EØS. Medlemmet, der var fulgt med sin kone til Schweiz, havde ansøgt om en attest E 303 efter sin udrejse fra Danmark, men fik dispensation fra kravet om, at ansøgningen skulle have været indgivet inden udrejsen fra Danmark, idet a-kassen havde vejledt medlemmet forkert. Endvidere gaves dispensation for, at medlemmet i attest-perioden ikke var tilmeldt den offentlige arbejdsformidling i Schweiz

Kapitel 1

Generel vejledningspligt

§ 1. En a-kasse har pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af kapitel 7-16 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. En a-kasse har altid pligt til at give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har særligt behov herfor.

Kapitel 2

Konkret vejledningspligt

Udlandet

Kapitel 4

Øvrige bestemmelser

Medlemmets oplysningspligt

KAPITEL 6

ARBEJDSLØSHED

Afdeling 2

Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat

KAPITEL 6

YDELSER VED ARBEJDSLØSHED

Gennemførelse af forordningens artikel 69

Kapitel 10

Ret til dagpenge og aktiveringsydelse

§ 12. Når et ledigt medlem oplyser, at medlemmet overvejer at rejse til udlandet for at søge eller overtage arbejde, skal a-kassen ved underretningen vejlede om de rettigheder og pligter, der har betydning i den forbindelse.

§ 27. Medlemmet skal medvirke til at fremskaffe de oplysninger, som a-kassen har behov for at kende for at kunne opfylde sin vejledningspligt.

Notatpligt

§ 28. A-kassen skal notere alle oplysninger, der kan have betydning for vejledningen af medlemmet, herunder de oplysninger, som medlemmet selv giver, jf. § 27.

Stk. 2. A-kassen skal notere, hvad medlemmet er blevet informeret og vejledt om efter bekendtgørelsen.

§ 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.

Stk. 2. [ ]

Stk. 3. [ ]

Stk. 4. Det påhviler medlemmet at medvirke ved tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.

Stk. 5. Nærmere regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-4 fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Landsarbejdsrådet.

Stk. 6. [ ]

Bekendtgørelse nr. 310 af den 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 1163 af den 29. december 1999

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser

1. En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser

a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist

b) han skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol; denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist

c) retten til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.

2. [ ]

Forordning (EØF) nr. 574/72 af den 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet

Artikel 83

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser, når den arbejdsløse rejser til en anden medlemsstat

1. For at bevare sin ret til ydelser skal den i forordningens artikel 69, stk. 1, omhandlede arbejdsløse for institutionen på det sted, hvortil han er rejst, fremlægge en attest, hvorved den kompetente institution bekræfter, at den pågældende fortsat har ret til ydelser på de i stk. 1, litra b), i den nævnte artikel fastsatte vilkår. Den kompetente institution skal i denne attest navnlig angive

a) størrelsen af den ydelse, der efter den kompetente stats lovgivning skal udbetales den arbejdsløse

b) det tidspunkt, hvorfra den arbejdsløse er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat

c) den frist, der er indrømmet efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra b), for tilmelding som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst

d) det længste tidsrum, hvori retten til ydelser kan bevares efter forordningens artikel 69, stk. 1, litra c)

e) forhold, der kan ændre retten til ydelser.

2. En arbejdsløs, der agter at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse der, skal før sin afrejse anmode om at få udstedt den i stk. 1 omhandlede attest. Fremlægger den arbejdsløse ikke nævnte attest, retter institutionen på det sted, hvortil han er rejst, henvendelse til den kompetente institution for at fremskaffe den. Arbejdsformidlingen i den kompetente stat skal sikre sig, at den arbejdsløse er underrettet om de forpligtelser, der påhviler ham i medfør af forordningens artikel 69 og denne artikel.

3. Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, underretter den kompetente institution om datoen for den arbejdsløses tilmelding samt om datoen for den første udbetaling af ydelser og udbetaler den kompetente stats ydelser efter de nærmere regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvortil den arbejdsløse er rejst.

Institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, foretager eller foranlediger foretaget den foreskrevne kontrol, som om det drejede sig om en arbejdsløs, der modtager ydelser i medfør af den lovgivning, som gælder for institutionen.

Den underretter den kompetente institution om ethvert forhold, der omfattes af stk. 1, litra e), så snart den er blevet bekendt hermed, og standser straks udbetaling af ydelsen i tilfælde af, at denne skal stilles i bero eller bortfalde. Den kompetente institution skal straks underrette den om, i hvilket omfang og fra hvilket tidspunkt den arbejdsløses rettigheder ændres af dette forhold. Først efter at denne underretning er modtaget, kan udbetaling af ydelserne i givet fald genoptages. I tilfælde af, at ydelsen skal nedsættes, udbetaler institutionen på det sted, hvortil den arbejdsløse er rejst, fortsat en nedsat ydelse til ham under forbehold af afregning efter modtagelsen af den kompetente institutions svar.

4. To eller flere medlemsstater eller deres kompetente myndigheder kan efter udtalelse fra Den Administrative Kommission aftale andre gennemførelsesregler.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovebekendtgørelse nr. 799 af den 24. september 2002

EØS. Medlemmet, der var fulgt med sin kone til Schweiz, havde ansøgt om en attest E 303 efter sin udrejse fra Danmark, men fik dispensation fra kravet om, at ansøgningen skulle have været indgivet inden udrejsen fra Danmark, idet a-kassen havde vejledt medlemmet forkert. Endvidere gaves dispensation for, at medlemmet i attest-perioden ikke var tilmeldt den offentlige arbejdsformidling i Schweiz

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 3. juni 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at der er grundlag for at se bort fra, at De har ansøgt om attest E 303 efter Deres udrejse af Danmark. De er således berettiget til en attest E 303 til arbejdssøgning i Schweiz fra den 1. februar 2003, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt.

Ankenævnet finder endvidere, at der er grundlag for at se bort fra, at De i attest-perioden ikke var tilmeldt den offentlige Arbejdsformidling i Schweiz.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

- Deres kone den 26. juni 2002 indgik aftale med sin arbejdsplads om udstationering til Schweiz i perioden fra den 11. august 2002 til den 10. august 2005,

- De har oplyst, at De den 16. oktober 2002 telefonisk kontaktede Deres a-kasse for at forhøre Dem, hvorledes De skulle forholde Dem, når De flyttede fra Danmark til Schweiz i 3 år,

- De har oplyst, at De ved Deres henvendelse til a-kassen fik at vide, at Schweiz ikke var omfattet af EØS-reglerne vedrørende arbejdsløshedsforsikring,

- De den 1. februar 2003 rejste fra Danmark til Schweiz,

- De den 12. maj 2003 ansøgte om en attest E 303,

- Deres a-kasse ved ansøgningen om en attest E 303 til Dem anførte, at kassen ikke kunne udelukke, at De havde fået forkert vejledning, hvilket for Dem betød, at De rejste til Schweiz uden at have søgt om attest E 303 og derfor ikke havde tilmeldt Dem arbejdsformidlingen i Schweiz,

- De i Deres klage af den 29. september 2003 har oplyst, at De er tilmeldt Arbejdsformidlingen i Schweiz.

Ansøgning inden afrejsen

Ankenævnet finder det sandsynliggjort, at De ved Deres henvendelse til a-kassen den 16. oktober 2002 fik den opfattelse, at De ikke kunne få en attest E 303 til arbejdssøgning i Schweiz.

Nævnet har herved lagt vægt på, at a-kassen har udtalt, at den ikke kan udelukke, at De ved Deres henvendelse til a-kassen modtog forkert vejledning. Nævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at a-kassen har en særlig vejledningsforpligtelse, når et medlem oplyser, at medlemmet overvejer at rejse til udlandet for at søge eller overtage arbejde. A-kassen skal ved underretningen vejlede om de rettigheder og pligter, der har betydning i den forbindelse.

Aftalen om fri bevægelighed for personer mellem EU og Schweiz trådte i kraft den 1. juni 2002, og da De den 16. oktober 2002 henvendte Dem til Deres a-kasse, var De derfor som udgangspunkt berettiget til at ansøge om at søge arbejde i Schweiz med danske dagpenge i 3 måneder (attest E 303). Da a-kassen oplyste Dem, at De ikke var berettiget hertil, blev De forkert vejledt.

Det må således anses for overvejende sandsynligt, at De ville have ansøgt om attesten inden Deres afrejse, såfremt De ikke havde fået den opfattelse, at Schweiz ikke var omfattet af EØS-aftalen.

Tilmelding til arbejdsformidlingen i Schweiz

Ankenævnet har lagt vægt på, at De, som følge af a-kassens forkerte vejledning, ikke fik den vejledning om tilmelding til arbejdsformidlingen i Schweiz, De ellers ville have fået.

Ankenævnet finder, at De efter alt at dømme ville have tilmeldt Dem arbejdsformidlingen i Schweiz i attestens gyldighedsperiode, hvis De havde fået udstedt en attest E 303 og var blevet vejledt korrekt i relation hertil.

Ankenævnet henviser til

- artikel 69 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 83 i Forordning nr. 574/72,

- § 65 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, og

- § 1 og § 12 i bekendtgørelse nr. 310 af den 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v. med tilhørende vejledning.

Ankenævnet ændrer Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 4. september 2003 således, at De som udgangspunkt var berettiget til danske dagpenge under arbejdssøgning i Schweiz.

Ankenævnet har samtidig hermed anmodet Arbejdsdirektoratet om at vurdere, om de øvrige betingelser for at opnå en attest E 303 var opfyldt på Deres afrejsetidspunkt samt om at vurdere, hvorvidt de øvrige betingelser for at modtage dagpenge i attestens gyldighedsperiode var opfyldt, og om De i givet fald skal have efterbetalt dagpenge og renter heraf. Ved disse vurderinger skal der tages hensyn til, at De ved Deres henvendelse til a-kassen den 16. oktober 2002 blev forkert vejledt af kassen.

Arbejdsdirektoratet vil herefter træffe en ny afgørelse i sagen med klagemulighed til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

På ankenævnets vegne

X X

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

X Arbejdsløshedskasse

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

” Den 12. august 2003 har direktoratet modtaget Deres ansøgning om at bevare Deres danske dagpenge i 3 måneder under arbejdssøgning i Schweiz (attest E 303). De har oplyst, at De rejste fra Danmark den 1. februar 2003. Ansøgningen er underskrevet af Dem den 12. maj 2003.

Det fremgår videre, at Deres a-kasse har modtaget ansøgningen den 20. maj 2003.

Deres a-kasse har ved oversendelsen af ansøgningen til direktoratet oplyst, at man den 20. maj 2003 modtog Deres ansøgning, og derefter den 24. maj 2003 bad Dem sende dokumentation for Deres ægtefælles overtagelse af arbejde i Schweiz. De blev også bedt om at oplyst, hvilken vejledning De havde fået af a-kassen, samt om De var tilmeldt arbejdsformidlingen i Schweiz.

A-kassen har videre oplyst, at de ikke kan udelukkes, at De har fået forkert vejledning ved Deres henvendelse omkring flytning til Schweiz.

Den 15. juli 2003 har De pr. telefax sendt dokumentation for Deres ægtefælles overtagelse af arbejde i Schweiz . De har også oplyst, at De ikke har været tilmeldt arbejdsformidlingen i Schweiz , men at De har søgt forskellige jobs.

De har videre oplyst, at De første gang kontaktede a-kassen den 16. oktober 2002 for at hente oplysninger vedrørende flytning fra Danmark til Schweiz. De fik her oplyst, at Danmark ikke havde aftale med Schweiz vedrørende arbejdsløshedsforsikring”.

Sekretariatet har følgende tilføjelse

Af a-kassens dispensationsansøgning af den 8. august 2003 fremgår

”Ansøgningen er indleveret efter afrejsen til Schweiz, idet medlemmet oplyser, at han er blevet fejlagtigt vejledt af a-kassen om, at Schweiz ikke var tilknyttet EØS-samarbejdet. Hovedledelsen kan ikke udelukke, at medlemmet har fået forkert vejledning, hvilket betød, at medlemmet rejste til Schweiz uden at have søgt om attest E 303 og derfor ikke har tilmeldt sif arbejdsformidlingen i Schweiz.”

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 5. september 2003 denne afgørelse

” De har ikke ret til en attest E 303 under arbejdssøgning i Schweiz fra den 1. februar 2003.

Begrundelse

Vi har lagt vægt på, at De ikke har søgt om en attest E 303 før Deres afrejse fra Danmark den 1. februar 2003.

Vi har videre lagt vægt på, at De ikke på noget tidspunkt har været tilmeldt Arbejdsformidlingen i hverken Danmark eller Schweiz.

Det er en betingelse for ret til en attest E 303, at man har søgt om attesten før afrejse til det andet EØS-land. Det fremgår af artikel 69, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 83, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 574/72, og pkt. 175 i direktoratets vejledning nr. 140 af 14. september 1999 om arbejdsløshedsforsikring i relation til EØS-landene.

Ansøgningen er modtaget rettidigt, hvis enten Arbejdsdirektoratet, a-kassen eller Arbejdsformidlingen har modtaget den inden den dato, der er opgivet som ønsket afrejsedato på ansøgningsskemaet.

For at kunne få dagpenge er det bl.a. en betingelse at man skal være tilmeldt og have kontakt til AF. Man er tilmeldt, når man er registreret i AF’s edb-system som arbejdssøgende, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 516 af 17. juni 2003..

Ukendskab tilreglerne, manglende eller forkert vejledning fra en arbejdsløshedskasse kanikke give Dem en bedre retsstilling, end lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.og forordningen hjemler ”.

3. Klagen til ankenævnet

I Deres klage modtaget i Arbejdsdirektoratet den 3. oktober 2003 skrev De følgende

”Den 16. oktober 2002 henvendte jeg mig første gang til STA for at få oplysninger om, hvordan jeg skulle forholde mig, når jeg flyttede fra Danmark til Schweiz i 3 år. Grunden var, at min kone er udstationeret i 3 år. Jeg har søgt og fået orlov fra mit arbejde hos TDC, for at kunne følge med min kone til udlandet.

Pr. telefon fik jeg oplyst, at Schweiz ikke er et EU-land, og der foreligger ingen aftaler mellem Schweiz og EU.

Det har så senere vist sig, at denne oplysning ikke var korrekt, idet Schweiz fra Juli 2002 betragtes som værende medlem af EØS-landene.

Dette meddeler jeg X Arbejdsløshedskasse i maj måned 2003, og de indrømmer, at de har givet forkerte oplysninger.

Vi aftaler herefter, at jeg skal søge om dispensation, en såkaldt attest E 303. Jeg får tilsendt en kopi af ansøgningen, som X Arbejdsløshedskasse sender til Arbejdsdirektoratet, sammen med en pjece om at være arbejdsløshedsforsikret i EØS.

Jeg er tilmeldt arbejdsformidlingen i Schweiz. Personalberater Daniel K har oplyst mig, at jeg tidligst kan forvente, at arbejdsformidlingen i Schweiz anviser mig et arbejde engang i juli 2004.

Jeg har søgt forskelligt arbejde siden februar 2003, men desværre uden held.

Jeg kan ikke acceptere afgørelsen fra Arbejdsdirektoratet. Hvis ikke jeg kan søge hjælp eller vejledning hos X Arbejdsløshedskasse i en sådan sag, så ved jeg ikke, hvem der kan hjælpe.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 8. oktober 2003

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 5. september 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.”

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af den 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

Resumé

Medlemmet M kontaktede den 16. oktober 2002 telefonisk a-kassen for at få oplysninger om, hvordan han skulle forholde sig, når han flyttede til Schweiz. A-kassen oplyste, at Schweiz ikke var et EU-land, og at Danmark ikke havde nogen aftale med Schweiz vedrørende arbejdsløsheds-forsikring.

Medlemmet arbejdede hos arbejdsgiveren A frem til den 31. januar 2003 og rejste den 1. februar 2003 til Schweiz. Medlemmet fandt senere ud af, at Schweiz havde tilsluttet sig EØS-aftalen pr. 1. juni 2002. Medlemmet kontaktede i maj måned 2003 sin a-kasse herom. Den 20. maj 2003 modtog a-kassen medlemmets ansøgning om en attest E 303. Den 8. august 2003 ansøgte a-kassen om dispensation for ægtefælleflytning. I ansøgningen oplyste a-kassen, at det ikke kunne udelukkes, at medlemmet havde fået forkert vejledning, hvilket betød, at medlemmet rejste til Schweiz, uden at have søgt om attest E 303 og derfor ikke havde tilmeldt sig arbejdsformidlingen i Schweiz.

Arbejdsdirektoratet gav afslag på attest E 303. Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet ikke havde søgt om attesten inden sin afrejse fra Danmark, og at medlemmet ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen i hverken Danmark eller Schweiz.

Medlemmet klagede den 29. september 2003 og anførte, at grunden til, at han skulle til Schweiz var, at hans kone var blevet udstationeret i Schweiz for en 3-årig periode. Medlemmet anførte, at a-kassen ved hans telefoniske henvendelse i maj 2003 indrømmede, at kassen havde afgivet forkerte oplysninger til ham.

Ankenævnet ændrede Arbejdsdirektoratets afgørelse, og traf afgørelse om, at der var grundlag for at se bort fra, at M havde ansøgt om attest E 303 efter sin udrejse af Danmark, og at M således var berettiget til en attest E 303 til arbejdssøgning i Schweiz fra den 1. februar 2003, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Ankenævnet fandt endvidere, at der var grundlag for at se bort fra, at M i attest-perioden ikke var tilmeldt den offentlige Arbejdsformidling i Schweiz.

Ansøgning inden afrejsen

Ankenævnet fandt det sandsynliggjort, at M ved sin henvendelse til a-kassen den 16. oktober 2002 fik den opfattelse, at han ikke kunne få en attest E 303 til arbejdssøgning i Schweiz. Nævnet lagde herved vægt på, at a-kassen havde udtalt, at den ikke kunne udelukke, at M ved sin henvendelse til a-kassen modtog forkert vejledning.

Nævnet lagde i den forbindelse endvidere vægt på, at a-kassen har en særlig vejledningsforpligtelse, når et medlem oplyser, at medlemmet overvejer at rejse til udlandet for at søge eller overtage arbejde. A-kassen skal ved underretningen vejlede om de rettigheder og pligter, der har betydning i den forbindelse. Aftalen om fri bevægelighed for personer mellem EU og Schweiz trådte i kraft den 1. juni 2002, og da M den 16. oktober 2002 henvendte sig til sin a-kasse, var han derfor som udgangspunkt berettiget til at ansøge om at søge arbejde i Schweiz med danske dagpenge i 3 måneder (attest E 303). Da a-kassen oplyste M, at han ikke var berettiget hertil, blev han forkert vejledt. Nævnet anså det for overvejende sandsynligt, at M ville have ansøgt om attesten inden sin afrejse, såfremt han ikke havde fået den opfattelse, at Schweiz ikke var omfattet af EØS-aftalen.

Tilmelding til arbejdsformidlingen i Schweiz

Ankenævnet lagde vægt på, at M, som følge af a-kassens forkerte vejledning, ikke fik den vejledning om tilmelding til arbejdsformidlingen i Schweiz, han ellers ville have fået. Nævnet fandt, at M efter alt at dømme ville have tilmeldt sig arbejdsformidlingen i Schweiz i attestens gyldighedsperiode, hvis han havde fået udstedt en attest E 303 og var blevet vejledt korrekt i relation hertil.