Legislator Case Law & Legislation
W20041041925 DK

Videreførelse af virksomhed med boligudlejning som bibeskæftigelse samtidig med tilladelse til efterløn efter 400-timers-ordningen

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2004 10419 Historic

§ 7. Et medlem kan anses for at være ophørt med at udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, når medlemmet skriftligt og på tro og love erklærer, at virksomheden er lukket eller afhændet til andre end ægtefællen/samleveren eller umyndige børn. Medlemmet skal fremlægge dokumentation for afmeldelse af eventuel momsregistrering af virksomheden. Kassen kan om nødvendigt indhente yderligere dokumentation for ophøret.

Stk. 2. Ophøret kan endvidere anerkendes, når medlemmet fremlægger dokumentation for, at virksomheden er bortforpagtet eller udlejet til andre end ægtefællen/samleveren eller umyndige børn.

Stk. 3. Et medlem, som udtræder af en virksomhed, der fortsættes af medejere, uden at medlemmet har afhændet sin del af virksomheden, eller fortsættes af ægtefællen, kan anses for ophørt, hvis medlemmet udtræder i forbindelse med,

1) at medlemmets hidtidige arbejdsfunktioner er bortfaldet, eller

2) at medlemmets hidtidige arbejdsfunktioner er overtaget af anden arbejdskraft end ægtefællen/samleveren eller umyndige børn.

Stk. 4. Ud over de i stk. 3 nævnte tilfælde kan et medlem, som udtræder af en virksomhed der fortsættes af ægtefællen, anses for ophørt, når medlemmet har ophævet samlivet med ægtefællen.

.

Endelig adm. afgørelse 2004 10419 Historic

§ 15. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan efter indstilling fra a- kassen tillade drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden med efterløn, jf. § 74 f, stk. 4, i loven.

Stk. 2. Medlemmet skal sandsynliggøre, at den samlede arbejdstid i virksomheden højst udgør 400 timer pr. kalenderår, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. regnskabsår, jf. dog § 16, stk. 2. Ved indtægt forstås virksomhedens dækningsbidrag 1, det vil sige nettoomsætning fratrukket vareforbrug, jf. dog stk. 4.

Stk. 5. Et medlem, der søger om tilladelse til at videreføre en eksisterende bibeskæftigelse, skal oplyse virksomhedens indtægt for hele regnskabsåret før overgang til efterløn. Oplysningerne skal være attesteret af en registreret revisor, en statsautoriseret revisor, eller en særligt sagkyndig, jf. § 30 i bekendtgørelse nr. 426 af 23. maj 2001 om støtteordning for yngre jordbrugere. Der skal fremlægges en attesteret specifikation af den attesterede indtægt, hvis a-kassen eller direktøren for Arbejdsdirektoratet beder herom. For interessentskaber skal indtægten af medlemmets ideelle andel af virksomheden attesteres, jf. stk. 4.

Stk. 6. Har virksomheden før været drevet i større omfang end nævnt i stk. 2, 3 og 4, herunder som hovedbeskæftigelse, skal medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden varigt er nedsat til højst 400 timer, og at indtægten varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår.

Stk. 7. Et medlem, der søger om tilladelse til at påbegynde eller videreføre en virksomhed, skal blandt andet oplyse om virksomhedens art, omfang, kundegrundlag, tilrettelæggelse af arbejdet, forventet tidsforbrug samt for-

ventet indtægt.

.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.

Ophør

Endelig adm. afgørelse 2004 10419 Historic

§ 74 f.

Stk. 4. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan tillade, at et medlem kan videreføre eller påbegynde selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens indtægt må ikke overstige 50.000 kr. pr. år. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Hvis virksomheden drives som interessentskab, medregnes alene medlemmets personlige arbejdstid i virksomheden, og indtægten opgøres alene i forhold til medlemmets ideelle andel af virksomheden.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 og nr. 849 af 16. oktober 2002 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn.

Endelig adm. afgørelse 2004 10419 Historic

Videreførelse af virksomhed med boligudlejning som bibeskæftigelse samtidig med tilladelse til efterløn efter 400-timers-ordningen

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 4. marts 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De får ikke tilladelse til at videreføre Deres selvstændige virksomhed med boligudlejning som bibeskæftigelse samtidig med efterløn efter 400 timers ordningen.

B E G R U N D E L S E

Det findes ikke sandsynliggjort, at virksomheden kan holdes under de tilladte grænser på maksimalt 400 timer om året og et dækningsbidrag 1 på 50.000 kr. (56.439 kr. i 2003).

– Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at

– De driver selvstændig erhvervsvirksomhed med boligudlejning,

– De i oktober 2003 via Deres a-kasse har søgt om tilladelse til at videreføre Deres selvstændige virksomhed samtidig med efterløn efter 400 timers ordningen pr. 1. november 2003,

– Deres a-kasse den 29. oktober 2003 traf afgørelse om, at den ikke kunne indstille til Arbejdsdirektoratet, at De fik tilladelse til drift af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden,

– Deres a-kasse ved brev af 29. oktober 2003 har sendt Deres ansøgning til Arbejdsdirektoratet,

– De i en længere årrække har drevet selvstændig virksomhed med boligudlejning som bibeskæftigelse,

– virksomheden består af 3 ejendomme og et lille hus, i alt 9 lejemål samt 1 værelse,

– Deres arbejde består i kontrol af månedlige bankopgørelser og genudlejning af tomme lejemål, maksimalt 1-2 gange årligt,

– tidsforbruget pr. måned er på maksimalt 1 time,

– nettoomsætningen i 2000, 2001 og 2002 var på henholdsvis 336.200,00 kr., 303.301,00 kr. og 287.437,00 kr., med et dækningsbidrag 1 på henholdsvis 156.114,00 kr., 38.909,00 kr. og -55.152,00 kr., og

– baggrunden for det markante fald i virksomhedens dækningsbidrag 1 fra 2000 til 2001 og 2002 er, at Deres udlejningsejendomme inden for de seneste 3 år alle har fået udskiftet tagene.

Der kan gives tilladelse til, at et medlem kan videreføre selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, hvis medlemmet sandsynliggør, at arbejdstiden i virksomheden kan holdes under 400 timer pr. år. Virksomhedens dækningsbidrag 1 må ikke overstige 50.000 kr. (56.439 kr. i 2003) pr. år.

Hvis virksomheden før har været drevet i større omfang end 400 timer pr. år eller 50.000 kr. (56.439 kr. i 2003) pr. år, skal medlemmet sandsynliggøre, at arbejdstiden varigt er nedsat til højst 400 timer, og at indtægten varigt er nedsat til højst 50.000 kr. pr. regnskabsår.

Ankenævnet finder ikke, at det kan anses for godtgjort, at dækningsbidrag 1 i virksomheden er varigt nedsat til under 50.000 kr. pr. år.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at

– det er op til Deres egen beslutning herom, hvor meget arbejde De vil lægge i virksomheden,

– dækningsbidrag 1 i 2000, 2001 og 2002 var på henholdsvis 156.114,00 kr., 38.909,00 kr. og -55.152,00 kr.,

– faldet i dækningsbidrag 1 i årene 2001 og 2002 skyldes, at De har fået udført større renovationsarbejder på Deres udlejningsejendomme i de pågældende år, og

– der ikke kan anses at foreligge tilstrækkelig sikker dokumentation for, at De pr. 1. november 2003 varigt har nedbragt Deres virksomhed.

Det forhold, at De har tilkendegivet, at der fortsat er mange renovationsarbejder at udføre på Deres udlejningsejendomme, og at det af denne grund ikke bliver noget problem at holde dækningsbidrag 1 under den tilladte grænse, kan ikke anses for sandsynliggørelse af, at dækningsbidrag 1 er varigt nedbragt.

B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E P U N K T E R

De har i Deres klage af 3. december 2003 bl.a. anført, at De efter at have læst pjecen ”Efterløn” er af den opfattelse, at formueforvaltning kan løse Deres problem, idet De i forvejen har en aftale med lejere om tilsyn og viceværtsopgaver, at alle ind- og udbetalinger forgår via PBS, og at De sagtens kan få en revisor til at udføre de miniopgaver, De nu udfører.

Ankenævnet skal herved bemærke, at det forhold, at De kan få andre til at udføre Deres arbejdsopgaver ikke ændrer ved det forhold, at De fortsat antages at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Til Deres spørgsmål om, hvorfra oplysningerne om, at dækningsbidraget i 2000 udgjorde 156.114 kr., skal ankenævnet henvise til Deres ansøgning af 15. oktober 2003 om tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med efterløn.

Ankenævnet har herved lagt vægt på, at De ikke opfylder betingelserne for at være ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse jf. § 7 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995.

Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 § 74 f, stk. 4, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn som ændret ved bekendtgørelse nr. 591 af 22. juni 2001 og nr. 849 af 16. oktober 2002 om ændring af bekendtgørelse om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn § 15, stk. 1-3, stk. 5-7 og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse § 7.

Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 11. november 2003.

På ankenævnets vegne

xxx

xxx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xxx

xxx

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

”Det fremgår af sagen, at De er født den xxx og ønsker at overgå til efterløn den 1. november 2003.

På ansøgning om tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med efterløn, har De oplyst at

– Virksomheden består af udlejning af fast ejendom til beboelse, med ca. 10 lejemål.

– Virksomheden drives og ejes af Dem.

– De ( AMA’s tilføjelse : i indeværende regnskabsår) forventer en omsætning på 300.000 kr.

– De ( AMA’s tilføjelse : i indeværende regnskabsår) forventer et dækningsbidrag 1 på 50.000 kr.

Der fremgår også et dækningsbidrag 1 for årene 2000-2002 som følger

2000

2001

2002

Omsætning

336.200 kr.

303.301 kr.

287.437 kr.

Vareforbrug

180.086 kr.

264.392 kr.

342.589 kr.

Dækningsbidrag 1

156.114 kr.

38.909 kr.

-55.152 kr.

På tro og love erklæring med supplerende oplysninger ved selvstændig virksomhed underskrevet den 10. oktober 2003, har De oplyst at

– det er en enkeltmandsvirksomhed, der ikke er momsregistreret.

– De forventer en omsætning for næste år på ca. 287.437 kr.

– De forventer et drift resultat for år 2003 på -215.092 kr.

– Deres arbejde består i at sørge for, at lejlighederne er udlejet og kontrol af indbetalt husleje.

– Deres fremtidsplan er at afvikle ejendommene, når markedet er gunstigt.

– De tidligere var vicevært, men at dette job nu udføres af en lejer.

A-kassen har ved brev af 22. oktober 2003 udbedt sig yderligere oplysninger til sagen.

Den 26. oktober 2003 har De svaret a-kassen. De har i brevet oplyst at

– virksomheden for ca. 12-15 år siden bestod af flere lejemål end nu, samtidig med at De havde fuldtidsbeskæftigelse.

– virksomheden nu er nedbragt til 3 ejendomme indeholdende 9 lejemål og 1 værelse.

– der fortsat skal bruges en del penge for at få ejendommene i en bedre stand.

– alle indtægter og udgifter betales via PBS.

– Deres arbejde består i at kontrollere de månedlige bankopgørelser og genudlejning af tomme lejemål max. 12 gange pr. år, og

– tidsforbruget er max. 1 time pr. måned.

A-kassen har den 29. oktober 2003 truffet afgørelse om ikke at indstille Dem til tilladelse til drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse samtidig med efterløn.

A-kassen har begrundet afslaget med, at De ikke har fremlagt konkrete oplysninger om ( AMA’s rettelse : hvordan dækningsbidrag 1 i de kommende år vil kunne holde sig under den tilladte grænse).

Den 29. oktober 2003 har a-kassen fremsendt sagen til direktoratet”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen med ovennævnte rettelse og faktuelle tilføjelser.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 11. november 2003 denne afgørelse

”De får ikke tilladelse til at drive udlejningsvirksomhed samtidig med, at De får efterløn.

Begrundelse

Begrundelsen for, at De ikke får tilladelse til at drive selvstændig virksomhed med udlejning af 9 lejemål og 1 værelse i perioden med efterløn er, at direktoratet ikke finder det sandsynliggjort, at virksomhedens dækningsbidrag 1 ikke overstiger 50.000 kr. pr. regnskabsår (beløbet reguleres hvert år, og udgør 56.439 kr. i 2003).

Direktoratet har lagt vægt på Deres oplysninger om virksomhedens dækningsbidrag 1 i år 2000 var 156.114 kr., der er ikke fremlagt dokumentation for indskrænkning af virksomheden.

For at De kan få tilladelse til at videreføre virksomheden som bibeskæftigelse samtidig med efterløn, skal De sandsynliggøre, at De varigt har nedbragt virksomheden i en sådan grad, at virksomheden ikke overstiger de af loven opstillede økonomiske og arbejdstidsmæssige rammer. Dette kan fx ske ved fremlæggelse af dokumentation for nedbringelse af antallet af kunder, frasalg af dele af virksomheden, indskrænkning af virksomhedens åbningstider eller lignende.

Direktoratet finder ikke, at De i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort en varig nedbringelse af Deres virksomhed.

Der henvises til § 74 f, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003, og til § 15, stk. 1–3 og stk. 5, 7, i direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 20. maj 1999 om selvstændig virksomhed samtidig med efterløn med senere ændringer.”

3. Klagen til ankenævnet

De har ved brev af 3. november 2003 til Deres a-kasse skrevet følgende

”I brev af 29. okt. 2003 fremgår det, at du ikke kan anbefale en dispensation til drift af selvstændig virksomhed p.g.a., at der i år 2000 har været et dækningsbidrag på kr. 156.114,00.

Hvor det tal stammer fra ved jeg ikke, men jeg ved at omsætning/dækningsbidrag ikke har noget at gøre med indtjening. Jeg vedlægger fotokopier af resultatopgørelser for 1998, 1999, 2000, 2001 og 2002 hvoraf det fremgår, at der var overskud i 1998 og i 2000 og underskud de øvrige år. Det er også rigtigt, at underskudene mest stammer fra udgifter til nye tage, men det er fortsat nødvendigt at fortsætte renovering af bygningerne, hvis man skal gøre sig håb om de bedste lejere, fordi der i xxx er overkapacitet af lejligheder, og lejerne vælger naturligvis de bedst renoverede. Jeg er på nuværende tidspunkt tilfreds, hvis regnskabet for 2003 kan ballancere, men jeg forventer et lille overskud.

Som jeg tidligere har oplyst, er der renoveringsopgaver nok at gå i gang med, så hvis opgaven er max. proveneu på kr. 56.439,00, kan jeg let løse den opgave.

Hvis oplysningerne i dette brev ikke er tilstrækkelig til at udløse en dispensation, må jeg venligst bede om præcis information om, hvad jeg skal gøre for at få efterløn.”

Deres a-kasse har ved brev af 13. november 2003 fremsendt Deres ovennævnte brev til Arbejdsdirektoratet.

Deres a-kasse har i den forbindelse anført følgende

”FTF-A har fra vort medlem xxx modtaget brev af 3. november 2003, hvori medlemmet stiller sig uforstående over oplysningerne om dækningsbidrag 1, som hans revisor har afgivet på AR259.

Vi fremsender herved det materiale, vi har modtaget, da det ikke giver anledning til en ændring af vores afgørelse, da vi ikke som opfølgning på vort brev af 5. november 2003 har modtaget korrigerede oplysninger om størrelsen på dækningsbidraget.

Vi er opmærksomme på, at direktoratet den 11. november 2003 har truffet afgørelse i sagen.

Vi vedlægger medlemmets brev af 3. november 2003 med bilag, da vi betragter det som en klage over vores afgørelse om indstilling til dispensation.”

Arbejdsdirektoratet har ved brev af 18. november 2003 skrevet følgende til Dem i anledning af Deres a-kasses ovennævnte brev.

”Direktoratet har den 14. november 2003 modtaget Deres klage og bilag hertil.

Direktoratet har imidlertid truffet afgørelse i sagen den 11. november 2003, vi skal derfor forespørge om ovennævnte brev skal betragtes som en klage over direktoratets afgørelse.

Er dette ikke tilfældet, bedes De rette henvendelse til direktoratet inden 14 dage efter modtagelsen af dette brev.

Skulle De ikke have rettet henvendelse inden denne tidsfrist, vil direktoratet betragte Deres brev som en klage og herefter sende klagen videre til Arbejdsmarkedets Ankenævn.”

De har ved brev af 3. december 2003 skrevet følgende til Arbejdsdirektoratet

”Jeg har dags dato aflagt xxx besøg, hvor jeg bl.a. drøftede mit ønske om at gå på efterløn med xxx. Hun forsikrede, at de på ingen måde forsøgte at hindre mig i at gå på efterløn, men var bundet af lovgivningen på dette område. I pjecen ”Efterløn” februar 2003 er der et afsnit om udlejningsejendomme og vanskeligheden ved at kombinere dette med efterløn. Næste afsnit : Formueforvaltning af udlejningsejendomme kan efter vor opfattelse løse problemet. da jeg i forvejen har aftale med lejere om tilsyn og viceværtopgaver og alle ind- og udbetalinger foregår vis PBS, kan jeg sagtens få revisor eller anden person til at udføre de miniopgaver jeg nu udfører. Jeg ønsker derfor, at i ser på sagen påny.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet har den 9. december2003 sendt Deres klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Arbejdsdirektoratet har i den anledning anført følgende

”Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Medlemmet har i sin klage anført, at overgang til formueforvaltning kan løse problemet, da medlemmet i forvejen har aftale med lejerne om tilsyn og viceværtopgaver, og alle ind- og udbetalinger foregår via PBS, og sagtens kan få revisor eller anden person til at udføre de miniopgaver, denne udfører nu.

Direktoratet skal til dette bemærke, at videregivelse af arbejdsopgaver ikke medfører, at medlemmet kan anses for ophørt med udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse.”

5. Nyt efter klagen

Intet nyt efter klagen.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003.

Endelig adm. afgørelse 2004 10419 Historic

Resumé

Medlemmet søgte den 30. september 2003 om at overgå til efterløn pr. 1. november 2003.

Medlemmet søgte medio oktober 2003 om tilladelse til at videreføre sin selvstændige virksomhed med boligudlejning som bibeskæftigelse samtidig med efterløn efter 400-timers-ordningen.

På ansøgningsblanket AR 259 oplyste medlemmet, at

– virksomhedens art var boligudlejning,

– han havde 3 ejendomme plus et lille hus, som blev beboet af hans yngste søn, i alt 9 lejemål + et værelse,

– virksomheden ejedes og drivedes af medlemmet,

– han sammen med evt. medhjælp forventede at bruge ca. 10 timer på virksomheden årligt,

– kundegrundlaget var udlejning af fast ejendom til beboelse,

– han i indeværende regnskabsår forventede en omsætning på 300.000,00 kr., med et dækningsbidrag 1 på 50.000,00 kr., og

– nettoomsætningen i 2000, 2001 og 2002 var på henholdsvis 336.200,00 kr., 303.301,00 kr. og 287.437,00 kr., med et dækningsbidrag 1 på henholdsvis 156.114,00 kr., 38.909,00 kr. og -55.152,00 kr.

Medlemmet oplyste samtidig på erklæring om supplerende oplysninger, at der var tale om en ikke-momsregistreret enkeltmandsvirksomhed, som medlemmet ikke reklamerede for.

Medlemmet oplyste desuden, at han forventede, at virksomhedens omsætning næste år ville blive som i 2002 med et driftsresultat på -215.092,00 kr.

Medlemmet oplyste om sit arbejde i virksomheden, at det bestod i at sørge for, at lejlighederne var udlejede samt kontrollere at huslejen blev indbetalt rettidigt.

Om sine fremtidsplaner oplyste medlemmet, at han håbede på at afvikle de sidste ejendomme, når markedet var gunstigt.

Medlemmet oplyste endvidere, at han altid havde haft fuldtidsbeskæftigelse samtidig med bijob og udlejningsejendomme, og at han tidligere selv var vicevært, men at det job nu udførtes af en af lejerne.

Ved brev af 26. oktober 2003 oplyste medlemmet på forespørgsel fra a-kassen, at han for 12-15 år siden ejede mere end 10 udlejningsejendomme samt halvdelen af xxx Erhvervsudlejning med et lignende antal ejendomme, samtidig med at han var fuldtidsbeskæftiget i anden branche, at han inden for de sidste 3 år havde udskiftet tagene på alle 3 udlejningsejendomme, men at der fortsat skulle bruges en del penge for at få ejendommene i en bedre stand, at alle indtægter og udgifter betaltes via PBS, at genudlejning også var en del af hans job, men at det drejede sig om max. 1-2 gange om året og at tidsforbruget var max. 1 time om måneden.

A-kassen traf den 29. oktober 2003 afgørelse om ikke at indstille til direktoratet, at medlemmet fik tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden.

Direktoratet traf den 11. november 2003 afgørelse om, at medlemmet ikke kunne få tilladelse til at drive udlejningsvirksomhed som bibeskæftigelse samtidig med efterløn efter 400-timers-ordningen.

På møde den 8. marts 2004 traf ankenævnet afgørelse om, at medlemmet ikke fik tilladelse til at videreføre sin selvstændige virksomhed med boligudlejning som bibeskæftigelse samtidig med efterløn efter 400-timers-ordningen.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var helt op til medlemmets egen beslutning herom, hvor meget arbejde han ville lægge i virksomheden, at dækningsbidrag 1 i 2000, 2001 og 2002 var på henholdsvis 156.114,00 kr., 38.909,00 kr. og –55.152,00 kr., at faldet i dækningsbidrag 1 i årene 2001 og 2002 skyldtes, at medlemmet havde fået udført større renovationsarbejder på sine udlejningsejendomme i de pågældende år, og at der ikke ansås at foreligge tilstrækkelig sikker dokumentation for, at medlemmet pr. 1. november 2003 varigt havde nedbragt sin virksomhed.

Ankenævnet bemærkede i den forbindelse endvidere, at det forhold, at medlemmet havde tilkendegivet, at der fortsat var mange renovationsarbejder at udføre på udlejningsejendommene, hvorfor det ikke ville være et problem at holde dækningsbidrag 1 under den tilladte grænse, ikke kunne anses for sandsynliggørelse af, at dækningsbidrag 1 varigt var nedbragt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →