EØS. Medlemmet havde ikke ret til at modtage danske dagpenge i henhold til sin attest E 303 under arbejdssøgning i Irland, idet han under sit ophold i Irland ikke havde nogen fast bopæl

Kapitel 2

Generelle rådighedsbetingelser

Kapitel 2

Tilmelding og formidling

§ 2. Et ledigt medlem kan kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

§ 3. Et medlem skal have bopæl og opholde sig i Danmark.

Stk. 2. Hvis medlemmet rejser til udlandet, men kommer tilbage til Danmark inden for samme døgn, [ ]

Stk. 3. Et medlem kan få dagpenge under arbejdssøgning i et andet land, hvis medlemmet inden afrejsen godtgør over for arbejdsløshedskassen at have en aftale med en arbejdsgiver om en ansættelsessamtale i det andet land. [ ].

§ 3 a. Arbejdssøgende kan blive tilmeldt arbejdsformidlingen.

Stk. 2. Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge eller er berettiget til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, skal på den første ledighedsdag tilmelde sig arbejdsformidlingen.

Stk. 3. Kontanthjælpsmodtagere, [ ].

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om tilmelding på og afmelding fra arbejdsformidlingen.

Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1224 af den 20. december 2002 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats

Afsnit II

Arbejdsformidlingens tilbud til arbejds- og uddannelsessøgende samt virksomheder

Kapitel 4

Arbejdsformidlingens kontakt med de arbejdssøgende og virksomhederne (formidlingsansvaret)

Tilmelding, generelt

§ 4. Et ledigt medlem skal være tilmeldt og have kontakt til AF for at kunne få udbetalt dagpenge.

Stk. 2. [ ]

Lovbekendtgørelse nr. 207 af 17. marts 2003, bekendtgørelse af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik

Afsnit II

Arbejdsmarkedspolitiske redskaber, der tilbydes efter skøn til beskæftigede, arbejds- og uddannelsessøgende samt arbejdsgivere

Kapitel 6. Arbejdsløshed

Afdeling 2

Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat

KAPITEL 6

YDELSER VED ARBEJDSLØSHED

Gennemførelse af forordningens artikel 69

§ 15. Arbejdsformidlingen kan benyttes af alle arbejdssøgende med henblik på formidling af arbejde.

Stk. 2. Arbejdssøgende kan stå tilmeldt Arbejdsformidlingen i den AF-region, hvor de ønsker at søge arbejde, jf. dog §§ 16 og 23.

Stk. 3. Arbejdssøgende kan blive tilmeldt Arbejdsformidlingen som dagpengemodtagere eller som kontanthjælpsmodtagere. Arbejdssøgende, der ikke tilmeldes som dagpengemodtagere eller kontanthjælpsmodtagere, tilmeldes som personligt tilmeldte.

Tilmelding som dagpengemodtager

§ 16. Ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse, som ønsker at modtage dagpenge eller er berettiget til dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, skal på den første ledighedsdag tilmelde sig Arbejdsformidlingen som dagpengemodtagere. Den ledige anses for tilmeldt, når tilmeldingen er registreret i Arbejdsformidlingens edb-system.

Stk. 2. Den ledige skal stå tilmeldt Arbejdsformidlingen i den region, hvor den ledige bor (folkeregisteradresse).

Stk. 3. Den AF-region, hvor den ledige står tilmeldt, kan tillige registrere pågældende som arbejdssøgende i naboregionen. Arbejdsformidlingen underretter den ledige om registreringen i naboregionen.

Stk. 4. Den ledige kan vælge tillige at blive registreret som arbejdssøgende i andre regioner.

§ 17. Den ledige kan tilmelde sig på Arbejdsformidlingen i den AF-region, hvor den ledige bor (folkeregisteradresse), jf. dog stk. 2, eller hos den lediges arbejdsløshedskasse, jf. § 21.

Stk. 2. Personer, som er beskæftigede [ ]

§ 62. Der kan kun udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en betingelse for at være til rådighed, at medlemmet

1) er aktivt arbejdssøgende,

2) kan og vil overtage arbejde med dags varsel,

3) kan og vil deltage i kontaktforløb og tilbud om aktivering efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik,

4) giver arbejdsformidlingen de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan formidles arbejde og gives tilbud om aktivering efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Stk. 2. [ ]

Stk. 3. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2. Der kan herunder fastsættes nærmere bestemmelser om

1) de betingelser, et medlem skal opfylde for at kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

2) [ ]

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser

1. En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser

a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist

b) han skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol; denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist

c) retten til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, [ ]

2. [ ]

Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat

1. For at bevare sin ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive

a) størrelsen af den ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den arbejdsløse

b) det tidspunkt, hvorfra den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat

c) den frist, der er indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for tilmelding som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst

d) det længste tidsrum, hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra c)

e) forhold, der kan ændre retten til ydelser.

2. En arbejdsløs, der agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal før sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest. Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens artikel 69 og denne artikel.

3. Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente institution om datoen for den arbejdsløses tilmelding samt om datoen for den første udbetaling af ydelser og udbetaler den kompetente stats ydelser efter de nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst.

Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen.

Den underretter den kompetente institution om ethvert forhold, der omfattes af stk. 1, litra e), så snart den er blevet bekendt hermed, og standser straks udbetaling af ydelsen i tilfælde af, at denne skal stilles i bero eller bortfalde. Den kompetente institution skal straks underrette den om, i hvilket omfang og fra hvilket tidspunkt den arbejdsløses rettigheder ændres af dette forhold. Først efter at denne underretning er modtaget, kan udbetaling af ydelserne i givet fald genoptages. I tilfælde af, at ydelsen skal nedsættes, udbetaler institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, fortsat en nedsat ydelse til ham under forbehold af afregning efter modtagelsen af den kompetente institutions svar.

4. To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den Administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 med de ændringer der følger af lov nr. 1035 af den 17. december 2002

EØS. Medlemmet havde ikke ret til at modtage danske dagpenge i henhold til sin attest E 303 under arbejdssøgning i Irland, idet han under sit ophold i Irland ikke havde nogen fast bopæl

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 12. august 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De har ikke ret til at modtage dagpenge fra Irland i henhold til attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

– De den 14. maj 2003 søgte om en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Irland fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003,

– De den 26. maj 2003 fik udstedt en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Irland fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003,

– De sammen med udstedelsen af attest E 303 fik udleveret vejledninger om arbejdssøgning i Irland, som De blev bedt om at læse grundigt og tage med til Irland,

– De ved tilmeldingen til den irske arbejdsformidling blev informeret om, at dokumentation for Deres bopæl var en forudsætning for, at De kunne få udbetalt danske dagpenge under Deres arbejdssøgning i Irland, og

– De på den irske arbejdsformidling fik at vide, at en midlertidig adresse med en kvittering herom fra udlejeren ville være tilstrækkeligt.

For at bevare Deres ret til danske dagpenge under arbejdssøgning i Irland skulle De være tilmeldt den irske arbejdsformidling og underkaste Dem, den i Irland bestående kontrol, jf. artikel 69, stk. 1, litra b.

Den irske arbejdsformidling skulle herefter foretage eller foranledige foretaget den i artikel 69, litra b foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den irske lovgivning samt udbetale danske dagpenge til Dem efter reglerne i den irske lovgivning, jf. artikel 83, stk. 3 i Gennemførelsesfordningen.

For at bevare Deres ret til danske dagpenge i Irland skulle De under Deres ophold i Irland endvidere vedblive med at opfylde de danske betingelser for rådighed, hvilket blandt andet vil sige, at De skulle have en bopæl, hvor den lokale irske arbejdsformidling kunne komme i kontakt med Dem. Et andet grundlæggende princip, der skulle være opfyldt, for at De kunne modtage danske dagpenge var, at De skulle være tilmeldt den lokale arbejdsformidling, i den region, hvor De boede.

Ankenævnet bemærker, at det er op til det enkelte EØS-land at foreskrive reglerne for den kontrol, der skal føres, for at det kan konstateres, om en arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder krav om, at den arbejdsløse skal have bopæl og ophold for at kunne modtage ydelser under arbejdsløshed i landet.

I medfør af Gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 1, litra e, har Arbejdsdirektoratet i Deres attest E 303 under punkt 5 oplyst de irske myndigheder om, hvilke forhold, der kunne ændre på Deres ret til at modtage danske dagpenge, under Deres ophold i Irland. Ankenævnet henviser særligt til punkt 5.5 og punkt 5.8 i attest E 303, hvorefter den irske arbejdsformidling var berettiget og forpligtet til at stoppe udbetalingerne til Dem, når der ikke kunne etableres kontakt med Dem, og der således ikke kunne udøves kontrol med, om De var til rådighed for det irske arbejdsmarked.

Da De ikke havde nogen adresse i den region, hvor De var tilmeldt (Dublin), var De således ikke tilgængelig for den irske arbejdsformidling, og arbejdsformidlingen var derfor efter Ankenævnets opfattelse berettiget og forpligtet til ikke at udbetale danske dagpenge til Dem, jf. Gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 3, 3. afsnit, 1. punktum.

Det forhold, at De indsendte en kvittering for Deres Bed & Breakfast ophold i Kilkenny til arbejdsformidlingen i Dublin, ændrer ikke herved, idet Kilkenny ligger uden for den region, hvor De var tilmeldt (Dublin).

Med baggrund i heri finder Ankenævnet derfor ikke, at det, som anført af Dem, er i strid med EU-lovgivningen at stille et krav om, at De under arbejdssøgningen i Irland skulle have en bopæl for at kunne stå til rådighed for det irske arbejdsmarked og være berettiget til at modtage danske dagpenge.

Efter det i sagen oplyste rejste De, uden forinden at oplyse arbejdsformidlingen i Dublin herom, videre til byerne Kilkenny og Ennis, som ligger henholdsvis omtrent 100 og 200 km væk fra Dublin.

Ankenævnet bemærker hertil, at De, inden De rejste bort fra Dublin, kunne have kontaktet den irske arbejdsformidling i Dublin og søgt vejledning om, hvorvidt De i henhold til de irske kontrolregler fortsat ville blive anset for at stå til rådighed for den pågældende arbejdsformidlings-region eller det irske arbejdsmarked, hvis De rejste ud af Dublin-regionen for at søge arbejde.

Ankenævnet finder, at det må være Deres egen risiko, at De ikke hjemmefra planlagde Deres arbejdssøgning i Irland på en måde, så det, i den første tid De opholdt Dem i Irland, var muligt for Dem at have bopæl på en fast adresse, hvor arbejdsformidlingen i Dublin kunne komme i kontakt med Dem.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at De har gjort, hvad De kunne for at underkaste Dem den i den irske lovgivning foreskrevne kontrol og stå til rådighed for det irske arbejdsmarked i lovgivningens forstand.

Af Vejledninger om arbejdssøgning i Irland under overskriften ”Tilmelding som arbejdssøgende i Irland” fremgik blandt andet, at De skulle møde på den lokale arbejdsformidling i Irland 1 gang om ugen eller 1 gang om måneden afhængig af, hvor De skulle bo, og hvor tæt arbejdsformidlingen ville være på Deres bopæl. Det fremgik endvidere, at De kunne spørge på arbejdsformidlingen, hvordan udbetalingen foregik, og hvilke datoer udbetalingerne ville ske. Under overskriften ”Tilmelding til arbejdsformidlingen i det andet EØS-land” fremgik, at De hurtigst muligt efter ankomst skulle henvende Dem på det lokale arbejdsformidlingskontor for at blive tilmeldt som arbejdssøgende.

Efter Ankenævnets opfattelse var De således inden Deres ankomst til Irland vejledt om, at De skulle opholde Dem i den region, hvor De havde tilmeldt Dem den irske arbejdsformidling.

De har i Deres brev af den 31. juli 2003 oplyst, at De havde lånt sagsbehandleren på den irske arbejdsformidling dokumentet ”Vejledninger om arbejdssøgning i Irland”. Ankenævnet finder ikke at dette er et undskyldeligt forhold i sagen, idet De efterfølgende kunne have kontaktet den pågældende sagsbehandler og bedt om at få udleveret vejledningerne om arbejdssøgning i Irland. De kunne også have kontaktet Arbejdsdirektoratet i Danmark og bedt Direktoratet sende Dem et nyt eksemplar af vejledningerne.

Hvis De fortsat er utilfreds med, at De ikke kan få udbetalt Deres dagpenge under Deres ophold i Irland, skal Ankenævnet henvise Dem til at anvende de klagemuligheder, der findes i Irland.

Ankenævnet skal bemærke, at Ankenævnet ikke har kompetence til at afgøre, om de irske rådighedsregler strider mod artikel 69 i Forordning 1408/71. Såfremt De mener, at de irske eller danske rådighedsregler strider mod artikel 69 i Forordning 1408/71 skal Ankenævnet henvise Dem til at klage til Europa-Kommissionen.

Hvis De mener, at De på grund af a-kassens vejledning har lidt et tab, skal Ankenævnet henvise Dem til at anlægge sag mod a-kassen ved domstolene.

Ankenævnet henviser til

– Artikel 69, stk. 1, litra b i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet,

– Artikel 83, stk. 1 og stk. 3 i Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet (Gennemførelsesforordningen),

– § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 med de ændringer der følger af lov nr. 1035 af den 17. december 2002

– §§ 2 – 4 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed,

– § 3 a i lovbekendtgørelse nr. 207 af 17. marts 2003, bekendtgørelse af lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik,

– §§ 15 – 17 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1224 af den 20. december 2002 om en aktiv arbejdsmarkedsindsats.

Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 29. oktober 2003.

På ankenævnets vegne

X X

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

– X A-kasse

– Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

” Arbejdsdirektoratet modtog den 19. maj 2003 Deres ansøgning om at bevare Deres danske dagpenge i 3 måneder under arbejdssøgning i Irland (attest E 303). De ønskede at rejse den 2. juni 2003.

Direktoratet udstedte den 27. maj 2003 attest E 303 til Dem til brug under arbejdssøgning i Irland, fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.

Den 31. juli 2003 sendte De et brev til direktoratet vedrørende manglende udbetaling af dagpenge under arbejdssøgning i Irland. Det fremgår af Deres brev bl.a., at De ankom til Dublin den 5. juni 2003 om aftenen og forsøgte at tilmelde Dem på den lokale arbejdsformidlingen den følgende morgen. De blev henvist til socialforvaltningens lokale kontor i Dublin2, da det var i det område de havde fundet logi for en enkelt nat.

Videre fremgår det, at De under den efterfølgende samtale, blev informeret om at dokumentation for Deres bopæl var en forudsætning for udbetalingen. De havde her gjort opmærksom på at sandsynligheden for at finde varig bopæl på kort tid ikke var særlig stor, og blev bekræftet i at en midlertidig adresse, samt en kvittering fra udlejeren, ville være tilstrækkelig. 4 dage senere sendt De den ønskede dokumentation fra Kilkenny, hvor De havde fundet logi i nogle dage.

Det fremgår også, at De fredag den 20. juni 2003 gjorde et tredje forsøg på kontakt med den irske socialforvaltning. Denne gang gennem det lokale kontor i Ennis. Det lokale kontor kontaktede telefonisk kontoret i Dublin, men kunne ikke hjælpe, da Dublin-kontoret endnu ikke havde modtaget Deres brev. De blev derfor tilbudt akut hjælp (”Emergency payment”), som de takkede nej til, da dette var aldeles irrelevant.

Endvidere fremgår det, at De dagen før Deres hjemrejse telefonisk kontaktede kontoret i Dublin. Først ved denne lejlighed fik De præcist at vide, hvad problemet var. Nemlig at man forventede, at De var blevet på samme adresse, som De havde ved tilmeldingen, eller en adresse i samme område. De mener at jobsøgning med E 303 bliver unødigt besværlig, hvis man ”tvinges” til at blive boende samme sted i tre måneder, og at så man lige så effektiv kunne have søgt beskæftigelse i det pågældende land hjemmefra, via internettet.

Endelig fremgår det, at De mener, at hvis man synes, at jobsøgningen i et land man ikke kender kræver en vis bevægelighed, at man ser sig omkring og forsøger at etablere kontakter, samtidig med at man opfylder, hvad der ligner en bopælspligt, kommer man til at betale fast husleje to steder (derhjemme og i Irland), udover udgifterne i forbindelse med de faktiske overnatninger. Hvilket for en jobsøgende på dagpenge må være – økonomisk set – en umulighed.

Den 18. september 2003 bad vi de irske myndigheder oplyse årsagen til, at der ikke var udbetalt dagpenge i henhold til attest E 303.

Den 6. oktober 2003 modtog vi svar fra de irske myndigheder. Det fremgår heraf, at De tilmeldte Dem som ledig på lokalkontoret i Dublin den 6. juni 2003 og at der ikke er udbetalt dagpenge i henhold til attesten, da De ikke havde nogen fast adresse under Deres ophold i Irland men havde rejst rundt i landet i de 3 uger, De havde været der”.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 29. oktober 2003 denne afgørelse

” De har ikke ret til at modtage dagpenge fra Irland i henhold til attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.

Begrundelse

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at de irske myndigheder har oplyst, at De ikke havde nogen fast adresse i den periode de var i Irland.

Vi har også lagt vægt på, at De selv har oplyst, at De ved Deres henvendelse til de irske myndigheder var blevet informeret om, at dokumentation for Deres bopæl, var en forudsætning for, at der kunne udbetales dagpenge.

Vi henviser til forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 69, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i medlemstatens lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til ydelser, såfremt arbejdstageren er tilmeldt som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor pågældende har taget ophold, og dér underkaster sig den bestående kontrol.”.

3. Klagen til ankenævnet

I Deres klage af den 10. november 2003 skrev De følgende

”Med henvisning til Arbejdsdirektoratets brev af 29.10.2003, må jeg udtrykke min forbavselse over afgørelsen. Sagen begyndte for snart 6 måneder siden, da jeg desværre valgte at følge det råd jeg havde fået af A-kassen om, at det var mere hensigtsmæssigt at rejse på baggrund af en E303-attest end at søge arbejde, mens jeg formelt var på ferie.

I begrundelsen for afvisningen anføres det, at ’de irske myndigheder har oplyst, at De ikke havde nogen fast adresse’. Der er intet nyt i den information, da allerede min telefoniske henvendelse til Direktoratets kontor dagen før jeg rejste fra Irland den 23. juni 2003, gjorde jeg opmærksom på, at dette forhold – imod forventningen – havde været et problem.

At det at have en fast adresse skulle spille nogen som helst rolle kan jeg ikke finde en forklaring på, hverken logisk (jf. min tidligere redegørelse) eller – væsentligere – ud fra det faktiske forløb, hvor jeg bl.a. må hæfte mig ved følgende

– i E303-ansøgningsskemaet står der ’evt. adresse’,

– samme attest blev udsendt m.h.p. arbejdssøgning i Irland , og ikke i Dublin2,

– forordning (EØF) nr. 1408/71, art. 69, stk. 1, som nævnes, synes netop at udelukke kravet om en fast adresse, idet der tales om rejser ’til en eller flere medlemsstater’,

– sidst, men ikke mindst, ved min første henvendelse til de irske myndigheder blev jeg oplyst om, at ’en midlertidig adresse – samt en kvittering fra udlejeren – ville have været tilstrækkelig’ (jf. mit tidligere brev).

Dette sidste krav er blevet imødekommet, idet jeg, helt efter aftale, sendte en kvittering fra den Bed & Breakfast, jeg var indlogeret på i Kilkenny, til Dublin-kontoret (og en yderligere kvittering for en anden midlertidig adresse kunne eventuelt skaffes, hvis det skulle ønskes).

Med hensyn til tilmeldingen på arbejdsformidlingen, som anføres som endnu en betingelse (’såfremt arbejdstageren er tilmeldt som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor pågældende har taget ophold’), må jeg desværre konstatere, at, muligvis i strid med forordningen (EØF) nr. 1408/71, artikel 69, stk. 1, det ikke har været muligt at tilmelde mig arbejdsformidlingen, eftersom, som allerede nævnt i mit brev, ordningen i Irland administreres af socialforvaltningen.

Til sidst må jeg bemærke, at idéen om, at jeg skulle have ’rejst rundt i landet’, som kan give associationer med et ferieophold, ikke afspejler en arbejdssøgendes bestræbelser på at finde, i et land, han ikke kender og helt uden forbindelser, udover et job, en bolig, som han kan betale.

Udover de ovennævnte betragtninger, som ikke synes at indgå i Direktoratets afgørelse, må jeg stille et spørgsmålstegn ved, hvorvidt EU-lovgivningens ånd efterkommes, hvis ordningen de facto kun bliver tilgængelig for folk med forbindelser til det pågældende land (dvs. nogen man kan bo hos) eller med nærmest ubegrænsede ressourcer (dvs. at man kan indlogere sig det første og det bedste sted uanset prisen).

Mine udgifter i forbindelse med jobsøgningen i Irland har naturligvis været betydeligt højere end det beløb, jeg ville have brugt i tilsvarende periode herhjemme. Skulle man, imod forventningen, ikke nå frem til en mere retfærdig og intelligent afgørelse, og derved anerkende min jobsøgningsperiode, vil jeg se mig nødsaget til at rejse erstatningskrav, også for de rejse- og opholdsudgifter, som jeg – helt uden formål – er blevet påført, forårsaget af en lang række af mangelfuld og/eller vildledende information.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 27. november 2003

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 29. oktober 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.

Ifølge gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 3, skal personen stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det andet EØS-land efter de danske regler.

Derudover skal personen overholde det andet EØS-lands kontrolforanstaltning.

Det fremgår af § 4 i direktoratets bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003, at det er en betingelse for, at kunne anses for at stå til rådighed, at man har bopæl i landet. Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledningen til rådighedsbekendtgørelsen, skal der være tale om en egentlig bopæl. En postadresse eller post restante er således ikke tilstrækkeligt.

Vi har lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i sagen, at medlemmet ikke har haft en egentlig bopæl i Irland i perioden 2. juni 2003 til 1. september 2003.

Medlemmet opfylder derfor ikke betingelserne for at kunne få udbetalt dagpenge under arbejdssøgning i udlandet.”

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

AFSNIT III

SÆRLIGE BESTEMMELSER OM DE ENKELTE ARTER AF YDELSER

Resumé

Arbejdsdirektoratet udstedte den 27. maj 2003 en attest E 303 til medlemmet M til brug under arbejdssøgning i Irland, fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003. M var ankommet til Dublin den 5. juni 2003 om aftenen og forsøgte at tilmelde sig på den lokale arbejdsformidling den følgende morgen. Han blev henvist til socialforvaltningens lokale kontor i Dublin2, da det var i det område han havde fundet logi for en enkelt nat. M var næste dag rejst ud af Dublin og havde blandt andet opholdt sig nogle dage i Kilkenny og Ennis henholdsvis omtrent 100 km og 200 km fra Dublin. Den 31. juli 2003 sendte M et brev til direktoratet vedrørende manglende udbetaling af dagpenge under hans cirka 3 ugers arbejdssøgning i Irland.

Direktoratet bad de irske myndigheder oplyse årsagen til, at der ikke var udbetalt dagpenge i henhold til attest E 303. De irske myndigheder svarede, at M tilmeldte sig som ledig på lokalkontoret i Dublin den 6. juni 2003 og at der ikke var udbetalt dagpenge i henhold til attesten, da han ikke havde nogen fast adresse under sit ophold i Irland, men havde rejst rundt i landet i de 3 uger, han havde været der. Direktoratet traf herefter afgørelse om, at M ikke havde ret til at modtage dagpenge fra Irland i henhold til attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003, idet han ikke havde nogen fast adresse i den periode han var i Irland.

I sin klage anførte M, at det ikke var logisk, at man skal have en fast adresse under arbejdssøgning i Irland.

Ankenævnet fandt ikke, at M havde ret til at modtage dagpenge fra Irland i henhold til attest E 303 fra den 2. juni 2003 til den 1. september 2003.

Nævnet tiltrådte således Direktoratets afgørelse og med følgende begrundelse

For at bevare sin ret til danske dagpenge under arbejdssøgning i Irland skulle M være tilmeldt den irske arbejdsformidling og underkaste sig den i Irland bestående kontrol, jf. artikel 69, stk. 1, litra b.

Den irske arbejdsformidling skulle herefter foretage eller foranledige foretaget den i artikel 69, litra b foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den irske lovgivning samt udbetale danske dagpenge til M efter reglerne i den irske lovgivning, jf. artikel 83, stk. 3 i Gennemførelsesfordningen (Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972).

For at bevare sin ret til danske dagpenge i Irland skulle M under sit ophold i Irland endvidere vedblive med at opfylde de danske betingelser for rådighed, hvilket blandt andet vil sige, at han skulle have en bopæl, hvor den lokale irske arbejdsformidling kunne komme i kontakt med ham. Et andet grundlæggende princip, der skulle være opfyldt, for at M kunne modtage danske dagpenge var, at han skulle være tilmeldt den lokale arbejdsformidling, i den region, hvor han boede.

Nævnet bemærkede, at det er op til det enkelte EØS-land at foreskrive reglerne for den kontrol, der skal føres, for at det kan konstateres, om en arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder krav om, at den arbejdsløse skal have bopæl og ophold for at kunne modtage ydelser under arbejdsløshed i landet.

I medfør af Gennemførelsesforordningens artikel 83, stk. 1, litra e, havde Arbejdsdirektoratet i M’s attest E 303 under punkt 5 oplyst de irske myndigheder om, hvilke forhold, der kunne ændre på M’s ret til at modtage danske dagpenge, under hans ophold i Irland. Ankenævnet henviste særligt til punkt 5.5 og punkt 5.8 i attest E 303, hvorefter den irske arbejdsformidling var berettiget og forpligtet til at stoppe udbetalingerne til M, når der ikke kunne etableres kontakt med ham, og der således ikke kunne udøves kontrol med, om han var til rådighed for det irske arbejdsmarked.

Da M ikke havde nogen adresse i den region, hvor han var tilmeldt (Dublin), var han således ikke tilgængelig for den irske arbejdsformidling, og arbejdsformidlingen var derfor efter Ankenævnets opfattelse berettiget og forpligtet til ikke at udbetale danske dagpenge til M, jf. Gennemførelses-forordningens artikel 83, stk. 3, 3. afsnit, 1. punktum.

Det forhold, at M indsendte en kvittering for hans Bed & Breakfast ophold i Kilkenny til arbejds-formidlingen i Dublin, ændrede efter Nævnets opfattelse ikke herved, idet Kilkenny ligger uden for den region, hvor M var tilmeldt (Dublin).

Med baggrund i heri fandt Nævnet derfor ikke, at det, som anført af M, var i strid med EU-lovgivningen at stille et krav om, at M under arbejdssøgningen i Irland skulle have en bopæl for at kunne stå til rådighed for det irske arbejdsmarked og være berettiget til at modtage danske dagpenge.

Efter det i sagen oplyste rejste M, uden forinden at oplyse arbejdsformidlingen i Dublin herom, videre til byerne Kilkenny og Ennis, som ligger henholdsvis omtrent 100 og 200 km væk fra Dublin.

Nævnet bemærkede hertil, at M, inden han rejste bort fra Dublin, kunne have kontaktet den irske arbejdsformidling i Dublin og søgt vejledning om, hvorvidt han i henhold til de irske kontrolregler fortsat ville blive anset for at stå til rådighed for den pågældende arbejdsformidlings-region eller det irske arbejdsmarked, hvis han rejste ud af Dublin-regionen for at søge arbejde.

Nævnet fandt, at det var M’s egen risiko, at han ikke hjemmefra havde planlagt sin arbejdssøgning i Irland på en måde, så det, i den første tid han opholdt sig i Irland, var muligt for ham at have bopæl på en fast adresse, hvor arbejdsformidlingen i Dublin kunne komme i kontakt med ham.

Efter Ankenævnets opfattelse var M inden sin ankomst til Irland vejledt om, at han skulle opholde sig i den region, hvor han havde tilmeldt sig den irske arbejdsformidling.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at M havde gjort, hvad han kunne for at underkaste sig den i den irske lovgivning foreskrevne kontrol og stå til rådighed for det irske arbejdsmarked i lovgivningens forstand.