Tendenser om særlig støtte til børn - af specialkonsulent Marie Høeg\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)
Statutory Text (2 Articles)
Tendenser om særlig støtte til børn - af specialkonsulent Marie Høeg
(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, december 2005)
Valg af familiebehandling efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 3
På baggrund af anoreksi og selvdestruktiv adfærd hos hendes to døtre havde en mor rettet henvendelse til en amtslig børnerådgivning i forbindelse med et behandlingstilbud til unge med suicidaladfærd. Familien deltog herefter i to samtaler i dette regi.
Kommunen afslog moderens ønske om at fortsætte behandlingen i dette regi og tilbød i stedet familiebehandling i kommunens regi.
Kommunens afgørelse var begrundet med, at kommunen selv kunne varetage denne opgave, idet kommunen kunne tilbyde et lignende behandlingsforløb som i amtet.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet fandt, at de kriterier, der dannede grundlag for kommunens afgørelse, var lovlige. Nævnet fandt endvidere, at alle relevante kriterier var inddraget i vurderingen, og at prioriteringen mellem de valgte kriterier var foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.
Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen selv havde tilbud om familiebehandling af samme indhold som amtets tilbud, og at forældrene og børnene kun havde deltaget i 2 indledende samtaler i amtets børnerådgivning.
Det var oplyst fra amtets børnerådgivning, at behandlingstilbuddet fra amtets børnerådgivning vedrørende unge, der havde suicidalforsøg eller suicidaladfærd, bestod af ca. 5 samtaler med henblik på kriseintervention. Hvis der var behov for yderligere behandling, drøftedes dette med den pågældende kommune, idet kommunen normalt selv fortsatte behandlingen.
Det var bemærket i afgørelsen, at nævnet ikke herudover havde kompetence til at efterprøve kommunens skøn, idet beslutning om, hvilken form for familiebehandling kommunalbestyrelsen ville tilbyde, henhørte under bistandsudøvelsen, hvor kommunalbestyrelsen alene havde kompetencen.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen er enig i, at kommunen har ret til at afslå deltagelse i et amtsligt behandlingstilbud, når kommunen selv kan tilbyde et behandlingsforløb af samme indhold.
Krav om, at en overvåger - ved overvåget samvær efter servicelovens § 57, stk. 3, 1. pkt. - skal være pædagogisk uddannet.
En dreng på 2 år, der var anbragt i familiepleje, havde overvåget samvær med sine forældre. Igennem et halvt år havde han vist stærkere reaktioner på samværet end tidligere.
Kommunen traf herefter en afgørelse om nedsættelse af samværet samt om, at samværsovervågeren skulle have en pædagogisk uddannelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse om nedsættelse af samværet samt om, at samværsovervågeren skulle være i besiddelse af en pædagogisk uddannelse.
Nævnet fandt, at de kriterier, der dannede grundlag for kommunens afgørelse vedrørende samværsovervågerens uddannelse, var lovlige og sagligt velbegrundede.
Nævnet havde herved noteret sig, at kommunen ved afgørelsen havde vurderet, at overvågningen skulle støtte og vejlede forældrene, og at en sådan rådgivning i dette tilfælde krævede speciel pædagogisk erfaring.
Nævnet havde endvidere noteret sig, at en psykolog havde anbefalet, at overvågeren var pædagogisk uddannet, således at forældrene kunne få hjælp til at aflæse sønnens behov og være sammen med ham på en måde, der ikke virkede overvældende for ham, og hvor der således kunne tages hensyn til hans velbefindende.
Nævnet fandt således intet at indvende mod kommunens afgørelse om, at samværsover-vågeren skulle være pædagogisk uddannet.
Det var samtidig bemærket i afgørelsen, at nævnet ikke havde kompetence til derudover at efterprøve kommunens skøn vedrørende det konkrete valg af overvåger, idet beslutningen om, hvilken person der blev udpeget til hvervet, henhørte under bistandsudøvelsen.
Endelig havde nævnet noteret sig, at kommunen havde meddelt forældrene, at kommunen var meget lydhør over for forslag til personen (overvågeren), men at pågældende skulle have den nødvendige pædagogiske uddannelse.
Ankestyrelsens bemærkninger
Ankestyrelsen er enig i, at der kan opstilles et sådant krav om særlige kvalifikationer hos overvågeren ud fra en konkret vurdering af behovet hos barn og forældre.
Ankestyrelsen er desuden enig i nævnets bemærkning om manglende kompetence til at efterprøve skønnet vedrørende det konkrete valg af overvåger, idet dette spørgsmål henhører under bistandsudøvelsen, jf. SM C-13-03.
Resumé
Tendenser om særlig støtte til børn.