Klage over påpladssætning, operativ ekstern fiksation og efterbehandling af brud på knogle i højre håndled
Statutory Text (2 Articles)
Klage over påpladssætning, operativ ekstern fiksation og efterbehandling af brud på knogle i højre håndled
Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af turnusreservelægens behandling på skadestuen.
Nævnet lagde vægt på, at den foretagne røntgenkontrol viste en betydelig bedring af brudstillingen efter turnusreservelægens påpladssætning. Længden af spolebenet var normaliseret, og der var stadig let bagoverkipning af ledfladen, måske 5 grader og ikke 20 grader som noteret i røntgenbeskrivelsen.
Nævnet fandt, at dette er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.
Nævnet fandt heller ikke grundlag for kritik af den reservelæge på den ortopædkirurgiske afdeling, som efterfølgende opererede patienten, da de postoperative røntgenbilleder viste, at brudstillingen var god i begge planer, og der ikke var grundlag for andet end at følge udviklingen og se, om bruddet ophelede.
Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelægen havde placeret de to pinde i 2. mellemhåndsknogle svarende til i basis af 2. mellemhåndsknogle i stedet for i selve skaftet.
Nævnet fandt ligeledes, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelægen havde isat to supplerende K-tråde gennem spolebenet til fastholdelse af frakturen i spolebenet.
Nævnet lagde vægt på, at der ikke ifølge sædvanlig praksis blev anvendt K-tråde ved indgrebet, men at dette i patientens tilfælde ikke fik konsekvenser, da selve brudstillingen blev god, og at der ikke opstod stillingsforværring i efterforløbet.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at de to pinde som patienten fik anbragt i anden mellemhåndsknogle ikke blev sat i basis, men mere i selve skaftet, og at dette forhold var en medvirkende årsag til, at der opstod brud i mellemhåndsknoglen på det sted, hvor den ene pind er placeret.
Nævnet fandt dog, at dette ikke kunne anses for kritisabelt, da det dog kan være vanskeligt at placere pindene helt optimalt, og komplicerende brud gennem knoglen svarende til pindenes placering er en sjælden, men en kendt beskreven komplikation.
Nævnet lagde endelig vægt på, at selv om der kunne ses en frakturlinie gennem 2. mellemhåndsknogle på de røntgenbilleder, som blev foretaget efter indgrebet, så var brudlinien ikke særlig tydelig og burde ikke have ført til anden behandling end den, som blev fastlagt umiddelbart efter operationen.
Nævnet oplyste, at der forefindes sædvanlig anerkendt behandling af håndledsbrud (collesfraktur), og at der ved den pågældende brudtype findes flere ligeværdige behandlingsmuligheder. Ifølge sædvanlig praksis for den type brud, som patienten havde pådraget sig, kan man behandle med ekstern fiksation, hvor der sættes to pinde i basis af anden mellemhåndsknogle og to pinde i det brækkede knoglestykke (såkaldt non-brigding teknik).
Nævnet oplyste endvidere, at man alternativt kan vælge at trække bruddet på plads og indsætte to metaltråde (K-tråde) gennem knoglestykket og op i spolebenet for at modvirke at brudstillingen på ny forværrede sig. Endelig kan man vælge den metode, som man brugte i det aktuelle tilfælde, nemlig indsættelse af to pinde i 2. mellemhåndsknogle og to pinde i spolebenet. Denne metode skal dog almindeligvis suppleres med to K-tråde gennem knoglestykke og op i spolebenet, da der ellers er stor risiko for nyt frakturskred.
Nævnet fandt endelig ikke grundlag for kritik af de øvrige læger fra den ortopædkirurgiske afdeling, som var involveret i efterbehandlingen af patienten.
Nævnet oplyste i den forbindelse, at infektioner er en kendt relativ hyppig komplikation til ekstern fiksaktion, men den er næsten altid overfladisk og fører sjældent til forlængelse af behandling eller mén.
Nævnet oplyste endvidere, at patientens gener med nedsat kraft i af højre hånd og nedsat bevægelighed er en kendt følge efter håndledsbrud og ikke har noget med behandlingen som sådan at gøre. Sædvanligvis kommer der i mange tilfælde gradvis bedring af kraft og bevægelighed et til to år efter uheldet.
Resumé
En 69-årig kvinde var faldet i sin have og blev indbragt på en skadestue, hvor man konstaterede, at hun havde pådraget sig et brud af højre håndled (collesfraktur). En turnusreservelæge fandt, at bruddet vinklede i en grad, der krævede, at det blev sat på plads, og der blev anlagt lokalbedøvelse efterfulgt af såkaldt Kinastræk, hvorefter bruddet blev sat på plads. En gipsskinne strækkende sig fra knoer til albue blev derpå anlagt, og et kontrolrøntgenbillede viste, at vinklingen var 5 grader mod før 30 grader, og at knoglen som følge af bruddet muligvis var blevet en anelse forkortet.
Begge røntgenbilleder blev i henhold til afdelingens sædvanlige procedure vurderet den følgende dag af en erfaren ortopædkirurg, som ikke fandt anledning til at genindkalde patienten
9 dage senere viste en røntgenkontrol, at vinklingen var uændret, men at bruddet var yderligere forkortet. En reservelæge fandt indikation for operation med indsættelse af eksterne metalpinde (Ortofix). Han foretog indgrebet samme dag, hvorved bruddet blev fikseret med indsættelse to pinde i spolebenet og to i den 2. mellemhåndsknogle, som efterspændt. Et kontrolrøntgenbillede efter operationen viste, at stillingen af håndledsbruddet var tilfredsstillende.
Patienten kom 14 dage senere til kontrol. Stillingen viste sig uændret, men ved røntgenkontrollen fandt man derudover et brud på mellemhåndsknoglen, som ikke var beskrevet tidligere. En reservelæge foretog sambandagering af 2. og 3. finger. Han fandt desuden, at der var betændelse svarende til metalpindene i mellemhåndsknoglen, og der blev indledt antibiotisk behandling.
Efter yderligere 3 uger fjernede en reservelæge Ortofix-apparatet og drøftede den videre behandling med ledende overlæge. Den antibiotiske behandling blev fortsat og blev ikke fundet grund til at anlægge en gipsskinne.
2 ½ måned efter bruddets opståen konstaterede man, at knoen på 2. finger ikke kunne identificeres, og at der var bevægeindskrænkning af fingrene, især 2. finger, og kraftnedsættelse i hånden. Røntgenkontrol viste samtidig, at bruddene i håndled og 2. mellemhåndsknogle var ophelet i god stilling.
Der blev klaget over, at patienten ikke blev korrekt behandlet på henholdsvis skadestuen og ortopædkirurgisk afdeling.