Medlem ikke reageret på arbejdsgivers henvendelse på grund af en depression

§ 6. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet bliver afskediget af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet.

§ 36. Et medlem skal have 3 ugers karantæne, hvis medlemmet er selvforskyldt ledig efter bestemmelserne i kapitel 2, jf. dog § 39.

§ 37. En karantæne har virkning fra den dag, hvor et medlem afslår et arbejde eller et tilbud efter en jobplan., jf. dog stk. 3-5. Ved ophør har karantænen virkning fra dagen efter ophøret, jf. dog stk. 2-4 og stk. 6.

§ 63. Dagpenge må ikke udbetales, jf. stk. 4, til et medlem, hvis ledighed skyldes,

3) at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet, eller

Stk. 4. Ved selvforskyldt ledighed efter stk. 1 pålægges medlemmet en karantæne på 3 uger.

Direktoratets bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed

Medlem ikke reageret på arbejdsgivers henvendelse på grund af en depression

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 14. april 2005.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De er ikke selvforskyldt ledig ved Deres arbejdsophør ved Xx den 20. marts 2004.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at

– De sygemeldte Dem til arbejdsgiveren den 9. marts 2004,

– Deres arbejdsgiver ved brev af 16. marts 2004 bad Dem om inden den 19. marts 2004 at oplyse, hvornår De forventede at komme tilbage til arbejdet,

– postvæsnet har oplyst, at der i perioden 16.-20. marts 2004 ikke er registreret problemer med postgangen på Deres adresse

– Deres eksmand på Deres vegne rettede henvendelse til arbejdsgiveren den 24. marts 2004,

– Deres arbejdsgiver afskedigede Dem ved brev af 24. marts 2004,

– De den 24. marts 2004 var til konsultation hos Deres læge,

– Deres læge den 30. marts 2004 underskrev en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed, hvoraf det fremgik, at De havde angivet at være uarbejdsdygtig fra den 11. marts 2004, at De den 24. marts 2004 konsulterede Deres læge, og at det attesteredes, at De var uarbejdsdygtig frem til den 4. april 2004, og

– Deres læge ved brev af 22. februar 2005 bekræftede, at De i ugerne inden konsultationen den 24. marts 2004 havde et alkoholmisbrug og en depression, og at De i denne periode vurderedes til at ikke at have været i stand til dels at overskue konsekvenserne af ikke at kontakte Deres arbejdsgiver, dels at tænke Dem fornuftigt om.

Ifølge § 63, stk. 1, nr. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven må dagpenge ikke udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.

Et medlem er endvidere selvforskyldt ledig, hvis medlemmet afskediges af en grund, der væsentligst skyldes medlemmet, jf. § 6, 1. pkt. i bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De meldte Dem syg den 9. marts 2004.

Ankenævnet har videre lagt vægt på, at De har anført, at De efter sygemeldingen den 9. marts 2004 fik en depression, som bevirkede, at De ikke kunne overskue at kontakte Deres arbejdsgiver i henhold til arbejdsgiverens brev af 16. marts 2004.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at Deres læge ved brev af 22. februar 2005 har bekræftet, at De på grund af et alkoholmisbrug og en depression ikke kan vurderes at have været i stand til dels at overskue konsekvenserne af ikke at kontakte Deres arbejdsgiver, dels at tænke Dem fornuftigt om.

På baggrund af ovenstående finder ankenævnet ikke, at De er selvforskyldt ledig.

Ankenævnet henviser til § 63, stk. 1, nr. 3 og stk. 4 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 og § 6, 1. pkt., § 36, stk. 1 og § 37, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 29. juni 2004.

På ankenævnets vegne

XX

x

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

Xx

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

”De oplyste på en ledighedserklæring af 5. april 2004, at De var ansat som

kantineassistent hos Xx fra den 13. november 1995 til den 9. marts 2004.

De blev sygemeldt den 9. marts 2004.

Den 10. marts 2004 har De været i telefonisk kontakt med Xx fra Xx. De fortalte, at De stadig var sygemeldt.

Den 16. marts 2004 skrev Xx til Dem.

I brevet blev De anmodet om at kontakte arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren ønskede besked om, hvornår De ville være raskmeldt. De skulle kontakte arbejdsgiveren senest den 19. marts 2004.

De oplyser ved samtale i a-kassen den 5. april 2004, at De på dette tidspunkt var så dårlig på grund af en depression, at De ikke kunne kontakte arbejdsgiveren. De ved ikke om De har fået brevet, og De vil ikke kunne finde brevet.

Den 24. marts 2004 bliver Deres eksmand klar over, at De er syg og tager ud for at se til Dem. Han kontakter samme dag arbejdsgiveren, som fortæller, at de er ved at skrive en opsigelse til Dem.

Samme dag besøgte De Deres læge.

Den 30. marts 2004 har lægen underskrevet en “Lægeerklæring om uarbejdsdygtighed”. På blanketten er anført, at De har været uarbejdsdygtig fra 11. marts 2004, på grund af sygdom, og De vil være uarbejdsdygtig til den 4. april 2004.

Den 25. marts 2004 modtog De arbejdsgiverens opsigelsesbrev. Det fremgår af brevet, at arbejdsgiveren betragtede Dem som fratrådt stillingen den 9. marts 2004, da De ikke havde kontaktet arbejdsgiveren i henhold til brev af 16. marts 2004.

Den 30. marts 2004 sendte Deres eksmand lægeerklæringen til arbejdsgiveren.

Den personaleansvarlige i Xx, XX, har den 19. april 2004 oplyst, at der blev afregnet kr. 11.500 over for Dem. Beløbet bestod af 2 ugers sygedagpenge á kr. 6.406 og fratrædelsesgodtgørelse på kr. 5.094. Beløbet er indberettet til skattevæsenet som fratrædelsesgodtgørelse.

Det er også oplyst, at Deres arbejdsforhold ikke er omfattet af nogen overenskomst, og De derfor ikke er omfattet af et opsigelsesvarsel.

Den 20. april 2004 traf a-kassen afgørelse.

De blev pålagt 111 timers karantæne fra den 9. marts 2004.

Der blev lagt vægt på, at De havde pligt til over for arbejdsgiveren, at oplyse om, hvornår De forventede at være raskmeldt. De svarede ikke på arbejdsgiverens henvendelse i brev af 16. marts 2004. Det var Deres ansvar, at besvare arbejdsgiverens henvendelse.

A-kassen gjorde også gældende, at det ikke var rimeligt, at der skulle gå 15 dage, før arbejdsgiveren hørte fra Dem.

Derfor blev De anset for væsentligst selv at være skyld i opsigelsen.

Deres eksmand har på Deres vegne klaget over afgørelsen den 13. maj 2004.

Det gøres gældende, at sagen er afgjort på et forkert og usagligt grundlag.

Dokumentation for sygdom og sygdomsforløbet negligeres af a-kassen.

Det oplyses, at De blev syg den 9. marts 2004 og bekræfter dette over for arbejdsgiveren den 10. marts 2004. I de følgende dage glider De over i en depression. De erindrer ikke noget fra disse dage.

De talte med XX den 10. marts. XX skulle have sagt, at De skulle tage den tid det tog at blive rask. XX kan ikke huske, hvad hun sagde ved telefonsamtalen. De anser XXs bemærkning som dokumentation for, at sygefraværet ikke kan betragtes som ulovligt fravær.

Det må anses for meget kort tid, når arbejdsgiveren mindre end en uge efter skriver til Dem.

Det har ikke været muligt efterfølgende, at finde dette brev.

Ved undersøgelsen den 24. marts 2004 forsøgte lægen at få indlagt Dem. Der var først plads dagen efter. De flyttede til Deres eksmand bopæl, så De var under trygge forhold. Dagen efter kunne lægen konstatere, at De havde det bedre, hvorfor der ikke var grundlag for en indlæggelse. I den efterfølgende uge blev De dagligt tilset af lægen.

De er derfor ikke enig i, at De selv skulle være skyld i opsigelsen.

A-kassen har ikke fundet grundlag for at ændre den trufne afgørelse. Sagen er derfor tilsendt direktoratet den 10. juni 2004.”

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 29. juni 2004 denne afgørelse

”De er selvforskyldt ledig fra den 8. marts 2004.

De skal have en karantæne på 3 uger fra den 9. marts 2004.

Begrundelse

De er selvforskyldt ledig, hvis De i det væsentligste selv er skyld i afskedigelsen. Se § 6, 1. pkt. i bekendtgørelse nr. 514 af 17. juni 2003 om selvforskyldt ledighed.

Det er lagt til grund, at

– De var sygemeldt (uarbejdsdygtig) fra den 9. marts til den 4. april 2004,

– De kontaktede arbejdsgiveren den 10. marts 2004 og fortalte, at De var sygemeldt,

– De har modtaget arbejdsgiverens brev af 16. marts 2004, hvor De anmodes om at kontakte arbejdsgiveren senest den 19. marts 2004,

– De blev afskediget med virkning fra den 9. marts 2004, fordi De ikke svarede på arbejdsgiveren henvendelse i brev af 16. marts 2004.

Arbejdsgiveren har krav på at vide, hvornår De forventer at være raskmeldt. Derfor skulle De have svaret på arbejdsgiverens brev af 16. marts 2004.

De oplyser, at Deres depression omkring tidspunktet fra den 16. marts til den 19. marts 2004 var af en sådan karakter, at De ikke kunne svare på henvendelsen fra arbejdsgiveren.

Direktoratet lægger vægt på, at det er Deres pligt at besvare arbejdsgiverens forespørgsel om forventet tilbagekomst på arbejdspladsen. Såfremt De ikke kan opfylde denne forpligtelse, er De nærmest til at bære konsekvensen — afskedigelse med efterfølgende tab af dagpenge i en periode på grund af karantæne.

I vurderingen skal indgå forhold, der har relation til Deres arbejdsforhold.

Derimod er det ikke muligt, at tage hensyn til personlige forhold, når der skal træffes afgørelse efter bekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt. Der kan derfor ikke tages hensyn til, at Deres depression evt., har bevirket, at De ikke var i stand til at kontakte arbejdsgiveren.”

3. Klagen til ankenævnet

Ved brev af 25. juli 2004 klagede De over direktoratets afgørelse, idet De anførte følgende

”Jeg skal herved anerkende modtagelsen at Deres brev dateret den 29. juni 2004, modtaget den 1. juli 2004

Vi kan ikke acceptere Arbejdsdirektoratet afgørelse. Man har bl.a. undladt at undersøge og tage hensyn til væsentlige elementer, såsom min kontakt med min arbejdsgiver, og hvordan tidligere sygemeldinger er forgået. Arbejdsgiveren har varslet, at der skal til at ske fyringer og kan meget vel kan have benyttet sig af lejligheden. Ydermere ses bort fra vigtige ting som lægeattest, hvor det statueres helt klart, at her er der at tale om akut og alvorlig sygdom, hvor jeg ikke kunne reagere på henvendelse.

Man har som sagt blot truffet en ren rutinemæssig afgørelse og valgt den neme løsning, at følge A-kassens afgørelse.

Jeg sygemeldte mig den 9. marts og aftalte med min arbejdsgiver, at jeg ville kontakte dem dagen efter. Dette gjorde jeg så den 10. marts, hvor jeg talte i telefonen med min arbejdsgiver, og da fik jeg af min arbejdsgiver klar besked om, at jeg skulle give mig god tid og ikke tænke på dem, men koncentrere mig at blive helt rask igen, og så når jeg bliver rask igen bare komme. Jeg havde været ansat i Xx i 9 år og desværre et par gange haft sygefravær på over 2 uger. I de forgangne tilfælde har proceduren været den samme, som jeg fulgte i omtalte sag og beskrev ovenfor.

Perioden fra den 11. marts og frem til 24. marts husker jeg ikke, hvad der er forgået rundt om mig, ikke som nævnt i skrivelse at Arbejdsdirektoratet fra den 16. marts. Jeg kan ikke erindre, at jeg har modtaget det omtalte brev fra Xx dateret den 16. marts 2004. Ej heller har jeg været i stand til at finde det i den post, der er kommet til mig i denne periode. Så for mig at se, har jeg aldrig modtaget dette omtalte brev.

Mine pårørende blev klar over sygdommens tilstand og efter samtale med min læge kontaktede de straks arbejdsgiveren for at orientere denne.

Jeg har således ikke undladt at gøre mit til at informere min arbejdsgiver, som hævdet, idet mine pårørende kontaktede min arbejdsgiver og gav besked. Om min arbejdsgiver har indført nye rutiner med hensyn til sygemelding, er jeg ikke gjort bekendt med. Jeg har gjort nøjagtig tidligere.

At man tilsidesætter og ignorerer specialister så som lægeerklæringer, der statuerer klart min sygdom og andres udsagn, som er af afgørende betydning er ikke til at forstå.

Jeg vedlæg kopi at min anke til a-kassen til orientering.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 27. august 2004 oplyste direktoratet, at der ikke var kommet nye oplysninger, som gav direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Direktoratet anførte endvidere følgende

”Direktoratet har rettet skriftlig henvendelse til postmesteren på Xx Posthus.

I et brev af 23. august 2004 har postmesteren oplyst, at der ikke har været problemer med postgangen på adressen Xx - medlemmets adresse - i perioden 16. til 20. marts 2004. Postkontoret har heller ikke kendskab til, at der er forespurgt/efterlyst et brev, afsendt fra Xx den 16. marts 2004, til medlemmet.

Direktoratet lægger derfor til grund, at brevet fra Xx dateret 16. marts 2004, hvor medlemmet anmodes om at kontakte arbejdsgiveren, er kommet frem til medlemmets adresse.

Det er lagt til grund, at arbejdsgiveren har krav på at få oplyst, hvor længe medlemmet forventede at være sygemeldt. Da medlemmet ikke har svaret på denne henvendelse, anses medlemmet væsentligst selv at være skyld i at arbejdsforholdet ophørte.

Medlemmet henviser til, at der ikke er taget hensyn til den fremlagte lægeattest.

Direktoratet har noteret sig, at der er fremlagt en “lægeerklæring om uarbejdsdygtighed”. Den oplyser, at lægen er konsulteret den 24. marts 2004, og at medlemmet vil være uarbejdsdygtig til den 4. april 2004.

Der er ikke oplysninger om sygdommens karakter, hvorfor lægeattesten ikke kan bekræfte medlemmets oplysninger om, at hun ikke var klar over, hvad der var foregået rundt om hende i perioden fra 11. marts til 24. marts 2004.”

5. Nyt efter klagen

Sekretariatet har ved breve af 25. februar 2005 og 15. marts 2005 anmodet Dem om samtykke til, at uddybende oplysninger fra Deres læge kunne indgå i sagsgrundlaget.

Ved telefonisk henvendelse til sekretariatet den 13. april 2005 har De givet samtykke til, at oplysningerne fra Deres læge kunne indgå i sagen.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003

Resumé

Medlemmet sygemeldte sig til arbejdsgiveren den 9. marts 2004 på grund af forkølelse.

Den 16. marts 2004 skrev arbejdsgiveren til medlemmet og bad om senest den 19. marts 2004 at få oplyst, hvornår medlemmet forventede at være rask..

Medlemmet svarede ikke på denne henvendelse.

Den 24. marts 2004 blev medlemmets eksmand klar over, at medlemmet led af en depression og ringede til medlemmets arbejdsgiver. Arbejdsgiveren oplyste i den forbindelse, at man var i færd med at skrive en opsigelse til medlemmet.

Ved brev af 24. marts 2004 oplyste arbejdsgiveren, at medlemmet ansås for at have fratrådt sin stilling pr. 9. marts 2004, idet arbejdsgiveren ikke havde hørt fra medlemmet siden denne dato.

Den 24. marts 2004 gik medlemmet til lægen og fik en lægeerklæring på, at hun var uarbejdsdygtig i perioden 11. marts 2004 til 4. april 2004 på grund af sygdom.

Kassen traf afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig og pålagde hende en karantæne på 3 uger.

Medlemmet klagede og anførte, at hun ikke var sikker på, om hun havde modtaget arbejdsgiverens brev af 16. marts 2004, idet hun på dette tidspunkt var så alvorligt deprimeret, at hun intet kunne huske. Hun var således også ude af stand til at give arbejdsgiveren besked om sygdomsperiodens længde m.v., og da hun endvidere boede alene, kunne hun ikke bede nogen om hjælp.

Medlemmet anførte videre, at arbejdsgiveren havde varslet, at der skulle fyres en del medarbejdere, heraf 2-3 fra hendes afdeling, og at arbejdsgiveren således havde brugt sygdommen til at slippe af med hende.

Arbejdsgiveren oplyste, at medlemmet ikke var omfattet af en overenskomst og dermed ikke havde krav på noget opsigelsesvarsel. Endvidere havde medlemmet tidligere været på alkoholafvænning på arbejdsgiverens regning, og man havde derfor haft mistanke om, at sygdommen skyldtes tilbagefald. Arbejdsgiveren oplyste endvidere, at der havde været nedskæringer, og at man på den baggrund havde vurderet, at det ikke kunne forsvares at lade medlemmet forblive i ansættelsen.

Direktoratet tiltrådte kassens afgørelse, idet direktoratet fandt, at medlemmet var væsentligst skyld i afskedigelsen, idet hun ikke havde besvaret arbejdsgiverens forespørgsel om forventet tilbagekomst.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse, idet nævnet ikke fandt, at medlemmet var væsentligst skyld i afskedigelsen.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på de uddybende oplysninger, som var indhentet fra medlemmets læge, som bekræftede, at medlemmet i den pågældende periode på grund af et alkoholmisbrug og en depression ikke var i stand til at overskue konsekvenserne af ikke at kontakte arbejdsgiveren samt til at tænke sig fornuftigt om.