Legislator Case Law & Legislation
W20050965125 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-203

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9651 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-203

Udlændingestyrelsen har klaget til Pressenævnet over en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni 2005, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der har overskriften ” De unge bombekastere ”, lød som følger

”Det er sket før. Brandanslaget mod integrationsminister Rikke Hvilshøj har slående fællestræk til en fem år gammel sag, da en gruppe venstreradikale greb til ildspåsættelser for at protestere mod udvisningen af en iransk homoseksuel. Jesper Stein Larsen ser tilbage på sagen, som giver et sjældent indblik i en subkultur, hvor vold er legitim.

Der er 18 mand fra Politiets Efterretningstjeneste på arbejde den augustnat år 2000 i villakvarteret i Hillerød, hvor man regner med, at en gruppe ved navn ”Homo/Aktion” vil slå til med det tredje brandattentat på under en måned.

Klædt i civil dækker de hele området af villaveje og småstier omkring Udlændingestyrelsens underdirektør Poul Mose Hansens privatbolig. Nogle går tur på stierne to og to, andre spadserer enkeltvis rundt og giver den som søvnløse parcellister i måneskinnet.

Det er en klar og vindstille nat, hvor lyden af en knækket kvist kan høres 50 meter væk, så de politifolk, der har fået stationære poster på knæ bag hække og liggende på lur i haver, må anstrenge sig for at være stille.

Klokken lidt i to parkerer en ramponeret bordeauxrød Ford Sierra på parkeringspladsen ved skolen et par hundrede meter fra Poul Mose Hansens parcelhus. Ud stiger to unge mænd i mørkt tøj, mens en tredje bliver siddende i bilen. De er ikke bare ventet. De er total overvåget. Efterretningstjenesten har igennem længere tid aflyttet den enes mobiltelefon, der er placeret en mikrofon i bilen, og de er blevet skygget på deres køretur fra Nørrebro til Hillerød af flere civile politibiler.

Der er optræk til gennembrud i en af nyere tids groveste sager om politisk motiveret kriminalitet – en sag som på en lang række punkter ligner brandstiftelsen mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs garage onsdag nat.

De to mænd, som vi kalder A og B, går i hast mod Poul Mose Hansens hjem, den ene har to nødblus i lommerne i sin jakke, mens den anden er på udkig efter en stor sten, der kan smadre en bilrude. Planen er at kaste stenen ind igennem bagruden til Poul Mose Hansens bil og bagefter smide de tændte nødblus derind. På vej hen til boligen bliver de observeret af adskillige betjente. To passeret dem i den bil, og to andre kommer gående på fortovet på den anden side af vejen.

B synes ikke, de to mænd ser ud, som om de bor i kvarteret. Området er meget åbent, og han synes, han kan se personer alle vegne – også i krattet.

Opgiver forehavendet

Da de når frem til Poul Mose Hansens hus, er de nervøse. Det bliver ikke mindre, da de konstaterer, at underdirektørens grå Renault Laguna holder i en garage, som er bygget sammen med huset. Risikoen for at ilden spreder sig til huset fra bilen er stor, og A og B beslutter sig skuffede til at opgive deres forehavende.

Det rusker i en hæk, og de får travlt med at vende tilbage til bilen. På vejen tilbage passerer de endnu en civil betjent. Efter en kort rådslagning i bilen beslutter de at forsøge at gøre et eller andet.

”Lad os rykke,” siger B til A.

De når atter frem til huset, og vil denne gang plante nødblussene i forhaven, tænde dem og smide en sten på døren, så Poul Mose Hansen kan få sig en forskrækkelse, men B synes, den er helt gal. Det pusler igen i en hæk bag dem, som om nogen er snublet over et eller andet. De beslutter at droppe aktionen og går tilbage mod bilen. På tilbagevejen passeret de endnu en PET-mand, der er ude at gå aftentur.

”Huset må have været under overvågning,” siger A til de andre.

”Var der for mange kratluskere?” spørger chaufføren C.

”Ja,” svarer A.

Det lykkedes ikke betjentene at gå helt i et med haver og hække i det sovende villakvarter i Hillerød, men otte dage senere vurderer politiet, at man har nok på de tre unge mænd og deres venner til at skride til anholdelse. Otte personer bliver sigtet for et forsøg og to fuldbyrdede tilfælde af brandstiftelse.

Brandattentat

Det drejer sig om et brandattentat mod Udlændingestyrelsen og et mod styrelsens direktør tidligere på måneden. Den 5. august blev der klokken halv fire om morgenen kastet to molotovcocktails gennem en rude i Udlændingestyrelsens ekspeditions i Ryesgade på Nørrebro.

Benzinen forårsager mindre brandskade. Senere på natten tikker en pressemeddelelse ind på danske nyhedsredaktioner fra gruppen Homo/Aktion, som tager ansvaret for attentatet. Baggrunden er den forestående udvisning af en 29-årig iransk homoseksuel, der har fået afslag på asyl. På venstrefløjen vækker sagen stærke følelser. Det er en udbredt opfattelse, at manden bliver sendt tilbage til den visse død, fordi homoseksualitet er strafbart i Iran.

Fire dage senere leverer Homo/Aktion sin mest spektakulære og alvorlige aktion. Klokken kvart i to på en villavej i Vallensbæk bliver bagruden i en Saab 9000 smadret med en sten af to mænd, som efterfølgende smider en molotovcocktail ind gennem hullet. Bilen, som udbrænder totalt, tilhører udlændingestyrelsen direktør, Grethe Løgstrup.

Dagen efter tager Homo/Aktion ansvaret og truer med flere aktioner, hvis afslaget til iraneren ikke omstødes.

