Legislator Case Law & Legislation
W20050901925 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-85

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9019 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-85

JuniBevægelsen har klaget til Pressenævnet over, at TV 2 har afvist at bringe et genmæle i anledning af et indslag i TV 2-Nyhederne den 10. juni 2004.

I indslaget, der blev bragt op til valget til Europa-Parlamentet søndag den 13. juni 2004, hed det blandt andet

”

Studievært : Og nu aftenens fokus. Kandidaterne til EU-Parlamentet repræsenterer alle et dansk parti eller bevægelse, men når de flytter ind i EU-Parlamentet, ja, så deler de gruppeværelse med politikere fra andre lande, som har helt andre holdninger.”

Der blev herefter vist en grafisk oversigt over grupperingerne i Europa-Parlamentet med ledsagende speak

Speak: ”Parlamentets største gruppe er den konservative; det er her Gitte Seeberg skal sidde, hvis hun bliver valgt. Og hun skal sidde sammen med bl.a. Berlusconis højrenationale Forza Italia-politikere.

Socialdemokraterne er den næststørste gruppe. Her sidder arbejderpartierne fra begge sider af det tidligere jerntæppe.

I den liberale gruppe sidder både Venstre og Det Radikale Venstre, og i gruppen for Mangfoldighedernes Europa, ja, der finder vi en skønsom blanding af JuniBevægelsen fra Danmark; den sidder sammen med religiøse hollændere, franske jægere og så en polak, der har rost Hitler.”

Ovennævnte speak var ledsaget af tre skilte på skærmen med teksten

”Religiøse hollændere

Franske jægere

Politisk Hitler-fan”

Studievært: ”Med andre ord: De danskere, der på søndag stemmer på JuniBevægelsen, støtter også de politikere, der kræver fri sæson for jagt på sjældne fugle. Det mener den konservative spidskandidat er dybt utroværdigt.”

Speaken blev efterfulgt af et indslag, hvori Gitte Seeberg udtrykte forundring over, at JuniBevægelsen kunne være i gruppe med personer, der ønsker fri jagtsæson på fugle. Herefter fulgte blandt andet et interview Jens Peter Bonde fra JuniBevægelsen

Interviewer : ”Ville du selv stemme for fri jagt af sjældne fugle?

Jens Peter Bonde, medlem af Europa-Parlamentet for JuniBevægelsen : Ja, det har jeg da gjort. Jeg har stemt for, at man skal bevare bestandene, og at landene skal selv have lov til at regulere jagtsæsonen, og det har jeg gjort sammen med den konservative Christian Rovsing, så jeg håber da, Gitte Seeberg vil være i gruppe med sin egen partifælle.

”

Ved e-mails af 12., 13. og 15. juni 2004 anmodede JuniBevægelsen TV 2 om at bringe et genmæle.

TV 2 afviste telefonisk den 12. juni 2004 og ved e-mail 15. juni 2004 at bringe et genmæle.

JuniBevægelsen har anført, at indslaget indeholder flere fejlagtige oplysninger. Det er således ikke korrekt, at der på tidspunktet for indslaget var en polak i den gruppe, som JuniBevægelsen tilhører. Den pågældende politiker, der tænkes på – Andrej Lepper – er i øvrigt ikke ”politisk Hilter-fan”, således som det blev anført på et skilt i indslaget. Det er en meget alvorlig sag, at TV 2 – fire dage før et afgørende valg – beskylder JuniBevægelsen for at være i samme bås som Hitler-fans.

JuniBevægelsen har i tilknytning hertil anført, at det er korrekt, at omtalen af nogle grupper skete i fremtidsform, f.eks. sætningen ”Gitte Seeberg skal sidde sammen med ”. Det samme kan imidlertid ikke siges om omtalen af JuniBevægelsens gruppe. Her tales ikke om tiden efter valget, men om situationen i dag. JuniBevægelsen har henvist til udsagnet ” og i gruppen for Mangfoldighedernes Europa, ja, der finder vi en skønsom blanding af JuniBevægelsen fra Danmark. Den sidder sammen med .”. JuniBevægelsen forbindes tydeligt med de omtalte politikere, idet det i indslaget anføres ” Med andre ord: De danskere, der på søndag stemmer på JuniBevægelsen, støtter også de politikere, der ønsker ”. I sidstnævnte citat nævnes kun de franske jægere, men af sammenhængen må seerne ganske klart forstå, at det gælder alle de omtalte ”gruppefæller”.

JuniBevægelsen har endelig anført, at det ikke er korrekt, at vælgerne støtter andre ved at stemme på JuniBevægelsen, idet man ikke er medlem af en overnational partigruppering med fælles stemmeafgivning. Der er således alene tale om et teknisk samarbejde med den øvrige gruppering.

TV 2 har oplyst, at indslaget var ét blandt en lang række om det kommende valg til Europa-Parlamentet. Indslaget satte fokus på de politiske grupperinger, der er i Europa-Parlamentet og på hvilke partier og sammenslutninger, som danske EU-parlamentarikere arbejdede og ville komme til at arbejde sammen med, når det nye Europa-Parlament var valgt. Det fremgår klart af indslaget, at dette primært vedrørte samarbejdsrelationerne efter valget og nedsættelsen af det nye parlament.

TV 2 har anført, at speaken ” den [JuniBevægelsen] sidder sammen med religiøse hollændere, franske jægere og så en polak, der har rost Hitler” skal ses i den sammenhæng, hvori den indgår. Af sammenhængen fremgår det klart, at der er tale om en mulig fremtidig samarbejdskonstellation. TV 2 har henvist til studieværtens indledning på indslaget, hvori det hedder: ”Kandidaterne til EU-Parlamentet repræsenterer alle et dansk parti eller en bevægelse, men når de flytter ind i EU-Parlamentet, ja, så deler de gruppeværelse med politikere fra andre lande, som har helt andre holdninger”. At indslaget vedrørte situationen efter valget understøttes i øvrigt af indslagets øvrige indhold. Der er således ikke bragt en urigtig oplysning, der er egnet til at påføre JuniBevægelsen skade af betydning, og der er derfor ikke grundlag for genmæle.

TV 2 har i tilknytning hertil anført, at oplysningen om, at en unavngiven polsk politiker har rost Adolf Hitler, ikke vedrører JuniBevægelsen, og man har derfor ikke retlig interesse i at kræve genmæle over for denne oplysning. Oplysningen har under alle omstændigheder dækning i de synspunkter, som den pågældende politiker har givet udtryk for.

TV 2 har endelig anført, at det ikke fremgår af indslaget, at JuniBevægelsen skulle sympatisere med samtlige synspunkter, der fremkommer i den gruppe, som bevægelsen tilhører, herunder at JuniBevægelsen har sympati for Adolf Hitler. Speaken om, at en stemme på JuniBevægelsen indebærer støtte til de politikere, der ønsker fri jagtsæson på fugle, blev efterfulgt af et indslag, hvori Gitte Seeberg gav udtryk for, at hun ikke forstod, at en miljøvenlig sammenslutning som JuniBevægelsen har kunnet erklære sig enig i dette synspunkt. Oplysningen fremstår derfor ikke som en faktisk oplysning, men derimod som en kommentar i den politiske debat om dilemmaerne ved de brede politiske grupperinger. Dertil kommer, at den konkrete speak og kritik har dækning i de faktiske forhold, og Jens Peter Bonde fra JuniBevægelsen får lejlighed til at svare på kritikken fra Gitte Seeberg. På den baggrund finder TV 2, at JuniBevægelsen ikke har krav på genmæle på dette punkt.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet finder, at det efter indslagets indhold og sammenhæng må stå klart, at indslaget omhandler den sammensætning og gruppering af Europa-Parlamentet, som kunne blive aktuel efter gennemførelse af valget til Europa-Parlamentet. Nævnet finder således ikke, at det af indslaget fremgår, at JuniBevægelsen på tidspunktet for indslaget skulle sidde i gruppe med en polak. JuniBevægelsen har derfor ikke krav på genmæle på dette punkt, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 1

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende polak er ”Hitler-fan”, bemærker nævnet, at JuniBevægelsen ikke har retlig interesse i at klage over dette forhold til Pressenævnet. Nævnet afviser derfor denne del af klagen.

I indslaget udtaler JuniBevægelsens repræsentant, Jens Peter Bonde, at han tidligere har stemt for fri jagt på sjældne fugle. Nævnet finder på den baggrund ikke grundlag for genmæle i forhold til speaken om, at danskere, der stemmer på JuniBevægelsen, også støtter de politikere, der kræver fri sæson for jagt på sjældne fugle. Nævnet finder i øvrigt ikke, at speaken refererer til den tidligere omtalte polak og religiøse hollændere.

Afgjort den 15. september 2004.

Endelig adm. afgørelse 2005 9019 Valid

Resumé

Klager – et politisk parti – klagede over, at TV-stationen havde afvist at bringe et genmæle i anledning af et TV-indslag.

Pressenævnet fandt, at det efter indslagets indhold og sammenhæng måtte stå klart, at indslaget omhandlede den sammensætning og gruppering af Europa-Parlamentet, som kunne blive aktuel efter gennemførelse af valget til Europa-Parlamentet. Nævnet fandt således ikke, at det af indslaget fremgik, at klager på tidspunktet for indslaget skulle sidde i gruppe med en polak. Klager havde derfor ikke krav på genmæle, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 1

Nævnet fandt, at klager ikke havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet over omtalen af polakken som ”Hitler-fan”.

I indslaget udtalte klagers repræsentant, at han tidligere havde stemt for fri jagt på sjældne fugle. Nævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for genmæle i forhold til speaken om, at danskere, der stemmer på klager, også støtter de politikere, der kræver fri sæson for jagt på sjældne fugle.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →