Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-105/106
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-105/106
Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC) har på vegne af Ægteskab uden Grænser, Sverige, klaget til Pressenævnet over et indslag i Danmarks Radio og en artikel på DR Online den 30. august 2004, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat. Man har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.
I indslaget, der blev bragt i TV-avisen, hed det
Studievært : ”Sveriges justitsminister retter en udsædvanlig hård kritik mod den danske 24-årsregel. Den er diskriminerende og har alene til formål at bremse indvandring i Danmark, siger den svenske regering.
Speak : Justitsministerens hårde udfald er svar til integrationsminister Bertel Haarder. Den danske minister er bekymret over, at de svenske familiesammenføringsregler er langt lempeligere end de danske.
Interviewer : Hvad er dit svar?
Justitsminister Thomas Boström : At vi ikke vil indføre samme diskriminerende 24-årsregel. Vi vil ikke have en formynderisk stat i Sverige, hvor 23-årige ikke selv må bestemme, om de skal gifte sig.
Speak : Så 24-årsreglen får nu Sverige til at anklage Danmark for både formynderi og diskrimination. Og den svenske justitsminister kunne ikke drømme om at bøje lovgivningen i dansk retning. I Sverige er alderskravet kun 18 år.
Thomas Boström : Det er ikke den rette vej at indføre diskriminerende lovgivning. Og integrationsministeren ved udmærket godt, at denne lov blev indført for at stoppe flygtninge og indvandrere til Danmark.
Integrationsminister Bertel Haarder : Jeg synes, han skal blande sig uden om dansk lovgivning. Jeg beder om, at Sverige er opmærksom på et specielt grænseproblem her ved Øresund, hvor Sverige tilsyneladende bliver brugt til at gennemføre danske tvangsægteskaber, og hvor der benyttes dækadresser i Malmø, som udløser en familiesammenføring, skønt de pågældende slet ikke bor i Sverige.
Speak : Nye tal fra Integrationsministeriet og de svenske indvandrermyndigheder viser, at ca. 500 danskere med udenlandsk baggrund årligt flytter adresse til Sverige på grund af de stramme danske regler. Men halvdelen af flytningerne er proforma, og der er også eksempler på tvangsægteskaber blandt danskerne i Malmø, viser undersøgelsen.”
I en artikel den 30. august 2004 på Danmarks Radios hjemmeside, DR Online, der bar overskriften ” Hård svensk kritik af 24-årsregel ”, hed det
”Sveriges justitsminister Thomas Bodström vil ikke høre tale om at indføre en 24-årsregel ved familiesammenføringer som i Danmark, selvom 60-80 unge nydanskere månedligt flytter til Sverige – tilsyneladende for at blive tvangsgift.
Thomas Bodström siger, at Sverige i forvejen har et forbud mod tvang ved ægteskaber og at man nøje undersøger, om folk gifter sig frivilligt.
- Danskernes problemer er selvskabte som følge af en diskriminerende lovgivning. Vi agter ikke at følge det danske spor i Sverige, siger Bodström til det svenske nyhedsbureau TT.
Problemet med nydanskernes indvandring til Sverige var aldrig opstået, hvis ikke Danmark havde lavet sin 24-års regel, tilføjer han.
Bland jer udenom
Den svenske kritik preller af på integrationsminister Bertel Haarder.
Bertel Haarder siger, at Sverige skal blande sig udenom den danske ægteskabslovgivning.
- Jeg beder om, at Sverige er opmærksom på et specielt grænseproblem, hvor Sverige tilsyneladende bliver brugt til at gennemføre danske tvangsægteskaber, og hvor der benyttes dækadresser i Malmø, som udløser en familiesammenføring, skønt de pågældende slet ikke bor i Sverige, siger Bertel Haarder til TV-avisen.
Skalkeskjul for tvangsægteskaber
Integrationsministeren mener desuden, at det også må være i svenskernes interesse, at Sverige ikke bliver misbrugt som dækadresser og som et skalkeskjul for tvangsægteskaber.
- Vi vil gerne have, at de unge selv bestemmer, hvem de skal gifte sig med, og at de får en uddannelse i stedet for tidlige familiearrangementer og tidlige børn. Det er dansk politik, og det har virket præcist, som det skulle, siger Bertel Haarder til TV2/Nyhederne.
Flere flytter til Sverige
Asylansøgere må ikke indgå ægteskab i Danmark, og hvis en dansker ønsker at gifte sig med en udlænding, skal de begge være fyldt 24 år.
Desuden skal danskeren betale et depositum til staten på 50. 000 kr. for eventuelle sociale udgifter ved at gifte sig med en udlænding.
Stramningen har ført til, at der hver måned flytter mellem 60 og 80 danske statsborgere til Sverige for at blive familiesammenført med en borger fra et ikke-EU-land.
Ca. 80 procent har indvandrerbaggrund.”
Den 11. september 2004 bragte Danmarks Radio følgende på hjemmesiden
” Berigtigelse
I artiklen ”Hård svensk kritik af 24-årsregel” fra den 30. august 2004 skriver DR Nyheder Online, at ”60-80 unge nydanskere månedligt flytter til Sverige – tilsyneladende for at blive tvangsgift.” Det er ikke korrekt.
Nye tal fra det svenske Migrationsverket viser, at mellem 60 og 80 danskere flytter til Sverige hver måned for at blive familiesammenført med en ikke-EU borger. Af disse er ca. 80% danske statsborgere med indvandrerbaggrund. Af de 3000 danskere, der i 2003 søgte om at flytte til Sverige, blev 4 afvist af de svenske myndigheder med den begrundelse, at flytningen skete i forbindelse med et tvangsægteskab.”
Der er efterfølgende i artiklen af 30. august 2004 indsat en henvisning til berigtigelsen på DR Online.
Ved brev af 2. september 2004 anmodede Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC) på vegne af Ægteskab uden Grænser, Sverige, Danmarks Radio om et genmæle. Ved brev af 15. september 2004 klagede DRC over, at Danmarks Radio havde tilsidesat god presseskik.
Ved brev af 16. september 2004 afviste Danmarks Radio at bringe et genmæle og henviste til, at man den 11. september 2004 på DR Online havde bragt en berigtigelse i forhold til en forkert oplysning. Ved brev af 24. september 2004 afviste Danmarks Radio klagen over tilsidesættelse af god presseskik.
Foreningen Ægteskab uden Grænser, Sverige, har oplyst, at foreningen er dannet af danskere bosat i Sverige som følge af den danske udlændingelov. Foreningen havde pr. 31. august 2004 45 registrerede medlemmer, der alle er dansk/udenlandske ægtepar. Organisationen fungerer som et talerør over for blandt andet pressen og udgør en klart defineret gruppe, der er blevet krænket af Danmarks Radios nyhedsdækning. Foreningen har retlig interesse i sagen, idet det er foreningens medlemmer, der er omtalt i indslaget og artiklen. At foreningen ikke er omtalt ændrer ikke på det faktum, at foreningen er den eneste i Sverige, der repræsenterer de personer, som indslaget og artiklen omhandler. Som dokumentation for retlig interesse i sagen har foreningen blandt andet henvist til foreningens vedtægter.
Foreningen har anført, at sammenkædningen i indslaget og i artiklen om, at dansk/udenlandske par flytter til Sverige, og at de ligger under for tvangsægteskab, er uunderbygget. Sammenkædningen skaber et indtryk af, at alle par, der flytter fra Danmark til Sverige, har indgået tvangsægteskab og bor proforma i Sverige. Berigtigelsen den 11. september 2004 er ikke fyldestgørende, og foreningen har derfor krav på genmæle.
Foreningen har videre anført, at Danmarks Radio har tilsidesat punkt A.1, 3 og 4 i de vejledende regler for god presseskik, idet Danmarks Radio ikke har søgt at indhente oplysninger fra de personer, der i indslaget og i artiklen blev angrebet.
Danmarks Radio har anført, at hverken foreningen Grænser uden Ægteskab, Sverige, eller dens medlemmer er omtalt i indslaget og artiklen. Foreningen har derfor ikke fornøden retlig interesse i at klage til nævnet, der bør afvise sagen.
Danmarks Radio har videre anført, at man har haft en alsidig dækning af sagen, idet man har videregivet synspunkter fra både repræsentanter for de danske og svenske myndigheder. I et indslag den 31. august 2004 medvirkede to danskere med indvandrerbaggrund, der var flyttet til Sverige for at kunne gifte sig, og som ikke ønskede at bo proforma. Indslaget nævnte intet om tvangsægteskaber. Indslaget den 30. august var ikke et angreb på navngivne personer, institutioner, organisationer eller på danskere bosat i Sverige generelt. Der er ikke i indslaget bragt faktuelt forkerte oplysninger.
Danmarks Radio har oplyst, at der i artiklen på DR Online blev bragt en forkert oplysning, som den 11. september 2004 blev rettet i en berigtigelse på DR Online.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Michael Ulveman, Lars Lindskov og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler
Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet over et medies tilsidesættelse af god presseskik, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde være identificeret i mediet.
Efter medieansvarslovens § 36, stk. 2, kan anmodning om genmæle fremsættes af den, oplysningerne vedrører.
I indslaget og i artiklen rettede den svenske justitsminister, Thomas Boström, en generel kritik af 24-årsreglen i den danske udlændingelov, efter at den danske integrationsminister, Bertel Haarder, skulle have udtrykt bekymring over, at de svenske familiesammenføringsregler er langt lempeligere end de danske regler. I artiklen bad Bertel Haarder Sverige være opmærksom på et særligt problem i forhold til danske statsborgeres indgåelse af tvangsægteskaber og benyttelse af proforma-adresser i Sverige.
Pressenævnet finder, at hverken foreningen Ægteskab uden Grænser, Sverige, eller foreningens medlemmer er omtalt i indslaget og i artiklen på en sådan måde, at Ægteskab uden Grænser, Sverige, har retlig interesse i at klage til Pressenævnet. Nævnet afviser herefter klagen.
Afgjort den 9. februar 2005.
Resumé
Klager – en forening – klagede over et indslag i TV-stationen og en artikel på DR Online.
I indslaget og i artiklen rettede den svenske justitsminister, en generel kritik af 24-årsreglen i den danske udlændingelov, efter at den danske integrationsminister, havde udtrykt bekymring over, at de svenske familiesammenføringsregler var langt lempeligere end de danske regler.
Pressenævnet fandt, at hverken klager eller foreningens medlemmer var omtalt i indslaget og i artiklen på en sådan måde, at foreningen havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet. Nævnet afviste herefter klagen.