Klage over fortsat behandling med Leponex trods lavt antal hvide blodlegemer

Klage over fortsat behandling med Leponex trods lavt antal hvide blodlegemer

Nævnet fandt anledning til at kritisere, at afdelingslægen to gange øgede Leponexdosis, selv om en rutinemæssig kontrolblodprøve havde vist, at antallet af hvide blodlegemer var 1,7x109.

Nævnet oplyste, at der ved behandling med Leponex er en beskeden risiko for, at der kan optræde alvorlige bivirkninger i form af hæmning af knoglemarvens dannelse af hvide blodlegemer, der har den funktion at være med til at bekæmpe betændelsestilstande.

Hospitalets procedure for kontrol af blodprøvesvar var, at laboratoriet med fed skrift markerede, hvis en prøve afveg fra det sædvanlige, hvilket dog ikke var sket i dette tilfælde. Uanset at det afvigende blodprøvesvar ikke var fremhævet med fed skrift fandt nævnet, at afdelingslægen burde have haft sin opmærksomhed rettet herpå i forbindelse med, at han gennemgik laboratoriesvarene, således at behandlingen med Leponex var blevet indstillet.

Resumé

En 47-årig kvinde var indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af påtrængende selvmordstanker. Hun blev under indlæggelsen søgt behandlet med beroligende medicin, antipsykotisk medicin og antidepressiv medicin i forskellige kombinationer og doseringer uden tilstrækkelig effekt på tilstanden. På den baggrund besluttede en afdelingslæge i samråd med den ledende overlæge at tilbyde patienten behandling med Leponex (clopazin).

Patienten fik langsomt øget Leponexdoseringen, men fik to gange generaliserede krampeanfald. Undersøgelse af hjernen ved hjælp af elektroencefalogram (EEG) gav ikke mistanke om epilepsi som årsag til kramperne. For at forebygge krampeanfald som følge af Leponexbehandlingen blev patienten herefter behandlet med antiepileptisk medicin, sammen med at Leponex.

En rutinemæssig kontrolblodprøve viste leucocyttal på 1,7 x 109 pr. liter. Endvidere blev der målt en koncentration af stoffet oxcarbazepin (antiepileptisk medicin) på 76 mikromol/l, hvorefter doseringen af både den antiepileptiske medicin og af Leponex blev hævet.

Otte dage senere tilså afdelingslægen patienten og konstaterede, at koncentrationen af den antiepileptiske medicin nu var 86 mikromol/l, hvorefter han øgede Leponexdoseringen.

7 dage senere tog patienten på weekend fra indlæggelsen, men hun kom atter i afdelingen om søndagen, idet hun havde det dårligt, havde temperaturstigning til 39,8º C, og var sløv og træt. Hun var ved ankomsten til afdelingen tydeligt sløj, grå i hovedet og kunne ikke gå uden støtte. Hun blev samme dag overført til en infektionsmedicinsk afdeling til intensiv behandling for lungebetændelse og blodforgiftning (sepsis) samt utilstrækkelig vejrtrækning. Samme dag var leukocyttallet blevet målt til 0,3 x109 pr liter.

Der blev klaget over, at afdelingslægen ikke behandlede patienten korrekt i forbindelse med behandlingen med Leponex.