Klage over manglende behandling af svulst i æggestok
Statutory Text (2 Articles)
Klage over manglende behandling af svulst i æggestok
Nævnet fandt grundlag for at kritisere overlægen for hans behandling af patienten den 16. oktober og den 8. december 2001.
Det var nævnets opfattelse, at en speciallæge i gynækologi ikke nødvendigvis skal kunne kende undersøgelses- og behandlingsprogram vedrørende sjældne svulsttyper i underlivet. Det var dog videre nævnets opfattelse, at en speciallæge i gynækologi, såfremt en sådan svulst foreligger, og lægen ikke har den nødvendige viden, bør konferere med onkologisk afdeling, blandt andet med henblik på kontrol af værdi for alfaføtoprotein.
Nævnet fandt endvidere, at overlægen i journalen burde have foranlediget, at det blev noteret, hvilke beslutninger, der blev truffet på konferencen den 16. oktober 2000.
Det var nævnets opfattelse, at overlægen, som den ordinerende læge, burde have fulgt op på resultatet af undersøgelsen for alfaføtoprotein, som blev taget den 8. december 2001, og at han efter modtagelsen af svaret straks burde have henvist patienten til onkologisk behandling.
Resumé
En 28-årig kvinde blev den 27. september 2000 opereret for en svulst på højre æggestok. Under operationen blev der foretaget frysemikroskopi, som viste en endodermal sinustumor. Det var på det tidspunkt ikke muligt at udtale sig om, hvorvidt svulsten var ondartet. Den endelige mikroskopiske vurdering af svulsten viste, at der var tale om et immaturt teratom, forelå den 11. oktober 2000 og blev diskuteret på en patologkonference den 16. oktober 2000.
Patienten blev den 26. oktober 2000 orienteret om, at der ikke var indikation for re-operation, og ambulant kontrol blev aftalt til den 30. januar 2001.
Den 8. december 2000 mødte patienten akut i gynækologisk ambulatorium på grund af blødninger og smerter. En gynækologisk undersøgelse viste normale forhold, og der blev taget en blodprøve til bestemmelse af alfaføtoprotein (tumormarkør, som kan fortælle om tilbagefald af kræften), som forelå en uges tid senere. Blodprøven viste en moderat forhøjet værdi. Det blev besluttet, at tumormarkøren skulle undersøges igen efter nytår, så svaret ville foreligge til den ambulante kontrol den 30. januar 2001.
Den 29. december 2000 henvendte patienten sig akut på gynækologisk ambulatorium, idet hun igen havde fået smerter. Man fandt da en solid tumor, der var 111 x 135 mm, og patienten blev henvist til onkologisk afdeling, hvor hun blev undersøgt den følgende dag.
Der blev klaget over, at patienten ikke blev tilstrækkeligt behandlet for en ondartet svulst på æggestokken i forbindelse med operationen den 27. september 2000, samt at kontrolundersøgelsen på gynækologisk ambulatorium den 8. december 2000 var utilstrækkelig.