Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-94
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-94
[K] har klaget til Pressenævnet over et læserindlæg bragt i JydskeVestkysten den 15. juli 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Ved e-mail af 13. juli 2004 anmodede [K] JydskeVestkysten om, at følgende indlæg blev bragt i bladet
”Synspunkt
Man får, hvad man beder om.
I JV den 13. juli 2004 var der en længere artikel om hærværk i Guderup og Augustenborg, men ingen af de adspurgte havde et bud på, hvad årsagen er.
Kan det være fordi. Børn og unge i Guderup i år har kunnet læse i avisen, hører i radioen og se på TV, at borgmester Jan Prokopek Jensen har været sigtet for vold og ulovlig tvang??
Kan det være fordi. Politiet – som samarbejde med Borgmesteren i bl.a. SSP – kun pålagde Borgmesteren at betale en bøde for ulovlig tvang??
Kan det være fordi. Statsadvokaten i Sønderborg IKKE ønskede at sagen blev prøvet ved domstolene??
Kan det være fordi. Valgbarhedsnævnet har fundet, at borgmester Jan Prokopek Jensen er værdig til fortsat at beklæde posten som borgmester i Nordborg??
Kan det være fordi. Den samlede Kommunalbestyrelse og ledende embedsmænd i Augustenborg Kommune ifølge et indslag i TV-Syd med falske udsagn og urigtige påstande – gennem 12 år – har forsøgt at tvinge en familie i Bro fra deres bolig??
Når børn og unge begår hærværk og vold, er det – som jeg ser det – en naturlig konsekvens af den måde deres forældre, bedsteforældre, embedsmænd, borgmestre, m.f. er ”forbilleder” på.
En medvirkende årsag til hærværk, vold m.v. kan også være, at samfundet gennem de seneste år har ændret sig fra at være et samfund, hvor det gjaldt om at have ret til et samfund, hvor det gælder om at få ret – Koste hvad det vil.
Da jeg arbejdede med kvalitetsstyring, brugte vi følgende ordsprog ”Som mester så hans svende”.
Overført til situationen med hærværk på offentlig ejendom, betyder det, at børn og unge gør som deres ”forbilleder” gør og IKKE som de siger, de skal gøre.
Afslutningsvis vil jeg pointerer, at jeg er imod hærværk og vold også de mere raffinerede former, der begås af den udøvende magt (Regering, Lokal politiker, Statsadvokat, Politi, Embedsmænd m.f.).”
Den 15. juli 2004 bragte JydskeVestkysten læserindlægget under overskriften ” Man får, hvad man beder om ” og underrubrikken ”Synspunkt”. I indlægget, der var rettet til med hensyn til sprog og opsætning, var følgende afsnit redigeret ud
”Kan det være fordi. Den samlede Kommunalbestyrelse og ledende embedsmænd i Augustenborg Kommune ifølge et indslag i TV-Syd med falske udsagn og urigtige påstande – gennem 12 år – har forsøgt at tvinge en familie i Bro fra deres bolig??”
[K] har oplyst, at han samtidig med indlæggets fremsendelse til JydskeVestkysten den 13. juli 2004 udtrykkeligt anførte, at han ikke ønskede indlægget bragt, hvis bladet ikke ønskede at bringe det i sin helhed. Da bladet den 14. juli 2004 gjorde opmærksom på, at man muligvis ville forkorte indlægget af pladshensyn, understregede han igen via en e-mail, at han ikke ønskede nogen forkortelse i sit indlæg. Indlægget overholdt avisens længdekrav på maksimalt 1850 anslag. JydskeVestkysten har handlet i strid med god presseskik ved at redigere i hans indlæg, idet bladet var bekendt med, at han kun ønskede det bragt uforkortet.
JydskeVestkysten har anført, at man til enhver tid forbeholder sig ret til at redigere avisen, herunder også at forkorte i de uopfordrede tilsendte læserbreve, hvilket kan ske af hensyn til længde, injurier, fornærmende tonefald, forståelse og andre forhold. Debatreglerne er forklaret i tekstbokse i bladet.
Bladet har anført, at det bortredigerede afsnit er uforståeligt for læserne, idet det refererer til en sag omtalt i et andet medie. Sagen bliver ikke forklaret, så den giver mening i sammenhæng med de øvrige synspunkter i [K]s indlæg. Afsnittet ville kunne være injurierende, idet der ikke føres bevis for, at politikere og embedsmænd i Augustenborg Kommune har fremsat falske udsagn og urigtige påstande. Indlægget skulle under alle omstændigheder beskæres for at overholde de maksimale længdekrav, og man valgte derfor at bortredigere afsnittet, hvilket ikke har forringet læsernes mulighed for at forstå [K]s budskab.
JydskeVestkysten har oplyst, at den person på bladet, der redigerede indlægget, har overset, at [K] i forbindelse med indlæggets fremsendelse havde anført, at han ikke ønskede det bragt, såfremt bladet agtede at redigere i det. Da [K] gentog sit ønske i en e-mail den 14. juli 2004, var siden færdigproduceret. [K] må i øvrigt som flittig debatskribent være bekendt med, at bladet altid forbeholder sig ret til at redigere læserindlæggene, hvorfor det fremsatte ønske er fremsat mod bedre vidende om bladets praksis.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Niels Grubbe, Lotte Mejlhede, Lene Sarup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket.
Nævnet finder, at JydskeVestkysten har handlet i strid med god presseskik ved at bringe [K]s indlæg i redigeret form, idet han udtrykkeligt over for bladet havde anført, at han ikke ønskede indlægget bragt, hvis der blev redigeret i det. Nævnet udtaler sin kritik af JydskeVestkysten.
Da bladet har erkendt, at det beror på en fejl, at indlægget blev bragt i redigeret form, og da [K]s budskab efter nævnets opfattelse fremstår uforvansket efter forkortelsen, finder nævnet ikke grundlag for, at JydskeVestkysten skal offentliggøre nævnets kendelse.
Afgjort den 14. oktober 2004.
Resumé
Klager klagede over et af ham forfattet læserindlæg, som bladet havde bragt i redigeret form.
Nævnet fandt, at bladet havde handlet i strid med god presseskik ved at bringe klagers indlæg i redigeret form, idet han udtrykkeligt over for bladet havde anført, at han ikke ønskede indlægget bragt, hvis der blev redigeret i det. Nævnet udtalte sin kritik af bladet.
Da bladet havde erkendt, at det beroede på en fejl, at indlægget blev bragt i redigeret form, og da klagers budskab efter nævnets opfattelse fremstod uforvansket efter forkortelsen, fandt nævnet ikke grundlag for, at bladet skulle offentliggøre nævnets kendelse.