Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-54

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-54

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 19. marts 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ” 17-årig narkoman: Hjælp mig! ”, hed det i en underrubrik

”[A] har været afhængig af stoffer i mere end tre år. Hun har solgt sin krop for penge, stjålet biler og solgt stoffer. Nu har hun været stoffri i 41 dage og har desperat brug for hjælp. Men kommunen vil bare sende hende tilbage til efterskolen.”

I artiklen hed det

”Tårerne triller langsomt ned af kinderne. [A] prøver hurtigt af få dem tørret væk med en papirsserviet, men de bliver ved med at pible frem. Det er første gang, hun fortæller om, hvordan hun i en alder af 16 år blev nødt til at sælge sin krop for at få råd til stoffer på sin efterskole.

Hun har i dag været stoffri i 41 dage med hjælp fra sin veninde. Men nu vil Fredericia Kommune sende hende tilbage til den efterskole, hvor [A] for alvor blev afhængig af stoffer.

[A] er 17 år, men har været afhængig af stoffer, siden hun var 14. Hun var kun ni år gammel, da hun røg hash første gang, og 11 år da hun gik videre til speed.

Et råb om hjælp

Som et råb om hjælp fortæller hun nu om, hvad hun er blevet nødt til at gøre for at få råd til den kokain, hash og de svampe, som hendes krop vil have hver dag.

Hun fortæller kun om det i håb om at få hjælp til at blive stoffri og komme videre med sit liv. Men der er ikke meget hjælp at hente, for [A] er under 18 år.

”Nu har jeg været clean i 41 dage. Men det er kun, fordi min veninde hjælper mig. For kommunen vil bare sende mig tilbage til den Tvind-efterskole, hvor det flyder med stoffer,” forklarer den spinkle, rødhårede pige.

Magtesløs

[A] har fået stillet et ultimatum af kommunen. Enten tager hun tilbage på efterskolen i Vamdrup – ellers må hun bo på gaden. [A] har selv bedt om hjælp fra misbrugscentrets unge-gruppe i Fredericia. Men det kan hun tilsyneladende ikke få lov til, selv om de er eksperter på området.

[A] føler sig magtesløs. I de sidste fem uger har hun kæmpet for at komme tilbage til et normalt liv. Men den eneste støtte, hun har fået, er fra veninden Jeanette.

[A] føler, at hun bare er blevet parkeret på en efterskole i Vamdrup, som er ejet af Tvind-koncernen. Nu er hun stukket af fra skolen, og hun vil for alt i verden ikke tilbage, for så er hun sikker på, at hun vil falde i igen.

”Der er masser af stoffer på den efterskole. Der er omkring 20 elever, og jeg tror kun, der er tre, som ikke er på stoffer,” siger [A], som erkender, at det i høj grad også er hende selv, der tager stofferne med på skolen.

Solgte selv stof

”Jeg har selv solgt mange stoffer. De andre fra efterskolen bestilte hos mig, inden vi tog på weekend. Og så havde jeg det med om mandagen,” forklarer [A]. Hun fortæller, at hun enkelte gange har været så desperat efter penge, at hun har knust nogle panodil-piller og solgt dem som amfetamin.

”Der var ikke nogen, der opdagede det. Og jeg skulle selv bruge de stoffer, som jeg havde tilbage,” siger den lille pige lavmælt. Men at snyde vennerne, stjæle fra sin far og sælge stoffer er ikke det værste, [A] har gjort for at få råd til stoffer.

Stofferne et helvede

Hun virker meget usikker, mens hun sidder på Jensens Bøfhus i Fredericia og fortæller sin historie. Men hun er også i færd med at krænge sine inderste hemmeligheder ud til en journalist, hun aldig har mødt før.

For [A] er desperat. Desperat efter at få hjælp.

Hun vil fri af stofferne, for på de 41 dage, hun har været stoffri, har hun indset, at det er et helvede at være afhængig af stoffer.

”Jeg kan slet ikke forstå, hvad det er, jeg har gjort. Jeg har jo været en luder Jeg gjorde alt for at få penge til de stoffer,” græder [A], mens hun forsøger at skjule tårerne og prøver at holde sammen på sig selv.

Fik 200 kr. for sex

”Den første gang, jeg fik penge for sex, var på efterskolen.

Det var en af de lidt ældre elever. Jeg sagde til ham, at jeg manglede penge. Jeg fik 200 kroner for at gøre det med ham,” forklarer [A], som ikke opfatter sig selv som prostitueret på nogen måde.

Men alligevel er hun godt klar over, at stofferne har fået hende til at gøre ting, som hun ellers aldrig ville drømme om at gøre.

”Jeg har også stjålet en scooter og en bil. Jeg har før prøvet at være med til at stjæle en bil, så jeg har lagt mærke til, hvordan man tænder den. Man skal bare sætte nogle af ledningerne sammen nede under rattet,” forklarer den spinkle og uskyldigt udseende pige.

[A]s mor er psykisk syg, og hun er ikke særlig gode venner med sin far.

Det er bestemt ikke blevet bedre af, at hendes far også vil sende hende tilbage til efterskolen i Vamdrup.

”Nu håber jeg bare, at kommunen når at reagere, inden jeg falder i igen. Der må snart ske noget,” siger [A], som har fået lov at låne sin storebrors lejlighed i weekenden, så hun i det mindste har et sted at sove.

Hos Fredericia Kommune ønsker man ikke at udtale sig om [A] og hendes sag på grund af tavshedspligten.”

Artiklen var ledsaget af to billeder af [A].

[K] har oplyst, at han er far til [A], som han har forældremyndigheden over. Hans datter var på tidspunktet for artiklens offentliggørelse 17 år.

[K] har anført, at hans datter i artiklen fremstilles på en uværdig og nedgørende måde, idet der bl.a. refereres til hende som narkoman, prostitueret, mv. Oplysningen om, at hun er narkoman, er ikke korrekt. Udleveringen af hende i artiklen har karakter af en fredskrænkelse over for ham, hans datter, hans familie, kommunen og efterskolen, uanset at datteren selv er kilde til de i artiklen omtalte begivenheder og forhold. Datteren er blevet udnyttet af bladet, idet man fra bladets side ikke har taget de fornødne hensyn til hendes alder, situation, myndighedsforhold, forældre eller anden familie. Da hans datter er mindreårig, og da der i artiklen afdækkes forhold, der henhører under privatlivets fred, burde B.T. have indhentet hans tilladelse til offentliggørelse af artiklen. B.T. har herved handlet i strid med god presseskik.

[K] har videre anført, at han burde have haft lejlighed til at udtale sig om artiklens oplysninger om, at hans datter ikke er særlig gode venner med ham, og at han vil sende hende tilbage til efterskolen i Vamdrup, idet han derved fremstilles som en far, der er ligeglad med sin datters ve og vel.

[K] ønsker endelig nævnets vurdering af, hvorvidt artikel 17 i FN’s konvention om barnets rettigheder er overtrådt ved offentliggørelsen af artiklen.

B.T. har anført, at [A] selv er kilde til de faktiske oplysninger om hendes handlinger, og oplysningerne er ikke anfægtet af hende efter offentliggørelsen. Da faderen, [K], ikke ville have mulighed for at af- eller bekræfte oplysningerne, ville det ikke give mening at forelægge dem for ham.

B.T. har videre anført, at artiklens omdrejningspunkt er en 17-årig piges utilfredshed med den behandling, som kommunen i forståelse med faderen har givet hende. Sagen indeholder en ikke uvæsentlig konflikt mellem far og datter, idet der er strid om, hvorvidt datteren skal opholde sig på efterskolen i Vamdrup. Der er her tale om en meget principiel afvejning af reglerne for myndighed og unges ret til ytringsfrihed. B.T. har anført, at unge mellem 15 og 18 år i en række tilfælde tillægges handlefrihed og kan træffe afgørelser, der har langt større effekt på deres liv end medvirken i en avisartikel. Det er derfor ikke oplagt, at den økonomisk/juridiske myndighedsalder på 18 år er en absolut aldersgrænse. Den må i det enkelte tilfælde afvejes konkret med lovbestemmelserne om ytringsfrihed.

B.T. har i den forbindelse henvist til Grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, hvorefter ”enhver” har ret til ytringsfrihed, der således ikke kan begrænses aldersmæssigt. [A] har således en lovsikret ytringsfrihed, som betyder, at hun kan udtale sig uden samtykke fra sin far. Et krav om, at [A]s medvirken i artiklen var afhængig af faderens accept, vil således umiddelbart være i konflikt med Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter B.T.’s opfattelse kan forelæggelse for [K] alene være relevant i forhold til oplysningen om, at datteren ikke er så gode venner med ham. Da der imidlertid er tale om en vurdering fra datterens side, kan der ikke være krav om forelæggelse. [K] er ikke berettiget til at klage på vegne af Fredericia Kommune, men B.T. har i øvrigt forelagt sagen for kommunen. B.T. har erkendt, at man burde have forelagt efterskolen [A]s oplysning om, at kun 3 ud af skolens 20 elever ikke var misbrugere. Da moderen ikke i artiklen identificeres med navn, bopæl eller alder, er der ikke krav om forelæggelse.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, hvorvidt FN’s konvention om barnets rettigheder er overtrådt.

Nævnet bemærker videre, at [K] alene har retlig interesse i at klage på egne vegne og som indehaver af forældremyndigheden til [A].

Pressenævnet tager – som et led i denne sags behandling – ikke stilling til, om en forældremyndighedsindehaver kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen situation. Det vil imidlertid som regel være god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en interessekonflikt med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse. I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges ret til at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens accept. Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kirsten Dyregaard – udtaler

Vi lægger vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kan ikke føre til, at B.T. uden at have indhentet [K]s indforståelse har været berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente hans samtykke til offentliggørelsen har B.T. handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af B.T.

To medlemmer – Bo Maltesen og Ulrik Holmstrup – udtaler

Trods de meget personlige oplysninger, der fremkommer under B.T.’s interview med [K]s datter - finder vi ikke, at B.T. har handlet i strid med god presseskik ved at bringe artiklen uden tilladelse fra [K], som har forældremyndigheden over datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på, at datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år, at klagers datter selv har henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige problemer med stoffer, og at datteren har fortalt sin historie i flere medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af B.T.

Samtlige medlemmer udtaler herefter

Nævnet bemærker, at udsagnet ”narkoman” er bladets valg af betegnelse af [A] med baggrund i de oplysninger, som hun selv har givet bladet om sit forbrug af euforiserende stoffer. Der er ikke grundlag for at udtale kritik af B.T. på dette punkt.

Nævnet finder, at B.T. – henset til artiklens oplysninger, særligt om forholdene på efterskolen i Vamdrup – burde have efterprøvet oplysningen om, at [K] ville sende sin datter tilbage til efterskolen, ved at forelægge den for ham. B.T. har handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtaler sin kritik af B.T.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den ansvarshavende redaktør af B.T. at offentliggøre følgende

” Kendelse fra Pressenævnet

B.T. bragte den 19. marts 2004 en omtale af og et interview med den 17-årige [A]. I interviewet fremkom en række private oplysninger, blandt andet om hendes oplevelser med euforiserende stoffer. I artiklen udtalte [A] endvidere, at hun ikke ønskede at komme tilbage til efterskolen i Vamdrup, da der er stoffer på skolen.

[K], der er far til [A] og indehaver af forældremyndigheden, har klaget til Pressenævnet, idet han finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler

Pressenævnet tager – som et led i denne sags behandling – ikke stilling til, om en forældremyndighedsindehaver kan nedlægge forbud mod, at vedkommendes barn benytter sin ytringsfrihed til at fortælle om sin egen situation. Det vil imidlertid som regel være god presseskik, at et medie, når det vælger at beskæftige sig med børn og unge, indhenter tilladelse fra forældremyndighedsindehaveren til de medvirkende.

Dette kan dog fraviges i tilfælde, hvor der er tale om større børn eller unge, som har en interessekonflikt med forældremyndighedsindehaveren i forhold til det emne, mediet ønsker at belyse. I sådanne situationer vil det kunne forekomme, at den mindreåriges ret til at ytre sig må veje tungere end kravet om forældremyndighedsindehaverens accept. Noget sådant stiller imidlertid skærpede krav til mediets behandling af den unge, over for hvem der skal udvises størst muligt hensyn, idet mediet må tage højde for, at den mindreårige ikke i alle tilfælde kan ventes at være klar over virkningerne af sin offentlige fremtræden.

To medlemmer – Axel Kierkegaard og Kirsten Dyregaard – udtaler

Vi lægger vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kan ikke føre til, at B.T. uden at have indhentet [K]s indforståelse har været berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente hans samtykke til offentliggørelsen har B.T. handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af B.T.

To medlemmer – Bo Maltesen og Ulrik Holmstrup – udtaler

Trods de meget personlige oplysninger, der fremkommer under B.T.’s interview med [K]s datter - finder vi ikke, at B.T. har handlet i strid med god presseskik ved at bringe artiklen uden tilladelse fra [K], som har forældremyndigheden over datteren. Vi lægger i bedømmelsen vægt på, at datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år, at klagers datter selv har henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønsker at sende hende tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn har haft alvorlige problemer med stoffer, og at datteren har fortalt sin historie i flere medier og ikke efterfølgende har klaget over mediernes behandling af hende.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler derfor kritik af B.T.

Samtlige medlemmer udtaler herefter

Nævnet finder, at B.T. – henset til artiklens oplysninger, særligt om forholdene på efterskolen i Vamdrup – burde have efterprøvet oplysningen om, at [K] ville sende sin datter tilbage til efterskolen, ved at forelægge den for ham. B.T. har handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtaler sin kritik af B.T.

København, den 15. september 2004

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.”

Afgjort den 15. september 2004.

Resumé

Klager klagede over, at bladet havde bragt et interview med hans datter, der var mindreårig, hvori hun fremkom med oplysninger af privat karakter.

To medlemmer lagde vægt på, at der skal udvises særlig varsomhed ved anvendelse af interviews med børn og unge mennesker. De konkrete forhold i forbindelse med artiklens tilblivelse kunne ikke føre til, at bladet uden at have indhentet klagers indforståelse havde været berettiget til at bringe artiklen, som indeholdt oplysninger af meget privat karakter. Ved at undlade at indhente klagers samtykke til offentliggørelsen havde bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik.

To medlemmer fandt ikke, at bladet havde handlet i strid med god presseskik. De lagde i bedømmelsen vægt på, at datteren på offentliggørelsestidspunktet var 17 år, at klagers datter selv havde henvendt sig til pressen for at få sat fokus på det forhold, at hendes opholdskommune i forståelse med klager mod hendes vilje ønskede at sende hende tilbage på en efterskole, hvor hun efter eget udsagn havde haft alvorlige problemer med stoffer, og at datteren havde fortalt sin historie i flere medier og ikke efterfølgende havde klaget over mediernes behandling af hende.

Da der var stemmelighed, var formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtalte derfor kritik af bladet.

Nævnet fandt, at udsagnet ”narkoman” var bladets valg af betegnelse af datteren med baggrund i de oplysninger, som hun selv havde givet bladet om sit forbrug af euforiserende stoffer. Der var derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt.

Nævnet fandt, at bladet – henset til artiklens oplysninger, særligt om forholdene på efterskolen i Vamdrup – burde have efterprøvet oplysningen om, at klager ville sende sin datter tilbage til efterskolen, ved at forelægge den for ham. Bladet havde handlet i strid med god presseskik ved at undlade dette, og nævnet udtalte sin kritik.