Klage over manglende konstatering af hjerneblødning

Klage over manglende konstatering af hjerneblødning

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den involverede overlæge. Nævnet lagde vægt på, at der var indhentet en relevant sygehistorie i kombination med en fyldestgørende objektiv undersøgelse, og at fundene, herunder blodprøver, ikke gav mistanke om en alvorlig sygdom i form af blandt andet hjerneblødning.

Nævnet fandt derimod grundlag for at kritisere den reservelæge, der undersøgte patienten ved dennes anden henvendelse til skadestuen. Nævnet fandt for det første, at reservelægen burde have journalført de væsentligste neurologiske fund så som bevidsthedsniveau, kranienerver samt arme og ben. Nævnet lagde vægt på, at patientens tilstand var forværret, derved at han ikke længere kunne sidde op på grund af svimmelhed. Nævnet fandt for det andet, at reservelægen burde have indlagt patienten til observation for akut sygdom i centralnervesystemet. Nævnet lagde herved vægt på, at tilstanden var forværret i forhold til første henvendelse på skadestuen, og at symptomer i form af akut indsættende svimmelhed, kvalme, opkastninger og nystagmus bør medføre mistanke om blodprop/blødning i hjernen (hjernestammen/lille-hjerne) og en nærmere udredning heraf.

Resumé

En 63-årig mand henvendte sig i en skadestue på grund af opkastninger. Efter konferering med en overlæge blev det konkluderet, at der var tale om et maveonde, og patienten blev sendt hjem uden behandling. Senere samme dag henvendte patienten sig igen på skadestuen på grund af voldsom svimmelhed, der blev forværret i siddende stilling og medførte kvalme samt opkastninger og pressende hovedpine. Patienten blev tilset af en reservelæge, som fandt, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser, og at der var tale om en infektion på balancenerven. To måneder senere påviste en MR-scanning, at der var følger efter en hjerneblødning.

Der blev klaget over, at lægerne ikke konstaterede, at der var opstået en hjerneblødning.