Ankestyrelsens oversigt over tendenser i afgørelser om social pension af souschef Kirsten Borum\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2005)

Ankestyrelsens oversigt over tendenser i afgørelser om social pension – af souschef Kirsten Borum

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2005)

Loven om social pension

Pensionslovens § 2 og § 11 – ikke dansk indfødsret – EF-forordning nr. 1408/71

En canadisk statsborger med bopæl i Frankrig havde ret til dansk folkepension efter lov om social pension § 12.

Han havde optjent dansk pensionsret svarende til 27/40 af en fuld dansk pension. Under optjeningen af dansk pensionsret fra 11. september 1952 til den 6. august 1980 var han dansk statsborger.

Den Sociale Sikringsstyrelse fandt, at ansøgeren måtte betragtes som omfattet af personkredsen i art. 2 i EF-forordning 1408/71, selv om han ikke aktuelt var EU-statsborger, idet han efterfølgende var blevet canadisk statsborger.

Styrelsen lagde vægt på, at han var dansk statsborger på optjeningstidspunktet i Danmark, og at Danmark var blevet medlem af EF, inden han flyttede til Canada og blev canadisk statsborger.

Styrelsen støttede sin afgørelse på SM P-17-03 (Vestre Landsretsdom) og EF dom C 10-78 (Belbouab-sagen), hvor der blev lagt vægt på statsborgerskabet på optjeningstidspunktet og ikke nødvendigvis også på ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Retten til dansk pension er ifølge hovedreglen i § 2 betinget af, at modtageren har dansk indfødsret.

I medfør af § 11 er reglerne fraveget i det omfang det er nødvendigt for anvendelse af EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring for vandrende arbejdstagere.

Ifølge art. 2 i EF-forordningen finder forordningen anvendelse på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

I SM P-17-03 er der henvist til, at det fremgår af domspraksis, at kravet om EU-statsborgerskab skal være opfyldt på beskæftigelsestidspunktet og ikke nødvendigvis også på ansøgningstidspunktet.

Det var dog en forudsætning, at optjeningen var sket under Danmarks medlemskab af EF.

Sikringsstyrelsens afgørelse illustrerer anvendelsen af princippet i SM P-17-03.

Pensionslovens § 20 – afgørelse om ret til førtidspension

Et nævn har orienteret om en omgørelse af et kommunalt afslag på førtidspension

En pædagog på ca. 46 år havde været forsøgt arbejdsprøvet 2 gange, men måtte opgive efter kort tid, selv om der blev taget skånehensyn. Hun bad om, at kommunen påbegyndte behandling af sagen om førtidspension på det foreliggende grundlag, og hun fik derefter afslag på pension fra kommunen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Hun havde således ret til førtidspension.

Begrundelsen var, at det måtte anses for dokumenteret, at hun ikke kunne blive selvforsørgende, herunder at det ikke var sandsynligt, at arbejdsevnen kunne forbedres.

Ifølge den tidligere speciallægeerklæring var der tale om en depressiv tilstand og udbrændthed uden mulighed for behandling eller bedring. Hun udtrættedes hurtigt, var energiløs og havde hukommelses- og koncentrationsbesvær. Hun havde ikke været i stand til at gennemføre en arbejdsprøvning, selv om der blev taget de fornødne skånehensyn.

Endelig lagde nævnet vægt på, at tilstanden ikke var bedret trods massiv behandling, og at en fornyet arbejdsprøvning ifølge den psykiatriske speciallæge kun ville forværre tilstanden.

Nævnet bemærkede, at der i sager påbegyndt efter pensionslovens § 17, stk. 1, 3. pkt., ikke skulle indhentes yderligere oplysninger.

Ressourceprofilen skulle således udarbejdes på de foreliggende oplysninger, hvorved forstås allerede udarbejdet materiale, som myndigheden var forpligtet til at fremskaffe til brug for sagsbehandlingen.

Kommunen havde derfor været berettiget til ikke at medtage de seneste oplysninger i journalen fra Arbejdsmedicinsk Klinik, ligesom den seneste erklæring fra den psykiatriske speciallæge, der var indkommet efterfølgende, ikke var indgået i sagen.

Nævnet mente dog, at det var en alvorlig fejl i sagsbehandlingen, at oplysningerne om ophøret af den seneste arbejdsprøvning og baggrunden herfor ikke var medtaget i ressourceprofilen.

Ankestyrelsens bemærkninger

Afgørelsen giver ikke anledning til særlige bemærkninger.

Det er meget væsentligt, at ressourceprofilen indeholder fyldestgørende oplysning om arbejdsprøvning og baggrunden for ophør, og vi kan fuldt ud tilslutte os, at det er vigtigt, at oplysninger om en forudgående arbejdsprøvning medtages i ressourceprofilen.

