Klage over mangelfuld korrekt tandreguleringsbehandling

Klage over mangelfuld korrekt tandreguleringsbehandling

Nævnet oplyste, at det er en vigtig del af enhver tandreguleringsbehandling, at det af journalen klart skal fremgå, hvilke behandlingsdiagnoser der ligger til grund for tandreguleringsbehandlingen, hvad der er behandlingens hensigt, og hvordan behandlingen skal gennemføres. Der bør endvidere altid foreligge et så tilstrækkeligt materiale, at behandlingens gang kan dokumenteres fra start til slut.

Det var nævnets vurdering, at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at ingen af ovennævnte forberedende samt afsluttende arbejdsgange blev udført i forbindelse med behandlingen af patienten.

Nævnet oplyste, at det normalt er den behandlende tandlæge, som har ansvaret for at behandlingsdiagnosen og behandlingsmålet er tydeligt angivet samt ansvaret for, at der er fremstillet en tilstrækkelig dokumentation for den udførte behandling.

På denne baggrund fandt nævnet grundlag for at kritisere den behandling, patienten modtog af den behandlende tandlæge i perioden fra den 12. juni 1997 til 3. april 1998 og i perioden fra den 5. januar 2000 til den 1. marts 2000.

Nævnet fandt endvidere grundlag for at kritisere den behandling patienten modtog af overtandlægen og af specialtandlægen, idet der ikke blev udarbejdet en arbejdsbeskrivelse og ansvarsfordeling for, hvordan det ortodontiske konsulentarbejde skulle foregå.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den behandling, patienten modtog af de øvrige involverede tandlæger, da de kun i begrænset omfang medvirkede til behandlingen svarende til kontrollen af et næsten færdigt eller helt færdigt behandlingsresultat i reguleringsbehandlingens passivfase. Nævnet fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om tandlægerne havde været opmærksomme på, at præmisserne for at gennemføre behandlingen ikke var tilstrækkelige.

Patientklagenævnet oplyste, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje.

Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror på et skøn.

Det var nævnets vurdering, at patientens tandstilling aktuelt og på sigt indebar en risiko for psykosociale belastninger, idet der skønnedes at være en udpræget trangstilling af fortænder og hjørnetænder i overkæben. På denne baggrund fandt nævnet grundlag for at kritisere den behandling patienten modtog den 2. oktober 2002, idet specialtandlægen anlagde en fejlagtig risikovurdering og undlod at anføre diagnoser.

Resumé

En 10-årig pige fik i den kommunale tandpleje den 12. juni 1997 indledt tandreguleringsbehandling af krydsbid. Behandlingen blev afsluttet den 3. april 1998. I perioden fra den 5. januar 2000 til 17. maj 2001 blev der på ny udført tandreguleringsbehandling af krydsbid. Behandlingen blev udført af almindeligt uddannede tandlæger, bistået af en specialtandlæge i ortodonti (tandreguleringskonsulent).

Den 2. oktober 2002 blev pigen undersøgt med henblik på tandreguleringsbehandling, og specialtandlægen vurderede, at der ikke kunne gives yderligere tilbud om tandregulering i kommunalt regi.

Der blev klaget over, at pigen ikke havde modtaget en korrekt tandreguleringsbehandling i den kommunale tandpleje, herunder at man den 2. oktober 2002 ikke fandt grundlag for at iværksætte yderligere tandreguleringsbehandling.