgørelse om at fradraget for Deres pension var på 859,88 kr. om ugen. A-kassen skrev at Deres efterløn var til udbetaling i banken den 7. juni 2004, og at det var vigtigt, at De fremsender pensionsspecifikationer sammen med efterlønskortet, når der sker ændringer i Deres pension, så De kunne undgå forsinkelser i fremtidige udbetalinger.
De klagede i brev af 3. juni 2004 over a-kassens afgørelse af 1. juni 2004. De skrev at De den 28. maj 2004 havde oplyst, at dokumentation for pensionsudbetaling var sendt den 24. maj 2004 sammen med efterlønskortet for ugerne 17 -21/2004. De oplyste at denne dokumentation var godkendt af a-kassens afdeling i NN. De vedlagde en kopi af brev af 28. maj 2004 fra YY Kommune hvori det blev bekræftet, at De i perioden fra den 1. maj 2003 til den 30. april 2004 havde modtaget 87.725,90 kr. i pension.
De klagede i brev af 4. juni 2004 over a-kassens afgørelse af 3. juni 2004. De skrev at De aldrig ville modtage en årlig pension på 89.394 kr., så beregningsgrundlaget er sat for højt.
A-kassen oversendte den 14. juni 2004 sagen til direktoratet. A-kassen skrev
at De havde klaget over, at a-kassen
1. ikke udbetalte efterlønnen rettidigt for maj måned 2004,
2. forlanger indsendelse af pensionsspecifikationer/regulering for april
2004, og
3. ikke beregner pensionsfradraget korrekt.
A-kassen fastholdt afgørelserne af 1. og 3. juni 2004.
De skrev i brev af 15. juni 2004 at De for en god ordens skyld ville meddele, at De havde klaget over, at efterlønnen for 5-ugers-perioden, uge 17 - 21 /2004 ikke blev udbetalt til rette tid. De har på ingen måde klaget over, at efterlønnen for maj måned 2004 ikke blev udbetalt til rette tid. En måned er som bekendt 4 1/3 uge.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen med den anførte rettelse.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 30. august 2004 denne afgørelse
” 1.
A-kassen havde ret til at standse udbetalingen af efterløn for ugerne 17 -
21/2004.
2.
A-kassen har beregnet Deres fradrag for pension korrekt.
Begrundelse
1
Det fremgår af § 87, stk. 5 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (loven) at hvis a-kassen bliver bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at medlemmet har gjort sig skyldig i en forseelse, skal a-kassen stoppe udbetalinger af efterløn.
Da De på Deres efterlønskort for ugerne 17 -21/2004 havde oplyst, at der var sket ændring i Deres pensioner, og da De i telefonsamtalen af 28. maj 2004 tilkendegav, at De ikke ønskede at aflevere nye pensionsmeddelelser, var det sandsynligt, at der var sket en fejludbetaling af efterløn, og a-kassen havde derfor ret til at standse efterlønnen, indtil forholdet var afklaret. Dette skete herefter, og a-kassen kunne udbetale efterlønnen for perioden allerede den 7. juni 2004.
Det skal bemærkes at brevet af 28. april 2004 fra YY kommune om Deres pensionsindtægt i perioden fra 1. maj 2003 til den 30. april 2004 ikke er tilstrækkeligt præcise oplysninger, idet det er den aktuelt udbetalte pension, der skal medføre fradrag, se nedenfor under pkt. 2.
2.
Der skal ske fradrag i efterlønnen for løbende udbetaling af pension, der er led i et ansættelsesforhold. Fradraget skal ske på det tidspunkt, pensionen kommer til udbetaling. Fradraget udgør 50 pct. af det udbetalte pensionsbeløb. Dette står i lovens § 74 i, stk. 6.
Det pensionsbeløb, der skal medføre fradrag, er det aktuelt udbetalte. Hvis der bliver ændret i pensionen - fx når pensionen bliver reguleret 1 eller 2 gange om året - skal fradraget også reguleres, således at det er pensionsbeløbet for den aktuelle periode, der medfører fradrag.
A-kassen har beregnet Deres fradrag i efterlønnen ud fra Deres pensionsudbetaling på i alt 7.449,48 kr. for april måned 2004, hvilket var det aktuelle beløb på daværende tidspunkt. Dette giver et månedligt fradrag på 50 pct. heraf = 3.724,74 kr. og dermed et ugentligt fradrag på afrundet 860 kr. Deres udbetaling på 2.055 kr. (før skat) om ugen er derfor korrekt.
Afslutningsvis skal direktoratet gøre opmærksom på, at når der sker ændringer i Deres månedlige pensionsudbetalinger, skal De omgående oplyse det til a-kassen. Dette fremgår af § 42 i bekendtgørelse nr. 594 af 22.juni 2001 om fleksibel efterløn. Det fremgår også af vejledningen til efterlønskortet, hvor der i afsnittet: “f. Løbende udbetaling af sanktion” står, at løbende udbetalinger af pension, der er led i et ansættelsesforhold medfører fradrag i efterlønnen på baggrund af det udbetalte bruttobeløb. Hvis pensionen begynder at blive udbetalt eller bliver reguleret, skal a-kassen have besked om det.
Hvis De undlader at oplyse om reguleringer kan der blive tale om stop for udbetaling af efterløn, tilbagebetaling og sanktion. Hvis De bevidst undlader at oplyse om stigninger i det udbetalte pensionsbeløb, kan der blive tale om sanktion for svig.
Endelig kan direktoratet oplyse, at vi har taget kontakt til Deres a-kasse for at gøre opmærksom på, at hvis der er sket en fejludbetaling, skal a-kassen tage stilling til et eventuelt tilbagebetalingsbeløb og ansvaret herfor. A kassen har efterfølgende oplyst, at den vurderer denne problemstilling. Da a-kassen endnu ikke har truffet afgørelse om en eventuel tilbagebetaling af efterløn, har direktoratet med nærværende afgørelse ikke taget stilling hertil.”
3. Klagen af 23. september 2004 fra Dem til ankenævnet
”Vedr: Udbetaling af efterløn for ugerne 17-18-19-20 og 21 i året 2004.
Jeg har den 1. september 2004 modtaget direktoratets afgørelse af den 30. august 2004. I den forbindelse kan jeg meddele, at jeg fastholder mine tre klager af den 28. maj 2004. den 3. juni 2004 og den 4. juni 2004.
For god orden skyld vedlægges disse klageskrivelser i kopiform.
Ligeledes kan jeg meddele, at den fremsendte dokumentation, fra YY Kommunes Personaleafdeling, dateret den 28. april 2004, fuldstændig nøjagtig viser 12 måneders pension, brutto, som på dette tidspunkt, altså den 28. april 2004, udgør 87.725.90 kr.
Der er således ingen unøjagtigheder ved denne dokumentation.
For en god ordens skyld vedlægges denne dokumentation i kopiform.
Den måde som arbejdsløshedskassen anvender, ved beregning af efterløn og pension på, sker ved, at april måned 2004’s pension som udgør 7.449.48 kr. ganges med
tolv.
Dette giver et beløb af størrelsen 89.394,00 kr. Af dette beløb tages der 50%.
Dette giver et beløb af størrelsen 44.697,00 kr. Dette beløb på 44.697,00 kr. trækkes fra en årlig efterløn på 151.580,00 kr. Der er således et resterende beløb på 151.580,00 kr. - 44.697,00 kr., hvilket giver
106.883,00 kr.
Ugentlig giver dette 106.883,00 kr. divideret med 52, som resulterer i et beløb på 2055,44 kr.
Jeg kan yderligere oplyse, at de tre første måneders pension, det vil sige, januar, februar og marts måned 2004 ikke er udbetalt med et månedligt beløb på 7.449,48 kr., men med et mindre beløb. Ifølge dette er a-kassens beregning, af en årlig pension, sat for højt.
For god ordens skyld vedlægges a-kassens beregning af efterløn og pension, dateret den 3. juni 2004.
Nærværende skrivelse og 5 stk. bilag, som vedlægges, kan blot videresendes til Arbejdsmarkedets Ankenævn.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger den 4. oktober 2004 til klagen
”Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelse.”
5. Nyt efter klagen
Brev af 19. oktober 2004 fra Dem
”Efter anmodning har jeg den 14. oktober 2004 modtaget samtlige papirer vedrørende ovennævnte sag.
I den forbindelse kan jeg meddele, at det ikke er mit sprog, som er refereret, af Fr. VV, i et telefonnotat, af den 28. maj 2004.”
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003
Resumé
Medlemmet havde fået udbetalt efterløn fra 21. juli 2003 og havde samtidig fået udbetalt løbende pension som led i sit ansættelsesforhold.
Medlemmet havde fået udbetalt efterløn fra 21. juli 2003 og havde samtidig fået udbetalt løbende pension som led i sit ansættelsesforhold.
Medlemmet oplyste på efterlønskort af 23. maj 2004, at der var sket ændringer i hans pensionsforhold og vedlagde dokumentation fra kommunen for størrelsen af hans pension for perioden 1. maj 2003 til og med 30. april 2004.
Den 28. maj 2004 oplyste medlemmet a-kassen om, at han ikke løbende ville indsende de nye pensionsmeddelelser, men at han ville indsende dem samlet, når året var gået.
A-kassen traf den 1. juni 2004 afgørelse om stop af udbetaling af efterløn for ugerne 17-21/2004, idet medlemmet sandsynligvis ville få for meget udbetalt på grund af procentvise reguleringer af sin pensionsordning.
På baggrund af afgørelsen indsendte medlemmet sin pensionsmeddelelse for april 2004. Det fremgik af meddelelsen, at han modtog en pension på 7.449 kr. om måneden.
A-kassen traf den 3. juni 2004 afgørelse om, at fradraget for pensionen i ugerne 17-21/2004 udgjorde 860 kr. om ugen. A-kassen udbetalte herefter efterløn med det beregnede fradrag.
Arbejdsmarkedets Ankenævn traf afgørelse om, at a-kassen havde ret til at standse udbetalingen af medlemmets efterløn for ugerne 17-21/2004, samt at a-kassen havde beregnet fradraget i efterlønnen på grund af hans pension korrekt.
Nævnet vurderede, at det var overvejende sandsynligt, at medlemmet ved udbetalingen af efterløn for ugerne 17-21/2004 ville få udbetalt for meget i efterløn.
Nævnet henviste til, at medlemmet havde oplyst, at der var ændringer i hans løbende pensionsordning, ligesom det var sandsynligt, at der var foretaget procentvis regulering i ordningen.
Nævnet var desuden enig i, at fradragene for ugerne 17-21/2004 skulle udgøre 860 kr.
Nævnet henviste til, at medlemmets løbende pension i april 2004 udgjorde 7.449,48 kr. om måneden, hvilket svarede til 89.393,76 kr. om året. Dette ville betyde et fradrag i efterlønnen på 44.696 kr. om året (89.393,76 x 50 %) eller 860 kr. om ugen (44.696 : 52).