Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229

[K1] og [K2] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten søndag den 12. juni 2005, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klagen blev indgivet ved e-mail lørdag den 9. juli 2005 og modtaget i Pressenævnet mandag den 11. juli 2005. Klagen blev afvist ved kendelse af 16. august 2005 (sag nr. 2005-6-211), men genoptaget ved kendelse af 15. september 2005 (sag nr. 2005-6-221).

Artiklen, der blev bragt den 12. juni 2005 i Jyllands-Posten har overskriften ” De unge bombekastere ”, og lyder som følger

”Det er sket før. Brandanslaget mod integrationsminister Rikke Hvilshøj har slående fællestræk til en fem år gammel sag, da en gruppe venstreradikale greb til ildspåsættelser for at protestere mod udvisningen af en iransk homoseksuel. Jesper Stein Larsen ser tilbage på sagen, som giver et sjældent indblik i en subkultur, hvor vold er legitim.

Der er 18 mand fra Politiets Efterretningstjeneste på arbejde den augustnat år 2000 i villakvarteret i Hillerød, hvor man regner med, at en gruppe ved navn ”Homo/Aktion” vil slå til med det tredje brandattentat på under en måned.

Klædt i civil dækker de hele området af villaveje og småstier omkring Udlændingestyrelsens underdirektør Poul Mose Hansens privatbolig. Nogle går tur på stierne to og to, andre spadserer enkeltvis rundt og giver den som søvnløse parcellister i måneskinnet.

Det er en klar og vindstille nat, hvor lyden af en knækket kvist kan høres 50 meter væk, så de politifolk, der har fået stationære poster på knæ bag hække og liggende på lur i haver, må anstrenge sig for at være stille.

Klokken lidt i to parkerer en ramponeret bordeauxrød Ford Sierra på parkeringspladsen ved skolen et par hundrede meter fra Poul Mose Hansens parcelhus. Ud stiger to unge mænd i mørkt tøj, mens en tredje bliver siddende i bilen. De er ikke bare ventet. De er total overvåget. Efterretningstjenesten har igennem længere tid aflyttet den enes mobiltelefon, der er placeret en mikrofon i bilen, og de er blevet skygget på deres køretur fra Nørrebro til Hillerød af flere civile politibiler.

Der er optræk til gennembrud i en af nyere tids groveste sager om politisk motiveret kriminalitet – en sag som på en lang række punkter ligner brandstiftelsen mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs garage onsdag nat.

De to mænd, som vi kalder A og B, går i hast mod Poul Mose Hansens hjem, den ene har to nødblus i lommerne i sin jakke, mens den anden er på udkig efter en stor sten, der kan smadre en bilrude. Planen er at kaste stenen ind igennem bagruden til Poul Mose Hansens bil og bagefter smide de tændte nødblus derind. På vej hen til boligen bliver de observeret af adskillige betjente. To passeret dem i den bil, og to andre kommer gående på fortovet på den anden side af vejen.

B synes ikke, de to mænd ser ud, som om de bor i kvarteret. Området er meget åbent, og han synes, han kan se personer alle vegne – også i krattet.

Opgiver forehavendet

Da de når frem til Poul Mose Hansens hus, er de nervøse. Det bliver ikke mindre, da de konstaterer, at underdirektørens grå Renault Laguna holder i en garage, som er bygget sammen med huset. Risikoen for at ilden spreder sig til huset fra bilen er stor, og A og B beslutter sig skuffede til at opgive deres forehavende.

Det rusker i en hæk, og de får travlt med at vende tilbage til bilen. På vejen tilbage passerer de endnu en civil betjent. Efter en kort rådslagning i bilen beslutter de at forsøge at gøre et eller andet.

”Lad os rykke,” siger B til A.

De når atter frem til huset, og vil denne gang plante nødblussene i forhaven, tænde dem og smide en sten på døren, så Poul Mose Hansen kan få sig en forskrækkelse, men B synes, den er helt gal. Det pusler igen i en hæk bag dem, som om nogen er snublet over et eller andet. De beslutter at droppe aktionen og går tilbage mod bilen. På tilbagevejen passeret de endnu en PET-mand, der er ude at gå aftentur.

”Huset må have været under overvågning,” siger A til de andre.

”Var der for mange kratluskere?” spørger chaufføren C.

”Ja,” svarer A.

Det lykkedes ikke betjentene at gå helt i et med haver og hække i det sovende villakvarter i Hillerød, men otte dage senere vurderer politiet, at man har nok på de tre unge mænd og deres venner til at skride til anholdelse. Otte personer bliver sigtet for et forsøg og to fuldbyrdede tilfælde af brandstiftelse.

Brandattentat

Det drejer sig om et brandattentat mod Udlændingestyrelsen og et mod styrelsens direktør tidligere på måneden. Den 5. august blev der klokken halv fire om morgenen kastet to molotovcocktails gennem en rude i Udlændingestyrelsens ekspeditions i Ryesgade på Nørrebro.

Benzinen forårsager mindre brandskade. Senere på natten tikker en pressemeddelelse ind på danske nyhedsredaktioner fra gruppen Homo/Aktion, som tager ansvaret for attentatet. Baggrunden er den forestående udvisning af en 29-årig iransk homoseksuel, der har fået afslag på asyl. På venstrefløjen vækker sagen stærke følelser. Det er en udbredt opfattelse, at manden bliver sendt tilbage til den visse død, fordi homoseksualitet er strafbart i Iran.

Fire dage senere leverer Homo/Aktion sin mest spektakulære og alvorlige aktion. Klokken kvart i to på en villavej i Vallensbæk bliver bagruden i en Saab 9000 smadret med en sten af to mænd, som efterfølgende smider en molotovcocktail ind gennem hullet. Bilen, som udbrænder totalt, tilhører udlændingestyrelsen direktør, Grethe Løgstrup.

Dagen efter tager Homo/Aktion ansvaret og truer med flere aktioner, hvis afslaget til iraneren ikke omstødes.

A er på dette tidspunkt 22 år gammel. Han kommer som både B, der er 25 år, og C, der er 23 år, fra Brønderslev i Nordjylland. Han har været venstreorienteret i mange år og har i sin tid i Nordjylland prøvet at blive anholdt, og han er ikke ligefrem fan af politiet på den baggrund. I gymnasiet var forbillederne blandt andre Blekingegadebanden, som han skrev en opgave om.

Han har boet i København i to år – først i kollektivet RK3 på Frederiksborggade – en forkortelse for Rebelkollektiv 3, men senere flytter han ind i et kendt kollektiv for autonome på Nørrebrogade og så et på Sct. Hans Torv på Nørrebro, som er blevet rutinemæssigt ransaget af politiet for eksempel i forbindelse med det danske EU-formandskab.

Han tilhører det venstreorienterede autonome miljø på Nørrebro og har været medlem af ungdomsgruppen Rebel, som blev dannet af VS Ungdom, BZ’ere og unge fra DKP og SAP (Socialistisk Arbejderparti) i 1992 og på et tidspunkt havde mere end 600 medlemmer.

I slutningen af 1990’erne gik det tilbage for Rebel, der fik frataget sit tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd og mistede medlemmer. En stor del af Rebels medlemmer gled over i gruppen AFA, Antifascistisk Aktion, som går ind for at bekæmpe samfundet via blokader, demonstrationer og sabotage. På tidspunktet for attentatforsøget mod Poul Mose Hansen er A tilknyttet AFA. Han er layouter af AFA’s blad Megafon, som han arbejder gratis for. Han deltager i stormøder, bladgrupper og har et stort netværk blandt de autonome på Nørrebro.

Han er aktiv i demonstrationer og aktioner og færdes i et miljø, hvor man lever med en vis forventning om, at spionerne fra PET holder øje med én. Så når han holder møder med B og C eller andre før aktionen, foregår det altid i fri luft, så de ikke bliver offer for den aflytning, som kan forventes i lukkede rum. Og de slukker rutinemæssigt deres mobiltelefoner, piller batterierne ud af dem og lægger dem et stykke fra sig, hvis de skal diskutere virkelig alvorlige sager.

B bor i egen lejlighed, mens C bor i kollektiv på Fælledvej og har tidligere – i lighed med A – boet i R3. De tre venner og de andre anholdte i sagen bor, har boet eller kommer og går i tre-fire kollektiver på Nørrebro, som alle har rod i det yderligtgående venstreorienterede miljø omkring AFA og de autonome. Her hjælper beboere og venner hinanden i vid udstrækning med alt fra banale praktiske daglige ting til politisk arbejde og aktioner. Der er fri adgang til hinandens rum, og beboerne og deres gæster deles i vid udstrækning om alt. Computere er ikke forsynet med passwords og betragtes sammen med mobiltelefoner som fælleseje og lånes flittigt ud. Og miljøet har endda en kollektiv bil, den bordeauxrøde Ford Sierra, som er til fri afbenyttelse, så længe man fylder den mængde benzin på tanken, som man har brugt.

Kamp mod racisme

AFA er en løs struktur, der består af flere forskellige uafhængige grupper. Fælles for dem er kampen mod racisme, men gruppen fik i slutningen af 1990’erne en stærkere kønspolitisk profil, så sexisme og homofobi også blev fjendebilleder. Sagen om den homoseksuelle iranske asylsøger smelter alle disse mål sammen til et. Og aktionerne har – trods deres efter danske forhold ekstreme udtryk – bred opbakning i miljøet, hvor de bliver diskuteret heftigt.

A har ingen tiltro til det samfund, han lever i. Den unge mand ser politiet og myndighederne som fjender, der er legitimt at bekæmpe. Han har været i direkte konfrontation med politiet mange gange og har ingen problemer med at bruge vold i de situationer. Men der er grænser. Man går ikke løs på politifolk, bare fordi de er politifolk – men kun når de er i aktion. Og på samme måde med aktionerne mod Udlændingestyrelsens embedsmænd. De må ikke resultere i personskade. Derfor røg molotovcocktailen ikke ind gennem ruden til Grethe Løgstrups hjem, men i hendes bil, og derfor blev aktionen mod Poul Mose Hansens bil afblæst, fordi hans garage var for tæt på huset.

Sagen om den udvisningstruede iraner har fået A på barrikaderne, fordi der skal handles nu, hvis manden ikke skal sendes ud. Det er ifølge A et spørgsmål om liv eller død for iraneren.

Flygtningesagen har altid stået A nær. Som B og C har han været med til at skjule flygtninge i de kollektiver, de har boet i, og de ser alle op til Lyngby-præsten Leif Bork Hansen, som i slutningen af 1990’erne skjulte serbiske flygtninge fra Østslavonien og blev dømt to gange for at gøre det.”

Af spalte 6, linje 29-43, i artiklen fremgår følgende

”For A er flygtninge ikke tal i statistikker, men lidende mennesker af kød og blod. Og folk som Poul Mose Hansen og Grethe Løgstrup har et ansvar. De kan ikke gemme sig bag deres rolle som embedsmænd, mener de tre venner. De er selv bødler, når de viser en dødsdømt ud af Danmark. Og det skal de gøres opmærksom på. At det sker med molotovcocktails og brændende nødblus er ikke det store problem for A. Hvad samfundet anskuer som ulovligt, er ikke det væsentlige. Og skulle det koste ham fængsel, så må han tage det med.”

Artiklen fortsætter

”Og det kommer han til – i langt større omfang end han og hans venner havde ventet.

Sammen med D bliver han to år senere dømt for brandattentatet mod Grethe Løgstrups bil. Straffen lyder på tre års fængsel til A, som er den eneste, der dømmes for begge attentater. De dømmes blandt andet på baggrund af oplysninger fra deres mobiltelefoner, og fordi en PET-ansat, som overvåger området, genkender den ene af dem.

B og C får halvandet års fængsel for det mislykkede forsøg på brandstiftelse mod Poul Mose Hansens bil, og D får samme straf for attentatet mod Grethe Løgstrup. Anklageren forsøgte at få både A og B dømt for attentatet mod Udlændingestyrelsen, men beviserne var ikke tilstrækkelige. Desuden forsøgte man at få dømt tre andre for medvirken til attentaterne ved at have sendt pressemeddelelser fra Homo/Aktion, men den kollektive indstilling i miljøet til brug af mobiltelefoner og computere gjorde det mere end vanskeligt at bevise, hvem der havde skrevet meddelelserne, og hvem der havde sendt dem.

A og B blev to år efter attentaterne taget af svensk politi i forbindelse med topmødet i Gøteborg, hvor de blev anklaget for besiddelse af brandbomber. De blev ikke dømt og er i dag begge på fri fod.

Jyllands-Posten har gennemgået retsbøger og domme fra retssagerne, været i kontakt med en af de dømte i sagen, talt med politiet og haft adgang til en journalistisk hovedopgave om sagen af [K1] og [K2]. ”

Det fremgår af sagen, at [K1] og [K2] havde sendt den nævnte hovedopgave til Jyllands-Posten ved e-mail af 8. juni 2005 med tilbud om, at avisen kunne købe hovedopgaven. Avisen havde imidlertid afslået tilbuddet den følgende dag.

Det fremgår endvidere, at [K1] og [K2] efter offentliggørelsen af artiklen den 12. juni 2005 fremsatte erstatningskrav over for Jyllands-Posten i anledning af avisens brug af deres hovedopgave i forbindelse med artiklens tilblivelse. Jyllands-Posten afviste at være erstatningsansvarlig i henhold til lov om ophavsret, men valgte per kulance at tilbyde [K1] og [K2] et honorar på 2.000 kr.

I forbindelse hermed har Jyllands-Posten i et brev til [K1] og [K2], bl.a. skrevet følgende som begrundelse for at afvise disses erstatningskrav og i stedet tilbyde det ovenfor nævnte honorar på 2.000 kr.

”Bortset fra linje 29 til og med linje 43 i spalte 6 har jeres hovedopgave ikke tilført oplysninger, journalisten ikke allerede havde ad anden vej. På den baggrund valgte redaktionen som slutbemærkning at henvise til, at avisen havde ”haft adgang” til jeres hovedopgavebesvarelse ( )

Redaktionen kunne (og burde måske i lyset af sagens senere udvikling) have valgt at henvise til jeres hovedopgavebesvarelse inden i artiklen. Så havde der været tale om et helt uproblematisk citat. Ved at henvise til hovedopgavebesvarelse i slutbemærkningen kan avisen have medvirket til at give indtryk af større vægt af jeres arbejde, end der er dækning for i virkeligheden.”

[K1] og [K2] har anført, at Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik, idet artiklens gengivelse af A, B og C’s politiske holdninger er skrevet af fra [K1] og [K2]s journalistiske hovedopgave.

Klagen vedrører ikke Jyllands-Postens brug af de oplysninger om selve attentatforsøget og den efterfølgende straffesag, som fremgår af retsbøger eller andet offentligt tilgængeligt materiale. Det betvivles dog, at den nødvendige research i forbindelse med artiklens yderst detaljerede gengivelse af handlingsforløbet vedrørende aktionen mod Poul Mose Hansen skulle kunne nås inden for det korte tidsrum, som var til rådighed efter brandattentatet mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs bil natten til den 8. juni 2005.

[K1] og [K2] har videre anført, at ingen af de tre personer har udtalt sig til Jyllands-Posten om deres holdninger. A har ganske vist udtalt sig til Jyllands-Posten om sin holdning til brandattentatet mod Rikke Hvilshøj, men har ikke udtalt sig om noget af det, som Jyllands-Posten indirekte citerer ham for.

[K1] og [K2] har endelig anført, at artiklen har som præmis at give et indblik i, hvorfor folk fra det venstreradikale miljø handler, som de gør. Jyllands-Posten har ikke selv kunnet tilvejebringe de interviews, der var nødvendige for at opfylde denne præmis, men har som nævnt været nødsaget til at skrive opgaven af.

Jyllands-Posten har anført, at Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til sagens eventuelle ophavsretlige spørgsmål.

Der er i øvrigt ikke tale om, at Jyllands-Posten har skrevet af efter [K1] og [K2]s journalistiske hovedopgave. Da både klagerne og avisens medarbejdere har benyttet den samme primære kilde, nemlig retsbogen, kan det imidlertid ikke overraske, at oplysningerne – men ikke formuleringerne – er sammenfaldende.

Jyllands-Posten har endvidere anført, at avisens research til brug for artiklen har stået på længe inden [K1] og [K2] tilbød at sælge avisen deres hovedopgave.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

For så vidt angår spørgsmålet om klagens rettidighed, bemærkes det, at en klage, der indleveres efter sædvanlig kontortids ophør eller på en dag, hvor Pressenævnets kontor er og må forventes at være lukket, først anses iværksat den nærmest følgende dag, hvor kontoret er åbent.

Da [K1] og [K2]s e-mail blev sendt lørdag den 9. juli 2005, anses den først for modtaget i Pressenævnet mandag den 11. juli 2005. Da klagefristen efter sædvanlig beregning udløb søndag den 10. juli 2005, anses den i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper for forlænget til den følgende hverdag, mandag den 11. juli 2005.

Klagen er herefter sket rettidigt den 11. juli 2005.

Med hensyn til sagens realitet bemærker Pressenævnet, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt Jyllands-Posten har overtrådt ophavsretlige regler i forhold til [K1] og [K2]. Dette spørgsmål henhører under domstolene.

Massemediernes manglende eller utilstrækkelige kildekreditering vil imidlertid i helt særlige tilfælde kunne indebære en tilsidesættelse af god presseskik over for kilden.

Pressenævnet har ikke mulighed for ud fra parternes til dels modstridende udsagn at vurdere, i hvilken udstrækning artiklens indhold ud over det ovenfor citerede uddrag i artiklens spalte 6, linje 29-43, må henføres til klagernes hovedopgave.

Efter nævnets opfattelse tilfører oplysningerne i det ovenfor citerede uddrag i artiklens spalte 6, linje 29-43, ikke artiklens øvrige indhold en sådan afgørende journalistisk værdi, at krediteringen af klagernes hovedopgave i artiklens afsluttende tekst på denne baggrund må anses for utilstrækkelig, uanset at det ikke udtrykkeligt fremgår, hvilke af artiklens oplysninger, der stammer fra hovedopgaven.

På baggrund af det, parterne i øvrigt har anført vedrørende den tid, som måtte være hengået til research af artiklen, har Pressenævnet endvidere ikke mulighed for at vurdere, i hvilket omfang denne research må antages at være blevet påbegyndt inden Jyllands-Postens modtagelse af klagernes hovedopgave.

Som sagen foreligger oplyst for nævnet, har nævnet derfor ikke grundlag for at udtale, at Jyllands-Posten har tilsidesat god presseskik ved sin omtale af klagernes hovedopgave i forbindelse med artiklen den 12. juni 2005.

Afgjort den 22. november 2005.

Resumé

Klagere – to journaliststuderende – klagede over en artikel i Jyllands-Posten.

For så vidt angik spørgsmålet om klagens rettidighed, bemærkedes det, at en klage, der indleveres efter sædvanlig kontortids ophør eller på en dag, hvor Pressenævnets kontor er og må forventes at være lukket, først anses iværksat den nærmest følgende dag, hvor kontoret er åbent.

Da klagernes e-mail blev sendt lørdag den 9. juli 2005, ansås den først for modtaget i Pressenævnet mandag den 11. juli 2005. Da klagefristen efter sædvanlig beregning udløb søndag den 10. juli 2005, ansås den i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper for forlænget til den følgende hverdag, mandag den 11. juli 2005.

Klagen var herefter sket rettidigt den 11. juli 2005.

Med hensyn til sagens realitet bemærkede Pressenævnet, at nævnet ikke havde kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt Jyllands-Posten havde overtrådt ophavsretlige regler i forhold til klagerne. Dette spørgsmål henhører under domstolene.

Massemediernes manglende eller utilstrækkelige kildekreditering vil imidlertid i helt særlige tilfælde kunne indebære en tilsidesættelse af god presseskik over for kilden.

Pressenævnet havde ikke mulighed for ud fra parternes til dels modstridende udsagn at vurdere, i hvilken udstrækning artiklens indhold ud over det ovenfor citerede uddrag i artiklens spalte 6, linje 29-43, måtte henføre til klagernes hovedopgave.

Efter nævnets opfattelse tilførte oplysningerne i det ovenfor citerede uddrag i artiklens spalte 6, linje 29-43, ikke artiklens øvrige indhold en sådan afgørende journalistisk værdi, at krediteringen af klagernes hovedopgave i artiklens afsluttende tekst på denne baggrund måtte anses for utilstrækkelig, uanset at det ikke udtrykkeligt fremgik, hvilke af artiklens oplysninger, der stammede fra hovedopgaven.

På baggrund af det, parterne i øvrigt havde anført vedrørende den tid, som måtte være hengået til research af artiklen, havde Pressenævnet endvidere ikke mulighed for at vurdere, i hvilket omfang denne research måtte antages at være blevet påbegyndt inden Jyllands-Postens modtagelse af klagernes hovedopgave.

Som sagen forelå oplyst for nævnet, havde nævnet derfor ikke grundlag for at udtale, at Jyllands-Posten havde tilsidesat god presseskik ved sin omtale af klagernes hovedopgave i forbindelse med artiklen den 12. juni 2005.