Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-81

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-81

[K] har klaget til Pressenævnet over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle i anledning af et afsnit i en udsendelsesrække, der bar titlen ”Med ret til at dræbe”. Afsnittet, der blev sendt som 2. del, bar undertitlen ”Flammen” og blev sendt på DR 2 den 28. marts 2004.

Udsendelsen omhandlede Bent Fauerschou-Hviid, kaldet ”Flammen”, der under besættelsen som modstandsmand likviderede et større antal stikkere. Udsendelsen var baseret på Peter Øvig Knudsens bogen ”Efter drabet”, som udkom i 2001.

I udsendelsen hed det blandt andet

Speak : ”Efter arrestationen af John havde Flammen overtaget Johns illegale kontakter på Politigården. En af dem blev en ny faderfigur for ham og kom til at spille en stor og dobbelttydig rolle resten af hans liv. Flammens nye faderfigur var en ledende politimand, [A].

Tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg : Vi har aldrig talt med [A]. Det må jeg straks sige. Det var en af Flammens gode forbindelser på Politigården. Han var jo politiadvokat og kunne skaffe ham mange oplysninger og hjælpe ham med udrejsetilladelser – hvad nu sådan en kunne, ikke. Og ham stolede Flammen meget på. Det gjorde han.

Interviewer : Hvorfor kalder du ham Flammens åndelige far?

G.D. : Det var ham, Flammen altid hældede sig til, ikke. Flammen var jo i virkeligheden ikke så gammel. Han var ikke så moden, som vi troede. Det var han ikke.

Interviewer: Kunne du ikke fortælle hvilken rolle, [A] havde under besættelsen?

Tidligere politifuldmægtig og modstandsmand Volmer Nissen : Han var chef for visumkontoret. Det vil sige, alle rejser til Sverige skulle igennem ham, og han arbejdede selvfølgelig sammen med tyskerne, forelagde tyskerne, og hvis de så kunne godkende og sådan noget. Det var hans rolle.

Interviewer : Og hvilken indflydelse gav det ham?

V.N. : En enorm indflydelse. Fordi tyskerne var jo også korrupte. Og de kunne hjælpe det var den ene hånd, der vaskede den anden, ikke. Han var et højt begavet menneske. Det er der ingen tvivl om. Han havde en meget hurtig hjerne. Men altså han havde ingen selvkritik og en meget fordelagtig opfattelse af sig selv. Men altså bortset fra det så var han en farlig mand, fordi han var dygtig. Og han havde en masse kontakter.

Interviewer : Han havde kontakter til begge sider?

V.N. : Ja, ja.

Speak : I januar 1944 måtte [A] flygte til Sverige. Hans dobbeltrolle med kontakter til både modstandsfolkene og flere af de ledende gestapoofficerer havde fået jorden til at brænde under ham. I de kommende måneder besøgte Flammen ofte [A] i det fri Sverige. Med sig hjem fra opholdene i Stockholm fik Flammen besked om, hvem [A] gerne ville have slået ihjel hjemme i det besatte København.

G.D. : [A] kendte jo hele den dersens kreds af misliebige mennesker, ikke.

Interviewer : Men du har jo engang fortalt, at han kom tilbage fra Sverige med en liste fra [A].

G.D. : Jamen, det er også rigtigt. Det er også rigtigt.

Interviewer : Og hvad stod der på den liste?

G.D. : Der stod nogle navne. Det gjorde der.

Interviewer : Kan du huske nogen af navnene?

G.D. : Ja, der stod blandt andet Gilbert og Erik V. Petersen og nogle flere. Jeg kan sgu ikke huske, hvad det var for nogen.

Interviewer : Og det opfattede Flammen som besked om, at de sku´ slås ihjel?

G.D. : Ja, at der var grund til det, ja, det er klart.

Tidligere modstandsmand Jørgen Kieler : Jeg tror egentlig, at han som helhed regnede med, at de ordrer, han fik, var velbegrundede, og jeg tror ikke, at han satte sig hen og forestillede sig, at han selv skulle finde ud af, om det var berettiget det her eller ej. Han handlede efter ordrer.

Interviewer : Og det indebærer en risiko for at udføre en forkert ordre?

J.K. : Jeg tror, han optrådte som soldat i den sammenhæng – det tror jeg.

Speak : Nogle af de mennesker, som [A] opfordrede Flammen til at likvidere, var tyskere, som [A] selv havde arbejdet sammen med i sin tid som politichef i København. Et eksempel på et af ofrene på [A]s likvideringsliste er Hubert Gilbert. Gilbert var redaktør af Skandinavisk Telegrambureau med kontorer her på Sortedams Dossering.

Interviewer : Havde [A] nogen grund til at ønske, at Hubert Gilbert blev slået ihjel?

V.N. : Ja, han havde arbejdet sammen med ham og trykt bøger til den tyske værnemagt. Det er værnemageri, når man ikke har fået tilladelse, og det vil medføre hans afsked fra det danske politi. Og det var en af grundene. Og den anden grund var jo – den samme udmærkede – at hvis han bliver skudt, så kan han ikke vidne mod [A].

Speak : Det lykkedes ikke for Flammen og hans ensomme ulve at komme på skudhold af Hubert Gilbert. I stedet gav Flammen nu opgaven til en kvinde, Ella von Cappelen. Hun havde tidligere hjulpet de ensomme ulve, da hun mødte op med en stofrulle før likvideringen af Hedvig Delbo. Flammen instruerede Ella von Cappelen i, hvordan hun skulle likvidere Gilbert.

Speak : Gestapo intensiverede nu jagten på Flammen. For efter ordre fra [A] havde Flammen ikke alene stået bag likvideringen af Gilbert, men også forsøg på at likvidere flere tyske officerer.”

Ved breve af 29. marts, 11. maj og 10. juni 2004 klagede [K], der er søn af afdøde [A], til Danmarks Radio i anledning af udsendelsen. Han anmodede i brevet af 11. maj 2004 Danmarks Radio om at tilbagekalde påstanden om, at hans far under besættelsen skulle have gjort sig skyldig i mord ved at beordre personer, der var ubekvemme for ham, dræbt af modstandsbevægelsen.

Ved breve af 28. april, 8. og 25. juni 2004 afviste Danmarks Radio [K]s klage.

[K] har krævet genmæle, idet han mener, at udsendelsen tegner et inkriminerende billede af hans far. I udsendelsen er det fremstillet som et faktum – ikke blot som vidneudsagn, der refereres, – at [A] under besættelsen gjorde sig skyldig i mord ved at beordre personer, som var ubekvemme for ham ved at sidde inde med belastende kendskab til hans ”dobbeltrolle”, dræbt af modstandsbevægelsen.

[K] har videre anført, at sigtelserne for at have arbejdet for både modstandsbevægelsens og besættelsesmagtens interesser i nogle tilfælde blev frafaldet af anklagemyndigheden, mens der i andre tilfælde blev afsagt frifindelsesdom. Dette nævnes ikke i udsendelsen, ligesom [A]s afvigende opfattelse af hans egen rolle gengivet i hans erindringsbog ”Min tid” ej heller nævnes.

[K] har oplyst, at han i en artikel uden held har forsøgt at korrigere det hændelsesforløb, som Peter Øvig Knudsen har beskrevet i en artikel den 23. marts 2001. Det samme har hans søn [B] forsøgt efter bogudgivelsen i en artikel den 27. juli 2001.

