Klage over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som følge af manglende efterprøvelse)

Klage over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som følge af manglende efterprøvelse)

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsfikseringen med bælte i perioden fra den 26. til den 29. februar 2004, men fandt at tvangsfikseringen fra den 1. marts og indtil ophævelsen den 4. marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var dokumenteret, at patienten i perioden efter den 29. februar 2004 blev behørigt observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens opretholdelse.

Nævnet fandt at tvangsfiksering med de to fodremme fra den 26. februar og indtil ophævelsen den 4. marts 2004 var foretaget med urette. Nævnet lagde herved vægt på, at overlægens godkendelse af anvendelsen af fodremme først skete den 1. marts 2004. Nævnet lagde samtidig lagt vægt på, at tvangsfikseringen, jf. ovenstående, var foretaget med urette.

Nævnet godkendte tvangsfikseringen med bælte og to fodremme den 5. marts 2004, men fandt at fikseringen fra den 6. marts 2004 og indtil ophævelsen den 9. marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke er dokumenteret, at patienten den 6. og 7. marts 2004 var behørigt observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens udstrækning.

Nævnet godkendte indgivelsen af beroligende medicin ved tvang d. 28. februar 2004.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt vedr. tvangsfikseringen den 26. februar 2004, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten forinden fikseringen var søgt talt til ro og givet beroligende medicin i form af mikstur Cisordinol, som han indtog frivilligt, men som ikke havde tilstrækkelig effekt på hans svært urolige tilstand, idet han fortsat var udadreagerende og truende overfor personalet, som han skubbede væk fra sig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at anvendelse af fodremme var nødvendig, idet patienten efter tvangsfikseringen med bælte fortsat sparkede ud efter personalet, ligesom det fandtes godtgjort, at hans størrelse og kropsbygning umuliggjorde, at han ville kunne holdes fiskeret alene med bælte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog, at anlæggelsen af fodremme ikke skete i overensstemmelse med psykiatrilovens regler herom. Nævnet bemærkede, at det af § 15, stk. 2 i psykiatriloven følger, at beslutningen om anvendelse af fod- og håndremme skal træffes af overlægen, og at en anden læge i overlægens fravær kan træffe beslutningen. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Disse betingelser var ikke opfyldte, idet beslutningen om anlæggelse af fodremmene blev truffet den 26. februar 2004, hvilket overlægen først godkendte den 1. marts 2004.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at det ikke i sagens akter fandtes godtgjort, at patienten den 29. februar 2004 blev tilset med henblik på vurdering af tvangsforanstaltningens videreførelse, hvorfor det ikke fandtes godtgjort, at fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt vedr.tvangsfikseringen den 5. marts 2004, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten den 5. marts 2004 var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at anlæggelsen af fodremme var nødvendig, idet patienten efter fikseringen med bælte sparkede ud efter personalet og var voldsomt urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke i sagens akter fandtes godtgjort, at patienten den 6. og 7. marts 2004 blev behørigt observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens udstrækning, hvorfor det ikke findes godtgjort, at fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede vedr. indgivelse af beroligende medicin ved tvang den 28. februar 2004, at det af psykiatrilovens § 17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående end fysisk fastholdelse eller fiksering af patienten gennem en længere periode.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 28. februar 2004 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for indgivelsen af beroligende medicin ved tvang var motorisk urolig, kastede sig frem og tilbage i sengen og forsøgte at sparke med benene. Nævnet lagde endvidere vægt på, at indgivelsen af beroligende medicin var egnet til at gøre udstrækningen af tvangsfikseringen så kort som muligt.

Resumé

En 22-årig mand blev den 26. februar 2004 tvangsindlagt på behandlingsindikation. Ved indlæggelsen optrådte patienten i begyndelsen stille og roligt, men han blev hurtigt urolig og opkørt, og han mente ikke, at han var sindssyg. Han truede med at tage sit eget liv, og han blev herefter tilbudt beroligende medicin, som han umiddelbart tog. Patienten blev herefter udadreagerende og truende, han skubbede og slog til personalet, som forsøgte at tale ham til ro og få ham til at lægge sig i sengen, hvorefter han gik tæt på personalet med truende kropsbevægelser. Patienten blev herefter tvangsfikseret med bælte.

På grund af hans store størrelse blev der også anlagt to fodremme, dels for at forhindre hans voldsomme sparken ud efter personalet, dels fordi det ikke skønnedes muligt at fastholde ham med bæltet alene på grund af hans store størrelse. Patienten var de følgende dage fortsat urolig og truende, han slog ud efter personalet, kastede omkring med afføring og urin, råbte, skældte ud og truede med at ville skyde personalet med en pistol. Han fremtrådte psykotisk med forfølgelsesforestillinger og voldsom motorisk uro. Ud over den ordinerede antipsykotiske medicin, Cisordinol, som han indtog frivilligt, måtte der flere gange gives yderligere beroligende medicin.

Den 28. februar 2004, kl. 0.30 var patienten svært urolig og højtråbende, verbalt truende overfor personalet, og han smed afføring og urin ud over gulvet, hvorfor der blev givet beroligende medicin med tvang i form af Cisordinol 20 mg.

Under bæltefikseringen i perioden fra den 26. februar til 4. marts 2004 blev der gjort journaloptegnelser vedrørende tilstanden den 27. og 28. februar, den 1., 3. og 4. marts, men ikke vedrørende den 29. februar og 2. marts. Bæltefikseringen blev bragt til ophør den 4. marts 2004. Der er ikke hverken i journal eller på tvangsprotokollen anført tidspunkt for tvangsforanstaltningens ophør.

Den 5. marts 2004 kl. 10.45 blev patienten igen tvangsfikseret med bælte og to fodremme, efter han blev opkørt. Han optrådte udadreagerende og spyttede på flere personalemedlemmer. Under bæltefikseringen truede patienten med at slå såvel personalet som disses familiemedlemmer ihjel, spise deres hjerner, og han nok skulle finde ud af, hvor de boede ved at følge efter dem efter arbejde. Efter fikseringen med bælte sparkede han ud efter personalet og var voldsomt urolig, hvorfor der tillige anlagdes to fodremme. Samtidig blev der givet beroligende medicin. Den 8. marts 2004 blev han stillet i udsigt, at han ville blive løsnet af bælte dagen efter, såfremt han var i stand til at forholde sig i ro og forholde sig uden affektudbrud resten af den pågældende dag. Patienten forholdt sig herefter i ro og blev efter lægesamtale den 9. marts 2004 løsnet af bælte og fodremme.

Under bæltefikseringen, er der ikke gjort journaloptegnelser vedrørende hans tilstand den 6. og 7. marts 2004.

Patienten klagede til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn over tvangsfikseringerne og indgivelsen af beroligende medicin.