Klage over manglende diagnose (bugspytkirtelkræft)
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende diagnose (bugspytkirtelkræft)
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af de læger, der var involverede i behandlingen.
Nævnet lagde vægt på, at patienten blev indlagt på grund af mavesmerter, som havde stået på gennem 3 måneder, og at det fremgik af journalen, at der blev foretaget kikkert- og røntgenundersøgelse af mavesæk og tyktarm, uden at man fandt en forklaring på symptomerne. Samtlige blodprøver var normale.
Desuden fremgik det af journalen, at patienten blev henvist til videre udredning på reumatologisk afdeling, hvor man fandt forandringer i rygmusklerne og påbegyndte behandling heraf.
Nævnet oplyste, at kræft i bugspytkirtlen er en alvorlig sygdom. Diagnosen stilles ofte først sent i forløbet, hvilket blandt andet skyldes, at symptomerne er ukarakteristiske. Smerter i mave/ryg kan være det eneste symptom, og disse tolkes ofte som værende udtryk for en ryglidelse. Blodprøver kan i reglen ikke hjælpe i diagnostikken. Når mistanken er vakt, ofte efter patienten har gennemgået en lang række undersøgelser, vil den mest pålidelige metode til påvisning af en knude i bugspytkirtlen enten være CT eller MR scanning.
Resumé
En 55-årig mand blev indlagt på en kirurgisk afdeling på grund af, at han gennem 3 måneder havde haft mavesmerter. Der blev foretaget forskellige undersøgelsre af maven. Man fandt, at der var mistanke om en infektiøs proces i tyktarmen, hvilket blev understøttet af forhøjet infektionstal og røntgenundersøgelsen af tyktarmen.
En uge efter udskrivelsen blev patienten henvist til reumatologisk afdeling, fordi han havde forskellige symptomer fra bevægeapparatet.
Der blev klaget over, at der ikke blev stillet en korrekt diagnose.