Kamp mod racisme

AFA er en løs struktur, der består af flere forskellige uafhængige grupper. Fælles for dem er kampen mod racisme, men gruppen fik i slutningen af 1990’erne en stærkere kønspolitisk profil, så sexisme og homofobi også blev fjendebilleder. Sagen om den homoseksuelle iranske asylsøger smelter alle disse mål sammen til et. Og aktionerne har – trods deres efter danske forhold ekstreme udtryk – bred opbakning i miljøet, hvor de bliver diskuteret heftigt.

A har ingen tiltro til det samfund, han lever i. Den unge mand ser politiet og myndighederne som fjender, der er legitimt at bekæmpe. Han har været i direkte konfrontation med politiet mange gange og har ingen problemer med at bruge vold i de situationer. Men der er grænser. Man går ikke løs på politifolk, bare fordi de er politifolk – men kun når de er i aktion. Og på samme måde med aktionerne mod Udlændingestyrelsens embedsmænd. De må ikke resultere i personskade. Derfor røg molotovcocktailen ikke ind gennem ruden til Grethe Løgstrups hjem, men i hendes bil, og derfor blev aktionen mod Poul Mose Hansens bil afblæst, fordi hans garage var for tæt på huset.

Sagen om den udvisningstruede iraner har fået A på barrikaderne, fordi der skal handles nu, hvis manden ikke skal sendes ud. Det er ifølge A et spørgsmål om liv eller død for iraneren.

Flygtningesagen har altid stået A nær. Som B og C har han været med til at skjule flygtninge i de kollektiver, de har boet i, og de ser alle op til Lyngby-præsten Leif Bork Hansen, som i slutningen af 1990’erne skjulte serbiske flygtninge fra Østslavonien og blev dømt to gange for at gøre det.

For A er flygtninge ikke tal i statistikker, men lidende mennesker af kød og blod. Og folk som Poul Mose Hansen og Grethe Løgstrup har et ansvar. De kan ikke gemme sig bag deres rolle som embedsmænd, mener de tre venner. De er selv bødler, når de viser en dødsdømt ud af Danmark. Og det skal de gøres opmærksom på. At det sker med molotovcocktails og brændende nødblus er ikke det store problem for A. Hvad samfundet anskuer som ulovligt, er ikke det væsentlige. Og skulle det koste ham fængsel, så må han tage det med.

Og det kommer han til – i langt større omfang end han og hans venner havde ventet.

Sammen med D bliver han to år senere dømt for brandattentatet mod Grethe Løgstrups bil. Straffen lyder på tre års fængsel til A, som er den eneste, der dømmes for begge attentater. De dømmes blandt andet på baggrund af oplysninger fra deres mobiltelefoner, og fordi en PET-ansat, som overvåger området, genkender den ene af dem.

B og C får halvandet års fængsel for det mislykkede forsøg på brandstiftelse mod Poul Mose Hansens bil, og D får samme straf for attentatet mod Grethe Løgstrup. Anklageren forsøgte at få både A og B dømt for attentatet mod Udlændingestyrelsen, men beviserne var ikke tilstrækkelige. Desuden forsøgte man at få dømt tre andre for medvirken til attentaterne ved at have sendt pressemeddelelser fra Homo/Aktion, men den kollektive indstilling i miljøet til brug af mobiltelefoner og computere gjorde det mere end vanskeligt at bevise, hvem der havde skrevet meddelelserne, og hvem der havde sendt dem.

A og B blev to år efter attentaterne taget af svensk politi i forbindelse med topmødet i Gøteborg, hvor de blev anklaget for besiddelse af brandbomber. De blev ikke dømt og er i dag begge på fri fod.

Jyllands-Posten har gennemgået retsbøger og domme fra retssagerne, været i kontakt med en af de dømte i sagen, talt med politiet og haft adgang til en journalistisk hovedopgave om sagen af Caspar Birk og Kim Hansen.”

Udlændingestyrelsen har anført, at Poul Mose Hansen og dennes familie har følt sig utrygge ved eksponeringen, særligt efter der blev begået brandattentat mod integrationsministeren Rikke Hvilshøj. Styrelsen har videre anført, at omtalen af Poul Mose Hansen ikke var nødvendig for at skrive artiklen og formidle det ønskede budskab.

Jyllands-Posten har anført at avisen ikke har haft til hensigt at krænke Poul Mose Hansens privatliv, hvilket fremgår af det faktum, at hans adresse er blevet anonymiseret, idet den blot betegnes som ”et villakvarter i Hillerød”.

Derudover har avisen anført, at alle de bragte oplysninger er offentligt tilgængelige enten i artikler bragt i andre medier eller i de relevante retsbøger.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressen skal i sin omtale af privatpersoner undgå at bringe oplysninger, som kan krænke privatlivets fred. Pressenævnet finder, at artiklen ikke er i strid med god presseskik, idet den ud over at nævne Poul Mose Hansens navn, som er offentligt tilgængeligt, ikke oplyser hans faktiske adresse eller nævner oplysninger i øvrigt om hans private forhold på en sådan måde, at det er i strid med god presseskik.

Afgjort den 12. oktober 2005.

Endelig adm. afgørelse 2005 9651 Valid

Resumé

Udlændingestyrelsen klagede over en artikel bragt i Jyllands-Posten.

Pressen skal i sin omtale af privatpersoner undgå at bringe oplysninger, som kan krænke privatlivets fred. Pressenævnet fandt, at artiklen ikke var i strid med god presseskik, idet den ud over at nævne [A]s navn, som er offentligt tilgængeligt, ikke oplyste hans faktiske adresse eller nævnte oplysninger i øvrigt om hans private forhold på en sådan måde, at det var i strid med god presseskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →