Klage over lægers og ergoterapeuts behandling samt ergoterapeuts journalføring
Statutory Text (2 Articles)
Klage over lægers og ergoterapeuts behandling samt ergoterapeuts journalføring
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge A, idet røntgenbillederne fra den 12. september 2002 viste, at knoglestykket var på plads på grundstykket således, at ledbåndet igen kunne fungere.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere reservelægen, idet hun havde reageret relevant på symptomerne, og idet hun havde fjernet gipsskinnen og kontrolleret såret. Nævnet lagde endvidere vægt på at, reservelægen havde foretaget efterfølgende røntgenkontrol og konstateret, at der fortsat var god stilling af knoglestykket.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling den 9 oktober 2002. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere hans behandling den 16. december 2002, idet røntgenbilleder fra den 30. november 2002 viste manglende indheling, men stort set uændret placering af det lille knoglestykke med tilhørende ledbånd. Dette forhold og den kliniske vurdering, hvor overlægen fandt fingeren stabil, var afgørende for, at den konservative behandling burde fortsættes og for, at der ikke var indikation for operation på daværende tidspunkt.
Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere ergoterapeuten, idet nævnet lagde vægt på, at ergoterapeuten påbegyndte genoptræning af fingeren efter fjernelse af K-tråd og bandage og efter henvisning fra læge. Nævnet lagde endvidere vægt på, at træningsprogrammet fulgte almene principper for optræning af ledbevægelighed efter gipsfjerneIse med relevante henvisninger til daglige aktiviteter, og at det var relevant at ergoterapeuten afsluttede genoptræningen før der var opnået fuld restitution
Nævnet fandt endelig grundlag for at kritisere ergoterapeutens journalføring, idet nævnet lagde vægt på, at ergoterapeuten burde have journalført behandlingen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det havde været relevant, at der forelå et måleskema som dokumentation for behandlingsbehov og effekt af behandlingen. Målingen den 11. oktober 2002 viste ikke entydige objektive mål, som kunne vurderes af anden ergoterapeut og beskrev ikke graden af ledbevægelighed over det afficerede led, tommelfingerens grundled. Under hensyntagen til, at der var store individuelle forskelle på bevægeligheden, især i tommelfingerens grundled, var det af stor betydning, at der forelå sammenlignelige mål med raske hånd, når der vurderedes træningsbehov. Vurderingen den 31. oktober 2002 baserede sig ikke på en objektiv måling, som var umiddelbar sammenlignelig med den, der blev foretaget den 11. oktober 2002. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det havde været relevant, at vurderingen den 31. oktober 2002 havde indeholdt en objektiv måling af håndtrykskraft som grundlag for vurderingen af træningsbehovet i forhold til styrken.
Resumé
En 32-årig mand henvendte sig i august 2002 sig til skadestuen på grund af ømhed i venstre tommelfingers grundled, hvor der ligeledes var bevægelsesindskrænkning. Røntgenundersøgelsen viste, at et stykke af knoglen var revet af. Den 2. september 2002 foretog overlæge A på ortopædkirurgisk afdeling operationen, hvorunder det afrevne knoglestykke blev sat fast med en K-tråd. Overlægen anlagde en velpolstret gipsskinne og planlagde fjernelse af K-tråden 5 uger efter.
Den 12. september 2002 henvendte patienten sig på skadestuen på grund af svien i operationssåret. Han blev undersøgt af en reservelæge, som fjernede skinnen og fandt, at såret så helt normalt ud, og hun ændrede ikke behandlingsplanen. Den 9. oktober 2002 fjernede overlæge B K-tråden, og da han fandt, at fingeren var stabil, henviste han til optræning i ergoterapien.
I perioden fra den 9. oktober 2002 til den 31. oktober 2002 behandlede en ergoterapeut patienten.
Den 16. december 2002 blev patienten igen undersøgt af overlæge B, idet der gennem den sidste måned var kommet flere smerter i fingeren. Overlægen fandt, at fingeren var helt stabil og tilrådede fortsat optræning.
Der blev klaget over at overlæge A ikke anlagde en komplet gipsskinne på patientens venstre tommelfinger den 2. september 2002. Der blev endvidere klaget over, at en reservelæge ikke konstaterede, at røntgenbilleder viste, at knoglefragmentet ikke var på plads den 12. september 2002
Der blev ligeledes klaget over, at overlæge B den 9. oktober 2002 ikke konstaterede, at røntgenbilleder fra den 12. september 2002 viste, at det tidligere knoglefragment ikke var på plads, og at overlægen burde have foretaget røntgenkontrol, efter at han havde fjernet K-tråd og gipsskinne.
Der blev afslutningsvist klaget over, at en ergoterapeut ikke skulle have påbegyndt ergoterapeutisk genoptræning af patientens venstre 1. finger den 9. og fortsat hermed til den 31. oktober 2002.