Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-93
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-93
[K] har klaget til Pressenævnet over et læserbrev bragt i Ekstra Bladet den 28. juli 2004, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.
I læserbrevet, der bar overskriften ” Mor og søn ind og ruske ”, hed det
”Der gales ustandselig op om, at forbrydelse ikke betaler sig. Jo, fanden gale mig betaler det sig. Unge mennesker kan begå den ene grove forbrydelse efter den anden og slippe helskindet fra det.
Moderen til den 17-årige dødsbilist forsvarer sønnen med, at drengen ville køre sin yngre bror hjem, fordi denne var dårlig. Derfor havde hun – efter at have pløret rødvin sammen med sønnen – givet ham bilnøglerne. En hjerneblæst dommer løslod knægten. Både moder og søn skulle i stedet for begge have været inde og ruske tremmer i en rum tid.”
Læserbrevet blev bragt, efter at Ekstra Bladet den 26. og 27. juli 2004 havde bragt en større omtale af sagen, hvor en spirituspåvirket 17-årig bilist i en færdselsulykke påkørte to cyklister, hvoraf den ene afgik ved døden.
[K] har anført, at læserbrevet indeholder urigtige oplysninger. Hun havde således ikke ”pløret rødvin” sammen med sin søn den pågældende dag, og hun havde ikke overladt ham nøglerne til bilen, idet bilen ikke tilhørte hende. Hun og sønnen havde grillet sammen, og sønnen havde fået ca. 2 glas rødvin. Sønnen gik fra hendes bopæl ca. kl. 20.00.
Ekstra Bladet har anført, at sønnen i retten oplyste, at han den pågældende dag havde drukket alkohol fra omkring middagstid, indtil han om natten, stærkt beruset, ville køre sin endnu mere berusede lillebror hjem. Det fremgik endvidere af hans forklaring, at han den pågældende aften havde drukket rødvin sammen med bl.a. sin mor. Moderens forklaring om, at sønnen havde drukket to glas rødvin, er efter bladets opfattelse uinteressant, idet sønnen ifølge egne oplysninger åbenbart var beruset længe inden da. Moderen har optrådt aldeles uforsvarligt ved at drikke med sin søn, idet hun vidste, at han havde haft misbrugsproblemer, siden han var 8-9 år.
Bladet har medgivet, at læserbrevsskribenten har taget fejl af, hvis bil der var tale om, men bladet anser dette for at være en i sammenhængen uvæsentlig detalje. Læserbrevsskribenten må selv hæfte for indholdet af læserbrevet, og Ekstra Bladet kan ikke lastes for, at det indeholder en enkelt faktuel fejl vedrørende bilens ejer. Hvis dagblade skal rette diverse mindre faktuelle fejl i læserbreve, ville det blive uoverkommeligt at formidle denne offentlige debat i medierne.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Michael Ulveman, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler
I læserbrevet gentager læserbrevsskribenten bladartiklens oplysning om, at [K] skulle have drukket rødvin med sønnen, og bringer en forkert oplysning med hensyn til, hvorledes hendes søn fik fat i nøglerne til bilen.
Nævnet har ikke mulighed for at tage stilling til rigtigheden af oplysningen om, at [K] forinden ulykken skulle have drukket rødvin med sin søn.
Oplysningen om, hvorledes [K]s søn fik fat i bilnøglerne, er forkert. Pressenævnet finder, at der til læserbreve, som har en vigtig funktion i den offentlige debat, ikke kan stilles samme krav som for redaktionelle artiklers vedkommende med hensyn til efterprøvning for fejl og misforståelser. Der er derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af Ekstra Bladet i anledning af læserbrevets offentliggørelse.
Afgjort den 4. november 2004.
Resumé
Klager klagede over bladets offentliggørelse af et læserbrev, idet hun anførte, at det indeholdt forkerte oplysninger om hende i forbindelse med, at hendes søn havde påkørt et ægtepar, hvor manden døde.
Pressenævnet bemærkede, at læserbrevskribenten i læserbrevet gentog bladartiklens oplysning om, at klager skulle have drukket rødvin med sin søn. Skribenten bragte endvidere en forkert oplysning med hensyn til, hvorledes klagers søn fik fat i nøglerne til bilen.
Pressenævnet udtalte, at nævnet ikke havde mulighed for at tage stilling til rigtigheden af oplysningen om, at klager forinden ulykken skulle have drukket rødvin med sin søn.
Nævnet konstaterede, at oplysningen om, hvorledes klagers søn fik fat i bilnøglerne, var forkert. Pressenævnet fandt, at der til læserbreve, som har en vigtig funktion i den offentlige debat, ikke kan stilles samme krav som for redaktionelle artiklers vedkommende med hensyn til efterprøvning for fejl og misforståelser. Der var derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af bladet i anledning af læserbrevets offentliggørelse.