Pensionslovens § 42 – tilbagebetaling af pension

En selvstændig erhvervsdrivende havde modtaget for meget i pension for 2001.

Nævnet var enig med kommunen i, at et opsparet overskud var en del af indtægten ved personligt arbejde.

Overskuddet skulle derfor indgå i beregningen af pensionens grundbeløb i det år, hvor overskuddet blev hævet, jf. pensionslovens § 27, stk. 1, pensionsbekendtgørelsens § 29, personskattelovens § 3, stk. 1 og virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3.

Han havde haft en større indtægt, end han på forhånd havde oplyst til kommunen.

Ifølge pensionslovens § 42 var tilbagebetalingspligt vedrørende pension modtaget med urette betinget af, at pensionisten har modtaget det for meget udbetalte beløb mod bedre vidende.

Nævnet fandt det dog ikke godtgjort, at han havde modtaget det for meget udbetalte mod bedre vidende.

Nævnet var opmærksom på, at han i pensionsmeddelelserne for 2001 og i særligt brev var gjort bekendt med det indtægtsgrundlag, der blev anvendt ved beregningen af pensionen for 2001 og med hans oplysningspligt, hvis indtægtsgrundlaget ikke var rigtigt.

Det fremgik af praksis, at krav om tilbagebetaling af udbetalt pension forudsatte, at det i det konkrete tilfælde kunne godtgøres, at pensionisten på forhånd kunne forudse indkomsten.

Nævnet fandt, at det ikke ud fra de foreliggende regnskabsmæssige bilag og bankkonti kunne godtgøres, at han på forhånd kunne forudse, at han efter årets udgang ville gøre brug af virksomhedsskatteordningen og den deraf følgende mulighed for at forøge sin arbejdsindtægt med tilbagevirkende kraft ved at hæve af et opsparet overskud i sin virksomhed.

Endvidere fandt nævnet, at det ikke var godtgjort, at han på forhånd kunne forudse, at hans samlede indtægt ved personligt arbejde i øvrigt ville blive større end oplyst til kommunen.

Herved lagde nævnet vægt på, at han havde adskillige indtægtskilder og trækningsrettigheder og på oplysningerne om, at han forventede, at omfanget af den selvstændige virksomhed ville blive formindsket. Sagens regnskabsmæssige bilag indeholdt ikke dispositioner, der kunne tolkes som et udtryk for, at han enten på et bestemt tidspunkt eller løbende igennem 2001 ville hæve af det opsparede overskud.

Betingelserne i pensionslovens § 42 for at forlange tilbagebetaling var derfor ikke opfyldt.

Pensionisten skulle derfor ikke tilbagebetale den for meget udbetalte pension og fik således medhold i sin klage.

Ankestyrelsens bemærkninger

Afgørelsen er et eksempel på, at krav om tilbagebetaling forudsætter, at det for meget udbetalte beløb er udbetalt med urette og modtaget mod bedre vidende, ifølge pensionslovens § 42.

Pensionslovens § 49 – reelt enlig

Kommunen havde truffet afgørelse om, at en person A ikke var reelt enlig og som følge heraf ikke berettiget til pension som reelt enlig.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var ubestridt, at person A og person B havde hver deres bolig, hvor de var tilmeldt folkeregistret. Person A havde hele sit liv boet i sin lejlighed, og person B havde boet i sin lejlighed siden 1985.

Udgangspunktet var således, at der ikke var en formodning for, at de levede sammen i et ægteskabslignende forhold, jf. pensionslovens § 49, stk. 2, medmindre kommunen konkret havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om et samlivsforhold.

Nævnet fandt, at omstændighederne omkring sygdom, diverse hospitalsindlæggelser og efterfølgende ophold hos person B over en knap 1 ½ års periode sammenholdt med, at hun under hele forløbet havde bevaret sin egen bolig, førte til, at hun måtte anses for enlig i pensionslovens forstand.

Efter nævnets opfattelse havde kommunen således ikke ført afgørende beviser for, at de levede i et samlivsforhold.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke bemærkninger til afgørelsen.

Resumé

De Sociale nævn indsender som led i praksiskoordineringen afgørelser af principiel eller generel betydning til Den Sociale Ankestyrelse. Det sker med hjemmel i bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 13, stk. 3. I Nyt fra Ankestyrelsen offentliggøres løbende de tendenser, der kan udledes af de indsendte afgørelser.

I det følgende omtales nogle af de seneste afgørelser om social pension, som Ankestyrelsen har modtaget.