Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-2
Statutory Text (2 Articles)
Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-2
Foreningen Dansk Kultur har klaget til Pressenævnet over to indslag i TV 2 Nyhederne den 6. november 2003, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat. Dansk Kultur har endvidere klaget over, at TV 2 har afvist at bringe et genmæle.
I et indslag i TV 2 Nyhederne kl. 18.00 hed det blandt andet
Studievært : ”Oprørte postbude i Odense. De måtte i dag mod deres vilje husstandsomdele højreekstremistiske pjecer.
Speak : Postbude på vej hjem efter dagens arbejde. I dag skulle de dele stærkt højreorienterede foldere ud til 8000 husstande i Odense. De gjorde det med armene vredet om på ryggen af Post Danmarks topledelse.
Postbud Børge Sørensen : Det er under protest, vi er gået med den. Vi skulle egentlig have gået med den her onsdag, torsdag, og så nægtede vi at gå med den i onsdags, og så har vores områdedirektør blevet orienteret og vores fagforening.
Speak : Folderen fra foreningen Dansk Kultur propaganderer for et hvidt Danmark. Der står, man skal indberette islamisk pression for at imødegå en utilsigtet udvikling, hvor institutioner, virksomheder og skoler kommer til at følge islamisk kultur og love.
Anders Due, vicedirektør i Post Danmark : Der er ikke spørgsmål om at tvinge. Der er spørgsmål om almindelig forretningsgang – at vi deler de forsendelser ud, som vores kunder kommer og beder os om at distribuere.
Studievært : I 19-Nyhederne erkender Post Danmark, at de ikke vil afvise nogen kunder, heller ikke nazister.”
I indslaget kl. 19.00 hed det blandt andet
Studievært : ”En forening med højreekstreme synspunkter er begyndt at sende indvandrerfjendske pamfletter ud med posten. Det har fået postbudene til at nægte at dele dem ud, men ledelsen tvinger dem.
Speak : Postbude på vej hjem efter dagens postgang. I dag skulle de mod deres vilje dele højreorienterede foldere ud til 8000 husstande.
Postbud Børge Sørensen : Vi mener, det var en usømmelig reklame og meget højreorienteret og fremmedfjendsk – noget, vi overhovedet ikke kan lægge navn til.
Speak : Folderen fortæller, at danskerne er truet af muslimer. Der står, at man skal indberette islamisk pression for at imødegå en utilsigtet udvikling, hvor institutioner, virksomheder og skoler kommer til at følge islamisk kultur og love. Afsenderen kalder sig foreningen Dansk Kultur med økonomi nok til at betale Post Danmark en krone pr. pjece.
Postbud Børge Sørensen : Det er under protest, vi er gået med den. Vi skulle egentlig have gået med den her onsdag, torsdag, og så nægtede vi at gå med den i onsdags.
Speak : Men i dag fik postbudene vredet uniformen om på ryggen af ledelsen.
Postbud Børge Sørensen : Hvis vi nægter at gøre det, vil vi simpelthen komme til et tjenesteligt forhør jo, der i sidste ende måske kunne ende med afskedigelse.
Speak : Ingen her i det fynske posthovedkvarter ville tale med TV 2 i dag. Manden her ville godt. Grænserne er vide i Post Danmark.
Interviewer : Så hvis de danske nazister bad jer om at uddele brochurer, så ville I også gøre det?
Anders Due, vicedirektør i Post Danmark : Vi vil være rigtig kede af at skulle være smagsdommere, og vi anser os selv for at være en uvildig tredjepart, så vi deler de forsendelser ud, som kunderne måtte komme med.
Rolf Slot Henriksen, formand for foreningen Dansk Kultur : Postbudene har nok ikke læst, at vi jo er en grundlovsforening, som går ind for ligestilling mellem kønnene og grundloven af 53 og derfor er imod ekstremister og er imod ekstremisme.
Speak : TV 2 har talt med en håndfuld oprørte postbude. Kun få har lyst til at sige deres mening.
Postbud Børge Sørensen : Alt, hvad der hedder usmagelige forsendelser, skal vi faktisk gå med.
Interviewer : Det her, det handler kun, om det er lovligt eller ulovligt. Altså, der vil ikke være noget, som ville være så anstødeligt, så du ville sige nej til det?
Anders Due, vicedirektør i Post Danmark : Som jeg sagde før – vores rolle som omdeler – uvildig omdeler – det er os magtpåliggende og ikke være smagsdommere.
Studievært : Der er ingen regler for, hvad postbudene må dele rundt. Det er Post Danmark, der selv laver reglerne.”
Ved brev af 27. november 2003 klagede foreningen Dansk Kultur til TV 2 over tilsidesættelse god presseskik og anmodede samtidig om genmæle.
TV 2 afviste klagen ved brev af 11. december 2003.
Foreningen Dansk Kultur har anført, at journalistens omtale af folderen som ”højreekstremistisk” og ”højreorienteret” er i strid med god presseskik, idet han undlod at forklare seerne, hvad der i folderen indikerede dette udsagn, og i øvrigt ved brug af ordet ”højreorienteret” tog stilling i sagen. Folderen er hverken højreorienteret eller indvandrerfjendsk. Med udtalelsen om foreningens økonomi insinuerede TV 2, at de, der betaler for uddelingen af pjecen, er folk, som ikke vil frem i lyset. Ordet ”pamflet” er af seerne blevet opfattet i betydningen ”smædeskrift”, og foreningen er blevet slået i hartkorn med nazisterne. Foreningen har desuden klaget over udsagnene ”Men i dag fik postbudene vredet uniformen om på ryggen af ledelsen” og ”En forening, der kalder sig Dansk Kultur”. Foreningen er en stor forening og kendt af mange mennesker i Danmark.
Foreningen har yderligere anført, at foreningen ikke blev hørt i forbindelse med det første indslag, og at der ikke – som påstået af TV 2 – er lagt nogen besked fra journalisten på Rolf Slot-Henriksens telefonsvarer. I forhold til det andet indslag oplyste journalisten over for foreningens formand, Rolf Slot-Henriksen, at interviewet ikke kunne benyttes i indslaget, hvis han ikke udtalte sig, som journalisten ønskede. Der blev kun bragt få sekunder ud af det ca. 20 minutter lange interview. Journalisten har ikke søgt sagen belyst fra foreningens side.
Foreningen har endelig forlangt, at TV 2 enten dokumenterer sine påstande eller bringer en korrektion.
TV 2 har anført, at indslagene havde en aktuel nyhedsværdi, og at det var af samfundsmæssig interesse at dække postbudenes arbejdskonflikt og Post Danmarks grænser for hvilket materiale, der omdeles af postvæsenet.
TV 2 har videre anført, at udsagnene i indslagene har dækning i pjecens indhold. Forening anser muslimer, herunder indvandrere, som modstandere af dansk kultur og opfordrer til indberetning og dermed registrering af virksomheder og organisationer, der tillader lovlig religiøs adfærd. Der er ligeledes dækning for studieværtens oplæg i postarbejdernes udtalelser. TV 2 har ikke ligestillet Dansk Kulturs synspunkter med nazistisk materiale. Spørgsmålet til Post Danmark, om de ville tillade omdeling af nazistisk materiale, var relevant for at afprøve Post Danmarks grænser for, hvilken type af materiale, man ville omdele. Ordet ”pamflet” er ikke negativt ladet. Præsentationen af Dansk Kultur som ”en forening, der kalder sig Dansk Kultur” må anses for sædvanlig, når der er tale om en forening, som ikke kan antages at være kendt af alle danskere. Udtrykket, at postbudene fik ”vredet uniformen om på ryggen af ledelsen”, angiver i populær form, at postbudene på baggrund af trusler om arbejdsretslige sanktioner blev tvunget til at omdele pjecen.
TV 2 forsøgte forgæves at få en kommentar fra Dansk Kultur inden indslaget kl. 18.00, idet man blandt andet lagde en besked på foreningens telefonsvarer. På baggrund af indslagets nyhedsværdi, og idet hovedvægten i indslaget var konflikten mellem postarbejderne og deres ledelse, valgte TV 2 at bringe indslaget kl. 18.00, uanset at det ikke havde været muligt at få Dansk Kulturs kommentarer.
TV 2 har videre oplyst, at interviewet med Rolf Slot-Henriksen blev optaget og bragt i henhold til helt sædvanlige journalistiske principper. Rolf Slot-Henriksen godkendte den del af interviewet, der blev bragt i indslaget.
TV 2 har ikke bragt oplysninger, der giver grundlag for berigtigelse.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, David Trads, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler
Pressenævnet finder, at udsagnene ”højreorienteret” og ”højreekstremistisk” om folderen fra foreningen Dansk Kultur må ses som udtryk for TV 2’s vurdering af folderens indhold, og der er herefter ikke grundlag for kritik af TV 2 på dette punkt. Der er heller ikke grundlag for kritik af brugen af ordet ”pamflet”, og TV 2’s spørgsmål til Post Danmarks vicedirektør om distribution af nazistisk materiale indebærer ikke en sidestilling mellem foreningen og nazisterne.
Udsagnet ”Afsenderen kalder sig foreningen Dansk Kultur” giver ikke anledning til at udtale kritik, idet foreningen ikke kan antages at være almen kendt i Danmark.
Parterne har meddelt modstridende oplysninger om, hvorvidt TV 2 inden udsendelsen kl. 18 forsøgte at få kontakt til foreningen, og nævnet kan ikke tilsidesætte TV 2’s forklaring herom. Da oplysningerne om konflikten mellem postbudene og Post Danmarks ledelse havde en relevant og betydelig aktualitetsværdi, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at udsendelsen blev bragt kl. 18, selvom det da ikke var lykkedes at indhente foreningens kommentar.
Nævnet har ikke mulighed for at afgøre, hvad der er passeret i forbindelse med interviewet med Dansk Kulturs formand, Rolf Slot-Henriksen, men finder, at foreningen ved formanden er kommet tilstrækkeligt til orde over for oplysningerne om foreningen og folderen.
Nævnet finder, at TV 2 heller ikke i øvrigt har handlet i strid med god presseskik.
Nævnet finder ikke, at der i indslagene er bragt forkerte oplysninger af faktisk karakter, og der er derfor ikke grundlag for genmæle.
Afgjort den 18. maj 2004.
Resumé
Klager – en forening - klagede over to TV-indslag, hvor klagers folder blandt andet blev omtalt som ”højreekstremistisk” og ”højreorienteret”. Klager klagede endvidere over, at TV-stationen havde afvist at bringe et genmæle.
Pressenævnet fandt, at udsagnene ”højreorienteret” og ”højreekstremistisk” måtte ses som udtryk for TV-stationens vurdering af folderens indhold, og der var herefter ikke grundlag for kritik af TV-stationen på dette punkt. Der var heller ikke grundlag for kritik af brugen af ordet ”pamflet”, og TV-stationens spørgsmål til Post Danmarks vicedirektør om distribution af nazistisk materiale indebar ikke en sidestilling mellem foreningen og nazisterne.
Udsagnet ”Afsenderen kalder sig foreningen Dansk Kultur” gav ikke anledning til at udtale kritik, idet klager ikke kunne antages at være almen kendt i Danmark.
Parterne havde meddelt modstridende oplysninger om, hvorvidt TV-stationen inden udsendelsen kl. 18 forsøgte at få kontakt til klager, og nævnet kunne ikke tilsidesætte TV-stationens forklaring herom. Da oplysningerne om konflikten mellem postbudene og Post Danmarks ledelse havde en relevant og betydelig aktualitetsværdi, fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere, at udsendelsen blev bragt kl. 18, selvom det da ikke var lykkedes at indhente foreningens kommentar.
Nævnet havde ikke mulighed for at afgøre, hvad der var passeret i forbindelse med interviewet med klagers formand, men fandt, at foreningen ved formanden var kommet tilstrækkeligt til orde over for oplysningerne om foreningen og folderen.
Nævnet fandt ikke, at der i indslagene var bragt forkerte oplysninger af faktisk karakter, og der var derfor ikke grundlag for genmæle.