Legislator Case Law & Legislation
W20050905725 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-127

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9057 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-127

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i JydskeVestkysten den 20. november 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” Klagende borger æder halv jurist ”, hed det i en underrubrik

” DEMOKRATI: En borger klager så meget, at det lægger beslag på store kommunale ressourcer. Borgmester Aase Nyegaard respekterer borgerens krav på retssikkerhed, men beklager de spildte ressourcer. Kendt fænomen, siger tilsynsrådet.”

I artiklen hed det

”AUGUSTENBORG: En borger i Augustenborg Kommune er så ihærdig efter at bruge sin demokratiske ret til at klage, at vedkommendes indsigelser alene lægger beslag på halvdelen af den tid, som kommunens eneste jurist har til rådighed.

- Borgeren skal selvfølgelig have sine svar, men når vi får det sendt, så finder vedkommende en fodfejl, og så bliver der klaget igen. Eller den ryger til tilsynsrådet, så skal vi svare dem, fortæller borgmesteren, der ikke mener, at svarene fra kommunen er for dårlige.

- Men hvis du leder efter fejl i lang tid, så finder du også nogle. Det er en balancegang. Borgeren skal både have svar på sine spørgsmål af hensyn til retssikkerheden. Som politisk ansvarlig føler jeg bare, at en borger tager uforholdsmæssig meget tid fra alt det andet, lyder det fra Aase Nyegaard.

Forslag på forslag

Antenneforeningen Blæsborg i Augustenborg har også sager fra borgeren, der tager meget lang tid.

- Vi oplever de samme forslag bliver stillet gang på gang, siger formand for foreningen, Mogens Elmvang.

Han mener dog, at det er lettere for en forening at have med sådan en borger at gøre, fordi der er meget, der kan styres med en skarp ordfører på generalforsamlingerne, og i yderste konsekvens bliver vedkommende frataget ordet.

Mogens Elmvang siger, at han ikke har noget imod, at medlemmerne sender forslag til foreningen, men de skal bære præg af fremdrift, og det har de ikke altid fra den omtalte borger.

Han nævner som konkret eksempel to stiftende generalforsamlinger, hvor et forslag blev stemt ned. Borgeren var den eneste, der stemte for forslaget, og da det ikke blev vedtaget, gik han skridtet videre og fik det fremsendt igen – men denne gang via sin boligforening.

- Der kunne jeg så svare med det samme, at det havde vi allerede stemt om og forkastet, siger Mogens Elmvang.

Kendt fænomen

Der er ikke nogen fast regel eller bagatelgrænse for, hvornår en kommune skal behandle en sag fra en borger, men hvis kommunen ikke overholder loven, kan en borger klage videre til tilsynsrådet. Stiftamtmand Torben Sørensen siger, at de også her kan se, at det er et almindeligt kendt fænomen, at der er nogle borgere, der henvender sig meget hyppigt til myndighederne. Og kommunerne er nødt til at holde sig til lovgivningen, selvom det kan virke irriterende at behandle de mange sager.

- Det afhænger selvfølgelig af, hvilke sager det er, nogle gange kan de jo skære folk af, men det har selvfølgelig sine begrænsninger, siger Torben Sørensen.”

[K] har oplyst, at han er den i artiklen omtalte borger. Han har anført, at det er krænkende for ham, at JydskeVestkysten ikke inden offentliggørelsen har kontaktet ham for at få hans kommentarer til sagerne.

JydskeVestkysten har afvist at have tilsidesat punkt A.3 i de vejledende regler for god presseskik. For det første er [K] ikke nævnt ved navn, så kun de, der kender ham i forvejen, kan genkende ham. For det andet er oplysningerne ikke skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for klager, men er alene af konstaterende karakter. Artiklen omtaler en borger, der er meget flittig til at klage, og ingen af kilderne i artiklen udtaler sig nedsættende om klagevirksomheden. Det har således ikke været nødvendigt at indhente [K]s kommentarer. Uanset at dette er bladets opfattelse, forsøgte man forgæves inden offentliggørelsen at kontakte [K].

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med kendskab til de forhold, der beskrives i artiklen, at identificere [K] som den person, der er omtalt i artiklen. Han har herefter retlig interesse i at klage til Pressenævnet.

I artiklen omtales blandt andet, hvorledes [K] ved gentagne gange at stille spørgsmål og forslag lægger beslag på store arbejdsressourcer i Augustenborg Kommune og i Antenneforeningen Blæsborg. Pressenævnet finder, at artiklens oplysninger ikke har en krænkende og skadelig karakter i forhold til klager, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af JydskeVestkysten for ikke at have forelagt oplysningerne for [K] inden offentliggørelsen.

Afgjort den 16. december 2004.

Endelig adm. afgørelse 2005 9057 Valid

Resumé

Klager klagede over en artikel, der omtalte, hvorledes klager ved gentagne gange at stille spørgsmål og forslag lagde beslag på store arbejdsressourcer i Augustenborg Kommune og i en antenneforening.

Pressenævnet fandt, at artiklens oplysninger ikke havde en krænkende og skadelig karakter i forhold til klager, og nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet for ikke at have forelagt oplysningerne for klager inden offentliggørelsen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →