Legislator Case Law & Legislation
W20041005225 DK

Klage over for sen nærmere udredning af flere tilfælde af blærebetændelse og blod i urinen

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Endelig adm. afgørelse 2004 10052 Valid

Klage over for sen nærmere udredning af flere tilfælde af blærebetændelse og blod i urinen

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere lægens behandling af patienten. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen den 3. september 2002 udover ultralydsundersøgelser af patienten havde henvist til yderligere udredning, eventuelt kikkertundersøgelse. Nævnet oplyste, at blødning fra blæren er et lejlighedsvis forekommende symptom på kraftig blærebetændelse.

Nævnet lagde vægt på, at flere urindyrkninger for bakterier bekræftede denne diagnose, efter patienten i august 2002 igen tog kontakt til lægen blandt andet på grund af vandladningsbesvær, og at de senere kraftige blødninger med koageldannelse foranledigede lægen til i september 2002 at henvise til en ultralydsundersøgelse af blæren med henblik på eventuelle andre årsager til blødningerne, eksempelvis blæresten eller svulster.

Nævnet bemærkede herved, at denne ultralydsundersøgelse blev foretaget efter to separate behandlingsforsøg af påvist blærebetændelse, idet episoden et år tidligere ikke kunne anses for at have nær tilknytning til behandlingerne fra og med august 2002, eftersom lægen i maj 2001 relevant havde kunnet antage, at patienten var blevet kureret for sin blærelidelse.

Det var herefter nævnets opfattelse, at der ikke fra lægens side var tale om en for langsom reaktion på udviklingen af patientens symptomer.

Nævnet oplyste dog, at en ultralydsundersøgelse kun kan vise blæresten og svulster af en vis størrelse, som fylder i blæren, men at den i modsætning til en kikkertundersøgelse ikke kan vise slimhindeforandringer. En kikkertundersøgelse ville også have kunnet bekræfte lægens formodning om svær betændelse, ligesom den muligvis ville kunne have afsløret ”flade” cancerforandringer. En kikkertundersøgelse kan dog ikke altid give et endeligt svar.

Nævnet fandt derfor, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen den 3. september 2002 udover en ultralydsundersøgelse havde henvist til yderligere udredning, eventuelt kikkertundersøgelse.

Endelig adm. afgørelse 2004 10052 Valid

Resumé

En 47-årig kvinde konsulterede flere gange fra maj 2001 til januar 2003 sin praktiserende læge med symptomer fra urinvejene. Urinen blev hver gang undersøgt med sticks, som var positiv for blod i 4 tilfælde. Patienten blev i den forbindelse behandlet for blærebetændelse i maj 2001, august 2002, september 2002, oktober 2002 og januar 2003. Ved kontrol af urinen mellem blærebetændelserne var sticks-undersøgelserne for blod altid negative.

Den 3. september 2002 henviste lægen til en ultralydsundersøgelse af nyre- og urinveje på grund af de gentagne blærebetændelser. Der var resterende urin i blæren efter blæretømning, men derudover normale forhold. Specielt vedrørende blæren var der ingen udposninger (divertikler), polypper eller sten. På grund af de gentagne blærebetændelser blev patienten desuden i en periode langtidsbehandlet med et antibakterielt middel (Monotrim).

I slutningen af april 2003 fik patienten på et sygehus foretaget en kikkertundersøgelse af blæren. Undersøgelsen viste en svulst (carcinom), der delvist blev fjernet. To måneder senere viste en ny kikkertundersøgelse af blæren, at svulsten kunne bevæges (var mobil). Man foretog derefter fjernelse af blæren og anlagde kunstig afledning af urinen til huden via blære dannet af tyndtarm (Bricker-blære). Ved operationen konstaterede man, at svulsten var fastvokset til bækkenvæggen og ikke kunne fjernes helt (radikalt). Derfor blev patienten henvist til onkologisk afdeling til kemoterapi.

Der blev klaget over, at patientens læge frem til begyndelse af 2003 ikke iværksatte nærmere undersøgelser, således at kræftlidelsen kunne være diagnosticeret tidligere og helbredt.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →