Klage over at 8-årig dreng med sløret syn på venstre øje ikke af en vagtlæge blev viderehenvist til en speciallæge i øjensygdomme
Statutory Text (2 Articles)
Klage over at 8-årig dreng med sløret syn på venstre øje ikke af en vagtlæge blev viderehenvist til en speciallæge i øjensygdomme
Nævnet fandt grundlag for kritik af vagtlægen.
Nævnet lagde vægt på, at vagtlægen ikke undersøgte yderligere for eventuel skade på hornhinden, hvilket kunne gøres ved kort at placere en farvelamel (fluorescin) i øjensækken.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ud fra sygehistorien og undersøgelsen var tvivlsomt, om der forelå en afskrabning (abrasio) af hornhinden eksempelvis efter en kvist eller negl, og at den i så fald måtte have foreligget to uger tidligere og således ikke kunne ikke forklare de foreliggende symptomer og objektive fund.
Nævnet fandt på den baggrund, at vagtlægen burde have henvist patienten til en øjenlægevurdering, idet der forelå synsnedsættelse og hornhindeforandring, hvilket pegede på, at der forelå andet end almindelig øjenbetændelse, og der derfor var behov for en vurdering på specialistniveau.
Nævnet oplyste herunder, at afskrabning (abrasio) af hornhinden er en læsion, som oftest i første omgang undersøges af læger, som ikke er specialister i øjensygdomme, og der typisk iværksættes behandling med midler, der også bruges ved øjenbetændelse.
Nævnet oplyste videre, at kikkertundersøgelse (oftalmoskopi) kun udføres af en lille del af vagtlægerne og de praktiserende læger, og at yderligere undersøgelser som regel foretages ved en speciallæge i øjensygdomme. Af samme grund er der tradition for en hurtig henvisning til øjenspecialist, hvis der foreligger øjensymptomer, der kunne tyde på læsion, som kræver specialbehandling. Smerter og nedsat syn er symptomer, som bør medføre skærpet opmærksomhed og eventuel henvisning til en undersøgelse ved en speciallæge i øjensygdomme.
Resumé
En 8-årig dreng kom sammen med sin far til lægevagten for at blive tilset, da han havde sløret syn på venstre øje. Vagtlægen fandt en anelse mathed af hornhinden nedadtil og let rødme af det hvide i øjet (øjets senehinde) og antog, at forandringerne havde sammenhæng med, at patienten to uger tidligere havde haft et fremmedlegeme i øjet. Der blev i den anledning foretaget behandling med antibiotiske øjendråber og foreslået ny vurdering, såfremt tilstanden ikke var bedret efter 3 dage.
Tre dage senere kom patienten til en undersøgelse hos en speciallæge i øjensygdomme, og denne stillede diagnosen regnbuehindebetændelse med sammenvoksninger (synnechier) mellem linsen og regnbuehinden og indledte behandling herimod.
Der blev klaget over, at vagtlægen ikke havde undersøgt patientens venstre øje korrekt.