Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005) (tabtarbejdsfortjeneste)

§ 29 – Tabt arbejdsfortjeneste

Ankestyrelsen har modtaget to sager fra samme nævn vedrørende ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med kontrolbesøg på sygehus og/eller indlæggelse.

I den ene sag fandt nævnet ansøger berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med sit fravær fra arbejdet i forbindelse med datterens indlæggelse på J.F. Kennedy Instituttet i 4 dage.

Nævnet fandt endvidere ansøger berettiget til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til ledsagelse af datteren til 3 planlagte kontrolbesøg senere på året.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde Føllings Sygdom (PKU), hvilket indebar, at hun vedvarende skulle være i nøje diætbehandling.

Nævnet fandt derved, ansøgers datter omfattet af personkredsen i servicelovens § 29 om indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgers tilstedeværelse under datterens indlæggelse var påkrævet af hensyn til information om lidelsen og det fremtidige behandlingsbehov.

Der var endvidere lagt vægt på, at indlæggelsen var nødvendig som følge af datterens medfødte lidelse, og at Ankestyrelsen i SM O-22-92 havde ydet tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et barns hospitalsophold ud fra lignende overvejelser.

Vedrørende afgørelsen om dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med ledsagelse til kontrolbesøg fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for i det konkrete tilfælde at fortolke målgruppen for hjælp efter § 29 snævrere i forbindelse med fravær til ambulante behandlinger, jf. pkt. 109 i Vejledning om Sociale tilbud til børn og unge med handicap, end i forbindelse med sygehusophold, jf. vejledningens pkt. 108.

Det blev oplyst, at nævnet var opmærksomt på, at det af den ikke udtømmende opregning i vejledningens pkt. 96 fremgår, at målgruppen for hjælp efter servicelovens § 29 i forbindelse med behandling og undersøgelse er afgrænset til børn, som skal deltage i mange behandlinger eller undersøgelser.

I den anden sag fandt nævnet ikke ansøger berettiget til tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med sønnens 4 årlige kontrolbesøg på sygehuset.

Nævnet lagde vægt på, at sønnen havde diabetes, og at der ikke var tale om mange behandlinger eller undersøgelser.

Ansøgers oplysning om, at ikke andre end forældrene kunne passe barnet i forbindelse med sygdom af hensyn til dosering af insulin, fandtes efter nævnets opfattelse ikke at kunne føre til et andet resultat.

Ankestyrelsens bemærkninger

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at der ved ansøgninger om tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i forbindelse med kontrolbesøg på sygehus og/eller indlæggelse må foretages en konkret vurdering af barnets lidelse sammenholdt med antallet af kontrolbesøg eller behandlingens omfang.

SM O-22-92 illustrerer, at der efter § 48, stk. 1, i den dagældende bistandslov var mulighed for at yde tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med et barns indlæggelse, der ikke var langvarig, men dog nødvendig, såfremt ansøgers tilstedeværelse var tilrådet.

Ankestyrelsens udmelding i ovennævnte SM kan anvendes i forhold til personer, der søger om tabt arbejdsfortjeneste til et barn, såfremt de helbredsmæssige betingelser i servicelovens § 29 er opfyldt.

Der bør efter Ankestyrelsens opfattelse ikke i denne forbindelse skelnes mellem om barnets ophold på sygehus er ambulant eller kræver en egentlig indlæggelse.

Det er graden af opholdets vigtighed, sammenholdt med om denne kræver ansøgers tilstedeværelse, der er afgørende.

Børn, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser vil ofte være omfattet af målgruppen i servicelovens § 29, men dette udelukker ikke, at få kontrolbesøg eller en kortvarig indlæggelse efter en konkret vurdering kan medføre støtte efter servicelovens § 29.

§ 77 - Ansættelsesforhold

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende en person med en bevilget hjælpeordning efter servicelovens § 77, der afskedigede sin hjælper.

Hjælperen anlagde herefter sag mod pågældende med påstand om betaling af ca. 100.000 kr. Personen anmodede derefter kommunen om, at kommunen refunderede det beløb, som han eventuelt ville blive bedømt til at betale.

Nævnet fandt ikke, at der efter servicelovens § 77 var mulighed for at tage stilling til det krav, der måtte være opstået i forbindelse med personens afskedigelse af hjælperen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det krav på erstatning, der var fremkommet beroede på den ansættelsesaftale, der var indgået mellem parterne.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven er fastsat nærmere regler for ansættelsesforholdene for hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en faglig overenskomst for handicaphjælpere.

Det blev oplyst, at det som nævnet har kompetence til at tage stilling til, er, om tilskuddet kan anses for at være udmålt i overensstemmelse med lovgivningen, således at klageren har mulighed for at ansætte hjælpere i overensstemmelse med hensigten med bestemmelsen i servicelovens § 77.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse vedrører spørgsmålet om reguleringen af selve ansættelsesforholdet.

