Klage over, at fysioterapeut ikke iværksatte behandling i henhold til henvisende læges diagnose
Statutory Text (2 Articles)
Klage over, at fysioterapeut ikke iværksatte behandling i henhold til henvisende læges diagnose
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere fysioterapeuten. Nævnet lagde vægt på, at det var relevant, at fysioterapeuten udstrakte sin undersøgelse og behandling til ryggen, da hun ikke fandt tegn på lokale forandringer i ballen. Endvidere var den af fysioterapeuten iværksatte behandling i form af øvelsesterapi samt ultralyd og massage til lænderyggen relevant.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det var relevant, at fysioterapeuten påbegyndte behandling uden forinden at konferere undersøgelsesfundene og behandlingsplanen med egen læge, idet fysioterapeutens behandling vedrørte smerter i samme region. At diagnosen var en anden medførte således ikke radikale ændringer i behandlingen.
Resumé
En 14-årig dreng blev henvist til undersøgelse hos fysioterapeut. Henvisningsdiagnosen var fiberlæsion i højre midterste ballemuskel. Lægen ordinerede øvelsesterapi og ultralyd. Den 9. januar 2002 blev patienten undersøgt af fysioterapeuten, der fandt, at der ikke var tegn på fiberlæsion af ballemusklen, men derimod stramning af hasemuskler og en rygmuskel i højre side af lænden. Fysioterapeuten påbegyndte herefter behandling i form af mobiliserende øvelser for ryggen, instruktion i sidde-/arbejdsstilling og behandling med massage og ultralyd. Ved behandling hos fysioterapeuten den 16. januar 2002 oplyste patienten, at han havde haft ondt efter at have spillet badminton. Han blev igen instrueret i øvelser og fik massage og ultralyd på lænden. Den 23. januar 2002 oplyste patienten, at han atter havde haft ondt. Han fik massage og ultralyd på lænden og fik instruktion i mobiliserende øvelser samt strækøvelser.
Der blev klaget over, at fysioterapeuten ikke foretog korrekt behandling, idet hun ikke iværksatte behandling i henhold til den diagnose, som egen læge havde stillet, men derimod i henhold til en af hende stillet diagnose.