Medlem ikke omfattet af reglerne for indsendelse af frigørelsesattest, uagtet at det af hendes ansættelseskontrakt fremgik, at hun havde 1 måneds opsigelse
Statutory Text (5 Articles)
§ 1. Et medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge, hvis medlemmet opfylder betingelserne for at få dagpenge.
Stk. 2. Et fuldtidsforsikret medlem arbejder på nedsat tid, når medlemmets arbejdstid i ugen er kortere end fuld sædvanlig ugentlig arbejdstid.
Stk. 3. Et deltidsforsikret medlem arbejder på nedsat tid, når medlemmets ugentlige arbejdstid er kortere end den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid før ledigheden, jf. § 2, stk. 2.
Stk. 4. Et medlem, der arbejder på nedsat tid i et ansættelsesforhold med opsigelsesvarsel kan få supplerende dagpenge, hvis medlemmet har afleveret en frigørelsesattest i a-kassen.
§ 19. Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge. Hvis medlemmets nedsatte arbejdstid ligger inden for den fulde, normale arbejdstid for medlemmets arbejdsområde, og arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kan der dog kun udbetales supplerende dagpenge, når arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid.
Stk. 2. Arbejdsgiverens erklæring skal enten foreligge på en frigørelsesattest, fremgå af arbejdsgiverens meddelelse om arbejdsfordeling eller frigørelsesmuligheden skal fremgå af ansættelseskontrakten.
Stk. 3. Medlemmet vil kunne få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, når arbejdsgiverens erklæring er arbejdsløshedskassen i hænde underskrevet stand senest 10 hverdage (eksklusive lørdage) efter, at ansættelsen er begyndt, eller efter, at medlemmet skal have frigørelsesattesten for at kunne få supplerende dagpenge. Den dag, medlemmet påbegynder ansættelsen, henholdsvis den dag, fra hvilken arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, medregnes i 10-dages-fristen. Hvis arbejdsløshedskassen har modtaget arbejdsgiverens erklæring efter 10-dages-fristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra dette tidspunkt.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge
§ 58. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte regler om
1) udbetaling af dagpenge for søgnehelligdage,
2) retten til dagpenge for et medlem,
a) som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, eller
b) som er beskæftiget i en virksomhed, hvor arbejdstiden er nedsat efter aftale mellem arbejdsgiver og lønmodtagere,
3) hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af
a) dagpenge, der udbetales efter § 52 a, stk. 1, eller § 55, stk. 1,
b) dagpenge, der udbetales efter § 52 a, stk. 2, eller § 55, stk. 2,
c) overgangsydelse, der udbetales i henhold til kapitel 11 c, samt
d) ydelser, der udbetales i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om børnepasningsorlov.
.
§ 59. Når et ledigt medlem, som er arbejdssøgende til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde af kortere varighed, nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets arbejdstid i vedkommende uge og normal overenskomstmæssig arbejdstid på det danske arbejdsmarked. Inden for områder, hvor nedsættelse ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden, sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen.
.
Direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed
Medlem ikke omfattet af reglerne for indsendelse af frigørelsesattest, uagtet at det af hendes ansættelseskontrakt fremgik, at hun havde 1 måneds opsigelse
Resumé
Medlemmet meldte sig ledig den 8. januar 2003. Hun havde siden september 2002 undervist på universitetet. Af ansættelseskontrakten af 5. juli 2002 fremgik, at hun var ansat i perioden fra 1. september 2002 til 31. januar 2003. Det fremgik videre, at der var 1 måneds opsigelsesvarsel fra hendes side, men at universitetet ville se bort fra ansættelsesvarslet fra hendes side, hvis det var godtgjort, at hun kunne overgå til anden beskæftigelse med længere arbejdstid. I sådanne tilfælde kunne fratrædelse ske med omgående virkning.
Uanset, at kontrakten løb frem til 31. januar 2003, var der ikke i januar måned undervisning, og medlemmet havde derfor ikke arbejde eller indtægt i denne måned, hvorfor hun den 9. januar 2003, efter eget udsagn, mødte i a-kassen for at aflevere sine papirer, herunder ansættelseskontrakten.
Hun fik i a-kassen at vide, at hun hellere skulle aflevere denne sammen med sin ledighedserklæring, så det hele blev afleveret samtidig, og at ledighedserklæringen skulle afleveres inden 3 måneder.
Den 31. januar 2003 mødte medlemmet igen op i a-kassen, hvor hun ifølge eget udsagn talte med den samme a-kassemedarbejder.
Medlemmet afleverede således alle papirer i a-kassen den 31. januar. A-kassen traf efterfølgende den 11. februar 2003 om, at 10-dages fristen for aflevering af frigørelsesattest var overskredet, hvorfor medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge før den 31. januar 2003.
I klagen til direktoratet anførte medlemmet, at hun var blevet vildledt af a-kassemedarbejderen, og at denne afslog at modtage frigørelsesattesten den 9. januar 2003.
I oversendelsesbrevet til direktoratet den 6. marts 2003 skrev a-kassen, at det ikke med sikkerhed kunne udelukkes, at situationen havde været som medlemmet beskrev den.
Direktoratet hjemviste i første omgang sagen til a-kassen på grund af manglende oplysninger. A-kassen fremsendte de ønskede oplysninger i brev af 23. april 2003. Medlemmet blev ikke oplyst herom.
Den 2. juni 2003 oplyste a-kassen telefonisk til direktoratet, at a-kassen ikke kunne bekræfte forløbet, sådan som medlemmet havde beskrevet det, og at alle medarbejdere var opmærksomme på 10-dages fristen og frigørelsesattester. Medlemmet blev ikke oplyst herom.
Direktoratet traf den 2. juni 2003 afgørelse om, at medlemmet først kunne modtage supplerende dagpenge fra 31. januar 2003, hvor frigørelsesattesten blev modtaget. Direktoratet lagde vægt på, at medlemmet i juli 2001 blev vejledt om reglerne om frigørelsesattest.
I sin klage over direktoratets afgørelse anførte medlemmet, at hun ikke var blevet partshørt over a-kassens brev af 23. april 2003 og a-kassens oplysninger givet til direktoratet den 2. juni 2003 pr. telefon.
Medlemmet vedlagde endvidere en kopi af et brev af 7. april 2003, hvori hun tilbød at komme ind i a-kassen og identificere den a-kassemedarbejder, som hun talte med i januar 2003. Medlemmet henviste til, at det ikke af direktoratets sagsfremstilling fremgik, at dette brev var indgået i sagen.
Arbejdsdirektoratet bemærkede i oversendelsesbrev af 7. juli 2003, at direktoratet ikke før havde set medlemmets brev af 7. april 2003. Brevet var således ikke indgået i direktoratets sagsbehandling. Direktoratet bemærkede, at direktoratet ikke fandt, at brevet indeholdt oplysninger, som kunne føre til en anden vurdering.
Direktoratet beklagede den manglende partshøring, men fandt ikke at dette kunne føre til en anden vurdering. Direktoratet henviste til, at medlemmet nu havde haft mulighed til at kommentere a-kassens oplysninger.
Ankenævnet traf den 9. januar 2004 afgørelse om, at medlemmet havde ret til supplerende dagpenge fra den 8. januar 2003, idet hendes arbejdsgiver i ansættelseskontrakten havde erklæret at se bort fra et opsigelsesvarsel, hvis hun blev tilbudt beskæftigelse med en længere arbejdstid. Nævnet fandt, at medlemmet på grund af denne bemærkning ikke kunne anses for at have haft et opsigelsesvarsel, hvorfor hun ikke var omfattet af reglerne om indsendelse af frigørelsesattest.
Nævnet bemærkede, at det af ansættelseskontrakten oplyste opsigelsesvarsel på 1 måned måtte anses for et betinget opsigelsesvarsel, og at det var arbejdsgiverens udtalelse om muligheden for fratrædelse med omgående virkning, der var afgørende.
Til medlemmets klage over manglende partshøring bemærkede nævnet, at det var uheldigt, at medlemmet ikke var partshørt, og at direktoratet ikke havde været i besiddelse af alle sagens akter. Disse forhold måtte imidlertid anses for at være blevet repareret ved ankenævnets behandling af sagen, hvor medlemmet havde haft lejlighed til at udtale sig om de oplysninger, som hun ikke tidligere havde været bekendt med, ligesom direktoratet i brev af 7. juli 2003 havde taget stilling til indholdet af medlemmets brev af 7. april 2003.
Endelig bemærkede ankenævnet, at nævnet ikke herudover havde kompetence til at tage stilling til a-kassens sagsabehandling, hvorfor nævnet ikke kunne kommentere a-kassens sagsbehandling vedrørende medlemmets brev af 7. april 2003 og medlemmets tilbud om at møde op i a-kassen og ”genkende” den pågældende medarbejder. Nævnet bemærkede hertil, at nævnet ikke i øvrigt opfattede medlemmets bemærkning omkring forholdene vedrørende brevet af 7. april 2003 som en klage over a-kassens sagsbehandling, men blot som en konstatering af, at direktoratet ikke havde haft alle sagens akter til rådighed under sagsbehandlingen og en oplysning om, at a-kassen ikke havde besvaret medlemmets brev af 7. april 2003.
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 8. januar 2004.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
De havde ret til at få udbetalt supplerende dagpenge fra den 8. januar 2003.
B E G R U N D E L S E
Deres arbejdsgiver har i Deres ansættelseskontrakt – uagtet at De i øvrigt har et opsigelsesvarsel på 1 måned, erklæret at ville se bort fra dette, hvis De blev tilbudt beskæftigelse med en længere arbejdstid. De er således ikke omfattet af reglerne om indsendelse af frigørelsesattest, idet De ikke kan anses for at have haft et opsigelsesvarsel.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at
– De ved Deres indmeldelse i a-kassen den 27. juli 2001 blev korrekt vejledt om reglerne om frigørelsesattest og 10-dages-fristen,
– De ifølge ansættelseskontrakt af 5. juli 2002 blev ansat på Københavns Universitet som ekstern lektor i perioden 1. september 2002 til 31. januar 2003,
– det af Deres ansættelseskontrakt af 5. juli 2002 fremgår, at De har 1 måneds opsigelsesvarsel, men at universitetet vil se bort fra opsigelsesvarslet, hvis det godtgøres, at De kan overgå til anden beskæftigelse med længere arbejdstid. I sådanne tilfælde kan tiltrædelse ske med omgående virkning,
– De meldte Dem ledig den 8. januar 2003, idet der ikke var undervisning i januar 2003, hvorfor De ikke havde nogen indtægt,
– De ifølge eget udsagn mødte op i a-kassen den 9. januar 2003 for at aflevere Deres frigørelsesattest. Her fik De af en unavngiven sagsbehandler oplyst, at De hellere skulle aflevere denne sammen med Deres ledighedserklæring, som skulle afleveres inden 3 måneder,
– De den 31. januar 2003 mødte op i a-kassen, hvor De efter eget udsagn talte med den samme sagsbehandler, som De havde talt med ved Deres første henvendelse,
– De den 31. januar 2003 afleverede Deres ledighedserklæring og Deres frigørelsesattest i a-kassen,
– a-kassen efterfølgende traf afgørelse om, at De først havde ret til supplerende dagpenge fra den 31. januar 2003, idet 10-dages-fristen for indlevering af frigørelsesattesten var overskredet,
– a-kassen i oversendelsesbrevet til direktoratet af 6. marts 2003 bemærkede, at det ikke med sikkerhed kunne udelukkes, at situationen var som De havde beskrevet den, men at a-kassens medarbejdere er bekendt med reglerne omkring frigørelsesattest,
– a-kassen den 2. juni 2003 og den 17. oktober 2003 har oplyst, at a-kassen ikke kan bekræfte at De skulle være blevet sendt hjem igen med frigørelsesattesten den 9. januar 2003, og at alle a-kassens medarbejdere er opmærksomme på reglerne omkring frigørelsesattester og 10-dages-fristen for indsendelse heraf, og at
– De i brev af 7. april 2003 til a-kassen tilbød at møde i a-kassen at møde op og udpege den sagsbehandler, som De i januar 2003 talte med.
Et fuldtidsforsikret medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge, hvis medlemmet opfylder betingelserne for at få dagpenge. Et fuldtidsforsikret medlem arbejder på nedsat tid, når medlemmets arbejdstid i ugen er kortere end fuld sædvanlig ugentlig arbejdstid.
Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at De i Deres beskæftigelse på universitetet har arbejdet på nedsat tid, at De meldte Dem ledig fra den 8. januar 2003, og at De ikke kan anses for at være omfattet af et opsigelsesvarsel, idet det af Deres ansættelseskontrakt fremgår, at fratrædelse kan ske med omgående virkning, såfremt De skulle finde beskæftigelse med en længere arbejdstid. Dette er uagtet, at det tillige fremgår, at De har et opsigelsesvarsel på 1 måned. Nævnet finder, at dette varsel må anses for et betinget opsigelsesvarsel, og at det er arbejdsgiverens udtalelse om muligheden for fratrædelse med omgående virkning, der er afgørende.
Ankenævnet skal til Deres klage vedrørende manglende partshøring bemærke, at det er uheldigt, at De ikke er blevet partshørt over alle oplysninger i sagen, og at direktoratet ikke ved sin afgørelse var i besiddelse af alle sagens dokumenter. Disse forhold må imidlertid anses for at være repareret ved ankenævnets behandling af sagen, hvor De har haft lejlighed for at udtale Dem om de oplysninger, som De ikke tidligere har været bekendt med, ligesom direktoratet i sit oversendelsesbrev til ankenævnet af 7. juli 2003 har taget stilling til indholdet af Deres brev af 7. april 2003.
Ankenævnet skal endvidere bemærke, at ankenævnet ikke herudover har kompetence til at tage stilling til a-kassens sagsbehandling, og ankenævnet kan således ikke kommentere a-kassens sagsbehandling vedrørende Deres brev af 7. april 2003 og Deres tilbud om at møde op i a-kassen og ”genkende” den pågældende medarbejder. Det skal hertil bemærkes, at nævnet i øvrigt ikke har opfattet Deres bemærkning omkring forholdene vedrørende dette brev som en klage over a-kassens sagsbehandling, men blot som en konstatering af, at direktoratet ikke har haft alle sagens akter til rådighed under sagsbehandlingen og en oplysning om, at a-kassen ikke har besvaret Deres brev af 7. april 2003.
Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002 § 58, stk. 1 og § 59, stk. 1, direktoratets bekendtgørelse nr. 1353 af 20. december 2000 om rådighed § 19, og direktoratets bekendtgørelse nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge § 1.
Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 2. juni 2003.
På ankenævnets vegne
Fuldmægtig
De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Magistrenes Arbejdsløshedskasse
Arbejdsdirektoratet
1. Sagsforløb
Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde
”De er i brev af 27. juli 2001 i forbindelse med optagelse i a-kassen blevet vejledt i reglerne om frigørelsesattest, herunder 10-dages-fristen for indsendelse af denne.
Den 31. januar 2003 modtager a-kassen Deres ledighedserklæring.
Den 31. januar 2003 modtager a-kassen endvidere Deres ansættelseskontrakt af 5. juli 2002 med indbygget frigørelsesattest. Af denne fremgår det, at De er ansat som ekstern lektor ved Københavns Universitet fra den 1. september 2002 til den 31. januar 2003. Det fremgår også af Deres ansættelseskontrakt, at De har et opsigelsesvarsel på en måned til den 1. i en måned. Videre fremgår det, at Deres arbejdsgiver er indforstået med at se bort fra opsigelsesvarselet, hvis det kan godtgøres, at De overgår til anden beskæftigelse med længere arbejdstid.
Den 11. februar 2003 træffer a-kassen afgørelse. A-kassen finder, at De ikke kan modtage supplerende dagpenge før den 31. januar 2003, hvor Deres ansættelseskontrakt med frigørelsesmulighed er modtaget i a-kassen. Da De har søgt om supplerende dagpenge fra den 8. januar 2003, kan De ikke få supplerende dagpenge fra den 8. januar 2003 til og med den 30. januar 2003.
A-kassen modtager Deres klage af 13. februar 2003. De oplyser, at De erkender at 10-dages-fristen er overskredet, men ønsker alligevel at klage over a-kassens afgørelse, idet De mener, at De har overskredet fristen, fordi De er blevet vildledt af en medarbejder i a-kassen.
De oplyser videre, at De dagen efter De havde meldt Dem ledig på Arbejdsformidlingen, mødte De op i a-kassen for at aflevere Deres ledighedserklæring og frigørelsesattest. Imidlertidigt manglede der oplysninger på ledighedserklæringen og a-kassen oplyste Dem om, at De kunne indsende ledighedserklæringen i op til 3 måneder efter den dato, De var blevet tilmeldt på Arbejdsformidlingen. De blev derfor enig med a-kasse medarbejderen om, at De skulle indhente de manglende oplysninger og derefter vende tilbage til a-kassen. De spurgte så, om a-kassen ville have en kopi af Deres frigørelsesattest, men det blevet afslået og De blev oplyst om, at De ligeså godt kunne aflevere alle papirerne i a-kassen samtidig.
De mener på baggrund af ovenstående at De er uforskyldt i at have overskredet 10-dages-fristen.
Den 6. marts 2003 sender a-kassen Deres klage til direktoratet, idet man fastholder afgørelsen.
A-kassen har ved oversendelsen bemærket, at a-kasse medarbejderne er bekendt med reglerne omkring frigørelsesattest, men at det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at De har fået Deres frigørelsesattest med tilbage for at indsende den med Deres ledighedserklæring. A-kassen anmoder derfor direktoratet om at se på sagen under hensyntagen hertil.
Den 27. marts 2003 hjemviser direktoratet sagen til a-kassen.
Den 23. april 2003 fremsender a-kassen Deres sag igen. A-kassen har ved oversendelsen oplyst, at De den 27. juli 2001 er blevet vejledt i reglerne om deltidsarbejde og frigørelsesattest. A-kassen har endvidere vedlagt a-kassens informationshæfte, som a-kassen har oplyst, at De har modtaget i forbindelse med optagelse i a-kassen. I informationshæftet er reglerne om supplerende dagpenge også beskrevet.
Den 2. juni 2003 har a-kassen telefonisk oplyst, at a-kassen ikke kan genkende Deres oplysning om, at De ved Deres henvendelse i a-kassen i forbindelse med, at De meldte Dem ledig, fik oplyst at De skulle tage frigørelsesattesten med hjem og først aflevere denne sammen med de manglende oplysninger til Deres ledighedsag.”
Sekretariatet er enig i fremstillingen.
2. Arbejdsdirektoratets afgørelse
Direktoratet traf den 2. juni 2003 denne afgørelse
”De kan først få supplerende dagpenge fra den 31. januar 2003, hvor a-kassen modtager Deres frigørelsesattest. De øvrige betingelser for ret til dagpenge skal være opfyldt.
De kan ikke få supplerende dagpenge fra den 8. januar 2003 til og med den 30. januar 2003.
Begrundelse
Et medlem, der arbejder på nedsat tid, kan få supplerende dagpenge. Hvis medlemmets nedsatte arbejdstid ligger inden for den fulde, normale arbejdstid for medlemmets arbejdsområde, og arbejdsgiveren har krav på et opsigelsesvarsel, kan der dog kun udbetales supplerende dagpenge, når arbejdsgiveren erklærer at ville se bort fra opsigelsesvarslet, hvis medlemmet opnår arbejde med en længere arbejdstid.
Det fremgår af § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 966 af 8. november 2001 om supplerende dagpenge og § 19, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1353 af 20 december 2000 om rådighed.
Arbejdsgiverens erklæring skal enten foreligge på en frigørelsesattest eller frigørelsesmuligheden skal fremgå af ansættelseskontrakten, jf. § 19, stk. 2, i nævnte bekendtgørelse om rådighed.
Medlemmet vil kunne få supplerende dagpenge fra ansættelsesforholdets første dag, når arbejdsgiverens erklæring er a-kassen i hænde i underskrevet stand senest 10 hverdage efter, at ansættelsen er begyndt. Hvis a-kassen har modtaget arbejdsgiverens erklæring efter 10-dages-fristen, kan medlemmet tidligst få supplerende dagpenge fra dette tidspunkt, jf. § 19, stk. 3, i nævnte bekendtgørelse om rådighed.
Direktoratet har lagt til grund, at De i henhold til ansættelseskontrakt af 5. juli 2002 er ansat som ekstern lektor for perioden fra den 1. september 2002 til den 31. januar 2003, og at De har et opsigelsesvarsel på en måned til den 1. i en måned.
Direktoratet har videre lagt til grund, at De i henhold til kontrakten er berettiget til med omgående virkning til at bringe ansættelsesforholdet til ophør, hvis det godtgøres, at De kan overgå til anden beskæftigelse med en længere arbejdstid.
Direktoratet har lagt vægt på, at De i brev af 27. juli 2001 i forbindelse med optagelse i a-kassen, blev vejledt om reglerne om supplerende dagpenge ved deltidsarbejde, herunder reglerne om frigørelsesattest og 10-dages-fristen for indsendelsen af denne.
Direktoratet har til sidst lagt vægt på, at Deres a-kasse ikke modtog Deres ansættelseskontrakt med frigørelsesmulighed inden 10 dage efter, at De meldte Dem ledig på Arbejdsformidlingen den 8. januar 2003”.
3. Klagen til ankenævnet
De har den 27. juni 2003 klaget over direktoratets afgørelse.
De har anført følgende
”Arbejdsdirektoratet lægger i sin afgørelse vægt på at XX A-kasse ikke officielt modtog min frigørelsesattest inden 10-dagesfristens udløb. Direktoratet ses ikke at forholde sig til mine oplysninger om sagen, nemlig at jeg rent faktisk afleverede min frigørelsesattest på XX rettidigt, og at det var XX-medarbejderens afslag om at modtage attesten den pågældende dag, der var skyld i tidsfristens overskridelse.
Arbejdsdirektoratet ses heller ikke i sin afgørelse at forholde sig til det faktum at XX overfor Arbejdsdirektoratet har givet to modstridende oplysninger, først at XX d. 6. marts 2003 meddeler at de ikke med sikkerhed kan udelukke at deres medarbejder har afslået at modtage min frigørelsesattest, for dernæst d. 2. juni 2003 at meddele at de ikke kan genkende mine oplysninger.
Jeg har d. 16. juni 2003 telefonisk fået oplyst af yy, medarbejder på XX, at XX ikke ved hvem pågældende sagsbehandler er, men blot ikke kan forestille sig at hun har vejledt mig i modstrid med reglerne.
De af Arbejdsdirektoratet tilgrundlagte argumenter for sagens afgørelse ses derfor at være baseret på en af XX tydeligvis antaget, men på ingen måde bevist, fremstilling af sagen.
Det skal desuden bemærkes at jeg under Arbejdsdirektoratets sagsbehandling ikke er blevet partshørt i alle de i sagsfremstillingens refererede oplysninger. Jeg har ikke modtaget kopi af brev fremsendt fra XX til Arbejdsdirektoratet d. 23. april 2003, og jeg er heller ikke blevet gjort bekendt med de telefoniske oplysninger som Arbejdsdirektoratet har fået af XX d. 2. juni 2003.
Det ses desuden ikke af sagsfremstillingen at Arbejdsdirektoratet har modtaget kopi af mit brev fremsendt til XX d. 7. april 2003, hvori jeg tilbyder at identificere den medarbejder der afslog at modtage min frigørelsesattest. XX har i øvrigt ikke besvaret brevet. Arbejdsdirektoratet har således ikke haft samtlige sagens akter til sin rådighed under sagsbehandlingen. Kopi af brevet vedlægges her.”
4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen
Direktoratet har den 7. juli 2003 oversendt Deres klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn, idet der ikke efter direktoratets opfattelse er kommet nye oplysninger, der giver anledning til at ændre afgørelsen.
Direktoratet har bemærket følgende
”Til det i klagen anførte skal direktoratet bemærke, at direktoratet den 7. marts 2003 fra a-kassen modtog medlemmets klage og materiale i sagen, og at direktoratet i brev af 27. marts 2003 hjemviste sagen til ny behandling i a-kassen, hvilket direktoratet orienterede medlemmet (om: AMAs tilføjelse) i brev af samme dato.
Direktoratet modtog herefter ved brev af 23. april 2003 igen sagen fra a-kassen, hvilket direktoratet orienterede medlemmet om i brev af 29. april 2003. Direktoratet var i den forbindelse ikke opmærksom på, at a-kassen ikke havde orienteret medlemmet om, at sagen ikke igen var sendt til direktoratet.
Videre skal bemærkes, at direktoratet den 2. juni 2003 kontaktede a-kassen telefonisk for at få oplyst fra hvilken dato, medlemmet havde meldt sig ledig. Direktoratet bad også om a-kassens bemærkninger til medlemmets oplysning om, at hun dagen efter, hun meldte sig ledig hos AF, mødte op i a-kassen for at aflevere sin ledighedserklæring, og at hun havde sin frigørelsesattest (ansættelseskontrakt) med, men fik oplyst, at hun kunne aflevere denne sammen med de manglende oplysninger til ledighedserklæringen. A-kassen oplyste, at man ikke fandt det sandsynligt, at medlemmet skulle være blevet vejledt som oplyst, da alle medarbejdere er opmærksomme på reglerne om frigørelsesattest og 10-dages-fristen for indsendelse af denne.
Direktoratet skal beklage, at direktoratet ikke har partshørt medlemmet over disse oplysninger. Direktoratet finder dog ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet medlemmet nu har haft mulighed for at kommentere a-kassens oplysninger. Der henvises til, at mange af a-kassens medlemmer har (undervisnings)arbejde på nedsat tid med frigørelsesattest eller ansættelseskontrakt indeholdende frigørelsesmulighed. Det synes således ikke sandsynligt, at a-kassen – i det omfang det har fremgået, at medlemmet havde arbejde på nedsat tid – har afvist at modtage en ansættelseskontrakt (med frigørelsesmulighed) vedrørende dette arbejde. A-kassen skal også bruge kontrakten ved vurderingen af, hvordan arbejdet skal medføre fradrag i dagpengene.
For så vidt angår medlemmets brev af 7. april 2003, som er sendt til a-kassen og ikke til direktoratet, kan direktoratet oplyse, at direktoratet først nu har modtaget dette brev. Direktoratet finder imidlertid ikke, at brevet indeholder oplysninger, som kan føre til en anden vurdering.”
5. Nyt efter klagen
I brev af 14. oktober 2003 anmodede sekretariatet a-kassen om yderligere oplysninger i sagen.
I høringssvar af 17. oktober 2003 oplyste a-kassen, at a-kassen fandt det lidet sandsynligt, at De ved fremmøde i a-kassen den 9. januar 2003 skulle have fået Deres frigørelsesattest med Dem igen. A-kassen bemærkede hertil, at alle sagsbehandlere er opmærksomme på 10 dages fristen for at få supplerende dagpenge.
A-kassen oplyste videre, at a-kassen ikke var i besiddelse af et telefonnotat fra a-kassens samtale med direktoratet den 2. juni 2003.
Til Deres forslag om at møde i a-kassen for at udpege den pågældende medarbejder har a-kassen bemærket, at a-kassen ikke finder, at en sådan fremgangsmåde ville kunne have løst problemet, og at a-kassen mest hælder til, at De har misforstået den givne vejledning.
De blev gjort bekendt med a-kassens brev af 17. oktober 2003 ved sekretariatets brev af 10. november 2003.
Sekretariatet kontaktede Dem den 2. december 2003 telefonisk, hvor De oplyste, at frigørelsesattesten knyttede sig til Deres arbejdsforhold ved Københavns Universitet. De oplyste videre, at Deres kontrakt godt nok løb indtil 31. januar 2003, men at der ikke var undervisning på universitetet i januar 2003, hvorfor De ikke havde noget arbejde eller indtægt.
Endelig oplyste De, at De for nylig i a-kassen havde set den pågældende medarbejder, som ekspederede Dem i a-kassen den 9. januar 2003 og den 31. januar 2003.
6. Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002