Konkrete afgørelser vedr. plejepersonales tilskadekomst i arbejdstiden ift. § 1, stk. 1 fra ÅB 2004 I

Konkrete afgørelser vedr. plejepersonales tilskadekomst i arbejdstiden ift. § 1, stk. 1 fra ÅB 2004 I

Resumé

Fra ÅB 2003

En særlig tilfældegruppe udgør plejepersonale, der kommer til skade, fordi en patient opfører sig voldsomt eller decideret voldeligt.

I disse sager foretages der sjældent politianmeldelse af institutionen, og sagerne anmeldes ofte først til Erstatningsnævnet lang tid efter episoden.

Det betyder, at nævnet i disse sager ofte kun har ansøgerens egen forklaring om episoden som afgørelsesgrundlag.

Selv om nævnet dispenserer fra kravet i offererstatningslovens § 10, om at episoden skal være politianmeldt, jf. nedenfor, kan disse sager derfor ofte være vanskelige at afgøre.

Nævnet forsøger altid at indhente en udtalelse fra institutionens ledelse om det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den anmeldte episode.

Er episoden først anmeldt til nævnet et stykke tid efter den fandt sted, kan det dog ofte være vanskeligt at få en udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb, idet episoden er mere eller mindre glemt på institutionen, ligesom der ofte kan være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til episoden.

Nævnet har desuden i 2003 modtaget en række ansøgninger fra plejepersonale, der ønskede erstatning, efter at de i længere tid havde været udsat for voldsom adfærd fra en patients side.

Medmindre der er tale om en konkret hændelse, der udgør en klar overtrædelse af straffeloven fra patientens side, kan nævnet ikke betale erstatning i disse sager, men må henvise ansøgeren til eventuelt at rette sit krav mod arbejdsgiverens arbejdsskade- eller ansvarsforsikringsselskab.

(N.j.nr. 11-00258-2004) Ansøger var socialpædagog i en specialklasse for socioemotionelt skadede drenge.

Nævnet modtog forskellige beskrivelser af hændelsesforløbet fra ansøgeren og arbejdsgiveren.

Ifølge ansøgerens egen beskrivelse af hændelsesforløbet skulle han følge en urolig 12-årig dreng ud af klassen, da drengen pludselig vendte sig om og slog ud efter hans ansigt.

Ansøgeren holdt begge hænder op for at afværge slaget og blev ramt på venstre hånds tommelfinger.

På grund af slagets kraft blev tommelfingeren tvunget bagover og ledbåndene revet over.

Ansøgeren beskrev, at drengen sædvanligvis var rolig og omgængelig, men at han samtidig havde været involveret i episoder med vold og trusler om vold.

I det daglige indgik arbejde der derfor særlige forholdsregler vedrørende drengen.

Arbejdsgiveren beskrev, at ansøgeren i forbindelse med nyt arbejde skulle føre den urolige dreng ud af klassen.

Da ansøgeren og eleven var kommet ud, satte eleven sig til modværge og slog sig fri.

Under episoden fik ansøgeren revet ledbåndene over.

Nævnet afslog ansøgningen.

Nævnet begrundede sit afslag med, at det på grund af de uoverensstemmende udtalelser ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde været udsat for en retsstridig adfærd, der udgjorde en overtrædelse af straffeloven under sådanne omstændigheder, at ansøgeren var berettiget til erstatning.