Klage over bedøvelse under tarmslyngsoperation og hygiejne i forbindelse med fysioterapi

Klage over bedøvelse under tarmslyngsoperation og hygiejne i forbindelse med fysioterapi

Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen fra anæstesiologisk afdeling, idet han ikke var til stede ved operationens start den 15. september 2002.

Nævnet lagde til grund, at det af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 149 af 24. juli 1990 fremgår at ved generel anæstesi bør to kvalificerede personer være til stede på operationsstuen eller umiddelbart kunne komme til stede, hvis behovet opstår. Den ene skal som hovedregel være anæstesilæge. I nogle tilfælde kan anæstesien, efter anæstesilægens vurdering, gennemføres af anæstesisygeplejerske. Ved planlagte operationer gælder de nævnte principper. Videre fremgår det af vejledningen, at man ved akutte operationer kan blive nødt til at fravige principperne. Den ansvarlige anæstesilæge må vurdere om anæstesien i særlige tilfælde kan gennemføres af en anæstesisygeplejerske efter telefonisk rådgivning.

Nævnet oplyste, at indledning af anæstesi til akut operation på grund af tarmslyng er én af de få procedurer, der selv med moderne anæstesiteknik, stadig er forbundet med høj risiko for alvorlige, potentielt livstruende komplikationer. Det skyldes muligheden for, at der under indledningen sker overløb af maveindhold til lungerne.

Det var derfor nævnets opfattelse, at det er nødvendigt at gøre alt, hvad der er muligt, for at reducere risikoen for denne komplikation. Med hertil hører, at der fra starten om muligt medvirker en speciallæge i anæstesiologi. Hvis en sådan er til rådighed, er det efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt, at speciallægen i anæstesiologi kan tilkaldes, hvis/når der er opstået problemer.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske A og B fra anæstesiologisk afdeling for deres behandling af patienten den 15. september 2002.

Det var nævnets opfattelse, at sygeplejerske A og B havde fulgt afdelingens vejledning for aspiration af akutte patienter.

Nævnet oplyste, at overløb af maveindhold til lungerne beskadiger lungevævet, afhængigt af hvor meget, der er kommet ned i lungerne, og hvor surt maveindholdet er. En sådan lungeskade er en velkendt og alvorlig komplikation, som kan kræve respiratorbehandling og i nogle tilfælde medfører døden.

Nævnet oplyste videre, at ved akutte operationer er maven per definition aldrig tom, idet en række forhold, som eksempelvis smerter, morfin-behandling og sygdommen i sig selv nedsætter mavens tømningshastighed. På trods af forsøg på at suge maveindhold op gennem en slange, vil man aldrig kunne tømme maven helt.

Nævnet oplyste desuden, at der ved start af bedøvelse derfor anvendes en teknik, hvor man, efter at patienten har indåndet ren ilt, indsprøjter et hurtigtvirkende indsovningsmiddel efterfulgt af et muskellammende stof, så snart patienten er faldet i søvn. Herefter nedføres en plastikslange gennem svælget til luftrøret. Plastikslangen er nederst på ydersiden forsynet med en ballon, der ved opblæsning forsegler luftrøret, så man kan etablere kunstig vejrtrækning ved indblæsning gennem trakealtuben, mens maveindholdet ikke kan løbe ned i luftrøret langs tuben. Det er en forudsætning, at intubationen ikke i sig selv giver tekniske vanskeligheder, som eksempelvis ved dårlig oversigt i svælg og ved strubehoved på grund af anatomiske forhold hos patienten. Hvis det viser sig at være tilfældet, så der går for lang tid, er det nødvendigt at sikre patientens ilttilførsel ved at indblæse ilt gennem en ansigtsmaske, der slutter uden om næse og mund. Det medfører i sig selv risiko for at blæse maveindhold ned i lungerne.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske C for hendes behandling af patienten i forbindelse med medicineringen den 17. september 2002.

Nævnet oplyste, at patienter, der har et rør i luftrøret har brug for beroligende midler, i dette tilfælde Propofol, for at kunne klare at have dette rør. Det var nævnets opfattelse, at det er i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at patienterne kun er så beroligede, at de netop kan tolerere røret, da behandlingen med Propofol er behæftet med bivirkninger, såsom nedsættelse af blodtrykket. Der kan endvidere være en sammenhæng mellem graden af beroligelse og risikoen for udviklingen af nerveforstyrrelser.

Nævnet oplyste videre, at grænsen for hvor meget beroligende middel, man skal have for at kunne klare at have røret i luftrøret varierer fra patient til patient, og patienten kan vågne hurtigt op, da Propofol er et lægemiddel, der udskilles hurtigt. Det var derfor efter nævnets opfattelse i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at reducere tilførslen af Propofol og efterfølgende observere patienten for at registre eventuelle ændringer, som følge af den nedsatte dosis.

Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere fysioterapeuten for hendes behandling af patienten den 19. september 2002.

Nævnet oplyste, at hvis der tages de nødvendige hygiejniske forholdsregler af fysioterapeuten, er der ikke infektionsrisiko forbundet med at gennemføre øvelsesbehandling på en patient med indstik til drop, kateter og kanyler.

Nævnet oplyste videre, at det er i strid med almindelige hygiejniske regler at bære hånd- og fingersmykker under arbejdet på en intensiv afdeling, da de kan være sæde for bakterier med risiko for, at disse overføres til patienter og resulterer i infektioner.

Det var herefter nævnets opfattelse, at det er under normen for almindelig anerkendt faglig standard at bære smykker under arbejdet med en patient, der ligger på en intensiv afdeling.

Resumé

En 45-årig mand blev indlagt den 12. september 2002 med mavesmerter. Under indlæggelsen opstod tarmslyng i tyndtarmen, og den 15. september 2002 blev det besluttet, at foretage undersøgende operation af bughulen.

En anæstesisygeplejerske foretog tilsyn med henblik på anæstesien. Herefter kontaktede sygeplejerske den vagthavende overlæge ved anæstesiafdelingen, som havde tilkaldevagt. Det blev aftalt, at patienten skulle bedøves efter afdelingens principper for narkose til patienter med akut abdominal sygdom, og overlægen ville komme til stede for at anlægge epiduralkateter til smertebehandling efter operationen.

Efter tømning af mavesækken for 500 ml blev anæstesien indledt, men det var vanskeligt for sygeplejerske A at intubere, hvorfor hun måtte assistere vejrtrækningen med maske. Sygeplejerske B overtog intubationen, som herefter lykkedes. Under operationen blev overlægen fra anæstesiologisk afdeling kontaktet af en af de vagthavende anæstesisygeplejersker, da det var vanskeligt at holde patientens iltmætningsprocent normal. Da overlægen ankom, besluttede han at lade patienten vågne i respirator.

Efter operationens afslutning og efter anlæggelse af epiduralkateter blev patienten overflyttet til intensiv afdeling, og der blev konstateret lungebetændelse på grund af indsugning af maveindhold til lungerne.

Den 17. september 2002 forsøgte man at fjerne røret, der var nedlagt i patientens luftrør. Man måtte dog efter fire timer intubere ham igen, da han ikke var i stand til at trække vejret selv. Kl. 16.30 nedsatte sygeplejerske C tilførslen af bedøvelsesmidlet Propofol fra 45 til 40 ml/time. Efter aftale med den vagthavende anæstesilæge blev tilførslen af Propofol kl. 17.45 igen øget til 45 ml/time og efter et kvarter yderligere til 50 ml/time, samtidig med indgift af 5 ml morfin.

I dagene herefter blev patienten behandlet med fysioterapi, og han blev udskrevet den 3. oktober 2002.

Der blev klaget over, at patienten den 15. september 2002 ikke modtog en korrekt behandling, herunder at overlægen ikke var til stede ved indledningen af anæstesi til tarmslyngsoperation. Der blev videre klaget over, at patienten den 17. september 2002 ikke blev tilstrækkeligt medicineret, herunder at en sygeplejerske skruede ned for Propofol, samt at patienten den 19. september 2002 ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med fysioterapi, idet fysioterapeuten ikke sørgede for, at hygiejnen var i orden.