Praksisundersøgelse om frivillige foranstaltninger til børn og unge efter servicelovens § 40 af fuldmægtig Jette Bjørner\n(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2, juni 2005)

Praksisundersøgelse om frivillige foranstaltninger til børn og unge efter servicelovens § 40 – af fuldmægtig Jette Bjørner

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2, juni 2005)

Resultatet af undersøgelsen

Kommunesagerne

Den materielle vurdering

Undersøgelsen viser, at

- kommunerne i 65 procent af sagerne har truffet afgørelser, der er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis

- Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i 32 procent af sagerne

- Ankestyrelsen har været i tvivl om afgørelsens rigtighed i 3 procent af sagerne på baggrund af de foreliggende oplysninger

- Ankestyrelsen har i 95 procent af sagerne været enig i, at det var af væsentlig betydning af hensyn til barnets/den unges særlige behov for støtte, at den pågældende foranstaltning efter § 40, stk. 2, blev iværksat

- Ankestyrelsen har i 93 procent af sagerne vurderet, at kommunen havde valgt den mindst indgribende foranstaltning

Den store andel af afgørelser, hvor Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i afgørelsen – 32 procent af sagerne – skyldes hovedsageligt, at

- der manglede en undersøgelse efter servicelovens § 38

- der manglede en børnesamtale efter servicelovens § 58

Foranstaltningen

Af de 75 kommunesager var der 73 afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger, mens der i 2 sager var givet afslag på støtteforanstaltning.

Af de 73 sager var der 8 afgørelser om anbringelse uden for hjemmet.

Undersøgelsen viser, at alle 12 foranstaltningstyper i § 40 var taget i anvendelse i de 73 sager med bevillinger af støtte - lige fra taxakørsel til en frivillig anbringelse. De mange valgte foranstaltninger viser rummeligheden i de muligheder, der er for anvendelsen af forebyggende foranstaltninger.

Formalitetsvurderingen

De forvaltningsretlige og retssikkerhedsmæssige krav til sagsbehandlingen er i vidt omfang overholdt i de kommunale sager. Således er kravene til begrundelse, partshøring og klagevejledning opfyldt i alle sager bortset fra en enkelt, hvor begrundelseskravet ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen skal dog bemærke, at størstedelen af de kommunale sager vedrørte afgørelser om bevilling, hvor der ikke stilles samme krav til begrundelse, partshøring og klagevejledning, som ved afgørelser om afslag.

Ankestyrelsen har vurderet, at oplysningsgrundlaget har været tilstrækkelig i 85 procent af sagerne, og kommunerne har truffet afgørelserne ud fra en helhedsvurdering i 81 procent af sagerne.

Nævnssagerne

Den materielle vurdering

Undersøgelsen viser for nævnssagernes vedkommende, at

- nævnene i 64 procent af sagerne har truffet afgørelser, der er i overensstemmelse med lovgivningen og Ankestyrelsens praksis

- Ankestyrelsen har erklæret sig uenig i 21 procent af sagerne

- Ankestyrelsen har været i tvivl om afgørelsens rigtighed i 14 procent af sagerne på baggrund af de foreliggende oplysninger.

I de 21 procent af sagerne (9 sager), hvor Ankestyrelsen har erklæret sig uenig, skyldes 1 tilfælde, at afgørelse var uden lovhjemmel, og i 1 afgørelse om en anbringelse manglede en handleplan.

De øvrige 7 sager, som Ankestyrelsen var uenig i, var enten utilstrækkelig oplyste, eller børnesamtalen manglede, og nævnet havde ikke påset dette.

Formalitetsvurderingen

Ankestyrelsen har i undersøgelsen vurderet, om de sociale nævn har opfyldt en række forvaltningsretlige og retssikkerhedsmæssige krav til sagsbehandlingen, herunder om nævnene har påset, hvorvidt disse krav er opfyldt i kommunesagerne.

Begrundelseskravet efter forvaltningslovens §§ 22 og 24 var opfyldt i alle sager bortset fra en enkelt.

Der skulle have været partshørt i 3 sager. Der manglede partshøring efter forvaltningslovens § 19 i 2 sager.

I 5 sager var klagevejledningen ikke vedlagt sagens akter, hvorfor det ikke var muligt at vurdere klagevejledningens rigtighed. I de øvrige sager var der givet klagevejledningen efter forvaltningslovens § 25.

Genvurderingen efter retssikkerhedslovens § 66, stk. 1, manglede i 2 sager, og der var tvivl om genvurderingen i 2 sager. 13 procent af sagerne var ikke genvurderet inden for 4 ugers fristen, jf. bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område § 8.

I 21 procent af sagerne har Ankestyrelsen ikke fundet oplysningsgrundlaget tilstrækkeligt. Det skyldes, at enten § 38-undersøgelse eller børnesamtale manglede i sagerne.

Ankestyrelsens anbefalinger

På baggrund af undersøgelsen har Ankestyrelsen anbefalet kommunerne og nævnene særligt må have øget opmærksomhed på følgende forhold

Kommunerne

- Oplysningsgrundlag og overskuelighed

Det er foreslået, at væsentlige og vigtige sagsbehandlingsskridt fremgår overskueligt på særskilte akter eller ved elektronisk oversigt for at lette overskueligheden både for sagsbehandleren og en eventuelt ny sagsbehandler og/eller en ny kommune.

Kommunesagerne er meget omfattende og med mange journalark over flere år og med flere børn. En del akter hidrører fra tidligere kommuner.

Der er ingen enkel måde at sætte sig ind i sagerne på.

Med få og enkle checkpunkter ville sagsbehandlingen have større mulighed for at blive rigtig god, og sagerne overskuelige og nemme at sætte sig ind i.

- § 38-undersøgelsen

Ankestyrelsens har fundet, at praksisundersøgelsens resultat giver anledning til at gøre opmærksom på nødvendigheden af en § 38 undersøgelse samt, at det tydeligt fremgår, at undersøgelsen foreligger.

Undersøgelsen bør være struktureret, så det klart fremgår, at der er taget stilling til de forskellige punkter i § 38: inddragelse af fagfolk, begrundet stillingtagen, forældremyndighedsindehaverens holdning, barnets/den unges holdning og forhold, der kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Hvis der ikke iværksættes en foranstaltning, bør det fremgå hvorfor.

Selv om undersøgelsen ikke skal være mere omfattende, end formålet tilsiger, er det af stor betydning, at kommunen foretager en indledende undersøgelse på et tidligt tidspunkt, for at der kan iværksættes den rigtige foranstaltning fra begyndelsen.

- § 58-samtalen

Samtale med barnet/den unge bør være en fast procedure i forbindelse med sagsbehandlingen om støtteforanstaltninger efter § 40 og fremgå af særskilt akt i sagen.

Hvis der ikke er talt med barnet/den unge, bør dette også fremgå med en begrundelse herfor.

Bestemmelsen skal sikre, at børn og unge bliver hørt og inddraget i de beslutninger, der har betydning for deres fremtidige liv. Det er endvidere vigtigt under samtalen, at barnet/den unge orienteres om, hvad der skal ske og hvorfor.

- Bevilling af støtteforanstaltningen

Ankestyrelsen har fundet, at undersøgelsen giver anledning til at foreslå, at de bevillinger, som ikke fremgår af en skriftlig sendt afgørelse, fremgår tydeligt af sagen på en særskilt akt med dato og ikke udelukkende ved journalark med mange andre forskelligartede oplysninger.

- Opfølgning

Ankestyrelsen har fundet, at kommunerne skal være opmærksomme på, at der også i sager, hvor der ikke foreligger en handleplan, som skal revideres, følges op på foranstaltningerne både med henblik på, om foranstaltningen bør ophøre, og om det fortsat er den rigtige foranstaltning.

Nævnene

- Oplysningsgrundlag

Nævnene bør være opmærksomme på, om sagerne er tilstrækkelig oplyste, og om kravene til sagsbehandlingen er opfyldt.

Nævnene bør således tage stilling til, om § 38 undersøgelsen mangler og til undladelse af børnesamtalen efter § 58.

- Hjemvisning

Nævnene har hjemvist 17 procent af sagerne, men praksisundersøgelsen tyder på, at endnu flere sager bør hjemvises med henblik på overholdelse af reglerne for sagsbehandlingen.

- Genvurdering

Nævnene bør påse, om kommunerne har genvurderet sagerne efter retssikkerhedslovens § 66, og påse, at 4 ugers fristen for genvurdering overholdes.

Undersøgelsen kan læses i sin fulde ordlyd på www.ast.dk under Praksisundersøgelser.

Resumé

Ankestyrelsen har gennemført en praksisundersøgelse om frivillige foranstaltninger til børn og unge efter servicelovens § 40.

Formålet med undersøgelsen har været at belyse kommunernes anvendelse af støtteforanstaltningerne i servicelovens § 40, stk. 2, og hvorledes kommunerne administrer betingelsen i § 40, stk. 1, om, at foranstaltningen »må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte«.

Ankestyrelsen har ikke tidligere foretaget en praksisundersøgelse om servicelovens § 40.

I undersøgelsen er indgået 75 sager fra 25 kommuner og 42 sager fra de 15 sociale nævn.