Klage over praktiserende lægers og ortopædkirurgers behandling af meniskskade/korsbåndsskade

Klage over praktiserende lægers og ortopædkirurgers behandling af meniskskade/korsbåndsskade

Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen for hans behandling den 5. marts 2002 på ortopædkirurgisk afdeling, idet hans behandling, når bevægeligheden i knæet var så dårlig, kun burde have fokuseret på forbedring af bevægeligheden. Nævnet lagde vægt på, at det ikke relevant at supplere med en operativ procedure, rekonstruktion af korsbånd, der i sig selv er forbundet med risiko for bevægeproblemer. Rekonstruktion af det forreste korsbånd burde have afventet at bevægeligheden i knæet var normal eller næsten normal, og patientens ønske om operation burde ikke have ændret den faglige vurdering.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere de øvrige lægers behandling af patienten.

Resumé

En 30-årig kvinde faldt den 15 . december 2001 skævt ned og forvred venstre knæ. Reservelægen på skadestuen undersøgte knæet, og udstyrede hende med krykker som aflastning. Den 19. december 2001 blev patienten undersøgt af en praktiserende læge, som tilrådede fuldstændig aflastning over julen på grund af meniskskade/korsbåndsskade. Den 2. januar 2002 fandt en anden praktiserende læge moderat hævelse og bevægelsesindskrænkning og han ordinerede behandling med gigtmedicin og den 9. januar 2001 konstaterede han ikke nogen større bedring og henviste patienten til speciallæge i ortopædkirurgi.

Den 21. januar 2002 konstaterede en overlæge fra ortopædkirurgisk afdeling ved kikkertundersøgelse, at forreste korsbånd var revet over, og han fjernede den læderede del af den indvendige menisk. Overlægen planlagde efterfølgende blandt andet mobilisering. Den 28. februar 2002 mistænkte overlægen, at der eventuelt var en restmenisk i knæet. Den 5. marts 2002 udførte overlægen kikkertundersøgelse og korsbåndsoperation og patienten blev udskrevet den 9. marts 2002.

Den 13. maj 2002 blev patienten undersøgt af en anden overlæge, idet der var utilfredsstillende fremgang ved fysioterapi. Denne overlæge vurderede, at det var mest hensigtsmæssigt, at patienten blev fulgt af knæoperatøren, hvorfor han aftalte med patienten, at hun blev undersøgt af denne. Patienten blev igen indlagt i maj måned 2002 med henblik på passiv strækning og bøjning af stift led af knæet. Knæoperatøren ordinerede umiddelbart efter re-operation den 28. maj 2002 vedvarende bevægelse af knæet i knæmaskine for at forhindre fornyede ardannelser i knæet.

Der blev klaget over lægernes behandling af patienten.