Løs ansættelse som timelønnet lærervikar, beskæftigelseskravet beregnet ud fra omregningsfaktor 1,3 da dette fulgte af overenskomst og aftale for deltidsansattes lærere på timelønnet merarbejde
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet
1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende,
2) har været ansat som lønmodtager, og
3) har indtjent en løn i ansættelsen.
Stk. 2. Ved »G-dage« forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én »G-dag« er én ledighedsdag.
Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge.
Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen.
Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag.
Stk. 6. Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag.
§ 2. Et medlems G-dage er de 2 første ordinære arbejdsdage, efter at medlemmet er fratrådt, hvis medlemmet har været i fuld beskæftigelse på dagen for fratrædelsen. Hvis medlemmet ikke har været i fuld beskæftigelse på denne dag og ikke har haft fuld overenskomstmæssig arbejdstid i kalenderugen, er dagen for fratrædelsen 1. ledighedsdag.
Bortfaldsgrunde m.v.
§ 6. En arbejdsgiver skal ikke betale for G-dage til et medlem, når
1) medlemmet inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver,
2) arbejdsgiveren er ude af stand til at betale på grund af konkurs eller betalingsstandsning,
3) afskedigelsen/arbejdsophøret væsentligst skyldes medlemmet,
4) arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendigt på grund af strejke eller lockout på en anden virksomhed,
5) arbejdsophøret skyldes force majeure,
6) medlemmet er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene,
7) medlemmet i tilslutning til ansættelsens ophør får sygedagpenge eller holder ferie på G-dagene,
8) medlemmet er tjenestemand og overgår til rådighedsløn,
9) medlemmet har været vikar i en orlovsstilling efter lov om børnepasningsorlov, hvis ansættelsen har varet mindst 3 måneder, eller
10) medlemmet har været i beskæftigelse med offentligt tilskud til lønnen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. { }
Manglende betaling
§ 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis
1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8,
2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og
3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen.
Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet.
Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og a-kassen.
Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling.
Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.
§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.
Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.
Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder,
1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret,
2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet,
3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller
4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår.
Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning.
Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt.
Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Direktoratet for Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet.
Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af Finansstyrelsen, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Finansstyrelsen kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Stk. 10. Finansstyrelsen kan indhente oplysninger hos skattemyndigheder og andre myndigheder om arbejdsgiveren, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af det skyldige beløb efter stk. 7.
Stk. 11. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003
Løs ansættelse som timelønnet lærervikar, beskæftigelseskravet beregnet ud fra omregningsfaktor 1,3 da dette fulgte af overenskomst og aftale for deltidsansattes lærere på timelønnet merarbejde
X Arbejdsløshedskasse har ved brev af 19. august bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt A Kommune er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsophøret for M, CPR-nr. mmmmmmmmmm.
Sagen blev behandlet på møde den 17. februar 2005.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet finder, at A Kommune er forpligtet til at betale M dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag for dagene efter ansættelsen som lærervikar i forbindelse med arbejdsophøret den 19. marts 2004.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at M i perioden 23. februar til 19. marts 2004 arbejdede som tilkaldelærervikar for arbejdsgiver og at han i denne periode blev aflønnet for 65 timers arbejde.
Herefter har nævnet lagt vægt på følgende
– at skoletid ifølge § 3 i Aftale om arbejdstid mv. for lærere i den primærkommunale folkeskole og i Københavns Kommune er betegnelsen for den tid, som udover lærerens individuelle tid, anvendes til udførelse af arbejdet på skolen som lærer, herunder undervisning, møder, samarbejde og anden virksomhed for skolen,
– at § 4 i førnævnte aftale definerer individuel tid som forberedelse og efterbehandling af undervisning og mødevirksomhed,
– at det for deltidsansatte lærere i § 5, stk. 1 i aftalen er foreskrevet, at der for hver mertime tillægges 1/3 time i individuel tid. Det bemærkes i den forbindelse, at en deltidsansat lærer ved mertimer netop vil være timelønnet,
– at Overenskomsten for lærere m.fl. i folkeskolen i dens Kapitel 3 om timelønnede i § 23 fastsætter, at lønnen også indeholder betaling for individuel forberedelse mv.
På grundlag af ovenstående har nævnet fundet, at det vil være rigtigt at overføre omregningsfaktoren for deltidsansatte lærere til timelønnede lærere, idet der ikke ses at være et åbenbart grundlag for en forskelsbehandling af timelønnede lærere og fastansatte lærere på deltid.
Nævnet bemærker herefter, at den individuelle arbejdstid findes at være så integreret med arbejdstiden på skolen, at den individuelle arbejdstid, som også timelønnede lærere aflønnes for, bør tælle med ved beregningen af den timelønnedes samlede arbejdstid for arbejdsgiver.
Dette fører til, at M’s aflønnede arbejdstid på 65 timer skal omregnes med en faktor på 1,3, hvilket medfører, at hans samlede arbejdstid bliver på 84,5 timer.
Forpligtelsen for arbejdsgiver til at betale dagpengegodtgørelse er derved indtrådt ved arbejdsophøret, da M inden for de sidste 4 uger forud herfor har været beskæftiget hos arbejdsgiver mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger.
Endelig har nævnet lagt vægt på, at der efter de foreliggende oplysninger i sagen ikke ses at foreligge bortfaldsgrunde efter § 6, stk. 1 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
Det er oplyst, at X Arbejdsløshedskasse har udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.
Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §§ 1, 6 og 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003.
Dagpengegodtgørelsen for den 22. og 23. marts 2004 udgør i alt kr. 1282,00, som skal indbetales af A Kommune til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen.
På ankenævnets vegne
XX
fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
– A Kommune
– M
– Arbejdsdirektoratet, kontor Y 1
1. Sagsforløb
Det fremgår af sagen, at M fra den 23. februar til den 19. marts 2004 var ansat som tilkaldelærervikar hos A Kommune og at han i denne periode blev aflønnet for 65 timers arbejde.
Efter sin fratræden rettede M henvendelse til X Arbejdsløshedskasse om, at der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ved arbejdsophøret den 19. marts 2004.
A-kassen har ved breve af 23. juni og 2. juli 2004 anmodet arbejdsgiver om at udbetale 2 hele g-dage til medlemmet. A-kassen har i disse breve anført, at det fremgår af Overenskomsten for lærere i folkeskolen, at timelønnedes løn indeholder betaling for individuel forberedelsestid, hvorfor de 65 timers arbejde skal omregnes med en faktor på 1,3, hvilket giver et timetal på 84,5.
Arbejdsgiver har i breve af 29. juni og 9. juli 2004 svaret a-kassen, at beskæftigelseskravet på 74 timer ikke er opfyldt, idet det faktisk udførte arbejde udgjorde 65 timer og idet der i overenskomsten for lærere ikke findes nogen omregningsfaktor.
Herefter har a-kassen ved brev af 19. august 2004 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt arbejdsgiver er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet.
Det fremgår af sagen, at a-kassen har lagt ud for den manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag.
Sekretariatet har hørt parternes vedrørende klagen samt bedt dem udfylde spørgeskema. Begge har indsendt udfyldte spørgeskemaer, hvoraf ovenanførte argumenter og synspunkter fremgår samt at der ikke forelå bortfaldsgrunde..
2. Regler
Lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Bidrag fra arbejdsgivere
Resumé
Medlemmet var fra den 23. februar til den 19. marts 2004 ansat med varierende tid som timelønnet tilkaldelærervikar hos A Kommune. Der var enighed om, at medlemmet alene havde haft 65 timers undervisningstid, som han var blevet lønnet for. Arbejdsgiver mente derfor, at medlemmet ikke opfyldte beskæftigelseskravet, da overenskomsten ikke foreskrev, at der skulle benyttes en omregningsfaktor.
A-kassen krævede 2 hele g-dage, idet den med støtte i overenskomsten og aftale om arbejdstid omregnede arbejdstimerne med en faktor på 1.3.
Nævnet lagde vægt på følgende
– at skoletid i Aftale om arbejdstid mv. for lærere er betegnelsen for den tid, som udover lærerens individuelle tid, anvendes til udførelse af arbejdet på skolen som lærer, herunder undervisning, møder, samarbejde og anden virksomhed for skolen,
– at aftalen definerer individuel tid som forberedelse og efterbehandling af undervisning og mødevirksomhed,
– at det for deltidsansatte lærere i aftalen er foreskrevet, at der for hver mertime tillægges 1/3 time i individuel tid.
– at Overenskomsten for lærere m.fl. i folkeskolen fastsætter, at lønnen for timelønnede også indeholder betaling for individuel forberedelse mv.
På grundlag af ovenstående fandt nævnet, at det ville være rigtigt at overføre omregningsfaktoren for deltidsansatte lærere til timelønnede lærere, idet der ikke sås at være et åbenbart grundlag for en forskelsbehandling af timelønnede lærere og fastansatte lærere på deltid.
Nævnet bemærkede herefter, at den individuelle arbejdstid fandtes at være så integreret med arbejdstiden på skolen, at den individuelle arbejdstid, som også timelønnede lærere aflønnedes for, burde tælle med ved beregningen af den timelønnedes samlede arbejdstid for arbejdsgiver.
Dette førte til, at medlemmets aflønnede arbejdstid på 65 timer skulle omregnes med en faktor på 1,3, hvilket indebar, at hans samlede arbejdstid blev på 84,5 timer.
Beskæftigelseskravet var herefter opfyldt, og arbejdsgiver var således forpligtet til at betale g-dage.