Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-174
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-174
[K] har ved advokat Lars Thousig Jensen klaget til Pressenævnet over en artikel i Ebeltoft Folketidende den 23. februar 2005, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen lød som følger
”Ny leder af [X] har blakket fortid
Dømt for underslæb og mandatsvig i 2004
Bestyrelsen for [X] i Ebeltoft har valgt at give den ny daglige leder af huset, 53-årige [K], en chance på posten, selv om det nu kommer frem, at hun for et halvt år siden fik en dom for underslæb og mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads i Viborg.
Formand for bestyrelsen er [A], og det kom som en ubehagelig overraskelse for ham, da de dårlige nyheder om lederen nåede Ebeltoft efter Folketidendes omtale af hendes ansættelse i sidste uge. Bestyrelsen var ikke informeret om hedes dom og står desuden i den vanskelige situation, at [B], som i praksis har ansat [K], netop i disse dage er på vej over Atlanten i en sejlbåd, hvor det ikke er muligt at komme i kontakt med hende.
Bestyrelsen har på et møde lørdag foreholdt [K] oplysningerne om hendes kriminelle fortid og fået hendes version af sagen. Her har lederen forklaret, at hun har kendt [B] gennem 15 år, og at denne har været fuldt informeret om, at lederen har fået en dom for bedrageri og mandatsvig – en oplysning, som det altså ikke har været muligt at få hverken bekræftet eller afkræftet.
Underslæb mod institution
Lederen fik dommen ved byretten i Viborg efter at have erkendt en række uregelmæssigheder mod sin seneste arbejdsplads, Børnehaven [Y] i Viborg. Bl.a. havde hun privat brugt en check på 3.300 kr., som børnehaven havde fået tilsendt fra Viborg Håndboldklub, hun havde ladet børnehaven betale private mobil-samtaler for næsten 7.000 kr. og fyldt benzin på egen bil for 3.000 kr. for institutionens regning.
Ifølge anklageskriftet havde hun over en 2-årige periode købt ind til sig selv i 14 tilfælde, men kort før retssagen, som der var sat 3 dage af til, erkendte hun pludselig en del af forholdene. Resultatet blev en hurtig domfældelse og en betinget dom uden fastsættelse af straffens længde med en prøvetid på et år.
Skærpet tilsyn fra kommunen
[K] er ansat af [X], men i praksis får lederen af huset sin løn fra Ebeltoft Kommune, som årligt støtter børnehuset med 300.000 kr. og stiller den gamle festpavillion på [Z] til rådighed for projektet.
Børne- og Kulturchef [C] understreger, at det ikke er Ebeltoft Kommune, som har haft ansvaret for lederens ansættelse. Men med de oplysninger, som nu kommer frem, så vil [X] fremover blive sat under skærpet opsyn, så der er sikkerhed for, at skatteborgernes penge ikke kan komme ud og svømme.
Det har tirsdag ikke været muligt at få en kommentar fra [K].”
[K] har ved advokat Lars Thousig Jensen anført at omtalen af straffedommen er i strid med de vejledende regler for god presseskik, og at artiklen skaber tvivl om, hvorvidt hun på ny vil begå kriminelle forhold i sin ansættelse.
[K] har videre anført, at hun unødigt har fået krænket privatlivets fred.
Advokat Lars Thousig Jensen har anmodet om, at der ikke sker offentliggørelse af kendelsen, såfremt Pressenævnet udtaler kritik i sagen.
Ebeltoft Folketidende har anført, at forholdet er af almen og offentlig interesse grundet den økonomiske støtte, som Ebeltoft Kommune yder institutionen [X], og idet det strafbare forhold er begået i en lignende stilling.
Ebeltoft Folketidende har videre anført, at bestyrelsen i [X] ikke var vidende om dommen.
Ebeltoft Folketidende har endelig anført, at det ville have været uden mening at anonymisere [K] i artiklen, idet bladet ugen forinden havde bragt en artikel om institutionen, i hvilken [K] blev præsenteret som stedets nye leder.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler
Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Endvidere følger det af de vejledende regler, at en domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en hende tidligere overgået straffedom.
Pressenævnet finder ikke, at der har været en sådan offentlig interesse i omtalen af [K]s dom, at der var belæg for at skrive artiklen om samme, hvorfor nævnet finder, at god presseskik er tilsidesat og udtaler sin kritik heraf.
Henset til advokat Lars Thousig Jensens anmodning om at undlade offentliggørelse af kendelsen i medfør af medieansvarsloven § 49 bestemmer Pressenævnet, at der ikke skal ske offentliggørelse af kendelsen.
Afgjort den 23. august 2005.
Resumé
Klager – en leder af en institution – klagede over en artikel i Ebeltoft Folketidende.
Pressenævnet fandt ikke, at der havde været en sådan offentlig interesse i omtalen af klagers dom, at der var belæg for at skrive artiklen om samme, hvorfor nævnet fandt, at god presseskik var tilsidesat og udtalte sin kritik heraf.