Nævnets afgørelse er efter Ankestyrelsens opfattelse i overensstemmelse med princippet i SM C-33-04, hvor Ankestyrelsen oplyste, at lønaftalen mellem den handicappede og hjælperen er en privatretlig aftale og ikke en afgørelse efter sociallovgivningen, der kan påklages.

De sociale klageinstanser kan derimod påse om det konkret udmålte tilskud kan anses for at være i overensstemmelse med lovgivningen, således at den handicappede har mulighed for at ansætte hjælpere, som det er hensigten med bestemmelsen.

§ 83, stk. 3 – Tilberedning af kost

Ankestyrelsen har modtaget en sag, som blandt andet omhandlede tilberedning af kost.

Ansøger var svært udviklingshæmmet med autistiske træk. Endvidere havde han et synshandicap samt et funktionsniveau som en 1½ til 2-årig person. Dertil var der motoriske vanskeligheder samt nedsat gangfunktion. Ansøger boede af disse årsager på en institution.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende tilberedningen af kost til ansøger.

Nævnets afgørelse gik på, at ansøger på grund af sit psykiske funktionsniveau ikke selv kan tilberede sin mad og at det således følger af servicelovens § 82, stk. 3, at der i så fald kan opkræves et beløb for tilberedningen af ansøgers mad.

Nævnet henviste til SM C-46-01.

Nævnet bemærkede, at der ved afgørelsen var lagt vægt på, at servicelovens § 82, stk. 3 er en specialbestemmelse, der går forud for anvendelsen af servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har i to SM’er behandlet spørgsmålet om betaling vedrørende tilberedning af mad.

I SM C-46-01 fandt vi, at der ikke kunne opkræves betaling for personaleudgifter til madfremstilling fra udviklingshæmmede beboere i et bofællesskab, da beboerne selv deltog i madfremstillingen med socialpædagogisk og praktisk hjælp fra personalet. Der var ikke tale om en ydelse der blev leveret fra andre.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om betaling for madserviceordninger forudsætter at maden produceres/tilberedes uden deltagelse fra modtageren.

Endvidere har Ankestyrelsen i indeværende år truffet en afgørelse, som foretager en negativ afgrænsning, idet vi i SM C-43-05 fandt, at der kunne opkræves betaling for personaleudgifter til madfremstillingen til en udviklingshæmmet beboer i et bofællesskab, da manden ikke selv kunne deltage i madfremstillingen.

Ankestyrelsen har således to afgørelse på dette område, der begge belyser, i hvilke situationer, der kan kræves betaling for tilberedning af mad.

Ankestyrelsen finder derfor, at dette område er tilstrækkeligt afklaret og har følgelig ikke yderligere bemærkninger til afgørelsen, som i øvrigt synes at være i overensstemmelse med vores praksis.

Til nævnets bemærkning om, at servicelovens § 82, stk. 3 er en specialbestemmelse, der går forud for anvendelsen af servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter skal vi bemærke, at vi ikke har noget praksis om dette.

§ 84 - Renter

Ankestyrelsen har modtaget en sag om, hvorvidt det er muligt at blive tilkendt renter i forbindelse med en ydelse bevilget efter servicelovens § 84.

I sagen traf en kommune afgørelse om, at en ansøger var berettiget til hjælp til dækning af merudgifter til vask, øget tøjforbrug samt hjælp til merudgifter til diæt med tilbagevirkende kraft fra ansøgers fyldte 18. år.

Kommunen havde blandt andet lagt vægt på, at ansøger fejlagtigt ikke var blevet vejledt korrekt ved det fyldte 18. år vedrørende merudgifter til personer med cystisk fibrose.

Beløbet var således et forholdsvis stort beløb og ansøger klagede, idet hun mente sig berettiget til renter af beløbet.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke i serviceloven er fastsat regler om forrentning af beløb, som kommunen udbetaler for sent som hjælp til merudgifter i henhold til servicelovens § 84.

Nævnet fandt således ikke, at der var hjemmel til at pålægge kommunen at forrente efterbetalingen.

Nævnet gjorde opmærksom på, at nævnet ikke havde stilling til, hvorvidt ansøger eventuelt havde ret til renter efter renteloven eller efter almindelige retsgrundsætninger, da dette spørgsmål ville henhøre under domstolene.

Samtidig henviste nævnet til SM M-2-03.

Ankestyrelsens bemærkninger

I SM M-2-03 fandt Ankestyrelsen, at der ikke i boligstøtteloven var hjemmel til at pålægge en kommune at betale renter af efterbetalt boligydelse.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kommunen kun kunne pålægges at forrente efterbetalingen af boligydelse, hvis der var hjemmel dertil i loven.

Ankestyrelsen fandt, at det betød, at det skulle fremgå af lovgivningen, at der kunne kræves renter af pengekravet.

Spørgsmålet om renter efter renteloven eller efter almindelige retsgrundsætninger hørte således under domstolene.

Hvorvidt der kan tilkendes renter i forbindelse med en ydelse bevilget efter serviceloven må således afhænge af, om det af serviceloven fremgår, at der kan kræves renter af kravet.

Principperne i SM M-2-03 kan følgelig overføres til andre lovområder inden for den sociale lovgivning.

Ankestyrelsen har ingen praksis vedrørende netop renter og serviceloven.

§ 84 - Funktionsevnemetoden

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser.

Ankestyrelsen har modtaget en sag, hvor en kommune i forbindelse med en ansøgning om merudgiftsydelse efter servicelovens § 84 ikke havde anvendt funktionsevnemetoden, idet kommunen havde afslået ansøgningen uden at indkalde borgeren til en samtale.

Nævnet fandt, at der herved var svigtet en væsentlig garanti for afgørelsens rigtighed og hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, hvorefter bekendtgørelsen skal anvendes, når kommunen behandler sager om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84.

Kommunen havde ikke oplyst, at den umiddelbart vurderede, at ansøgers funktionsnedsættelse var ubetydelig, således at kommunen kunne beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen efter § 2, stk. 1, 2. pkt.

Derudover havde nævnet i øvrigt forstået ansøgers bemærkninger i klagen således, at metoden i bekendtgørelsen ønskedes anvendt.

Nævnet henviste til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, sidste punkt, hvorefter metoden altid skal anvendes i tilfælde, hvor borgeren ønsker det.

Nævnet oplyste, at der med nævnets afgørelse ikke var taget stilling til, om ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84 eller om betingelserne i øvrigt for at yde merudgiftsdækning til de ansøgte udgifter var opfyldt.

Ankestyrelsens bemærkninger

Nævnets afgørelse synes i overensstemmelse med Ankestyrelsens efterfølgende praksis på området.

Ankestyrelsen har i SM C-37-05 og SM C-40-05 udtalt sig om bekendtgørelsens anvendelse ved vurdering af funktionsevnen i forbindelse med ansøgning om støtte efter servicelovens § 84.

Det fremgår af SM C-40-05, at der ved ansøgning om tilskud til dækning af nødvendige merudgifter skal fremsendes et samtaleskema til ansøgeren, med mindre kommunen vurderer, at ansøgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, og dette bestyrkes af ansøgeren.

Kommunen havde vurderet, at ansøgerens funktionsevnenedsættelse var ubetydelig. Ansøgeren ønskede imidlertid en vurdering af sin funktionsevne.

Det blev derfor anset for en væsentlig mangel, at samtaleskemaet ikke var benyttet, og kommunens afgørelse var derfor ugyldig.

I SM C-37-05 har Ankestyrelsen fastslået, at bekendtgørelsen om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser også skal benyttes i forbindelse med vurderingen af funktionsevnen hos insulinkrævende diabetikere.

Begrundelsen er, at insulinkrævende diabetikere som følge af den varige funktionsnedsættelse er omfattet af personkredsen i bestemmelsen om merudgiftsydelse, og at insulinkrævende diabetikere efter en konkret vurdering kan have brug for yderligere nødvendige merudgifter end insulin og diætkost.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at der som følge af de forholdsvis nye regler om funktionsevnemetodens anvendelse kan være behov for Ankestyrelsens yderligere udmeldinger på området.

Vi har derfor for nyligt antaget endnu en sag, der omhandler hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 84.

Sagen er antaget til belysning af kravene til kommunens sagsbehandling, herunder særligt anvendelsen af funktionsevnemetoden.

§ 97 - Hjælpemiddel

Ankestyrelsen har modtaget en sag vedrørende et taleprogram til en mobiltelefon.

En ung person, som blev betegnet som værende stærkt svagsynet, havde indgivet ansøgning om økonomisk støtte til henholdsvis en mobiltelefon og et taleprogram.

Både kommunen og nævnet fandt, at en mobiltelefon er et forbrugsgode, der kan anses for værende sædvanligt indbo og som der således ikke kan ydes støtte til. Der blev henvist til SM C-59-01.

Angående taleprogrammet fandt kommunen, at aflytning af sms’er ikke er noget, der i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet og gav følgelig afslag derpå.

Nævnet derimod fandt, at taleprogrammet i væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige følger af personens nedsatte funktionsevne.

Nævnet havde blandt andet lagt vægt på unge menneskers generelt hyppige brug af sms-funktionen sammenholdt med den konkret foreliggende beskrivelse af omfanget og arten af personens kontakt med andre mennesker ved hjælp af sms-beskeder.

