Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-55

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-55

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude og Hjemme, nr. 14, den 31. marts 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” Nødråb fra 17-årig narkoman: Jeg vil ikke dø ”, hed det i en underrubrik

”17-årige [A] har været afhængig af hårde stoffer i seks år. Hun har solgt sin krop, stjålet biler og begået indbrud for at skaffe penge. Men nu har hun fået nok og forsøger for første gang at komme ud af narkohelvedet. Foreløbig har hun været stoffri i 54 dage.”

Artiklen havde følgende ordlyd

”Rynkerne i panden er dybe. [A] lægger armene over kors og krummer sig sammen.

Lysten vælder igen op i den kun 17-årige pige fra Fredericia. Lysten til bare lige en enkelt gang mere af mærke suset fra det hvide pulver.

Men hun gør alt for at fortrænge tankerne. Nu har den spinkle teenager nemlig fået nok.

- Jeg vil ud af narkohelvedet. Det ødelægger mig. Stofferne slår mig ihjel, siger [A] bestemt.

Og hun ved, hvad hun taler om.

Allerede som ni-årig røg hun sin første hash-joint. Som 11-årig begyndte hun at tage speed. Og et par år senere var kokain, ecstasy og svampe også en del af den unge piges dagligdag.

- Jeg har haft en svær barndom. Min mor er psykisk syg, og jeg har aldrig kunnet enes med min far, fortæller [A] ærligt.

Det er svært at få ordene til at passe på den unge og uskyldigt udseende pige, der sidder sammenkrøbet i sofaen og beretter om sin barske tilværelse.

- Jeg tog stoffer for at flygte fra problemerne. Det var så nemt bare at ryge eller sniffe. Og så var man altid sammen med andre, forklarer [A].

Hun blev hurtig afhængig, pjækkede konstant fra skolen og havde stort set ikke andet i tankerne, end hvordan hun skulle skaffe pengene til næste rus.

Solgte sin krop

Forbruget steg støt og roligt – snart var 1.000 kroner om dagen ikke nok til at holde sig kørende – og [A] kom ud i mere og mere kriminalitet for at skaffe penge. Hun stjal penge fra sin far, huggede biler og knallerter, begik indbrud og tyverier. Men det var langtfra det værste, når [A] tænker tilbage.

- Jeg har solgt min krop. Flere gange. Jeg får kvalme ved tanken. Tænk, at jeg har været så klam. En rigtig luder. Men jeg ville jo gøre alt for at få penge til stoffer, siger [A].

Første gang var på den efterskole i Vamdrup ved Kolding, hvor hun ellers var blevet anbragt for at komme væk fra det hårde miljø i Fredericia. Men da de fleste elever på skolen i forvejen enten røg hash eller selv tog hårde stoffer, udviklede [A]s misbrug sig yderligere.

En aften tilbød hun sig selv til en af de ældre elever på skolen for 200 kroner. – Jeg følte ingenting på det tidspunkt. Jeg tænkte kun på én ting: at skaffe penge nok til næste rus, fortæller [A].

Der er ingen tvivl om, at hun har fortrudt, at hun overhovedet begyndte at tage stoffer. Men så sandelig også alt det, hun har gjort for at få penge til at holde rusen kørende.

Taknemmelig

I dag har hun været stoffri i 54 dage. Op til vinterferien fik hun det nemlig så dårligt psykisk, at hun for første gang nogensinde havde fået nok af stofferne. Nu skulle det være slut.

Hun stak af fra efterskolen og bor nu midlertidigt i en lejlighed i Fredericia sammen med veninden Jeanette på 17. Hun gør alt for at holde [A] stoffri.

- Jeg er dybt taknemmelig, men ved også at det er en lang, sej kamp at holde sig clean. Jeg er nødt til at tage en dag ad gangen. Jeg tænker stadig hele tiden på stoffer, erkender [A].

Hun vil ikke tilbage til efterskolen af frygt for at ryge direkte tilbage i misbruget igen. I stedet håber hun på at få sit eget hjem, et job og i det hele taget en tilværelse væk fra sin gamle omgangskreds.

