Legislator Case Law & Legislation
W20050957525 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-191

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9575 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-191

[K] har klaget til Pressenævnet over, at et af ham indsendt indlæg, bragt den 22. februar 2005 i den trykte udgave af Ugepressen Djursland, samme uge er blevet lagt på internetsiden www.uge-pressen.dk, uden at dette på forhånd er blevet ham oplyst, idet han mener, at dette er i strid med god presseskik.

[K] har anført, at hans indlæg på denne måde mister sammenhængen med den debat, det var en del af, og han ønsker, at indlægget fjernes fra internetsiden.

Ugepressen Djursland har anført, at det ikke er muligt at fjerne et enkelt indlæg, idet avisen bringes i sin helhed i pdf-format. Avisen er blevet bragt på internettet i det anførte format lige siden Ugepressen Djursland blev oprettet i 2002. For nuværende ligger alle udgaver produceret i 2005 på den pågældende internetside.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at det var påregneligt, at indlægget ville blive lagt på avisens internetside, idet dette efter det oplyste altid har været fast praksis på avisen. Såfremt en debattør vil sikre sig herimod, må han i et tilfælde som det foreliggende forespørge mediet, hvorvidt avisen lægges på internettet.

Avisens praksis findes ikke i dette tilfælde at medføre, at de enkelte dele af avisen bringes ude af sammenhæng, idet hele avisen samt tidligere udgaver er bragt i deres helhed og på overskuelig vis er at finde på samme sted på hjemmesiden.

Pressenævnet finder derfor ikke, at Ugepressen Djursland har tilsidesat god presseskik.

Afgjort den 23. august 2005.

Endelig adm. afgørelse 2005 9575 Valid

Resumé

Klager klagede over, at Ugepressen Djursland havde lagt hans indlæg fra den trykte avis ud på avisens internetside.

Pressenævnet fandt, at det var påregneligt, at indlægget ville blive lagt på avisens internetside, idet dette efter det oplyste altid havde været fast praksis på avisen. Såfremt en debattør vil sikre sig herimod, må han i et tilfælde som det foreliggende forespørge mediet, hvorvidt avisen lægges på internettet.

Avisens praksis fandtes ikke i dette tilfælde at medføre, at de enkelte dele af avisen bringes ude af sammenhæng, idet hele avisen samt tidligere udgaver var bragt i deres helhed og på overskuelig vis var at finde på samme sted på hjemmesiden.

Pressenævnet fandt derfor ikke, at Ugepressen Djursland havde tilsidesat god presseskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →