Selvom medlemmet ikke var konventionsflygtning, var medlemmet på grund af helt særlige omstændigheder berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Sverige. Arbejdsdirektoratets ugyldige afgørelse opretholdtes

Artikel 1

Definitioner

I denne forordning

a) [ ]

d) har udtrykket ”flygtning” den betydning, der er tillagt det i artikel 1 i konventionen om flygtninges retsstilling, som er undertegnet i Genève den 28. juli 1951

e) [ ]

Artikel 2

Personkreds

1. Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

2. [ ]

Afdeling 2

Arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1 og 2 kan nægtes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Artikel 69

Betingelser og grænser for bevarelse af ret til ydelser

1. En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser

a) han skal før sin afrejse have været tilmeldt som arbejdssøgende og have stået til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat i mindst fire uger, efter at han blev arbejdsløs. Det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan dog give samtykke til, at han rejser inden udløbet af denne frist

b) han skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i hver af de medlemsstater, han rejser til, og underkaste sig den dér bestående kontrol; denne betingelse anses for opfyldt for tidsrummet forud for tilmeldingen, såfremt denne sker inden syv dage efter det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt; i undtagelsestilfælde kan det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænge denne frist

c) retten til ydelser bevares i et tidsrum af højst tre måneder, regnet fra det tidspunkt, da den pågældende er ophørt med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den stat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det tidsrum, for hvilket den pågældende har ret til ydelser i medfør af den nævnte stats lovgivning; hvor det drejer sig om en sæsonarbejder, er dette tidsrum yderligere begrænset til den resterende del af den sæson, for hvilken han er ansat.

2. [ ]

Lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, Bekendtgørelse af udlændingeloven

Selvom medlemmet ikke var konventionsflygtning, var medlemmet – på grund af helt særlige omstændigheder – berettiget til en attest E 303 under arbejdssøgning i Sverige. Arbejdsdirektoratets ugyldige afgørelse opretholdtes

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 29. januar 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

De har ret til en attest E 303 til brug under arbejdssøgning i Sverige fra den 4. november 2002 til den 3. februar 2003.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har lagt til grund, at

- Arbejdsdirektoratet modtog Deres ansøgning om en attest E 303 den 21. oktober 2002, hvorpå De havde oplyst, at De er statsborger i Bosnien-Hercegovina,

- Arbejdsdirektoratet den 25. oktober 2002 telefonisk kontaktede Dem for at få oplyst, om De var kommet til Danmark som flygtning,

- Arbejdsdirektoratet den 1. november 2002 pr. telefax fra Deres a-kasse modtog dokumentation for, at Udlændingestyrelsen ved brev af den 7. november 1995 meddelte Dem opholdstilladelse som flygtning i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 2, med henblik på varigt ophold, der tillige gav Dem ret til at arbejde i Danmark,

- Arbejdsdirektoratet ved afgørelse af den 1. november 2002 traf afgørelse om, at De havde ret til en attest E 303 fra den 4. november 2002 til den 3. februar 2003,

- De den 4. november 2002 rejste ud af Danmark og den 5. november 2002 meldte Dem ledig på den svenske arbejdsformidling i Linköping,

- De den 20. december 2002 telefonisk kontaktede Arbejdsdirektoratet og der fik at vide, at direktoratet havde begået en fejl ved at udstede en attest E 303 til Dem, da De tilsyneladende ikke havde en flygtningestatus, der var omfattet af personkredsen i artikel 1, litra d og artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71, og at dette ville blive undersøgt nærmere overfor Udlændingestyrelsen,

- De under telefonsamtalen den 20. december 2002 fik at vide, at De for at modtage danske dagpenge var nødt til at vende tilbage til Danmark og tilmelde Dem Arbejdsformidlingen i Danmark,

- Arbejdsdirektoratet den 20. december 2002 skriftligt anmodede Udlændingestyrelsen om at oplyse om De havde flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen af den 28. juli 1951 (konventionsflygtning),

- Udlændingestyrelsen den 6. januar 2003 telefonisk oplyste Arbejdsdirektoratet om, at De ikke var konventionsflygtning,

- De den 10. januar 2003 afmeldte Dem Arbejdsformidlingen i Linköping,

- Arbejdsdirektoratet den 14. februar 2003 anullerede sin afgørelse af den 1. november 2002 og meddelte Dem, at De ikke havde ret en attest E 303 for perioden den 4. november 2002 til den 3. februar 2003

- De under hele Deres ophold i Sverige ikke modtog danske dagpenge.

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 1. november 2002 var ugyldig, idet De ikke var konventions-flygtning og derfor ikke efter reglerne opfyldte betingelserne for at være berettiget til en attest E 303.

Ankenævnet har lagt vægt på, at der i direktoratets afgørelse ikke er taget noget forbehold for, at gyldigheden af Deres attest E 303 var afhængig af Deres flygtningestatus, og at De derfor modtog en begunstigende afgørelse, som ikke var åbenbart urigtig for Dem.

Ankenævnet har lagt vægt på, at De ved at rejse til Sverige og tilmelde Dem den svenske arbejdsformidling den 5. november 2002 indrettede Dem i tillid til Arbejdsdirektoratets afgørelse.

Endelig har Ankenævnet lagt vægt på, at De først modtog Arbejdsdirektoratets afgørelse om annullation af Deres attest E 303 efter udløbet af attestens gyldighedsperiode.

Ankenævnet skal bemærke, at Arbejdsdirektoratet - som den attest-udstedende myndighed - er nærmest til at bære risikoen for, at det ikke ved attestens udstedelse blev klarlagt, hvorvidt Deres flygtningestatus berettigede Dem til en attest E 303,eller at der ikke i afgørelsen blev taget et forbehold for en efterfølgende undersøgelse heraf.

Ankenævnet skal endvidere bemærke, at det til Dem af Arbejdsdirektoratet meddelte under telefonsamtalen den 20. december 2002 ikke kan betragtes som en over for Dem truffet endelig afgørelse. Nævnet har herved lagt vægt på, at Arbejdsdirektoratet under samtalen oplyste Dem, at direktoratet havde begået en fejl og, at direktoratet ville undersøge sagen nærmere over for Udlændingestyrelsen.

Ankenævnet henviser til artikel 1, litra d, artikel 2 og artikel 69, stk. 1 i Rådets Forordning (EØF) nr. 1408/71 og § 7 i lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, Bekendtgørelse af udlændingeloven.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af den 14. februar 2003 således, at direktoratets afgørelse af den 1. november 2002 opretholdes.

Ankenævnet har samtidig hermed anmodet Arbejdsdirektoratet om at foranledige Deres EØS-dagpenge for perioden fra og med den 4. november 2002 og til og med den 10. januar 2003 udbetalt.

På ankenævnets vegne

xx

Fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

X Arbejdsløshedskasse

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

” Den 21. oktober 2002 modtog direktoratet Deres ansøgning om en attest E 303 til brug mens De søgte arbejde i Sverige. De ønskede at rejse den 4. november 2002.

Da De på Deres ansøgning har oplyst, at De er statsborger i Bosnien-Hercegovina kontaktede direktoratet Dem den 25. januar [”oktober” (AMA’s rettelse)] 2002 telefonisk. De blev under denne samtale spurgt om, om De var kommet til Danmark som flygtning.

Dette svarede De bekræftende på, hvorfor vi bad Dem sende dokumentation til bekræftelse af dette.

De blev samtidig gjort opmærksom på, at man som flygtning havde ret til en attest E 303, hvis man opfylder betingelserne, men at det ikke var sikkert man kunne gøre brug af den i det andet land.

De meddelte, at det var De klar over, men at De havde undersøgt det i Sverige og fået at vide, at De godt kunne bruge den der.

Den 1. november 2002 modtog vi den ovennævnte dokumentation og samme dag udstedte vi en attest E 303 for perioden fra den 4. november 2002 til den 3. februar 2002 [”2003” (AMA’s rettelse)].

På et møde mellem de nordiske lande bragte de svenske deltagere Deres sag op og meddelte, at man ikke mente, at de var omfattet af artikel 1 i forordning (EØF) 1408/71.

På denne baggrund bad direktoratet den 20. december 2002 Udlændingestyrelsen oplyse om De har flygtningestatus i henhold til Genéve-konventionen af 28. juli 1951.

Den 20. december 2002 kontaktede De telefonisk direktoratet for at høre til Deres sag.

De fik under denne samtale oplyst, at vi havde begået en fejl ved at udstede attest E 303 Dem, da De tilsyneladende ikke er flygtning i forordningens forstand.

De fik videre oplyst, at vi ville undersøge sagen nærmere over for Udlændingestyrelsen. Hvis det forholder sig således, at De ikke er flygtning i forordningens forstand, er vi nødt til at tilbagekalde attesten.

De spurgte, om det kan være rigtigt, at De ikke har samme rettigheder som andre borgere.

Til dette fik De oplyst, at der er forskel på, hvilke rettigheder man har i henhold til lovgivningen. Det afhænger af, om man er statsborger i et EU/EØS-land eller fx er flygtning i forordningens forstand (konventionsflygtning), eller om man har et andet statsborgerskab eller et andet grundlag for sit ophold i Danmark. Forordningen dækker EU/EØS-statsborgere (+ægtefæller), flygtninge iht. Genève-konventionen af 1951 og statsløse.

På Deres spørgsmål om, hvad De nu kunne gøre, fik De oplyst, at De, for at modtage danske dagpenge, var nødt til at vende tilbage til Danmark og tilmelde Dem AF.

De oplyste, at De ville vende tilbage efter nytår.

Den 6. januar 2003 har Udlændingestyrelsen telefonisk oplyst, at De har fået permanent opholdstilladelse i Danmark den 4. november 1996, og at opholdstilladelsen blev givet efter § 7, stk. 2, i udlændingeloven.

For at være konventionsflygtning skal man have fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.

Konklusionen var således, at De ikke er konventionsflygtning.

Deres a-kasse har telefonisk rykket direktoratet for svar i Deres sag.

Den 4. februar 2003 har Deres a-kasse rykket skriftligt for svar. I denne rykker oplyser a-kassen, at man har været i telefonisk kontakt med Dem i Sverige.”.

Sekretariatet har følgende yderligere oplysninger

Af brev af den 20. december 2002 fra Arbejdsdirektoratet til Udlændingestyrelsen fremgår følgende

”Arbejdsdirektoratet har den 1. november 2002 udstedt en attest E 303 i medfør af forordning 1408/71, artikel 69, der giver M tilladelse til at søge arbejde i Sverige med danske dagpenge i tre måneder. I forbindelse med behandlingen af medlemmets ansøgning om attesten oplyste medlemmet, at han var anerkendt flygtning efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. Vi var på den baggrund af den opfattelse, at medlemmet var omfattet af personkredsen for forordning 1408/71 som flygtning.

De svenske myndigheder har nu meddelt direktoratet, at man ikke vil udbetale dagpenge til medlemmet, da han ikke er flygtning i forordning 1408/71’s forstand. De svenske myndigheder har begrundet dette med, at han har fremmedpas og ikke rejsedokumenter, og derfor ikke kan være flygtning omfattet af Genève-konventionen af 28. juli 1951.

Forordning 1408/71, artikel 1, litra d, definerer en flygtning således

har udtrykket ”flygtning” den betydning, der er tillagt det i artikel 1 i konventionen om flygtninges retsstilling, som er undertegnet i Genève den 28. juli 1951.

Inden direktoratet træffer afgørelse om at tilbagekalde den udstedte attest E 303, vil vi gerne have Udlændingestyrelsens svar på, om M har flygtningestatus i henhold til Genève-konventionen af 28. juli 1951.

Vi vil også gerne have oplyst, om det er korrekt, at flygtninge, der er omfattet af Genève-konventionen af 28. juli 1951 altid vil være i besiddelse af rejsedokumenter og ikke fremmedpas.

Da Udlændingestyrelsens svar kan få betydning for evt. udbetaling af dagpenge til medlemmet, skal vi bede om svar hurtigst muligt.”

Af Arbejdsdirektoratets telefonnotat dateret den 6. januar 2003 fremgår, at Udlændingestyrelsen telefonisk meddelte Arbejdsdirektoratet, at De fik permanent opholdstilladelse i Danmark den 4. november 1996, og at opholdstilladelsen blev givet efter § 7, stk. 2 i udlændingeloven samt, at De har et fremmedpas. Udlændingestyrelsen meddelte endvidere, at såfremt De havde fået opholdstilladelse efter lovens § 7, stk. 1, ville De have været konventionsflygtning, og ville i så fald have fået ”konventionspas”/rejsedokumenter. De var således ikke konventionsflygtning.

Af brev af den 10. januar 2003 fremgår, at den svenske arbejdsfomidling bekræfter, at De var tilmeldt arbejdsformidlingen i perioden fra den 5. november 2002 og til og med den 10. januar 2003.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 14. februar 2003 denne afgørelse

” De har [”ikke” (AMA’s tilføjelse)] ret til en attest E 303 for perioden fra den 4. november 2002 til den 3. februar 2003.

Den attest E 303 DK direktoratet udstedte den 1. november 2002 tilbagekaldelse således.

Begrundelse

Ifølge forordning (EØF) nr. 1408/71, artikel 69, stk. 1, litra a), kan en helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevare sin ret til ydelser under visse betingelser.

Ifølge artikel 2, stk. 1, finder forordningen anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

Ved flygtning forstås personer, der er omfattet af Geneve-konventionen af 28. juli 1951 om konventionsflygtninge, jf. artikel 1, litra d.

Direktoratet har ved sin ændrede afgørelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen har oplyst, at De ikke er flygtning i henhold til definitionen i forordningens artikel 1, litra d.

Vi har også lagt vægt på, at De før Deres afrejse telefonisk fik oplyst, at det var muligt, at De ikke kunne bruge en eventuel attest E 303 i Sverige og derved ikke kunne modtage dagpenge i den periode De opholdt Dem i Sverige.”.

3. Klagen til ankenævnet

I brev af den 10. marts 2003 skrev De følgende

”Jeg har ud over vedlagte brev af 4. februar 2003 fra min a-kasse til Arbejdsdirektoratet følgende bemærkninger til jeres afgørelse

Det er ikke korrekt, at jeg telefonisk er blevet bedt om at tilsende dokumentation om opholdstilladelse. kontakten foregik gennem min a-kasse og den blev faxet derfra d. 1. november.

Det er ikke korrekt, at jeg har fået information om, at jeg godt kunne få udstedt en attest E 303, men måske ikke ville kunne gøre brug af den.

Jeg går da også ud fra, at jeg ville være blevet adviseret af min a-kasse om det eventuelle problem. Jeg var jo hele tiden i kontakt med fagforbundet i forbindelse med min ansøgning om EØS-dagpenge.

Den 5. november 2002 henvender jeg mig til den svenske arbejdsformidling og tilmelder mig som ledig.

Jeg er efterfølgende i kontakt med Arbejdsformidlingen, både i forbindelse med min jobsøgning, men også fordi der går så lang tid, inden jeg får nogle dagpenge. Min a-kasse havde orienteret mig om, at der godt kunne gå lidt tid, før jeg fik penge første gang.

Den 20. december 2002 kontakter jeg Arbejdsdirektoratet og rykker for penge. Jeg fik ved denne samtale oplyst, at der måske var problemer vedrørende attesten, men at man var i gang med at undersøge sagen nærmere. Jeg fik ved denne samtale forklaret noget om, at der var forskel på, hvilken slags flygtning man var, uden dog at jeg forstod noget som helst af denne forklaring. Jeg har da hele tiden troet, at jeg havde de samme rettigheder som en almindelig dansker i forbindelse med dagpenge m.v.

Jeg fik også oplyst, at såfremt jeg ikke kunne få dagpenge i Sverige, var jeg nødt til at tage til Danmark for der at få dagpenge igen. Dette var nu ikke så let, hvilket jeg også forklarede den dame, jeg talte med. Jeg havde ikke fået penge siden 4. november 2002 og havde lånt af venner og bekendte til husleje og mad – så jeg så ingen mulighed for også at skulle låne til rejsen til Danmark.

Jeg var helt klart også af den opfattelse, at man fortsat undersøgte sagen, og at det ikke var helt afgjort om attesten var gældende eller ej. Så derfor håbede jeg på et positivt udfald af sagen.

Den 10. januar 2003 modtager jeg en attest E303/5 fra arbejdsformidlingen i Sverige, hvoraf det fremgår, at der ikke kan udbetales penge for perioden 4. november 2002 – 10. januar 2003, idet der er ”sket en fejl i proceduren fra Arbejdsdirektoratet i Danmark”.

Jeg kontakter samme dag min a-kasse TL og de kan fortælle, at de intet har hørt om, at der skulle være problemer. Attesten er udstedt på almindelig vis, uden kommentarer den 1. november 2002.

X fra a-kassen kontaktede også Y i Arbejdsdirektoratet og fik bekræftet, at der var opstået problemer, og at vi kunne forvente en afgørelse om 14 dage.

Jeg så nu ikke anden udvej end igen at låne penge af mine venner – denne gang til hjemtransport til Danmark – så jeg kunne få danske dagpenge igen.

Jeg har virkelig svært ved at forstå jeres afgørelse – havde jeg vidst, at der var det mindste problem i at få udbetalt dagpenge i Sverige – idet jeg som alle andre selvfølgelig er afhængig af en eller anden form for indkomst, havde jeg selvfølgelig ikke taget afsted.

Jeg har forsøgt at søge om kontakthjælp [”kontanthjælp” (AMA’s tilføjelse)] for perioden, hvilket heller ikke er lykkedes for mig.

Med håbet om en for mig positiv afgørelse i sagen, står jeg gerne til rådighed med yderligere oplysninger.”

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 17. marts 2003

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 14. februar 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet anledning til at ændre afgørelsen.”

5. Nyt efter klagen

Intet.

6. Regler

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Resumé

Medlemmet søgte den 18. oktober 2002 om en attest E 303 med udrejsedato den 4. november 2002 til Sverige. Medlemmet fremsendte på Arbejdsdirektoratets foranledning, dokumentation for, at han var flygtning, hvilken dokumentation direktoratet modtog den 1. november 2002. Samme dag traf direktoratet afgørelse om, at medlemmet var berettiget til en attest E 303 i perioden fra den 4. november 2002 til den 3. februar 2003. Medlemmet tilmeldte sig den 5. november 2002 arbejdsformidlingen i Sverige.

Medlemmet var flygtning og havde fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. For at have været berettiget til en attest E 303 skulle medlemmet imidlertid have haft flygtningestatus efter udlændingelovens § 7, stk. 1 – dvs. være omfattet af Genève-konventionen af den 28. juli 1951. Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 1. november 2002 var ugyldig, idet den led af en retlig og væsentlig indholdsmæssig mangel.

Da Arbejdsdirektoratet efter henvendelse fra den svenske arbejdsformidling blev opmærksom på, at medlemmet ikke havde en flygtningestatus, der berettigede ham til en attest E 303, annullerede direktoratet den 14. februar 2003 (dvs. efter udløbet af gyldighedsperioden for E 303-attesten) sin afgørelse af den 1. november 2002. Medlemmet modtog ikke nogen dagpenge i den periode, han opholdt sig i Sverige.

Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse af den 14. februar 2003 således, at direktoratets afgørelse af den 1. november 2002 opretholdtes. Medlemmet fik dermed ret til en attest E 303 til brug under sin arbejdssøgning i Sverige fra den 4. november 2002 til den 3. februar 2003.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 1. november 2002 var ugyldig, idet medlemmet ikke var konventions-flygtning og derfor ikke efter reglerne opfyldte betingelserne for at være berettiget til en attest E 303.

Ankenævnet lagde vægt på, at der i direktoratets afgørelse ikke var taget noget forbehold for, at gyldigheden af medlemmets attest E 303 var afhængig af hans flygtningestatus, og at han derfor modtog en begunstigende afgørelse, som ikke var åbenbart urigtig for ham.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmet ved at rejse til Sverige og tilmelde sig den svenske arbejdsformidling den 5. november 2002 havde indrettet sig i tillid til Arbejdsdirektoratets afgørelse.

Endelig lagde Ankenævnet vægt på, at medlemmet først modtog Arbejdsdirektoratets afgørelse om annullation af hans attest E 303 efter udløbet af attestens gyldighedsperiode.

Ankenævnet bemærkede, at Arbejdsdirektoratet - som den attest-udstedende myndighed - var nærmest til at bære risikoen for, at det ikke ved attestens udstedelse var blevet klarlagt, hvorvidt medlemmets flygtningestatus berettigede ham til en attest E 303 eller, at der ikke i afgørelsen var blevet taget et forbehold for en efterfølgende undersøgelse heraf.

Ankenævnet bemærke endvidere, at det af Arbejdsdirektoratet under telefonsamtalen den 20. december 2002 til medlemmet meddelte ikke kunne betragtes som en over for medlemmet truffet endelig afgørelse. Nævnet lagde herved vægt på, at Arbejdsdirektoratet under samtalen oplyste medlemmet, at direktoratet havde begået en fejl og, at direktoratet ville undersøge sagen nærmere over for Udlændingestyrelsen.