Danmarks Radio har oplyst, at udsendelsen bygger på Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”, som udkom i 2001. Der fremkom ikke i forbindelse med udgivelsen nye oplysninger, som kunne tilbagevise bogens beskrivelse af de faktiske omstændigheder omkring ”Flammens” og [A]s rolle i likvideringen af Hubert Gilbert. Der er ikke nye oplysninger i udsendelsen i forhold til i bogen, idet udsendelsens beskrivelse først og fremmest bygger på to vidner og har bogen som baggrundsresearch. De to helt centrale vidner, Volmer Nissen og Gunnar Dyrberg, udgør en ganske særlig dokumentation og er – sammenholdt med de øvrige oplysninger – særdeles troværdige.

Danmarks Radio har anført, at [K] siden bogudgivelsen i 2001 har haft anledning til at dementere og korrigere det hændelsesforløb, som bogen og dermed udsendelsen beskriver. Dette er imidlertid ikke sket.

Danmarks Radio har bestridt, at udsendelsen tager stilling til spørgsmålet ”at [A] gjorde sig skyldig i mord”, idet den ud fra en række mundtlige og skriftlige kilder beskriver, hvordan tanken og planen om at likvidere Hubert Gilbert opstod, og hvem der førte den ud i livet.

Danmarks Radio har endelig anført, at udsendelsen blandt andet beskæftiger sig med likvideringen af Hubert Gilbert, men tager ikke stilling til de spørgsmål, der i øvrigt kom op i forbindelse med, at politiet efter krigen rejste sigtelser mod [A]. Udsendelsen forholder sig således ikke til de sager, hvor der – som det fremgår af [K]s krav om genmæle – skete frafald af sigtelser eller blev afsagt frifindelsesdom. Der foreligger således ikke fejlagtige faktiske oplysninger som tema for korrektion.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Det fremgår endvidere af § 36, stk. 2, at anmodning om genmæle kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de nærmeste pårørende. Afdødes søn, [K], opfylder dette krav.

I udsendelsens speak blev bragt en oplysning om, at [A] under besættelsen gav ”Flammen” besked om, hvem han gerne ville have slået ihjel i København. Det blev endvidere i speaken oplyst, at Flammen stod bag likvideringen af Hubert Gilbert efter ordre fra [A]. Tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg bekræftede i udsendelsen, at Flammen kom tilbage fra Sverige med en liste fra [A], og at Hubert Gilbert stod på listen. Gunnar Dyrberg svarede derudover bekræftende på et spørgsmål om, hvorvidt Flammen opfattede navnene på listen som en besked om, at personerne skulle slås ihjel. Tidligere modstandsmand Volmer Nissen udtalte som svar på spørgsmål om mulig grund for [A] til at ønske Hubert Gilbert slået ihjel, at denne i så fald ikke ville kunne vidne mod [A] i en eventuel sag om værnemageri.

Nævnet finder, at den oplysning, der ønskes genmæle over for, fremtræder som et forsøg på en analyse og vurdering af et historisk handlingsforløb. Nævnet har i den forbindelse bemærket, at [A], som var indblandet i retsopgøret efter Den Anden Verdenskrig, hverken ved denne lejlighed eller senere hen udtrykte sig klart om forholdet mellem ham og Flammen i relation til de likvideringer, der fandt sted under krigen. Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for et genmæle.

Afgjort den 4. november 2004.

Resumé

Klager ønskede genmæle overfor en tv-udsendelse. I udsendelsens speak blev der blandt andet bragt en oplysning om, at klagers far under besættelsen gav modstandsmanden ”Flammen” en liste over, hvem han gerne ville have slået ihjel i København, herunder en tysk telegramredaktør, der efterfølgende blev dræbt.

Pressenævnet fandt, at den oplysning, der ønskedes genmæle over for, fremstod som et forsøg på en analyse og vurdering af et historisk handlingsforløb. Nævnet havde i den forbindelse bemærket, at klagers far, som var indblandet i retsopgøret efter Den Anden Verdenskrig, hverken ved denne lejlighed eller senere hen udtrykte sig klart om forholdet mellem ham og Flammen i relation til de likvideringer, der fandt sted under krigen. Nævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for et genmæle.