Det fremgik af sagen, at personen havde en betydelig aktivitet inden for sportsudøvelse (atletik) og at han i den forbindelse ugentlig modtog ca. 100 sms-beskeder fra blandt andre blinde/svagtseende over hele landet samt venner i Norge og på Færøerne grundet hans sport.

Endvidere havde nævnet fundet en bevilling bedst stemmende med formålsbeskrivelsen i servicelovens § 1.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen kan i denne forbindelse gøre opmærksom på, at vi i SM C-46-05 fandt, at en blind mand ikke var berettiget til hjælp til et taleprogram til en mobiltelefon som hjælpemiddel efter serviceloven.

Ankestyrelsen fandt ikke, at taleprogrammet i væsentlig grad yderligere ville afhjælpe følgerne af mandens synshandicap eller lette hans daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at manden ikke havde sandsynliggjort noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov, der forudsattes at foregå via sms-beskeder.

Det er imidlertid vigtigt at understrege forskellene mellem disse to sager.

I nævnets sag var der tale om en ung person med et betydeligt kommunikationsbehov via sms grundet hans sportsudøvelse, mens der i Ankestyrelsens SM var tale om en lidt ældre person, der netop ikke havde sandsynliggjort noget ekstraordinært stort eller vigtigt kommunikationsbehov, som ikke kunne dækkes ved øvrige bevilgede hjælpemidler.

Ankestyrelsen vil derfor være opmærksom på lignende sager med henblik på antagelse for at få en positiv afgræsning af, hvornår en person kan være berettiget til et taleprogram til en mobiltelefon.

§ 109 e, stk. 1, nr. 4 - Personskade

Ankestyrelsen har modtaget en sag om magtanvendelse.

Nævnet fandt ved afgørelse af sagen, at mønstret med at vedkommende afbrød den medicinske behandling under ophold i eget hjem, betød, at han udsatte sig selv for væsentlig psykisk personskade, idet han herved faldt tilbage i svær psykotisk tilstand.

Nævnets lægekonsulent udtalte, at langvarig svær psykose over tid kunne anses for at forringe behandlingsmulighederne og dermed fastholde patienten i svær psykotisk tilstand, hvilket kunne opfattes som en personskade.

Det fremgik samtidig af sagens oplysninger, at nævnet var bevidst om, at lovgiver formentlig havde tænkt på fysiske personskader og ikke psykiske personskader.

Endvidere fremgik det, at nævnet havde lagt vægt på, at Ankestyrelsen i SM C-22-00 blandt andet havde lagt vægt på, at der ikke var problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.

Nævnet fandt, at der netop i denne sag var problemer med medicineringen og at der på denne baggrund kunne ske flytning uden samtykke.

Ankestyrelsens bemærkninger

En af betingelserne for at iværksætte flytning uden samtykke er efter servicelovens § 109 e, stk. 1, nr. 4, at vedkommende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade.

Efter Ankestyrelsens praksis menes der med personskade fysisk personskade. Der skal således meget til, førend betingelsen i § 109 e, stk. 1, nr. 4 anses for opfyldt.

I SM C-49-01 fandt Ankestyrelsen eksempelvis, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke ikke var opfyldt for en 82-årig kvinde, som havde følger efter lettere demens og hjerneblødning i form af en særdeles svingende psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det kunne anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger og ville udsætte sig selv for alvorlig personskade ved at forblive i egen bolig og at det ville være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning.

Ankestyrelsen skal endvidere henvise til SM C-22-00, hvor Ankestyrelsen ikke fandt, at betingelserne for optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke var opfyldt for en 48-årig kvinde, der led af skizofreni siden 1971/72, og som siden 1972 havde været indlagt 17 gange på psykiatrisk afd., og som manglede hygiejne omkring mad og af sine omgivelser samt indtog fordærvet mad.

Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at der ikke var beskrevet indlæggelser på grund af madforgiftninger, og at der ikke var problemer med medicineringen i form af depotbehandling hver 14. dag.

I sagen fra nævnet, havde nævnet netop lagt vægt på, at der var problemer med medicineringen.

Ankestyrelsen har ingen praksis, hvor der alene er lagt vægt på den psykiske personskade der vil kunne forekomme, såfremt flytning uden samtykke ikke finder sted.

Tendenser i afgørelser efter serviceloven - af fuldmægtig Maria Teresa Raaschou-Jensen og fuldmægtig Nanna Margrethe Krusaa

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)

Det skal indledningsvis bemærkes, at Ankestyrelsen ikke har medtaget alle indsendte afgørelser i nærværende artikel.

Afgørelser som beror på en konkret vurdering eller afgørelser, som Ankestyrelsen i øvrigt ikke har bemærkninger til, er således ikke medtaget.

Resumé

Tendenser i afgørelser efter serviceloven.