Klage over manglende diagnosticering af blodmangel forårsaget af mangel på B-vitamin (perniciøs anæmi)

Klage over manglende diagnosticering af blodmangel forårsaget af mangel på B-vitamin (perniciøs anæmi)

Nævnet fandt ikke anledning til at kritisere den praktiserende læge for hans behandling af patienten den 28. november 2000, herunder ikke anledning til at kritisere, at der ikke blev iværksat nogen undersøgelse af B 12-værdien, idet patienten havde en svær lungeinfektion, som i sig selv kunne være årsagen til blodmangel.

Nævnet oplyste, at en let nedsat blodprocent normalt ikke foranlediger undersøgelse for de mange forskellige årsager, der i øvrigt kan være til blodmangel.

Nævnet fandt endvidere ikke anledning til at kritisere den praktiserende læge for hans behandling i den efterfølgende periode, idet lægen ved sin undersøgelse og behandling af patientens umiddelbare symptomer handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Resumé

En 43-årig mand, som gennem mange år havde røget, konsulterede den 28. november 2000 den praktiserende læge på grund af kvalme, hovedpine og smerter ud i armene. Ved blodprøvekontrol blev der påvist forhøjede infektionsparametre og en let nedsat blodprocent (7,3), og den 6. december 2000 blev der iværksat penicillinbehandling på mistanke om lungebetændelse.

Ved fornyet konsultation den 5. februar 2001 blev patienten undersøgt på grund af hoste, vejrtrækningsbesvær samt feber. Der blev på ny iværksat antibiotikabehandling for lungebetændelse. Da patienten den 12. februar 2001 var blevet dårligere med grålig hud, vejrtrækningsbesvær samt vægttab fra 85 til 66½ kg blev han henvist til akut røntgenundersøgelse af lungerne samt yderligere blodprøveudredning. Blodprøverne viste let nedsat blodprocent (7,4), og røntgenundersøgelsen viste lungebetændelse i højre lunge. Patienten blev herefter sat i behandling med et meget bredspektret antibiotika.

Den 26. februar 2001var hosten aftagende, og vægten steget til 70,3 kg. Patienten blev henvist til fornyet røntgenkontrol af lungerne samt lungefunktionsundersøgelse. Ved konsultation den 5. marts 2001 var den kliniske tilstand i bedring, herunder var vægten steget til 72,7 kg. Den 22. marts 2001 forelå svaret på kontrolrøntgenundersøgelse og det blev anbefalet, at patienten blev henvist til nærmere udredning på lungemedicinsk afdeling.

Den 8. maj 2001 oplyste patienten, at han havde fået konstateret blodmangel, men at sygehuset stod for kontrollen heraf, og den 9. maj 2001 fremgik det af udskrivningsbrev fra lungemedicinsk afdeling, at der ikke var fundet noget abnormt.

Den 19. oktober 2001 henvendte patienten sig igen til lægen på grund af smerter i venstre side af brystet samt lidt hoste, hvorfor der igen blev iværksat behandling med antibiotika på mistanke om lungebetændelse. Ved en fornyet lytteundersøgelse den 15. november 2001 blev der fundet normale forhold ved lungerne, og efterfølgende røntgenundersøgelse af lungerne viste tillige normale forhold.

Den 2. februar 2002 havde patienten prikken i hænder og fødder samt længerevarende pudefornemmelse i fødderne, som havde bredt sig til hænderne. Der blev fundet nedsat følesans i hele håndfladen, hvorfor han blev henvist til en neurolog.

Ved konsultation den 7. marts 2002 blev patienten undersøgt for opkastning og diarre, og han oplyste, at han gennem det sidste år havde tabt 10 kg. Der blev foretaget blodprøver, som viste, at han havde en lav blodprocent (6,2), hvorefter han blev indlagt på medicinsk afdeling, hvor han fik konstateret perniciøs anæmi (blodmangel som skyldes mangel på B12vitamin og/eller folinsyre).

Der blev klaget over, at lægen i perioden fra marts 2000 til marts 2002 ikke reagerede på patientens symptomer på blodmangel samt mangel på vitamin B-12.