Indtil videre har hun kun Jeanette at støtte sig til. Men hun håber snart at få plads i det lokale misbrugscenters gruppe for unge.

- Jeg håber virkelig, at der snart sker noget. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde uden professionel hjælp. Det er hårdt. Jeg føler hele tiden, at min krop har brug for stoffer. Men jeg ved også, at det ikke er godt for mig i sidste ende. Det skal lykkes, siger [A] bestemt.”

Artiklen var ledsaget af en række billeder af [A].

[K] har oplyst, at han er far til [A], som han har forældremyndigheden over. Hans datter var på tidspunktet for artiklens offentliggørelse 17 år.

[K] har anført, at hans datter i artiklen fremstilles på en uværdig og nedgørende måde, idet der bl.a. refereres til hende som narkoman, prostitueret, mv. Oplysningen om, at hun er narkoman, er ikke korrekt. Udleveringen af hende i artiklen har karakter af en fredskrænkelse over for ham, hans datter, hans familie, kommunen og efterskolen, uanset at datteren selv er kilde til de i artiklen omtalte begivenheder og forhold. Datteren er blevet udnyttet af bladet, idet man fra bladets side ikke har taget de fornødne hensyn til hendes alder, situation, myndighedsforhold, forældre eller anden familie. Da hans datter er mindreårig, og da der i artiklen afdækkes forhold, der henhører under privatlivets fred, burde Ude og Hjemme have indhentet hans tilladelse til offentliggørelse af artiklen. Ude og Hjemme har herved handlet i strid med god presseskik.

[K] har videre anført, at han burde have haft lejlighed til at udtale sig om artiklens oplysning om, at hans datter ikke kan enes med ham, idet han derved fremstilles som en far, der er ligeglad med sin datters ve og vel.

[K] ønsker endelig nævnets vurdering af, hvorvidt artikel 17 i FN’s konvention om barnets rettigheder er overtrådt ved offentliggørelsen af artiklen.

Ude og Hjemme har oplyst, at baggrunden for artiklen var en artikel i B.T. den 19. marts 2004 og et indslag samme dag i TV Syd, hvor [A]s situation blev omtalt.

Bladet har oplyst, at man er bekendt med, at en person under 18 år ikke må interviewes uden tilladelse fra værgen. Man havde imidlertid ingen problemer med at interviewe [A], idet man anså det for givet, at hun havde forældrenes tilladelse til at udtale sig om sine problemer, da både B.T. og TV Syd havde bragt store interviews med hende, inden Ude og Hjemme tog kontakt med hende. [A]s forældre har haft rig lejlighed til at standse yderligere interviews med deres datter efter de første interviews. Ude og Hjemme ville have bremset artiklen, hvis man havde hørt fra forældrene inden deadline.

I forhold til [K]s bemærkning om, at datteren ikke er narkoman, har bladet anført, at denne oplysning stammer fra hende selv, og at hun har gentaget den i flere sammenhænge.

Ude og Hjemme har videre anført, at artiklen i det hele er baseret på [A]s egne udtalelser, og der er ingen krænkende udtalelser om [K] eller anden familie, der i øvrigt holdes fuldstændig anonym og ikke er omtalt med navn, stilling eller bopæl/by. Det forhold, at man ikke kan enes med sin far, er ikke ensbetydende med, at faderen dermed er en dårlig far.

Ude og Hjemme har endelig bestridt, at [A] ved interviewet er blevet udnyttet af journalisten. Bladet gav hende derimod muligheden for som et nødråb at fortælle sin historie, idet hun ikke ønskede at genoptage sit tidligere misbrug.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt FN’s konvention om børns rettigheder er overtrådt.

Nævnet bemærker videre, at [K] alene har retlig interesse i at klage på egne vegne og som indehaver af forældremyndigheden til [A].

Pressenævnet tager – som et led i denne sags behandling – ikke stilling til, om en forældremyndighedsindehaver kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen situation. Det vil imidlertid som regel være god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en interessekonflikt med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse. I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges ret at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens accept. Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kirsten Dyregaard – udtaler

Vi lægger vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kan ikke føre til, at Ude og Hjemme uden at have indhentet [K]s indforståelse har været berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente hans samtykke til offentliggørelsen har Ude og Hjemme handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af Ude og Hjemme.

To medlemmer – Bo Maltesen og Ulrik Holmstrup – udtaler

Trods de meget personlige oplysninger, der fremkommer under Ude og Hjemmes interview med [K]s datter - finder vi ikke, at Ude og Hjemme har handlet i strid med god presseskik ved at bringe artiklen uden tilladelse fra [K], som har forældremyndigheden over datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på, at datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år, at klagers datter selv har henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige problemer med stoffer, og at datteren har fortalt sin historie i flere medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ude og Hjemme.

Samtlige medlemmer udtaler herefter

Nævnet bemærker, at udsagnet ”narkoman” er bladets valg af betegnelse af [A] med baggrund i de oplysninger, som hun selv har givet bladet om sit forbrug af euforiserende stoffer. Der er ikke grundlag for at udtale kritik af Ude og Hjemme på dette punkt.

Nævnet finder, at der i artiklen i forhold til [K] ikke er bragt oplysninger af en sådan karakter, at Ude og Hjemme burde have efterprøvet dem ved først at forelægge dem for ham. Der er derfor ej heller grundlag for at udtale kritik på dette punkt.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre følgende

” Kendelse fra Pressenævnet

Ude og Hjemme bragte i nr. 14, den 31. maj 2004, en omtale af og et interview med den 17-årige [A]. I interviewet fremkom en række private oplysninger, blandt andet om hendes oplevelser med euforiserende stoffer.

[K], der er far til [A] og indehaver af forældremyndigheden, har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet tager – som et led i denne sags behandling – ikke stilling til, om en forældremyndighedsindehaver kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen situation. Det vil imidlertid som regel være god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en interessekonflikt med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse. I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges ret at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens accept. Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kirsten Dyregaard – udtaler

Vi lægger vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kan ikke føre til, at Ude og Hjemme uden at have indhentet [K]s indforståelse har været berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente hans samtykke til offentliggørelsen har Ude og Hjemme handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af Ude og Hjemme.

To medlemmer – Bo Maltesen og Ulrik Holmstrup – udtaler

Trods de meget personlige oplysninger, der fremkommer under Ude og Hjemmes interview med [K]s datter - finder vi ikke, at Ude og Hjemme har handlet i strid med god presseskik ved at bringe artiklen uden tilladelse fra [K], som har forældremyndigheden over datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på, at datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år, at klagers datter selv har henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige problemer med stoffer, og at datteren har fortalt sin historie i flere medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af Ude og Hjemme.

København, den 15. september 2004

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.”

Afgjort den 15. september 2004.

Resumé

Klager klagede over, at bladet havde bragt et interview med hans datter, der var mindreårig, hvori hun fremkom med oplysninger af privat karakter.

To medlemmer lagde vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kunne ikke føre til, at bladet uden at have indhentet klagers indforståelse havde været berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente klagers samtykke til offentliggørelsen havde bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik.

To medlemmer fandt ikke, at bladet havde handlet i strid med god presseskik. De lagde i bedømmelsen vægt på, at datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år, at klagers datter selv havde henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønskede at sende hende tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn havde haft alvorlige problemer med stoffer, og at datteren havde fortalt sin historie i flere medier og ikke efterfølgende havde klaget over mediernes behandling af hende.

Da der var stemmelighed, var formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtalte derfor kritik af bladet.

Nævnet fandt, at udsagnet ”narkoman” var bladets valg af betegnelse af datteren med baggrund i de oplysninger, som hun selv havde givet bladet om sit forbrug af euforiserende stoffer. Der var derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.

Nævnet fandt, at der i artiklen i forhold til klager ikke var bragt oplysninger af en sådan karakter, at bladet burde have efterprøvet dem ved først at forelægge dem for ham.