Konkrete afgørelser vedrørende § 7 fra ÅB 2004 III

Konkrete afgørelser vedrørende § 7 fra ÅB 2004 III

Resumé

Fra ÅB 2002

Det er under alle omstændigheder en betingelse for nævnets udbetaling af erstatning og godtgørelse, at der foreligger en overtrædelse af straffeloven.

Offererstatningslovens § 7, stk. 1, medfører, at erstatning alligevel ikke kan udbetales fra nævnet, hvis skaden dækkes fra anden side, f.eks. i form af sociale ydelser, løn under sygdom, forsikringer m.m.

For skader, der indtræder den 1. januar 2002 og senere, jf. lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af erstatningsansvarsloven og offererstatningsloven m.v. (betænkning nr. 1383/2000), gælder – som også anført ovenfor under pkt. 1 – herefter om fradrag i erstatning den nu således affattede bestemmelse i offererstatningslovens § 7, stk. 1

”Erstatning ydes ikke i det omfang, skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning.”

Efter den hidtidige affattelse af § 7, stk. 1, var erstatningen fra staten subsidiær i forhold til al anden kompensation, som den skadelidte eller de efterladte måtte opnå i anledning af skaden, herunder sociale ydelser og pensions- og forsikringsydelser af enhver art.

Formålet med den nu indførte ændring er at fastslå, at sådan kompensation ikke skal fradrages i erstatningen i videre omfang, end hvad der følger af erstatningsansvarsloven.

Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der samtidig er sket en konsekvensændring af offererstatningslovens § 18, stk. 2, om, i hvilket omfang der kan kræves tilbagebetaling af erstatning udbetalt af nævnet.

Nævnet har i sin sagsbehandling undertiden fundet grundlag for at udsætte behandlingen af krav om erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, fordi nævnet har fundet det rettest at afvente en afklaring af skadelidtes erhvervs- og pensionsmæssige forhold, jf. herved offererstatningslovens § 7, stk. 1.

(N.j.nr. 11-02182-2004) Ansøgeren var den 14-04-2001 blevet udsat for vold under sit arbejde som dørmand på et diskotek.

Diskoteket var nystartet den 11-04-2001, og ansøger var startet i jobbet den 13-04-2001.

Nævnet afslog den 24-04-2002 at betale erstatning i forbindelse med tilskadekomsten og henviste kravet til arbejdsgiverens forsikring, da skaden var en arbejdsskade.

Nævnet henviste samtidig til § 7, stk. 1, i offererstatningsloven, som den var affattet på tidspunktet for tilskadekomsten.

Advokaten meddelte den 06-10-2003, at arbejdsgiverens forsikring først trådte i kraft pr. 16-04-2001 – altså 3 dage efter skaden – hvorfor der ikke kunne ydes dækning herfra.

Nævnet henviste herefter den 09-10-2003 ansøgeren til at søge kravet dækket via Arbejdsskadestyrelsen, som forskudsvis udbetaler ydelser, når arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin forsikringspligt.

Arbejdsskadestyrelsen afslog den 09-09-2004 at anerkende tilfældet som en arbejdsskade, idet sagen ikke var anmeldt inden et år fra skadesdatoen.

Nævnet forespurgte herefter advokaten, om ansøgeren havde forsikring, hvilket advokaten undersøgte.

Ansøgerens eget forsikringsselskab afslog imidlertid den 01-10-2004 at dække skaden, da kravet var forældet ved udgangen af 2003.

Nævnet fandt ikke, at den omstændighed, at ansøgeren ikke havde anmeldt skaden rettidigt overfor Arbejdsskadestyrelsen eller sit forsikringsselskab kunne medføre, at ansøgeren nu var berettiget til erstatning fra staten.

Ansøgeren var allerede ved nævnets skrivelse af 24-04-2002 blevet gjort opmærksom på reglen i offererstatningslovens § 7, hvorfor han burde have undersøgt forsikringsspørgsmålet tidligere.