Legislator Case Law & Legislation
W20041040125 DK

Fradrag i dagpengene for fratrædelsesgodtgørelse

6 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (6)

Statutory Text (6 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2004 10401 Valid

§ 1. Arbejde og indtægter medfører fradrag i følgende ydelser

1) Dagpenge, der udbetales i dagpengeperioden.

2) Dagpenge, der udbetales i aktivperioden.

Endelig adm. afgørelse 2004 10401 Valid

§ 2. Ved arbejde forstås i denne bekendtgørelse aktiviteter, som enten medfører indtægt eller efter sin art normalt medfører indtægt.

Endelig adm. afgørelse 2004 10401 Valid

§ 6. Ved indtægter forstås i denne bekendtgørelse løn, rådighedsbeløb, honorarer mv. Indtægterne medfører fradrag, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, indtægterne dækker.

Stk. 2. Indtægter, der træder i stedet for de indtægter, der er nævnt i stk. 1, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og fratrædelsesgodtgørelse, medfører også fradrag.

Stk. 3. bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes både på engangsbeløb og løbende indtægter.

Stk. 4. Fradraget sker den periode, indtægterne dækker.

Endelig adm. afgørelse 2004 10401 Valid

§ 58. Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte regler om

3) hvilken betydning arbejde og indtægt skal have for størrelsen af

a) dagpenge, der udbetales efter § 52a, stk. 1, eller § 55, stk. 1,

b) dagpenge, der udbetales efter § 52a, stk. 2, eller § 55, stk. 2,

Direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, aktiveringsydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse

Endelig adm. afgørelse 2004 10401 Valid

Fradrag i dagpengene for fratrædelsesgodtgørelse

Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 26. februar 2004.

Nævnet traf denne

A F G Ø R E L S E

Deres fratrædelsesgodtgørelse, som De har fået udbetalt i forbindelse med Deres arbejdsophør ved xx medfører, at der skal ske fradrag i Deres dagpenge i perioden den 1. december 2002 til 31. maj 2003.

B E G R U N D E L S E

Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at

– De blev ansat som administrerende direktør ved xx den 1. maj 1999,

– De havde en månedsløn på 65.625 kr.,

– De blev opsagt med øjeblikkelig virkning den 27. november 2002,

– selskabet ifølge direktørkontrakten ikke havde et opsigelsesvarsel over for Dem,

– De i henhold til direktørkontrakten fik udbetalt et beløb svarende til 8 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse,

– De har anført, at De stod til rådighed for arbejdsmarkedet kort tid efter Deres opsigelse, og

– De har anført, at fratrædelsesgodtgørelse skal ses som betaling for den risiko, der er ved at være ansat som direktør.

Ifølge § 1 i bekendtgørelse om fradrag m.v., medfører arbejde og indtægt fradrag i dagpenge.

Ved indtægter forstås løn, rådighedsløn, honorarer m.v. samt indtægter, der træder i stedet for disse, herunder fratrædelsesgodtgørelse, jf. § 6. Fradraget sker for den periode, indtægterne dækker.

Det afgørende for vurderingen af, om et udbetalt beløb skal medføre fradrag eller ej er, om arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt. Er arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke overholdt, medfører udbetalingen fradrag for den del af opsigelsesperioden, udbetalingen dækker.

Efter en samlet vurdering finder ankenævnet, at fratrædelsesgodtgørelsen må anses for at træde i stedet for løn i perioden efter opsigelsen, svarende til et opsigelsesvarsel på 6 måneder.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det i teori og retspraksis antages, at der for direktører, i tilfælde, hvor der ikke mellem parterne er aftalt et opsigelsesvarsel, gælder et rimeligt opsigelsesvarsel, som afhængig af ansættelsesforholdets længde vil være på mellem 3 og 6 måneder.

Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at De har været ansat i selskabet i næsten 3 år og 7 måneder.

Fratrædelsesgodtgørelsen skal således medføre fradrag i dagpengene i perioden 1. december 2002 til 31. maj 2003.

Ankenævnet henviser til § 58, stk. 1, nr. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002, og §§ 1, 2 og 6 i direktoratets bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge, orlovsydelse, aktiveringsydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse.

Ankenævnet ændrer således delvist direktoratets afgørelse af 16. oktober 2003.

På ankenævnets vegne

xxx

xx

De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider.

Kopi til

xx Arbejdsløshedskasse

Arbejdsdirektoratet

1. Sagsforløb

Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde

” Det fremgår af sagen, at De ved ledighedserklæring modtaget i a-kassen den 23. december 2002 meldte Dem ledig og bad om dagpenge. Af ledighedserklæringen fremgår, at De havde været ansat som administrerende direktør ved xx, og at De ikke selv havde sagt op. De fratrådte den 27. november 2002.

I sagen foreligger en kopi af Deres direktørkontrakt indgået med selskabet i februar 1999. Af § 10, ”Opsigelse”, fremgår under punkt 10.2, at selskabet kan opsige kontrakten uden varsel mod at betale fratrædelsesgodtgørelse efter reglen nedenfor under 10.4.

Punkt 10.4 lyder således: ”Dersom direktøren fratræder sin stilling inden sit fyldte 65. år efter opsigelse fra selskabets side, uden at fratræden skyldes misligholdelse fra direktørens side, jfr. § 13, eller sygdom, jfr. § 11, tilkommer der direktøren en fratrædelsesgodtgørelse svarende til seks gange det i § 7.1.1. aftalte månedlige vederlag med tillæg af senere aftalte reguleringer. For hvert hele år fratrædelsestidspunktet er senere end 31. december 1999, forhøjes fratrædelsesgodtgørelsen med en gange det månedlige vederlag, dog til maksimum i alt tolv gange det månedlige vederlag”.

Det fremgår, at De i overensstemmelse med ovennævnte modtog fratrædelsesgodtgørelse i form af i alt 8 måneders løn.

Af en blanket indhentet af a-kassen hos Deres tidligere arbejdsgiver fremgår bl.a., at xx den 16. januar 2003 har oplyst: ”I henhold til kontrakten kan direktøren opsiges uden varsel mod betaling af fratrædelsesgodtgørelse. Fratrædelsesgodtgørelsen, der svarede til 8 måneders løn, er overensstemmende med kontrakten udbetalt som engangsbeløb. Der er ikke, og bliver ikke, udbetalt dagpengegodtgørelse.”

I brev af 29. januar 2003 traf a-kassen afgørelse om, at De ikke havde ret til at modtage dagpenge fra a-kassen i perioden 1. december 2002 til den 31. marts 2003, eller i 4 måneder.

A-kassen begrundede sin afgørelse med, at De som direktør ikke var omfattet af funktionærlovens regler. A-kassen har henvist til, at det er normalt, at direktører har aftalt opsigelsesvarsel. A-kassen har bemærket, at det forhold, at De har fået udbetalt en fast sum, ikke friholder Dem fra at blive omfattet af arbejdsløshedsforsikringslovens regler om fradrag i dagpenge.

Dog mener a-kassen, at det kun er de første 4 måneders løn, der bliver betragtet som løn i opsigelsesperioden, da det svarer til det varsel, De ville have haft i henhold til funktionærloven. Den resterende sum vil blive betragtet som en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke skal medføre fradrag.

I brev af 6. februar 2003 har De klaget over a-kassens afgørelse.

De har bl.a. henvist til Deres direktørkontrakt og til, at der ved Deres opsigelse, der var begrundet i store modsætninger mellem Dem og bestyrelsen med hensyn til ledelsesform og strategi m.m., ikke har været nogen tvivl om, at der skulle falde en fratrædelsesgodtgørelse efter kontrakten. Fratrædelsesgodtgørelsen er også faldet i henhold til kontrakten.

De har tilkendegivet, at De ikke kan forstå a-kassens brev. De har henvist til, at det er normalt, at direktører har aftalt et opsigelsesvarsel – ofte med meget lange opsigelsesvarsler. Efter kontrakten har selskabet kunnet opsige denne uden varsel mod at betale fratrædelsesgodtgørelse. De har også gjort gældende, at Deres kontrakt ikke er indgået i henhold til funktionærloven.

De har gjort gældende, at det afgørende er, om arbejdsgiverens opsigelsesvarsel er overholdt, hvilket er tilfældet efter Deres kontrakt. De har videre gjort gældende, at en udbetaling ikke medfører fradrag, hvis opsigelsesvarslet er overholdt, idet udbetalingen i denne situation anses for at træde i stedet for løn. Hvis arbejdsgiverens opsigelsesvarsel ikke var overholdt, medfører udbetalingen fradrag for den del af opsigelsesperioden, som udbetalingen dækker.

A-kassen har den 8. april 2003 fastholdt den trufne afgørelse og oversendt sagen til direktoratet til afgørelse”.

Sekretariatet er enig i fremstillingen.

2. Arbejdsdirektoratets afgørelse

Direktoratet traf den 16. oktober 2003 denne afgørelse

” Deres fratrædelsesgodtgørelse sidestilles med, at De har fået løn i 8 måneder.

Godtgørelsen medfører derfor fradrag i Deres dagpenge fra 1. december 2002 til 1. august 2003.

Begrundelse

Udgangspunktet i arbejdsløshedsforsikringsloven er, at arbejde og indtægter medfører fradrag i dagpengene, jf. § 58 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 6, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr. 1204 af 18. december 2002 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv.

Indtægter i form af løn, rådighedsløn mv. medfører fradrag, selv om der ikke udføres arbejde i den periode, indtægterne dækker. Også indtægter, der træder i stedet for sådanne indtægter, herunder erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og fratrædelsesgodtgørelse, medfører fradrag. Dette fremgår af § 6, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen.

Af vejledningen til bestemmelsen fremgår blandt andet, at afgørende for, om et udbetalt beløb skal medføre fradrag, er, om beløbet kan anses for at træde i stedet for løn mv. i en ansættelsesperiode eller periode, der kan sidestilles med en opsigelsesperiode. Det er ikke beløbets benævnelse, som afgør, om der skal ske fradrag.

Reglen om fradrag gælder også ved udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, fx når en virksomhed afskediger en medarbejder, og det aftales, at der ved ophøret skal betales en ”godtgørelse” til medarbejderen.

Direktoratet har lagt vægt på indholdet i kontraktens § 10, afsnittet om ”Opsigelse”.

Det fremgår af bestemmelsen, at selskabet kan opsige kontrakten ”uden varsel” men således, at der efter punkt 10.4 tilkommer Dem en godtgørelse, der svarer til 6 måneders løn. Herudover tilkommer der Dem én måneds løn for hvert hele år, De har været ansat efter den 31. december 1999. I Deres tilfælde udgjorde godtgørelsen således i alt 8 måneders løn.

Direktoratet har lagt vægt på, at kontraktens opsigelsesbestemmelse ikke umiddelbart blev udmøntet i tid, men i en kontant godtgørelse. En sådan udformning er ikke ensbetydende med, at der ikke er et varsel i ansættelsen, hvilket De også selv har henvist til.

De har således efter en forud fastlagt aftale - og som følge af Deres samlede ansættelsesperiode – fået et beløb svarende til 8 måneders løn i ”opsigelsesperioden”.

En sådan fratrædelsesgodtgørelse, der træder i stedet for løn, medfører fradrag, jf. § 6, stk. 1 og 2, i den dagældende bekendtgørelse nr. 1204 af 18. december 2002 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge. Fradraget sker for den periode, indtægten dækker, og uanset om der er tale om et engangsbeløb eller løbende indtægter”.

3. Klagen til ankenævnet

Ved brev af 28. oktober 2003 klagede De over direktoratets afgørelse, idet De til a-kassen bl.a. skrev følgende

Det var en meget stor skuffelse at modtage afgørelsen fra Arbejdsdirektoratet pr. brev af 16. oktober 2003.

Som det fremgår af brev af 16. oktober 2003 til xx Arbejdsløshedskasse er der mulighed for at klage til Arbejdsmarkedets Ankenævn inden for 4 uger fra den 16. oktober 2003.

Jeg vil hermed gerne bede xx Arbejdsløshedskasse sende en klage over afgørelsen, da der er mange ting i denne, jeg slet ikke kan forstå, og hvis denne bliver accepteret, vil den danne en event præcedens for lignende sager fremover, jeg er jo nok ikke den sidste direktør fremover, der bliver afskediget efter et bestyrelsesmøde.

Fratrædelsesgodtgørelsen er blevet udbetalt som et engangsbeløb, svarende til 8 måneders løn, der blev udbetalt på daværende tidspunkt, dette beløb anser jeg for en betaling for den risiko, der er ved at være ansat som direktør.

Den 27. november 2003, blev nøgler og kreditkort afleveret og kontoret ryddet for alt, hvad der var personligt, og dagen efter var jeg til rådighed for arbejdsmarkedet.

Jeg meldte mig ledig på arbejdsformidlingen ca. 4 dage efter afskedigelsen, jeg har dog ikke en kopi af den første dagpengeansøgning, men den må ligge i min sag hos Lederne, hvis denne har nogen betydning nu.

4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen

Ved oversendelse af sagen til ankenævnet den 4. november 2003 fandt direktoratet ikke, at der var fremkommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre direktoratets afgørelse af 16. oktober 2003.

5. Nyt efter klagen

Intet nyt.

6. Regler

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002

Endelig adm. afgørelse 2004 10401 Valid

Resumé

Medlemmet var ansat som direktør og blev opsagt den 27. november 2002. Medlemmet fik i henhold til ansættelseskontrakten en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 8 måneders løn.

Direktoratet traf afgørelse om, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle medføre fradrag i medlemmets dagpenge i perioden 1. december 2002 til den 1. august 2003, idet man sidestillede fratrædelsesgodtgørelsen med, at medlemmet havde fået løn i 8 måneder.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det i teori og retspraksis antages, at der for direktører, i tilfælde, hvor der ikke mellem parterne er aftalt et opsigelsesvarsel, gælder et rimeligt opsigelsesvarsel, som afhængig af ansættelsesforholdets længde vil være på mellem 3 og 6 måneder.

Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at medlemmet havde været ansat i selskabet i næsten 3 år og 7 måneder.

Ankenævnet fandt således, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle medføre fradrag i perioden 1. december 2002 til 31. maj 2003, idet fratrædelsesgodtgørelsen måtte anses for at træde i stedet for løn i perioden efter opsigelsen, svarende til et opsigelsesvarsel på 6 måneder.

Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →