Klage over overset hoftebrud under indlæggelse for rygoperation og efterfølgende genoptræning
Statutory Text (2 Articles)
Klage over overset hoftebrud under indlæggelse for rygoperation og efterfølgende genoptræning
Patientklagenævnet fandt grundlag for at kritisere den involverede overlæge på neurokirurgisk afdeling. Nævnet lagde vægt på, at selv om den pågældende rygmarvsbrok og smerterne efter operationen utvivlsomt havde gjort det sværere end vanligt at diagnosticere det senere påviste lårbensbrud, så kunne generne og de objektive fund ikke umiddelbart forklares ud fra det operative indgreb. Nævnet fandt på den baggrund, at overlægen burde have fundet indikation for en nøjere objektiv undersøgelse i kombination med en radiologisk undersøgelse.
Patientklagenævnet fandt desuden grundlag for at kritisere den reservelæge, der senere foretog udskrivelse af patienten fra medicinsk afdeling. Nævnet lagde vægt på de foreliggende objektive fund, og at reservelægen ikke havde forholdt sig til den betydelige forøgelse af venstre bens omfang og overvejet, hvilke behandlingsmæssige tiltag, dette kunne give anledning til at overveje.
Resumé
En 37-årig kvinde fik foretaget en planlagt rygoperation på en neurokirurgisk afdeling, idet hun led af rygmarvsbrok med tiltagende smertefulde kramper ud i begge ben og væsentlig nedsat gangfunktion. Dagen efter operationen oplyste patienten, at hun havde oplevet forværring af sin kraftnedsættelse i venstre hofte og knæ, og at hun var faldet på toilettet tre dage tidligere og kunne føle en knude i venstre balde. Den overlæge, som havde foretaget operationen, tilså herefter patienten to gange og fandt ikke grundlag for videre udredning, og patienten blev overflyttet til en medicinsk afdeling med henblik på genoptræning.
Under indlæggelsen på den medicinske afdeling gav patienten udtryk for fortsatte symptomer og krampetendens i begge ben og føleforstyrrelser mest udtalt i venstre ben. Efter halvanden måned blev der observeret forskel på højre og venstre lår, idet venstre lår havde et betydeligt større omfang. En reservelæge gik to dage senere stuegang og undersøgte blandt andet patientens venstre ben. Der blev ikke ordineret tiltag med hensyn til det venstre ben, og reservelægen fandt grundlag for udskrivelse med henblik på ambulant fysioterapi og fremskyndet kontrol på neurokirurgisk afdeling. Cirka 5 måneder senere viste en røntgenundersøgelse, at patienten havde pådraget sig et hoftebrud.
Der blev klaget over, at hoftebruddet ikke var blevet opdaget på henholdsvis den neurokirurgiske og medicinske afdeling.