Klage over for sen operation af diskusprolaps
Statutory Text (2 Articles)
Klage over for sen operation af diskusprolaps
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlæge B. Nævnet lagde vægt på, at patienten allerede ved undersøgelsen den 22. maj 2002 havde så udtalte symptomer (udfald) fra den klemte nerverod, at blivende skade var en nærliggende risiko. Visitationen burde derfor ifølge nævnets opfattelse have medført fremskyndet indlæggelse, hvilket i denne sammenhæng ville indebære enten akut indlæggelse eller indlæggelse i løbet af få dage.
Resumé
En 48-årig mand blev den 29. april 2002 på grund af en diskusprolaps af egen læge henvist til neurokirurgisk afdeling, hvor han fik en tid i ambulatoriet den 30. maj 2002. Den 14. maj 2002 henvendte han sig imidlertid på skadestuen, fordi han havde problemer med at styre foden. Røntgenbilleder viste en forskydning mellem 4. og 5. lændehvirvel, som siden 1996 var forværret fra 10 til 18 mm, samt en forskydning mellem 5. lændehvirvel og 1. halebenshvirvel forværret fra 10 til 12 mm. Han blev herefter undersøgt af en reservelæge fra neurokirurgisk afdeling, som konfererede med en 1. reservelæge, som foranledigede, at man skulle forsøge at fremskynde patientens ambulante tid, og at kopi af journalen og skadesjournalen derfor blev fremsendt til visitationen. På grund af forværring af smerterne i foden henvendte patienten sig igen den 21. maj 2002 på skadestuen og fik en tid dagen efter i neurokirurgisk ambulatorium. Her blev han undersøgt af overlæge A, som fandt en lammelse i højre fod og konkluderede, at journalen straks efter skrivning skulle sendes til overlæge B, som skulle indkalde patienten med afkortet ventetid på grund af lammelserne. Patienten blev imidlertid ikke undersøgt den 30. maj 2002, da han mødte op, men fik en ny tid den 9. juli 2002. Den 9. juli 2002 blev han undersøgt af overlæge B, der fandt at der var grundlag for at foretage operation, men da patienten havde haft sin lammelse i 3 måneder, fandt han ikke, at der var grundlag for at foretage operationen akut. Patienten blev herefter indlagt den 30. juli 2003 og opereret den 2. august 2002. Ved operationen fandt man den 5. nerverod på højre side klemt og tyndslidt på grund af trykket. Operationen fjernede smerterne, men han havde efterfølgende en lammet fod.
Der blev klaget over, at patienten var blevet opereret for sent.