Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-91
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-91
[K] har på vegne af sin søn, [A], klaget til Pressenævnet, over en artikel i Sjællands Tidende den 21. juni 2004, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artikel, der blev bragt under overskriften ” Overført til Rigshospitalet ”, havde følgende indhold
”Den 18-årige [A], Slagelse, blev mandag over midnat overført fra Slagelse Sygehus til Rigshospitalets Traumecenter efter at han tidligere på aftenen blev kvæstet ved et knivstikkeri på Kierullfsvej i Slagelse. Hans lever blev beskadiget ved knivstikkeriet. Han har en to centimeter lang læsion i maven. Han kan ikke afhøres foreløbig.”
[K] har klaget over, at hendes søns navn – som i artiklen dog er stavet forkert – er anført i artiklen, uden at der er givet tilladelse dertil. Oplysningen om, at sønnen har været offer for en forbrydelse, henhører under privatlivets fred.
Sjællands Tidende har anført, at [A] i artiklen alene er omtalt som offer for et knivstikkeri, og at der ikke er antydninger af sigtelser/beskyldninger imod ham. Bladet finder det derfor helt ubetænkeligt at bringe navnet. Navnet blev oplyst i et grundlovsforhør ved Retten i Slagelse, som blev holdt for åbne døre. Bladet har i øvrigt beklaget, at man har stavet [A]s navn forkert.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler
Sjællands Tidende oplyste i artiklen, at [A] havde været offer for et knivstikkeri. Pressenævnet finder, at artiklens indhold ikke er krænkende for [A], og Sjællands Tidende har derfor ikke handlet i strid med god presseskik ved at oplyse navnet uden hans tilladelse.
Nævnet har i øvrigt noteret sig, at Sjællands Tidende har beklaget, at man har stavet [A]s efternavn forkert i artiklen.
Afgjort den 15. september 2004.
Resumé
Klager klagede over, at hendes søns navn var nævnt i en artikel, der omhandlede et knivstikkeri, som sønnen havde været udsat for.
Pressenævnet fandt, at artiklens indhold ikke var krænkende for klagers søn, og bladet havde derfor ikke handlet i strid med god presseskik ved at oplyse navnet uden hans tilladelse.