Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-104

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-104

Et bogforlag [A] har ved [B] klaget til Pressenævnet over, at tidsskriftet Møllen har afvist at bringe et genmæle i anledning af en anmeldelse af [B]s bog ”Vindmøller og Vandmøller i Danmark”, bind 2.

Anmeldelsen, der blev bragt i Møllen nr. 3562, maj-juni 2004, havde følgende ordlyd

”For ca. tre måneder siden udkom andet bind af [B]s værk ”Vindmøller og Vandmøller i Danmark” på [A].

Som første bind er det en meget smuk bog med fine – i hovedsagen nyoptagne – farvebilleder. Som indledning til bind 2 er der et interessant afsnit om ”Digte fortæller møllehistorie”. Herefter følger så, ligesom i 1. bind, 31 mølleportrætter, der er blevet til ved at sammenskrive, hvad andre forfattere før har publiceret plus nogle oplysninger afgivet mundtligt af nuværende ejere, møllelaugsmedlemmer o. lign.

I flere tilfælde bygger beskrivelserne i hovedsagen på én kilde, som så er udbygget med enkelte oplysninger andre steder fra. Det er der for så vidt ikke noget odiøst i, hvis ellers der var lavet tydelig reference til, hvilken forfatters arbejde, man har lænet sig op ad, og det er ikke tilfældet! Selv i tilfælde, hvor 4-5 sider eller mere er tekstnært referat af en andens arbejde, står det ikke i teksten, hvis arbejde det er, hun udnytter. Det er simpelthen ikke hæderligt at bruge andres slid med de primære kilder uden behørig kreditering!

Kildehenvisningerne er i denne henseende ikke til nogen nytte. De er lavet på en måde, som jeg aldrig har set i andre fagartikler. Efter hver artikel er alle brugte kilder – både publicerede og upublicerede såvel som mundtlige meddelere nævnt i en skøn blanding, og uden linjeskift mellem hver kilde, så det er uhyre svært at finde hoved og hale i. Det gør det ikke lettere, at kilderne er nævnt efter alder og ikke alfabetisk.

Selv om [B] ”låner” sit grundmateriale af andre, så lykkes det hende alligevel flere steder at misforstå eller overfortolke det forhåndenværende materiale. I artiklen om Rørvig Mølle skriver hun side 148: ”Familien opbevarer også tegningerne til møllen .” Det er rent gætværk! At tegningerne eksisterer ved hun fra anmelderens artikel ”Rørvigs Møller” i ”Mellem Kattegat og Isefjord” fra 2002, hvor disse tegninger for første gang blev publiceret. I teksten har jeg skrevet, at ”tegningerne er i privateje”. Men det er nu ikke familien, men en privat samler, der ejer de fantastisk flotte tegninger.

I min artikel fra 2002 skriver jeg, at der er fremstillet en ny vingeaksel til Rørvig Mølle. Det får [B] til, at en ny møllesten blev installeret i 2002”. Men akselen ligger altså stadig i 2004 på møllebyggerens værksted og afventer den videre restaurering af møllen.

Der er naturligvis tale om småfejl, men det demonstrerer for mig at se en lidt lemfældig omgang med kilderne, som i dette tilfælde altså er en af mine artikler.

Nu vil jeg selvfølgelig blive skudt i skoen, at jeg er fornærmet, fordi der her er tale om meget tæt referat af mit arbejde med Rørvig Mølles historie. Men man kan jo nu engang bedst bedømme teksterne om de møller, man selv kender til. Og teksten om Lyshøj Andelsmølle (i Udbyneder sogn) er ikke spor bedre. Den bygger helt tydeligt ensidigt på bogtrykker Ib Damsgaards lille jubilæumshæfte ”Lyshøj Mølle - hundrede år i med- og modvind. 1894- 1994”, udgivet af Damsgaards Tryk i Mariager. På side 6-7 i hæftet fortæller Damsgaard om de gamle møller, der har været på egnen, og nævner her en lang række gamle privilegerede vandmøller – heriblandt Å Mølle, Kærby Mølle og Kastbjerg Mølle samt den ligeledes privilegerede Overgårds Vindmølle. Han skriver videre: ” Sognenes bønder skulle anvende de privilegerede møller .”. Det har [B] i indledningen til afsnittet om Lyshøj Mølle fået til, at egnens bønder (og her må vel i hendes sammenhæng forstås Udbyneder sogns bønder) fik malet på Å Mølle, Kærby Mølle og Kastbjerg Mølle. Under forudsætning af, at vi her taler om de potentielle kunder til Lyshøj Mølle (og hvis vi ikke gør det, så er afsnittet helt irrelevant), så er det noget sludder. Enhver, der kender omgivelserne mellem Randers og Mariager Fjorde vil vide, at det har været umuligt for bønder i Udbyneder sogn at komme til Kærby Mølle med datidens transportmidler. Vejen er meget smal, meget lang, meget slynget og går op og ned af både Enslev og Blentrup Bjerge. At nogen skulle have brugt Å Mølle er lige så utænkeligt. For at komme til Å Mølle fra Udbyneder sogn, skal man passere både den store Kastbjerg Mølle og den mindre Tuus Mølle. Og havde de ikke vand nok, var der ingen grund til at køre til Å Mølle, hvortil vejen er tre gange så lang som til Kastbjerg, for Å Mølle var den nederste af 4 møller på Kastbjerg Å, og havde Kastbjerg og Tuus Møller ikke vand, så havde Å Mølle da slet ikke.

I øvrigt var Å Mølle ret uinteressant for bønderne, for nok var den i middelalderen en betydelig kornmølle, men den blev tidligt ombygget til oliemølle og senere til kalkmølle, som med egne skibe udskibede den største del af sin produktion ad Mariager Fjord. Da Lyshøj Mølle blev bygget havde den ingen betydning som kornmølle.

Og hvorfor skulle Udbyneder sogns bønder dog også køre udensogns for at få malet deres korn, når de havde to fine kundemøller selv? – ud over en herregårdsmølle. Disse møller spilder forfatteren til gengæld ikke mange ord på. Overgårds Vindmølle nævnes kun i forbifarten: ” Overgård, hvor en ny ejer Frederik von Arenstorff i 1807 byggede Overgårds Mølle, der ikke længere eksisterer, men lå for sig selv, kun 500 meter nordvest for Lyshøj Mølle ”. Sandheden er, at Overgårds Mølle er nævnt allerede i 1688. I 1807 blev stubmøllen revet ned, og der blev bygget en stor solid hollænder. [B] mener, den ”lå for sig selv”. Jeg vil mene, at den lå rigtig strategisk på bakken lige midt mellem de to gamle landsbyer i sognet, Udbyneder og Udbyover. Denne hollandske mølle blev solgt til privateje allerede i 1812, og var sognets vigtigste kundemølle. I et par generationer hed mølleren Hansen, og Kristoffer Hansen (junior) var en god kunde hos Frichs Fabrikker i Århus og hos den navnkundige møllebygger Niels Olsen i Randers. Da Lyshøj Mølle blev bygget, var Overgårds Vindmølle altså en topmoderne mølle med jerngangtøj, stort maskineri og eget bageri, og kunne godt have fortjent en lidt mere uddybende omtale. Men Overgårds Mølle var ikke alene om at betjene sognets bønder. I den sydlige del af sognet lå en mindre vindmølle, som i 1889 var flyttet hertil efter først af have været hjælpemølle ved Kastbjerg Vandmølle, og som især husmændene betjente sig af.

Den sydligst liggende mølle blev nedlagt i 1917, mens Overgårds Mølle stod lige så længe som Lyshøj Mølle var andelsmølle. Førstnævnte blev nedlagt i 1920 og nedrevet midt i 1920’erne og sidstnævnte blev solgt i 1924. Lyshøj Mølles nye ejer satsede primært på handel med korn- og foderstoffer.

Herregårdsmøllen på Overgård var en hollænder bygget lige øst for ladegården i 1848. Den betjente kun godset og fungerede til den brændte den 4. august 1902, hvorefter godset begyndte at sende kornet til dampmølle i Randers.

Det havde da været mere oplagt at skrive om disse 3 møller, der alle lå et stenkast fra Lyshøj, end om de vandmøller, der aldrig var eller kunne blive nogen konkurrent til andelsmøllen.

Og så vil den nuværende ejer af Charlottendal sikkert more sig herligt over, at den nydelige proprietærgård af [B] er blevet udnævnt som den ene af ”to store herregårde”.

Da de 31 mølleportrætter er sammenskrivninger af allerede kendt materiale, er afsnittene meget uensartede i deres indhold. I nogle portrætter fylder f.eks. den tekniske beskrivelse meget, i andre er den dimension slet ikke med – alt afhængig af hvilken synsvinkel ophavsmanden/-mændene nu har arbejdet ud fra.

Men [B] er en meget dygtig sprogbehandler, og selv om hun refererer sine kilder tæt, lykkes det hende at skrive i et ensartet og flot dansk, som tydeligvis henvender sig til ”det brede publikum”, for hvem bogen – alle unøjagtigheder ufortalt – givetvis fremstår som en guldgrube af oplysninger.

Kun et enkelt sted går det galt. Krudtmøllen i Frederiksværk er en meget speciel mølle, hvis tekniske installationer ikke er særlig kendte. Netop derfor bør man som forfatter være omhyggelig med sine beskrivelser. Det oplyses f.eks. at svingkornemøllen fra 1854 er Krudtværkmuseets klenodie, men man leder forgæves efter en forklaring på, hvordan sådan en fungerer – det er vist ikke almenviden i 2004? Det hedder også side 59, at en større produktion af krudt gik til ”barbaresklandene”. Dette udtryk kunne en 1800-tals forfatter bruge uden at blive misforstået, men når samme 1800-talsforfatter refereres i 2004 burde man måske lige tilføje, at det er de små nordafrikanske stater Marokko, Algeriet, Tunis og Tripolitania (i dag Libyen), der menes. Det kan vist heller ikke forventes at være almenviden i 2004.

Ligesom ved bind 1’s udgivelse lancerer forlaget bogen som ”En lang række af Danmarks mest interessante møller ” M.h.t. de udvalgte møller, så sukkede jeg i anmeldelsen af 1. bind over at det kun var medtaget én mølle (Dorf) fra Vendsyssel og slet ingen fra Himmerland, men at det måske kom i bind 2. I dette bind er der imidlertid ikke en eneste mølle med fra hverken Vendsyssel eller Himmerland. Er der da slet ingen af Nordjylland Amts 59 bevarede vand- og vindmøller, der er værd at skrive om?

Bogen er smuk som boghåndværk en nydelse, men indholdsmæssigt er der for mange unøjagtigheder og alt for meget gætværk, der hvor forfatteren ikke har kunnet få de forhåndenværende kilders ender til at nå sammen.”

[A] anmodede ved brev af 31. maj 2004 Møllen om at bringe følgende genmæle

”Refererende museumsinspektør Lise Andersens omtale af [B]: Vindmøller og Vandmøller i Danmark BIND 2 følgende berigtigelse

1/ [B] (AML) har ikke stjålet fra Lise Andersens (LA) skriftlige arbejder vedr. Rørvig Mølle. Da AML har haft de samme skriftlige kilder/arkiver til rådighed som LA, skal naturligvis de samme oplysninger fremkomme. Der er facts i AML’s artikel, som ikke findes i LA’s, så der er altså ikke tale om ”tekstnært referat”. AML har i øvrigt side 146 2. spalte 3. sidste linie henvist til LA’s arbejde i artiklen om Rørvig Mølle og ligeledes i kildefortegnelsen. At LA beskylder AML for at være ”ikke hæderlig” er en uforskammethed.

At AML skriver at akslen blev installeret, selv om den stadig ligger på møllebyggerens værksted, skyldes manglende oplysninger fra Rørvig Naturfredningsforening og møllebygger John Jensen, sidstnævnte har ikke ønsket at være behjælpelig. Det er altså ikke lemfældig afskrivning fra LA’s artikel.

2/ Kildehenvisninger er på side 6 angivet klart og tydeligt med linieskift. Efter hver artikel er særligt for netop denne artikel angivet først skriftlige kilder og derefter mundtlige kilder. Kronologisk rækkefølge anvendes i øvrigt ofte ved kildehenvisninger.

3/ Krudtværket i Frederiksværk LA kritiserer manglende forklaring på Svingkornemøllen og Barbaresklandene. LA har altså ikke læst artiklen, for der er forklaring henholdsvis side 65 2. spalte linie 28 og side 56 1. spalte sidste linie.

4/ Lyshøj Andelsmølle Artiklen bygger ikke ensidigt på Damsgaards bog, der naturligvis er nævnt i kildefortegnelsen ligesom Henning Madsen, den sidste møllers søn, der har været med i udarbejdelsen af artiklen.

Charlottendal er ganske rigtig ikke en herregård i officiel forstand, men det er tydeligt forklaret, hvad det er for en gård side 116 1. spalte 2. afsnit ff. Overgårds Mølles beliggenhed blev af beboerne på stedet beskrevet som gengivet, den stod ”for sig selv” da gårdene lå omkring gadekæret inde i byen.

AML skriver: ”Bønderne på egnen fik malet på de vandmøller, der var i området”. – underforstået: det område de respektive bønder boede i.

LA bruger mange linier på at hovere over, at det var umuligt for ”egnens bønder at komme til Kærby Mølle”. AML har ikke skrevet noget om, at bønderne i Udbyneder skulle køre til hverken Kærby eller Å Mølle, LA påstår, at noget som AML ikke har skrevet, er forkert!

LA bruger udtrykket sammenskrivning, hvilket er uartigt og misvisende. Hvis LA havde læst bogen eller blot havde set kildefortegnelserne igennem, ville hun have kunnet konstatere, at langt de fleste af møllerne ikke har været behandlet tidligere undtagen for nogens vedkommende i kortfattede foldere. AML har således ikke blot sammenskrevet allerede udgivet litteratur, som LA beskylder hende for, da den ikke eksisterer.

Forlag [A]”

Ved brev af 8. juni 2004 afviste redaktøren af Møllen at bringe et genmæle. Der blev ikke givet klagevejledning.

Ved brev af 10. juni 2004 anmodede [A] redaktøren om at give [B] en undskyldning i bladet.

Ved breve af 6. og 19. juli 2004 anmodede forlaget på ny redaktøren om at bringe et genmæle i bladet. Henvendelserne blev ikke besvaret.

[A] har anført, at det er uacceptabelt, at det af anmeldelsen fremgår, at [B] er uhæderlig, og at hun har skrevet af fra Lise Andersens skriftlige arbejder om Rørvig Mølle. Da [B] har haft de samme skriftlige kilder/arkiver til rådighed som Lise Andersen, vil de samme oplysninger naturligvis fremkomme. Der er facts i [B]s artikel, som ikke findes i Lise Andersens artikel, og der er derfor ikke tale om et ”tekstnært referat”. Der er i øvrigt i artiklen om Rørvig Mølle henvist til Lise Andersens artikel såvel i selve artiklen som i kildefortegnelsen efter artiklen.

[A] har videre anført, at kildehenvisningerne på side 6 er tydeligt angivet med linieskift. Efter hver artikel er særligt angivet først skriftlige kilder og derefter mundtlige kilder. Linieskift er ikke anvendt her, da det rent grafisk ikke ville se pænt ud.

For så vidt angår Møllens kritik af bogens manglende forklaringer om Svingkornemøllen og Barbaresklandene i forbindelse med omtalen af Krudtværket i Frederiksværk (s. 54) har klager anført, at forklaringerne fremgår på s. 56 og s. 65 i bogen. En berigtigelse af Møllen på dette punkt ville være uden betydning, da dette forhold udgør en begrænset del af anmodningen om genmæle. Berigtigelsen er i øvrigt endnu ikke bragt.

[A] har endelig anført, at oplysningen (s. 116) om, at Overgårds Mølle ”lå for sig selv”, er korrekt. Det er stedets beboere, der har beskrevet møllens beliggenhed, idet gårdene lå omkring gadekæret inde i byen. I forhold til udsagnet i anmeldelsen ” det har været umuligt for bønder i Udbyneder sogn at komme til Kærby Mølle ” har klager anført, at [B] ikke i bogen har anført, at bønderne i Udbyneder skulle køre til Kærby eller Å Mølle. Møllen påstår således, at noget, som [B] ikke har skrevet, er forkert.

Møllen har anført, at man ikke har beskyldt [B] for at ”stjæle” fra andre forfattere, men det fastholdes, at omtalen af Rørvigs lermøller er et ”tekstnært referat” af en artikel, som Møllens redaktør tidligere har forfattet, uden at der i bogen er nogen egentlig reference til den pågældende artikel. Det forekommer usandsynligt, at [B] i sin bog skulle nå frem til de samme resultater som Møllens redaktør, blot fordi hun har anvendt det samme historiske kildemateriale, idet dette giver grundlag for et væld af fortolkningsmuligheder.

Møllen har videre anført, at opstillingen af kildehenvisninger efter de enkelte artikler er uoverskuelig, idet der ikke er anvendt linjeskift. Opstillingen lever ikke op til normal praksis i historisk litteratur.

Møllen har i forhold til det oplyste om Krudtværket i Frederiksværk beklaget, at man ikke ved anmeldelsen var opmærksom på de forklaringer, der er bragt i bogen om Svingkornemøllen og Babaresklandene. Møllen var villig til at bringe en berigtigelse, hvilket imidlertid blev afvist af [A].

Med hensyn til omtalen af Lyshøj Mølle har Møllen anført, at der ikke er nogen garanti for, at det er korrekt, når de lokale beboere har beskrevet Overgårds Mølle som liggende ”for sig selv”. Med en smule kildekritik ville fejlen ikke være opstået. Hvis sætningen ”Bønderne på egnen fik malet på de vandmøller, der var i området ” ikke er ment som en henvisning til bønder i området omkring Lyshøj, så er det uforståeligt, hvorfor udsagnet er bragt og vandmøllerne nævnt i afsnittet om Lyshøj Mølle.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Lene Pagter Kristensen, Michael Ulveman, Lars Lindskov og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Det fremgår af medieansvarslovens § 40, stk. 1, at afslag på genmæle snarest muligt skal meddeles den, der har anmodet om genmæle, med oplysning om, at afslaget kan indbringes for Pressenævnet senest 4 uger efter, at afslaget er kommet frem. Nævnets adresse skal samtidig fremgå.

Da Møllen har undladt at give den klagevejledning, der følger af medieansvarsloven, behandler nævnet den indgivne klage, uanset om den er indgivet for sent til nævnet. Det er nævnets opfattelse, at korrekt klagevejledning er af væsentlig betydning for, at en klage kan indgives rettidigt.

Bemærkningerne i anmeldelsen om, at [B] i sin bog har benyttet sig af andre forfatteres – herunder anmelderens – arbejder uden behørig kildekreditering, er udtryk for anmelderens vurdering af bogens indhold, og der er ikke grundlag for at give genmæle over for sådanne vurderinger.

Anmeldelsens bemærkning om, at der ikke er linieskift mellem hver enkelt kilde, knytter sig til de kilder, der er angivet efter hver artikel. Nævnet finder, at Møllen ikke har bragt forkerte oplysninger på dette punkt.

Møllen har over for [A] og Pressenævnet erkendt, at det ikke er korrekt, når det i anmeldelsen anføres, at der i bogen mangler forklaringer om Svingkornemøllen og Barbaresklandene. Nævnet finder dog, at den forkerte oplysning ikke er egnet til at påføre [A] skade af betydning, og der er derfor ikke grundlag for genmæle på dette punkt.

Uanset om de oplysninger, der ønskes genmæle over for i forbindelse med omtalen af Lyshøj Andelsmølle, måtte være forkerte, finder nævnet, at oplysningerne ikke er egnet til at påføre [A] skade af betydning, og der er derfor ej heller grundlag for genmæle på dette punkt.

Afgjort den 9. februar 2005.

Resumé

Klager – et forlag – klagede over en boganmeldelse i bladet.

Bemærkningerne i anmeldelsen om, at forfatteren i sin bog havde benyttet sig af andre forfatteres – herunder anmelderens – arbejder uden behørig kildekreditering, var udtryk for anmelderens vurdering af bogens indhold, og der var ikke grundlag for at give genmæle over for sådanne vurderinger.

Bladet havde over for klager og Pressenævnet erkendt, at det ikke var korrekt, når det i anmeldelsen anførtes, at der i bogen mangler forklaringer om Svingkornemøllen og Barbaresklandene. Nævnet fandt dog, at den forkerte oplysning ikke var egnet til at påføre klager skade af betydning, og der var derfor ikke grundlag for genmæle på dette punkt.

Uanset om de oplysninger, der ønskedes genmæle over for i forbindelse med omtalen af Lyshøj Andelsmølle, måtte være forkerte, fandt nævnet, at oplysningerne ikke var egnet til at påføre klager skade af betydning, og der var derfor ej heller grundlag for genmæle på dette punkt.