Legislator Case Law & Legislation
W20050901325 DK

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-112

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2005 9013 Valid

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-112

[K] har klaget til Pressenævnet over et læserindlæg bragt i Nordjyske Stiftstidende den 11. september 2004, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[K] havde anmodet Nordjyske Stiftstidende om at bringe følgende indlæg i bladet

”Skal borgere være bange, ja nærmest så rædselsslagne, at de ikke tør henvende sig i det sociale system? Nej, det skal de ikke, men det er desværre ofte tilfældet, at nogle borgere har det sådan. Mange borgere kommer jo i kontakt med det offentlige system på den ene eller anden måde. I mange tilfælde drejer det sig om kontakt til de sociale myndigheder i forbindelse med f.eks. ansøgning om førtidspension, hjælpemidler, sociale ydelser, såsom sygedagpenge eller kontanthjælp. Det burde jo være sådan, at de ansatte i f.eks. en kommunes socialforvaltning er ansat for at rådgive og hjælpe borgere, som har behov for hjælp med f.eks. at finde rundt i den sociale jungle af bestemmelser m.m. Borgere skal have den hjælp, de har behov for og krav på, sådan må og skal det være i det sociale system. Borgere har også ret til at blive behandlet som mennesker, og ikke som skidt man kan træde på og sjofle til, som det passer en ansat. I de fleste tilfælde må det da også siges at behandling og tiltale foregår på et voksent og sobert plan, men der forekommer desværre stadigvæk tilfælde, hvor det modsatte er tilfældet. Det medfører ikke just god reklame eller rosende omtale, og man må uvilkårligt stille sig selv det spørgsmål – hvad er det for nogle mennesker som kan få sig selv til at sjofle en borger til på det groveste, så denne borger bliver så bange, at vedkommende ikke tør komme på et socialkontor? Det drejer sig ofte om borgere, som i forvejen er meget sårbare, idet de har det svært både fysisk og psykisk. De sætter deres lid til, at det rigtige sted at søge hjælp, må være hos det offentlige, og bliver så sjoflet til i en grad, som man ikke kan forestille sig. Nu er det jo ikke sådan at dette er grebet ud af den blå luft, eller drejer sig om fantasi eller er opdigtet. I forbindelse med, at jeg er sagsbehandler i Foreningen Til Borgernes Retssikkerhed får jeg ofte fortalt nogle ting om hvor sjofelt en borger er blevet behandlet. Man siger uvilkårligt til sig selv, at det kan ikke være rigtigt, den slags finder da ikke sted i et retssamfund i år 2004.

Så enten så må disse borgere have en livlig fantasi, eller også så sker det virkeligt. Jeg er ikke i tvivl om at borgerne fortæller mig sandheden, og det er skræmmende. Når der så er en bisidder med, så sker det ikke! Derfor må det tilrådes, at man altid tager en bisidder med til et møde med det offentlige system, hvis man ikke føler sig tryg ved at gå alene, så går det stille og roligt for sig. Man har ret til at tage en bisidder med, så brug denne ret. Jeg har talt med mange borgere, som simpelthen ikke tør henvende sig på en socialforvaltning, fordi de bliver kørt ned psykisk. Man skammer sig på systemets vegne, over at ens medborgere kan behandle syge mennesker sjofelt og nedværdigende. Jeg håber, at dette får nogle sagsbehandlere, og andre offentligt ansatte til at tænke sig om en ekstra gang, og måske ændre på deres holdning overfor syge borgere, således at de kan føle sig trygge ved at henvende sig med deres problemer for at få hjælp.

At skulle være rædselsslagen ved tanken om at skulle til et møde med det offentlige hører ikke hjemme i et retssamfund. Der prales jo med, at ingen bliver uretfærdigt behandlet i dette land, så alle bør leve op til dette. Husk på, at som bl.a. offentlig ansat er man til for borgerne, og ikke omvendt.”

Den 11. september 2004 bragte Nordjyske Stiftstidende under overskriften ”DET OFFENTLIGE – Til for borgerne” følgende indlæg

”Skal borgere være nærmest så rædselsslagne, at de ikke tør henvende sig i det sociale system? Nej, men det er desværre ofte tilfældet, at nogle borgere har det sådan. Mange borgere kommer jo i kontakt med det offentlige system på den ene eller anden måde, f.eks. de sociale myndigheder. Det offentlige er til for borgerne.

[K]

Pressechef for Foreningen

til Borgernes Retssikkerhed.”

Indlægget blev bragt på debatsiderne under rubrikken ”PÅ NETTET” med en henvisning til Nordjyske Stiftstidendes hjemmeside, hvor indlægget samtidig blev bragt i fuld længde.

[K] har anført, at god presseskik er tilsidesat, idet det indlæg, som blev bragt i Nordjyske Stiftstidende, var ændret i en sådan grad, så han ikke længere kunne genkende det. Der udøves censur, når bladet i den grad ændrer og forkorter læserindlæg, hvilket er til skade for demokratiet og ytringsfriheden.

Nordjyske Stiftstidende har anført, at det er redaktøren, som redigerer mediet, hvorfor bladet har ret til at afvise eller redigere læserindlæg. I øvrigt blev læserindlægget bragt i fuld længde på bladets hjemmeside, og bladet har under rubrikken ”På nettet” oplyst, at der er tale om koncentrater af læserbreve, hvor hele læserbrevet kan læses på bladets hjemmeside.

Bladet har oplyst, at man jævnligt på debatsiderne gør opmærksom på, at redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere læserbreve. Dette sker dog altid således, at den mening, der udtrykkes i læserbrevet, holdes intakt, hvilket bladet også finder er tilfældet i den konkrete sag.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Et massemedie har som led i den redaktionelle proces på egen hånd ret til at forkorte og redigere i manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser og redigering fremstår som uforvansket.

Pressenævnet finder, at [K]s budskab ikke fremstår som forvansket efter den redigering, som Nordjyske Stiftstidende har foretaget i hans indlæg – et indlæg, der i øvrigt blev bragt i sin fulde længde på bladets hjemmeside. Der er herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Nordjyske Stiftstidende for tilsidesættelse af god presseskik.

Afgjort den 4. november 2004.

Endelig adm. afgørelse 2005 9013 Valid

Resumé

Klager klagede over, at bladet havde forkortet hans læserindlæg.

Pressenævnet fandt, at klagers budskab ikke fremstod som forvansket efter den redigering, som bladet havde foretaget i hans indlæg – et indlæg, der i øvrigt blev bragt i sin fulde længde på bladets hjemmeside. Der var herefter ikke grundlag for at udtale kritik af bladet for tilsidesættelse af god presseskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →