Klage over behandling i forbindelse med anlæggelse af permanent karadgang med henblik på hæmodialysebehandling

Klage over behandling i forbindelse med anlæggelse af permanent karadgang med henblik på hæmodialysebehandling

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere 1. reservelægen for hans behandling af patienten i forbindelse med operationen den 26. september 2000 på kirurgisk afdeling.

Det var nævnets opfattelse, at 1. reservelægen i henhold til operationsbeskrivelsen af den 26. september 2000 udførte operationen i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet fandt videre ikke grundlag for at kritisere overlægen for hans behandling af patienten i forbindelse med operationen den 26. februar 2001 på kirurgisk afdeling.

Det er nævnets opfattelse, at overlægen i henhold til operationsbeskrivelsen af den 26. februar 2001 udførte operationen i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere de læger på kirurgisk og medicinsk afdeling, der var involveret i behandlingen af patienten i perioden fra den 18. juli 2000 til den 12. marts 2001.

Nævnet oplyste, at en kronisk immundæmpende behandling med Prednisolon på 12,5-15 mg dagligt, som uundgåelig bivirkning giver patienten en øget risiko for pådragelse af infektioner.

Nævnet oplyste videre, at det sædvanligvis tager nogen tid, inden en arterio-venøs fistel er tilstrækkeligt udviklet til, at den er egnet til hæmodialyse, og det er lægerne fra medicinsk afdeling, der vurderer, hvornår dette er tilfældet. I denne periode kontrolleres en arterio-venøs fistel almindeligvis ikke af lægerne fra kirurgisk afdeling. Kirurgisk ekspertise tilkaldes kun i tilfælde af, at den arterio-venøse fistel ikke fungerer tilfredsstillende.

Nævnet oplyste endvidere, at opståelsen af en forsnævring (stenose) svarende til en fistel forekommer af og til, uden at man kan påpege nogen enkelt årsag, og dette er efter nævnets opfattelse en hændelig komplikation.

Det var nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at tilbyde reoperation, da det blev kendt, at der var opstået en forsnævring svarende til fistlen.

Nævnet oplyste desuden, at der i Danmark ikke findes gældende retningslinier for, hvor længe det er forsvarligt at lade en midlertidig adgangsvej (dobbeltløbet dialysekateter anlagt med direkte indstik gennem huden til blodkarret - enten vena jugularis interna eller vena subclavia) ligge, uden at det vil påføre patienten øget risiko for infektion. Nævnet kan videre oplyse, at et forsøg med 128 hæmodialysepatienter i Canada har vist, at mere end tre ugers anbringelse af et midlertidigt dialysekateter medfører signifikant øget risiko for infektion (bakteriæmi).

Det var dog nævnets opfattelse, at to måneders brug af en midlertidig adgangsvej i den konkrete situation ikke kan kritiseres.

Resumé

En 51-årig mand med mangeårig kronisk immunologisk sygdom (LED, Lupus Erythematosus Disseminatus), blev i maj 2000 sat i dialysebehandling (peritonealdialyse).

Den 18. juli 2000 blev patienten indlagt på medicinsk afdeling med bughindebetændelse, og der blev iværksat behandling med antibiotika. Da infektionen var vanskelig at behandle, blev det den 23. juli 2000 besluttet at fjerne peritonealkateteret, og patienten skulle i stedet hæmodialyseres, det vil sige dialysebehandling igennem blodet, hvorfor der blev anlagt et foreløbigt hæmodialysekateter.

Den 26. juli 2000 blev det vurderet, at der var mulighed for permanent karadgang i form af en såkaldt arteriovenøs fistel (AV-fistel). Denne vurdering blev foretaget på kirurgisk afdeling. Det blev besluttet, at anlæggelse af permanent karadgang skulle foretages, og patienten blev tilmeldt operationen. Denne operation blev udført den 26. september 2000 af en 1. reservelæge.

Forbindelsen mellem arterien og venen, som var anlagt den 26. september 2000, fungerede ikke tilfredsstillende, hvorfor det den 18. december 2000 blev besluttet, at der skulle foretages operativ korrektion af den anlagte fistel. Operationsdatoen blev fastsat til den 23. februar 2001. I mellemtiden blev dialyse foretaget igennem et midlertidigt kateter (centralt venekateter, CVK).

Den 21. januar 2001 blev der dyrket hvide stafylokokker (staphylococcus albus) fra blodet. Der blev konstateret resistens overfor Diclocil og Penicillin, hvorfor der blev iværksat behandling med Vancomycin. Hæmodialysekateteret blev fjernet samme dag.

Den 24. januar 2001 blev der anlagt et nyt midlertidigt centralt venekateter.

Den 6. februar 2001 blev patienten indlagt på medicinsk afdeling fra hjemmet på grund af almen afkræftethed. Den følgende dag blev der bemærket sekretion fra indstiksstedet i huden svarende til hæmodialysekateteret. Ved podning blev der påvist gule stafylokokker (staphylococcus aureus). Kateteret blev fjernet, og antibiotisk behandling blev iværksat.

Den 8. februar blev der anlagt et nyt hæmodialysekateter.

Den 25. februar 2001 blev patienten genindlagt på medicinsk afdeling med henblik på planlagt revision af fistlen mellem pulsåre og blodåre (AV-fistel). Denne operation blev foretaget den 26. februar 2001 af en overlæge fra kirurgisk afdeling. Fistlen blev anlagt lidt oven over den fistel, der var blevet anlagt ved operationen den 26. september 2000. Der blev anvendt samme operationsteknik, og patienten blev udskrevet igen den 27. februar 2001.

Ved hæmodialyse den 21. marts 2001 fik patienten en ustabil blodcirkulation (hæmodynamisk ustabil), og han afgik ved døden om morgenen den 23. marts 2001.

Der blev klaget over, at patienten i perioden fra den 18. juli 2000 til den 12. marts 2001 ikke modtog korrekt behandling i forbindelse med anlæggelse af permanent karadgang med henblik på hæmodialysebehandling.