Klage over plejen på plejehjem
Statutory Text (2 Articles)
Klage over plejen på plejehjem
Patientklagenævnet fandt, at en social- og sundhedsassistent A ikke havde handlet fagligt korrekt ved sin dokumentation af plejen vedrørende behandlingen af kvinden den 11. marts 2003 på plejehjemmet. Nævnet lagde vægt på, at social- og sundhedsassistent A oplyste, at hun afsendte en fax til kvindens læge den 11. marts 2003 med ønske om lægebesøg. Der forelå ingen dokumentation for afsendelse af faxen, og det var nævnets opfattelse, at social- og sundhedsassistenten burde have noteret sine observationer af kvinden, herunder, at hun havde foranlediget lægebesøg ved afsendelse af fax.
Nævnet fandt endvidere, at social- og sundhedsassistent B havde handlet fagligt korrekt ved sin behandling af kvinden den 10. og 13. marts 2003, samt ved sin dokumentationen heraf på plejehjemmet.
Nævnet lagde vægt på, at social- og sundhedsassistent B observerede kvinden relevant den 10. marts 2003 og noterede, at man dagen efter skulle tilkalde lægen på grund af hendes gener. Da hun igen mødte den 13. marts 2003 konstaterede hun, at der ikke var fulgt op herpå, hvormed hun relevant afsendte en fax til lægen med henblik på tilsyn.
Herudover fandt nævnet, at de sygeplejersker, der var involveret i behandlingen af kvinden i perioden fra den 9. til den 14. marts 2003, og i perioden fra den 6. til den 9. april på plejehjemmet ikke havde overtrådt lov om sygeplejersker. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om områdelederen med det overordnede ansvar for plejen havde sikret en bedre kontinuitet og dokumentation af plejen i perioden fra den 9. til den 14. marts 2003 på plejehjemmet.
Nævnet lagde vægt på, at der i perioden fra den 9. til 14. marts 2003 var sparsom dokumentation for kvindens tilstand, symptomforværring, herunder om hun havde temperaturforhøjelse. Der var i denne påklagede periode mange forskellige vikarer, og at det var nævnets opfattelse, at områdelederen med det overordnede ansvar for plejen på denne afdeling burde have sikret sig, at der blev fulgt op på eventuelle problemer, herunder at symptomændringer blev dokumenteret, og at der blev foranlediget lægetilsyn ved behov.
Resumé
En 86-årig flyttede ind på plejehjem i december 2002. Hun var forinden blevet opereret for et sammenfald af nakkehvirvlerne og havde epilepsi og nedsat kraft i arme og ben. Hun var kørestolsbruger og anvendte blærekateter. Den 14. marts 2003 blev kvinden undersøgt af egen praktiserende læge, der fandt tegn på lungebetændelse og ordinerede antibiotisk behandling. Den 9. april 2003 optrådte hun konfus og hun blev via vagtlægen indlagt akut på hospitalet. Under indlæggelsen konstaterede man, at hun havde lungebetændelse og var i væskeunderskud. Den 19. april 2003 afgik kvinden ved døden.
Der blev klaget over, at personalet i perioden fra den 9. til den 14. marts 2003 ikke gav kvinden en korrekt behandling, at personalet i perioden fra den 9. til den 14. marts 2003 ikke journalførte tilstrækkeligt, og at personalet i perioden fra den 6. til den 9. april 2003 ikke tilkaldte læge.