Klage over tvangsbehandling, herunder depotmedicinering

Klage over tvangsbehandling, herunder depotmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at patienten var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham og lagde vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand med et sammenhængende kompleks af forfølgelsesforestillinger, og at han udviste en verbalt truende adfærd overfor såvel medpatienter som personale.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at patienten gennem 3 måneder blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden. Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger og lagde vægt på, at Risperdal er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endelig, at Risperdal i depotform til anvendelse på længere sigt i behandling af patienten opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde vægt på, at det fandtes godtgjort, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke ville være muligt, ligesom det ansås for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende for patienten eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Resumé

En 26- årig mand havde siden 1994 været indlagt på psykiatrisk afdeling, herunder siden marts 1995 som følge af en dom til anbringelse. Han led af paranoid skizofreni og havde gennem flere perioder været i behandling med antipsykotisk medicin, herunder Serenase, Zyprexa og Risperdal. Patienten havde siden 2002 været i behandling med Truxal samt i perioder med Nozinan, som havde en vis dæmpende effekt, men patienten havde fortsat hyppige og grove gennembrud med paranoide fortolkninger. Han mente således, at han var blevet voldtaget, og at han, hvis ikke sandheden kom frem, enten ville tage hævn ved at skade voldtægtsmanden eller tage sit eget liv. Han havde i den forbindelse været i besiddelse af en lommekniv.

Aktuelt blev patienten tiltagende paranoid, hvorfor lægerne fra den 4. marts 2003 løbende forsøgte at motivere ham for frivillig behandling med tablet Risperdal, hvilket han dog modsatte sig. I juni og juli 2003 blev han tiltagende paranoid og fremsatte beskyldninger om bagtalelse og løgn. Han udtalte, at han ville smadre folk, herunder sin storebror. Den 16. juli 2003 blev han tiltagende truende overfor medpatienter og personalet. Den 20. juli 2003 ønskede han sig undersøgt af en læge, da han mente at have fået et stikmærke på det ene lår som led i et omfattende komplot, hvorunder personalet skulle medvirke til, at han igen skulle voldtages.

Den 25. juli 2003 traf lægerne beslutning om tvangsbehandling med injektion Risprdal Depot (25-50 mg hver 14. dag, afhængig af effekt), samt tablet Risperdal (2-4 mg initialt), idet de vurderede, at daglige medicininjektioner måtte påregnes at være forbundet med væsentlig fysisk magtanvendelse.

Patienten klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning. Klagen blev herefter behandlet, og nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandlingen.